Det kan man ikke bebrejde Stein Bagger - det er i hans indlysende interesse at komme ud med sine budskaber på en så vellykket og sympatisk måde som muligt fuldstændig, som det også var tilfældet med Rigmor Zobel over for samme Reimar Bo Christensen. I begge tilfælde virkede de to dømte kriminelle som så velforberedte og trænede, at de utvivlsomt op til udsendelserne havde allieret sig med dyre kommunikationsrådgivere.
På sin side synes DR ikke tilsvarende at have forberedt sig på at sidde over for professionelle kommunikatører, der ville gøre hvad som helst for at vinde sympati. Ingen kritiske spørgsmål af betydning og slet ikke i nærheden af den aggressive stil som hårdtarbejdende og seriøse mennesker indimellem udsættes for af medierne - såsom politikere, ministre, erhvervsfolk.
Det er en skidt udvikling, at medierne i stigende grad åbne spalterne og stiller sendetid stort set ukritisk til rådighed, når det handler om kendte kriminelle. Det er meget sværere at blive eksponeret på DR og TV 2 for netop erhvervsfolk og andre, som skaber reel værdi og velstand til Danmark og danskerne end det altså er for dem, der med samfundsnedbrydende aktiviteter gør det modsatte.
Enhver journalist og redaktør, som lader personens kriminalitet være adgangsbilletten til medieeksponeringen, har det med at udvikle sin egen argumentation for, at det helt bestemt er i samfundets og offentlighedens interesse, selvom det i virkeligheden er dybt kontroversielt og forbundet med et have af etiske og helt uafklarede spørgsmål, såsom hvordan påvirker denne type valg det omgivende samfund og især børn og unge. Faktisk kan man høre journalister argumentere, så det nærmest lyder rigtigt at gøre. Men det er forkert.
Isoleret set kan det ud fra et journalistisk synspunkt være en god historie at bringe interviews med Bagger, Zobel, Camilla Broe, Anni Fønsby osv. - men der er en lang række negative sider ved det, som de ansvarlige redaktører aldrig forholder sig til. For eksempel virker det absurd, at disse kriminelle kan få hele og halve timers taletid på landsdækkende tv til stort set uimodsagt at udstille sig selv som ofre. Man kan næsten føle medlidenhed, når intervieweren med følelsesladede spørgsmål får de pågældende til at bryde sammen eller fælde en tåre.
Desværre ser det nu ud til, at der også var et økonomisk motiv hos DR og Reimar Bo Christensen til flere af de redaktionelle valg, der blev truffet - herunder interviewets længde. I hvert fald er det kommet frem, at Reimar Bo som selvstændig har solgt interviewet til DR. Prisen på den slags afhænger naturligvis af længden og af et eksklusivitetselement, når man får et solointerview. Og så hænger det også nøje sammen med sendetidspunktet. Der lader altså ikke til at være tale om rene journalistiske overvejelser, hvilket blot forværrer troen på dømmekraften hos de involverede.
Det understreger yderligere, at denne type interviews ikke er journalistik, men blot ren underholdning. Man vælger at eksponere negative forbilleder i stedet for at bruge ressourcerne og sendetiden på at bringe noget eller nogen, der gør en positiv forskel for Danmark og for danskerne. Selv ikke engang statsministeren ville kunne bevilges en hel times ukritisk interview på tv en søndag aften.
DR og TV 2 har et helt særligt ansvar, fordi de er landsdækkende public service-medier, og ingen personer i dette land bliver ægte kendisser, før de er blevet profileret på DR eller TV 2.
Og public service-medierne bidrager derfor aktivt til at give kendte kriminelle stjernestatus og positiv opmærksomhed fra børn og unge, der er ekstremt påvirkelige i forhold til det, medierne bringer. Medieoptræden er i sig selv et mål, som børn og unge i dag ser som det højeste, man kan nå. Signalværdien i at tildele disse kriminelle den opmærksomhed, den sendetid og den interview-længde sender alle signaler til borgerne og især de unge om, at vi her at gøre med en yderst betydningsfuld mand.
Stein Bagger havde en masse, han gerne ville nå at sige - altsammen for at fremstille sig selv i et bedre lys. Men indholdsmæssigt var der ingenting, som underbyggede ovenstående signaler fra DR om, at denne man vitterlig er så vigtig og betydningsfuld.
Således også interviewet med Bagger, der ikke indholdt én ny væsentlige oplysninger for dem, der har fulgt sagen. Og dem der ikke har fulgt sagen, vil næppe have følt et stort afsavn, hvis ikke DR havde bragt interviewet.
I aften forsøger DR sig igen. Camilla Broe, som selv har erkendt medvirken til narkosmugling, skal interviewes i Aftenshowet, som er et feelgood sofaprogram og ikke et sted for den kritiske journalistik. Som borgere og seere skal vi altså tolerere en narkokriminel blive medieeksponeret, som Broe i øvrigt er blevet det massivt i de seneste mange måneder. Desværre ikke i form af kritisk journalistik. Tværtimod har medierne på grotesk vis vendt al sympati mod Camilla Broe, fordi hun omsider stod til at få sin straf for medvirken til én af de værste forbrydelser, man kan være involveret i.
Udviklingen er monumental. Selv de såkaldte seriøse medier som DR og TV 2 samt de store dagblade dækker i stigende grad visse kriminelle ud fra en underholdningsværdi, og selvom befolkningen vender sig massivt imod det, finder de ansvarlige journalister og redaktører alligevel undskyldningerne for at bringe skidtet.
Der er tale om et kæmpemæssigt skred i anstændigheden, og der er tilsyneladende ingen andre overvejelser længere end det rent journalistiske argument om, at det jo er en god historie - underforstået at så må alle andre overvejelser og bekymringer vige. Men medierne har et ansvar i kraft af deres enorme indflydelse på den måde, vores værdier og normer formes på. Det ansvar skal de stå ved.
Og så ligger der et stort paradoks i, at staten med den ene hånd bruger enorme ressourcer på at bekæmpe kriminaliteten, mens statens egne medier ikke har nogen journalistisk strategi for at understøtte denne bekæmpelse. Det ville ellers være i alles interesse, hvis medierne indbyrdes og sammen blev enige om, hvordan de på en progressiv måde kan bidrage til at mindske kriminaliteten.
Der er i hvert fald brug for selvransagelse i medierne i den måde, kriminelle eksponeres og fremhæves på - og som skader vore børns og unges idealer. Jo før, desto bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar