Journalistik strategi efterlyses

Journalister og chefredaktører har blikket så stift rettet mod den næste historie, at man sjældent gør sig de nødvendige tanker om, hvad meningen med det hele egentlig er. Strategier vil kunne forbedre det journalistiske arbejde

Så røg Stein Bagger endnu et par grader op på skalaen over kendisser og andet godtfolk med medie-stjernestatus.

Årsag: Bagger er kriminel og har et langvarigt fængselsophold foran sig. Den slags er mere og mere udbredt som direkte adgangsbillet til medierne, selv på DR og TV 2.

Sådan burde det ikke være. Og det behøvede heller ikke at være sådan, hvis medierne i langt højere grad lagde langsigtede journalistiske strategier. Hvorfor har ingen medier en langsigtet, journalistisk strategi med en vision for, hvad man egentlig vil med sit arbejde? Er der overhovedet nogen, som har en egentlig vision? I hvert fald ville ingen vision kunne understøtte brugen af krimikendis-journalistikken, som i mange henseender er decideret nedbrydende for samfundets almindeligt accepterede normer.

De færreste er sikkert i tvivl om styrken ved strategier: De er et afgørende redskab til at holde fokus, når massive påvirkninger - for eksempel konkurrenternes adfærd - lokker én på afveje med afstikkere til steder, som måske ligefrem modarbejder strategien. Børsen og Kristeligt Dagblad er måske de eneste medier, som har evnet at udvikle sig strategisk i fuld konsistens med de oprindelige værdier.

De store, brede medier i dag har derimod klare profileringsmæssige udfordringer. Det er nemmere i dag end tidligere at se forskel på Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, men i bund og grund er det de samme journalistiske vinkler og temaer og de samme historier, alle løber efter. Det gælder også DR og TV 2.

Medieprofessor Anker Brink Lund benævner fænomenet som lemminge-defekten. Ingen redaktør lever uden frygt for at vågne op og finde ud af, at alle konkurrenterne har en historie, man ikke selv har. Den frygt dominerer, så man hellere følger i konkurrenternes fodspor end at gå egne veje.

Nyhedsstrømmen skaber en dag-til-dag konkurrence, som er intens, og som har det med at forstærke negative tendenser.

Én af dem er altså den usympatiske dyrkelse af kriminelle personer på en måde, som gør dem til kendisser. Tendensen har efterhånden bredt til samtlige medier.

Ingen journalister er stolte af den udvikling. Og når ingen er stolte af den, ville den heller aldrig have fundet vej ind i en journalistisk strategi som et bevidst tilvalg. Ingen ønsker med fuldt overlæg at satse på krimi-kendis journalistik. Det er tværtimod blevet en tendens, der har sneget sig ind på redaktionerne med argumenter om, at det er “en god historie”. Senere spredte uvæsnet sig ind i underholdnings-talkshows og andre programmer i den lette genre, hvor krimi-kendisserne puttes ind i en hyggelig feelgood-sammenhæng. Pludselig er de normaliserede og gjort til rollemodeller, hvor unge mennesker kan se, at kriminalitet skam slet ikke er diskvalificerende adfærd i samfundet - tværtimod.

Når ingen journalister reelt ønsker den tendens, og den alligevel findes, er det foruden lemmingedefekten også et udtryk for, at der netop mangler strategi og visionær tænkning i pressen.

Strategier vil give journalister og redaktører præcise redskaber til at blive mere bevidste om de negative tendenser og nødvendigheden af aktivt at bekæmpe dem. Og uden strategier risikerer de i stedet at eskalere med stadig større skadevirkninger til følge. Foruden krimi-kendis tendensen kan også følgende to eksempler identificeres:

• Dyrkelse af ekstremer. Ét af de mest virkningsfulde nyhedskriterier er konflikten, der for alvor kan pumpe en historie op. Politikere, meningsdannere, erhvervs-virksomhederne, græsrødder, aktivister, terrorister og mange flere grupper har opdaget, at ekstreme handlinger eller udtalelser er en sikker måde at få adgang til medierne på. Terrorisme og aktivisme (som vi så det i forbindelse med Ungdomshusets rydning) er de mest yderligtgående eksempler, men i det daglige ser vi en udlændingedebat, som er kørt i ekstremismens grøft af pressen. Det sker ved, at man hellere interviewer to meget uenige politikere med hvert sit ekstreme synspunkt end midtersøgende politikere, selvom sidstnævnte repræsenterer en langt større del af befolkningen

• Ethvert medie med respekt for sig selv har øget sit fokus på den politiske proces fremfor det politiske indhold. Politiske kommentatorer fylder stadig mere. Historier om personerne, deres kampe og vejen frem mod regeringskontorerne samt fokus på næste valg bliver stadig mere dominerende. Det har skærpet retorikken blandt politikerne, og det ses stadig hyppigere, at de lyver eller taler vildledende. Det er en journalistisk opgave at sortere i politikernes postulater, men det bliver stadig sjældnere, at politikere bliver stillet til ansvar for deres fordrejninger. Historien vinkles på konflikt og uenighed frem for på væsentlighed, simpelthen fordi konflikthistorien er saftigere end væsentlighedshistorien. Men i langt de fleste tilfælde er den ud fra et samfundssynspunkt den ringeste og mindst brugbare historie

Fælles for de tre nævnte tendenser er, at de øger pressens andel i begivenhederne og i en samfundsudvikling, ingen af os reelt ønsker. Det vil være positivt, hvis enten de enkelte medier eller pressen som branche aktivt udviklede strategier, som havde til formål at fremme det gode journalistiske arbejde - og bekæmpe de negative tendenser.