tirsdag den 12. januar 2010

Kriminelle som kendisser

Der findes ikke én instans eller repræsentant for den samlede presse, man som borger eller samfund kan bede om at tage stilling til, om pressen er på afveje i bestemte spørgsmål som skjult kamera, dårlig journalistik eller seneste trend - brugen af kriminelle som kendisser


Regeringen har statsministeren, Folketinget sin formand, præsidium og direktør, politiet en rigspolitichef. Domstolene har enten Dommerforeningen eller justitsministeren. Der er altid et sted med det endelige ansvar, som står på mål for de pågældende instansers handlinger, og som har magt og indflydelse til at gribe ind, hvis tingene ikke er, som de bør være. Sådan er det i resten af samfundet også. Og det er godt.

Men pressen er en undtagelse. Det er ikke så godt. Faktisk må det være en fejl. Pressen er ikke repræsenteret ved én person eller instans udstyret med beføjelser, indflydelse og kontrolforanstaltninger til at påvirke, irettesætte eller stoppe kritisable forhold eller en uheldig udvikling.

Pressen er i en klasse helt for sig selv uden for samfundets og borgernes kontrol. Den kræver sin fulde uafhængighed, men den slags kræver omvendt selvjustits, og det er kernen af problemet, for det findes ikke i organiseret form.

Det nærmeste vi kommer er læsernes eller seernes redaktør, som kun DR, TV 2 og Politiken har oprettet. Denne funktion er det tætteste borgerne kommer på muligheden for en meningsfuld dialog med medierne - aktuelt altså blot tre medier - om arbejdsmetoder og journalistiske valg, fejl og mangler.

Hver især har disse redaktører ingen betydelig gennemslagskraft i den offentlige debat, men det kunne ændre sig, hvis de sammen enten dannede en forening og fik andre medier med sig, eller hvis de foranledigede oprettelsen af en helt ny instans - for eksempel en slags Pressens Ombudsmand.

Én af de første opgaver ville være at skose medierne for den voksende og frastødende dyrkelse af kriminelle kendisser til brug for plat underholdning og gossip.

Senest var det TV 2s seerredaktør, Lars Bennike, som havde fået kvalme af den omsiggribende hyldest af kendisser i form af kriminelle, voldssigtede og andre, som lever på eller over kanten af normerne og loven, og som vi ser mere og mere i avisspalterne, på nettet og i talkshows og nyhederne.

Lars Bennike repræsenterer mindst 95 procent af befolkningen, når han påpeger det, som de ansvarlige redaktører i diverse medier for længst skulle have tænkt over: Hvad ligner det at invitere eksempelvis den i øvrigt aldeles uinteressante Susan K ind i studiet i TV 2s bedste sendetid fredag aften til en snak med Cecilie Frøkjær - alene fordi Susan K havde gjort sig bemærket ved før jul at have kastet et glas i hovedet på en garderobepige på en natklub. Den stærkt forulempede garderobepige, som blot passede sit job, blev efterfølgende syet og får et ar.

At det forekommer, er et udtryk for en ansvarlig redaktør, som ikke tillægger det nogen særlig betydning, at medierne i dag har en voldsom indvirkning på det omgivende samfund. Mere end nogensinde dannes og formes normer og idealer i samfundet og hos borgerne - især den yngste del - efter, hvordan medierne udlægger virkeligheden. Og man har ingenting forstået, hvis man afviser, at Susan Ks optræden på tv er en normalisering af hendes adfærd og dermed en grim blåstempling.

Det er efterhånden blevet en fast adgangsbillet til markedsføring, eksponering og hyldest at være enten voldssigtet, kriminel eller i besiddelse af en generelt asocial adfærd. Det beklagelige er, at redaktører og journalister dygtigt udvikler argumenter for, at det er helt i orden, naturligt og normalt. Men hvorfor øger pressen konstant sit ukritiske søgelys nedad på den sociale rangstige, mens vi i stadig mindre grad præsenteres for mennesker og personer, som giver positiv inspiration til os alle at blive bedre mennesker? Hvorfor er de negative afvigelser fra normalbilledet blevet mere journalistisk interessant end de sunde afvigelser? Det spørgsmål kan eller vil man ikke få en debat om med mediebranchen under ét.

Rækken af mediedarlings i denne kategori bliver stadig større, og foruden økonomisk kriminalitet personificeret ved Kurt Thorsen, Klaus Riskær og Stein Bagger ser vi nu også andre typer repræsenteret som den rufferitiltalte Anni Fønsby, som tilmed var tiltænkt en værtsrolle i et tv-program indtil en deltager udviste anstændighed og sagde fra, adskillige voldssigtede og/eller -dømte sportsfolk samt altså nu lavmålet Susan K. Hun er sigtet for primitiv vold, og hun er set med offentlighedens øjne ovenikøbet komplet uinteressant. Der er med andre ord ikke skyggen af perspektivering eller andre bærende journalistiske temaer i hverken hendes person eller hendes handling. Det er absolut uden én eneste faglig, journalistisk begrundelse.

Hvordan var Palle Sørensen mon blevet eksponeret, hvis det havde været i dag, at han havde skudt fire betjente. Hvor er mon grænsen? En skruppelløs redaktør kan altid udvikle sit eget forsvar til at interviewe, eksponere, markedsføre og dermed også normalisere selv de mest afskyelige kriminelle.

Camilla Broe blev journalistisk både ynket og hyldet, da hun - på trods af sin erkendelse af rent faktisk at have medvirket i narkosmugling - omsider stod til at få en straf. Retsprincipper er etableret for at beskytte individer mod urimelig behandling og overgreb fra systemet - selvom det indimellem betyder, at en skyldig fisk slap fri. Men princippernes hensigt er ikke at lade skyldige slippe for straf. I stedet fokuserede den samlede presse på en teoretisk intellektuel diskussion, hvor Camilla Broe bliver den forfulgte uskyldighed. Så blev tingene vendt på hovedet, og mon ikke snart vi skal pines med Broe som endnu én af mediernes darlings, som sidder i bedste sendetid og interviewes af en journalistisk set talentløs studievært?

I tilfældet Susan K siger den ansvarlige redaktør, at det er ujournalistisk på forhånd at afskære sig fra at tale med sigtede personer, og det skal man da heller ikke. Men når man træffer så særprægede journalistiske valg, skal man huske at tænke sig rigtig godt om, så man også har indregnet den negative påvirkning på omgivelserne og ikke kun har haft blikket stift rettet mod populisme, gossip og seertal.

Ingen kommentarer: