I de næste måneder skal Folketingets partier som led i det kommende medieforlig diskutere, hvordan man strikker fremtidens mediestøtteordning sammen. Så virker det ubegribeligt og uprofessionelt, at Ekstra Bladet netop nu tester grænserne for moral og anstændighed i journalistik og efterfølgende indædt og uforsonligt forsvarer det med hårde modangreb. Resultatet er, at man har fået samtlige politiske partier imod sig.
Sagen kommer efter alt at dømme til at blive inddraget i diskussionerne om mediestøtteordningen - om der skal sættes betingelser og krav op for journalistisk kvalitet og etik for at kunne få mediestøtte. Pengene tilhører samfundet og borgerne, og det er ikke underligt, hvis politikerne finder frem til en model, hvor de kun vil støtte medier og journalistik, som bidrager positivt og progressivt til vores samfund og demokrati - ud fra en vision om at højne og forbedre. Det ligger godt i tråd med udredningsarbejdet for den fremtidige offentlige mediestøtte, hvor der tales om særlige publicistiske værdier som debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.
Ekstra Bladet begår som andre medier hele tiden fejl. Store fejl, mindre fejl eller måske bare fodfejl. I denne sag anerkender Ekstra Bladet absolut intet af dette - hverken stort eller småt. Den anerkender heller ikke, at offentliggørelsen af mandens foto og identitet ikke bare er et firkantet spørgsmål om jura, rigtigt eller forkert, men at det er et følelsesladet holdningsspørgsmål uden klare svar, men med rigtig mange interessenter. Vi kan jo alle sætte os ind i, at vi selv eller et familiemedlem eller en ven på samme måde havner i Ekstra Bladets gabestok og dermed foran folkedomstolen og folkedomstolens nært beslægtede i cyberspace: Facebook.
Ekstra Bladet åbner ikke for hverken beklagelse, imødekommenhed, forståelse. Tværtimod har avisen reageret med en tilsværtning af kritikerne. Signalet til politikerne er, at avisen ikke ønsker at lytte til omverdenen, og at ingen skal blande sig i Ekstra Bladets arbejde.
Tilbage står en opfattelse af, at Ekstra Bladet nok gerne vil have støttekroner fra det offentlige, men at man vil have sine penge uden på nogen måde at være i dialog om sine redaktionelle valg, der ellers ofte er ganske grænsesøgende.
Ét er, at man har begået en handling, der møder hård kritik fra alle sider. Noget andet er, hvordan man efterfølgende valgte at håndtere krisen.
Til syvende og sidst vil det formentlig være den sidste del af sagen, der kommer til at skade Ekstra Bladet allermest. Man har lagt sig ud med alt og alle. Det vil være svært at finde politikere eller partier, som i de kommende måneders drøftelser vil føle et stort behov for at gå i brechen for Ekstra Bladet med henvisning til, at også denne avis' journalistiske niveau og kvalitet er en nødvendig del i vores samfund og demokrati.
I så fald kan Ekstra Bladet takke sig selv for det.
Det er velkendt i pressen og blandt journalister, at man allerbedst lukker eller dæmper en sag - god såvel som dårlig - ved at gå på knæ og sige undskyld. Det er den sikreste vej, og det er normalt det mest effektive våben til at få en kritisk presse til at indstille skydningen. Men mindre ville også kunne have gjort det i dette tilfælde.
Ekstra Bladet havde eksempelvis gjort klogt i at vurdere situationens alvor, og om man kunne give hele eller delvise indrømmelser. Ekstra Bladets krisehåndtering tog udgangspunkt i, at avisen havde 100 procent ret, og at kritikerne tog 100 procent fejl. Sådan er det jo aldrig. Der er altid noget at give af, indrømme og udvise imødekommenhed over for.
En kraftig forværring af Ekstra Bladets forhold til omverdenen kom med et hårdt angreb på lederplads på de politikere, som havde kritiseret avisen. Det var nærmest en direkte tilsvining af politikerne ved at bede dem sætte sig ind i sagen og i øvrigt fortælle dem, at de hverken kunne se, høre eller forstå. En sådan retorik har nok ikke ligefrem givet flere venner på hverken Christiansborg eller i det omgivende samfund. Det er jo ikke sådan, at Ekstra Bladet i forvejen i disse kredse opfattes som den store publicistiske nødvendighed, så der var næppe noget stort overskud på kontoen for politisk goodwill i forvejen, som man kunne trække på.
Det er selvfølgelig fuldstændig afgørende, at ingen økonomiske konsekvenser må påvirke og true den frie og uafhængige journalistik - uanset om truslen kommer fra annoncører, læsere eller politikere, som sætter reglerne for fordelingen af mediestøtte. Sådan er det, og sådan skal det være, så derfor skal Ekstra Bladet heller ikke bøje sig i sit journalistiske arbejde for økonomisk pres.
Men også pressen begår fejl, og det sker hele tiden. Pressen skal - som alle dem, man selv jagter hver dag - kunne undskylde og beklage sine fejl. Og man skal kunne lære af dem.
Ekstra Bladet fik det mest klare signal i nyere tid fra befolkningen, fra kolleger, fra et enigt Folketing om at være meget mere varsom med at byde uskyldige folk "Velkommen på forsiden" med de konsekvenser, det indebærer.
Den uskyldige mand sagde efter sin løsladelse om offentliggørelsen, at "de skulle vide, hvad de gør ved folk." Han er gjort fortræd, og han vil være mærket af det for resten af livet. Det er indiskutabelt, at den skade har Ekstra Bladet sammen med politiet været med til at påføre manden. Det havde været godt for omdømmet, hvis Ekstra Bladet som minimum havde beklaget det i stedet for at gå i offensiven og hidse gemytterne yderligere op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar