Unge fravælger tv-nyheder - godt eller skidt?

De unge fravælger i stigende grad tv-nyhederne, fortalte Politiken for nylig i en stor bekymringsartikel. For hvordan skal alting dog gå, når de unge ikke følger samfundsudviklingen på tv? Men alle medaljer har to sider



Det altid så bekymrede dagblad Politiken bekymrede sig forleden over, at de unge i stort tal fravælger tv-nyheder.

Gode mennesker og velrenommerede medie-koryfæer var interviewet for at understøtte én vinkel af denne udvikling: den bekymrede.

Og sandt er det da også, at der er negative aspekter i de unges fravalg. Det blev udførligt beskrevet i artiklen, så den side af sagen vil ikke blive nærmere beskrevet her.

Derimod svigtede man læserne ved at fortælle den skarptvinklede historie i stedet for at fortælle den nuancerede. For det er vel ikke kun skidt, at de unge dropper TV-avisen og Nyhederne på TV 2?

Her er for eksempel en lidt anden version af historien:

Tal fra DR viser, at kun 6 pct. af de 12-24 årige og 13 pct. af de 25-39 årige, der ser TV-avisen på en almindelig hverdag, mens det for dem over 60 er 42 pct.

Udviklingen indikerer, at de unge og yngres medieforbrug er godt i gang med at få de elektroniske mediers totale dominans over den offentlige mening til at smuldre.

Dermed ser vi et historisk opgør med en struktur, hvor ufattelig meget magt gennem mange år har været lagt i hænderne på ganske få hænder uden, at denne magtkoncentration i den journalistiske nyhedsformidling har været underlagt demokratisk kontrol.

Med de unges ændrede adfærd bliver denne magt udhulet og glider indehaverne af hænde. Det er efter alle normale målestokke ganske sundt, når magt dekoncentreres.

I stedet for en journalistisk nyhedsformidling som i årtier har været koncentreret på få aktører, ser vi nu i stedet et stadig mere fragmenteret medieforbrug som følge af væksten i antallet af nyhedsmedier på nettet.

Fragmenteringen er en styrkelse af mangfoldigheden, der normalt fremhæves som efterstræbelsesværdigt og demokratisk sundt. Og det gælder da især på medieområdet, hvor man med stor ihærdighed forsøger at holde liv i selv de mindste aviser netop med denne begrundelse.

De mange nye nyhedsmedier er alt andet lige en styrkelse af demokratiet, fordi borgerne i princippet får stadig flere udlægninger af en given nyhed.

Hvis én eller to meget magtfulde medieinstitutioner er ene om den opgave, er der en åbenlys en risiko for menings-ensretning. Det er faktisk ikke bare en risiko - det er et faktum i visse temaer, at hele den offentlige mening er blevet snøret ind i én bestemt synsvinkel - som at forbrugeren altid er offer, at folketingsmedlemmer kun udfører deres arbejde, hvis de sidder i folketingssalen mv.

Når man skal vurdere konsekvenserne af de unges ændrede adfærd, kommer man heller ikke udenom at vurdere, om tv-nyhederne i det hele taget besidder og udviser den fornødne kompetence, professionalisme og ansvarsfuldhed til at skildre samfundsudviklingen. For Politikens historie er bygget op om en tvivlsom præmis: At tv-nyhederne er et indiskutabelt gode med udelukkende positive effekter, som man som ungt menneske bliver skadet af at gå glip af.

Den præmis er forkert. Der er masser af gode ting ved den tv-bårne nyhedsformidling, men der nøgternt og objektivt set også en lang række mindre heldige aspekter.

Man skulle eksempelvis tro, at med blot 25 minutter til en sædvanlig nyhedsudsendelse, er der brug for en virkelig hård prioritering af væsentlige nyheder. Sådan er det ikke.

Nyhedsudsendelser er ikke tilrettelagt efter nogen vision om primært at formidle nyheder af væsentlig karakter. Væsentligheden er under pres, selvom der er masser af væsentlige nyheder at formidle, og selvom man nemt kunne fylde enhver nyhedsudsendelse med væsentlige historier. Men det ønsker man ikke, det er et bevidst fravalg, fordi man er bange for at kede seerne.

Prisen er høj: Man formidler i stigende grad mere absurde historier, som knap kan kaldes reelle nyheder - vel at mærke på bekostning af det, der virkelig betyder noget. Den udvikling har kunstneren Nadia Plesner illustreret via et maleri, som skal minde om, at medierne interesserer sig mere for kendisser end for reelle problemer som sult og humanitære katastrofer.

http://politiken.dk/kultur/ECE1272798/vuitton-taber-retssag-mod-dansk-kunstner/

Væsentligheden er under pres fra mindre lødige nyhedsindslag med krimistof, gossip, lette historier fra egne underholdningsprogrammer og royalt stof. Virkelighedsgengivelsen i en tv-nyhedsudsendelse er derfor sjældent særlig retvisende, og det tager de unge næppe megen skade af at blive forskånet for.

Den unge generation har heller ikke megen hjælp at hente i tv-nyhederne i forhold til én af dens allerstørste problemer: manglen på evne til at håndtere egen privatøkonomi. De unge gældsætter sig som aldrig før, og mange flere end nogensinde havner i dybe økonomiske problemer.

Privatøkonomi som tema er trods dets væsentlighed tæt på ikke-eksisterende i både nyhedsudsendelserne, men også i de store tv-stationers generelle programflader.

Hvad så med politik - vil de unge være godt klædt på til at forstå samfundets politiske udfordringer, hvis de i højere grad fulgte tv-nyhederne?

Svaret er ikke det klare og tydelige ja, man kunne ønske sig. Både TV-avisen og Nyhederne på TV 2 dyrker kommentatorernes talestrømme, hvorimod politikerne sjældent får meget andet end one-liners.

Tv-nyhederne har i store træk opgivet at forholde sig substantielt tilbundsgående til de politiske partiers forskellige udmeldinger, men nøjes med at referere parterne ud fra en misforstået opfattelse af, at journalistik er at høre begge parter. Men begge parters udsagn er ikke nødvendigvis korrekte. Det har politikerne desværre opdaget og slipper tydeligvis igennem det journalistiske filter med meget mere nonsens end tidligere på grund af journalisters utilstrækkelige kompetencer.

Det har forfatteren Carsten Jensen tidligere klandret medierne for i en fin sammenligning, og som i høj grad passer på tv-nyhedernes dækning af de økonomiske udfordringer, landet står over for:

En politiker kommer ud fra et rum og fortæller journalisten, at væggene var sorte. En anden politiker kommer ud fra samme rum og siger, at væggene faktisk var hvide.

Journalisten svigter sine modtagere ved at nøjes med at referere begge holdninger uden selv at undersøge sagen, hvorved sandheden var kommet frem - at væggene faktisk var lyserøde.