Det var med slet skjult sejrsfølelse, da Ekstra Bladet i går formiddag triumferende kunne finde de store typer frem til forsiden af netavisen: "Nu går hun".
En stor del af dansk presse anført af Ekstra Bladet og B.T. har i ugevis drevet en hård og målrettet journalistik, der selvom man ikke kunne tro det alligevel har overgået tidligere bundniveauer for journalistikken. Man kunne mærke det ret hurtigt, og det stod allerede for en uge siden klart, hvad sagens udfald ville blive.
For pressen havde besluttet sig:
Henriette Kjær skulle væk.
Og i går kunne pressen så fejre, at den ikke bare som altid fik sin vilje. Men den kunne også fejre, at det alene var pressen, som afsagde dommen og fik den eksekveret. Det er det helt nye i denne sag.
Situationen blev nok ufrivilligt, men præcist beskrevet i TV-avisen, hvor oplæseren konstaterede, at Kjær nu havde bukket under for presset.
Hvilket pres?
Ingen havde havde lagt pres på Henriette Kjær i sagen - bortset fra medierne. Det var altså pressens selvbestaltede domstol, som ved hjælp af udspekulerede vinkler, meningsmålinger med ledende spørgsmål, vedvarende kommentator-udtalelser, stærkt nærgående journalister i hendes privatsfære og andre godter fra de værste sider af journalistikken lykkedes med dagligt at udøve et stadigt stigende pres for at få Henriette Kjær til at give op til sidst.
Ingen andre krævede hendes afgang, end ikke de politiske modstandere ville nedværdige sig til at score så billige point som at stille sig op og kræve hendes afgang. De véd alle godt, at i morgen kan det være dem selv.
Perspektiverne er skræmmende, for pressen har uden selvkontrol og selvjustits nu udviklet sig til en alvorlig magtfaktor - måske en trussel mod demokratiet - og som lever sit helt eget liv. Man behøver ikke journalistisk at forholde sig til eller involvere omgivelserne og samfundet, men man kan nøjes med at drive sagen fra start til slut ved hjælp af egne ressourcer, egne metoder og egne freelance kommentatorer, som pressen har hyret ind til at kommentere denne og alverdens andre sager. Kommentatorernes private økonomi hænger uløseligt sammen med pressens, og derfor ser man ikke en kommentator, som maner til ro og besindighed og går imod sin arbejdsgivers ønske. Tværtimod har alle samme interesse i at puste sagen op til det maksimale. Dermed sluttes cirklen i det totale selvsving.
Resultatet udeblev som nævnt ikke. Medierne fik sit bytte. Og medierne vil i fremtiden tage mange flere bytter i dansk politik, for dette markerer starten på nye metoder. Ikke slutningen. Det var som nogen sagde en skammens dag for dansk demokrati. Har man en smule omløb i hovedet, afskriver ethvert politisk talent sig tanken om at gå ind i dansk politik. Og samfundet påføres stor skade ved at skræmme dygtige mennesker væk.
Den situation er der grund til at føle utryghed ved. Selv ser pressens topfolk helt forudsigeligt ikke så meget som fligen af et problem i forløbet af denne sag eller de mange andre personsager, som pressen har hærget dansk politik med de seneste 6-12 måneder mod Helle Thorning, Søren Pind, Lars Løkke, Karen Ellemann, Lene Espersen og mange flere. Det nye ved Kjær-sagen er altså, at man denne gang har fældet en politiker helt egenhændigt uden udefrakommende indblanding.
Det er bestemt relevant for pressen at påpege politikeres eventuelle dobbelte standarder, som var aktuelt i både Helle Thorning-sagen og i Henriette Kjær-sagen, men den fuldkommen overdrevne mediehetz er ud fra en journalistisk-faglig vurdering det hidtil værste lavpunkt.
Tværtimod har pressens topfolk en aldrig svigtende evne til at udvikle en forsvarsargumentation for selv de mest usympatiske metoder. Og da pressen pr. definition har ubegrænset taletid i medierne, så får chefredaktører og nyhedsdirektører altid det sidste ord.
Meget tyder på, at medierne er ved at bevæge sig ud af samfundet, at blive en stat i staten, fuldstændig ude af trit med befolkningen og demokratiet, der har stadig mindre indflydelse på den måde, medierne forvalter sin magt på. Hele dagen rasede netbrugere på de forskellige mediers websites. Og det gjorde da et vist indtryk på B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann, da han blev spurgt på TV 2 NYHEDERNE om blandt andet B.T.s læseres meget negative reaktion på avisens kampagne. Men indtrykket varede kun et kort øjeblik, indtil han vendte tilbage til pressens egen lukkede verden ved at sige, at det ikke ændrer på sagens fakta. Brüchmann glemmer imidlertid, at læserne nok accepterer pressens fremlæggelse af fakta, hvorimod de ikke kan leve med, at pressen ikke overlader det til Folketinget, vælgerne eller domstolene at fælde dommen over Henriette Kjær.
Pressen ser uheldigvis ikke selv noget stort problem i de nye tendenser for politisk journalistik, men henviser til den skærpede konkurrence. Danmark er imidlertid ikke noget større land end at 7-8 af de førende redaktører her til lands ville kunne sætte sig sammen og vedtage nogle etiske spilleregler, et bundniveau for, hvordan man fremover vil udøve journalistik og hvordan journalister kan tillade sig at opføre sig - og måske endda vedtage at man fremover vil dække politisk substans med samme ihærdighed, som vi i går så pressefolk i hobetal rende efter Henriette Kjær på Christiansborgs gange.
Borgernes utilfredshed på diverse websites indikerer visse krav og forventninger til medierne og deres arbejdsmetoder, men borgerne er afskåret fra at have direkte indflydelse på pressen. De kan kun ytre sig på nettet.
Pressens finansieringsstruktur - alt for mange befinder sig ikke på et kommercielt set konkurrenceudsat marked dagligt - forhindrer nemlig, at forbrugerne kan stemme med fødderne ved at undlade at købe produktet. Det eneste de kan udøve indflydelse på er de medier, som de betaler for direkte, og det er kun dagbladene. Og her mærkes forbrugernes dom tydeligt, idet avisernes oplag falder dramatisk år for år. Måske var det værd for mediecheferne at tænke over, om de markant faldende oplag er et signal om, at befolkningen siger fra, og at de måske også ville sige fra over for netaviserne, gratisaviserne, DR og TV 2, hvis de ellers bare havde muligheden for det.
Pressen skal være uafhængig af magthaverne for at kunne bedrive den nødvendige journalistik. Men hvis pressen udvikler sig til en stat i staten, der selv fører sagerne, procederer, fælder og eksekverer dommene, er der brug for, at demokratiet og borgerne får indflydelse på pressen. I et moderne samfund kan vi ikke leve med, at nogen magtfaktor kan udøve stadig større magt uden nogen form for kontrol. Og desværre aner man ikke skyggen af selvransagelse i pressens egne rækker.
Det er imidlertid svært at forestille sig, at politikere handler på udviklingen. Ingen, der har brug for gode relationer til pressen, tør lægge sig ud med den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar