Send flere penge

Journalistfaget lider under talblindhed og uvidenhed om økonomiske forhold. Det går ud over kvaliteten i de økonomiske og politiske emner, som pressen formidler, og som former og påvirker den offentlige mening og dermed også valgresultaterne. Fransk økonom kalder det en trussel mod demokratiet

Det starter allerede ved den journalistiske optagelsesprøve. Stort set al vægt er lagt på tekst og sprog, sågar med en selvstændig kommaprøve. Tal og økonomisk forståelse er derimod decimeret til en helt perifer rolle, når de håbefulde journalistspirer skal udvælges.

Det er tydeligt, at journalistfaget ikke er født ud af videnskab og forskning, økonomi og matematik. Det appellerer langt mere til sproglige, kreative mennesker, der har styrken i højre hjernehalvdel. Det er mennesker, der “tror”, mens deres modsætninger - de logiske - har brug for at “vide”.

Den offentlige debat er i forandring og er i stigende grad præget af økonomi og tal. Alligevel er der som vanligt kun ganske få spørgsmål af økonomisk karakter i optagelsesprøven - og de er endda særdeles banale. Eksempelvis:

Hvad står forkortelsen BNP for?

De Økonomiske Vismænd er en populær betegnelse for hvem/hvad?

Hvad er en milliard?

Testen er multiple choice, og svarmulighederne i sidstnævnte var én af de fire svarmuligheder “ti millioner”.

Det siger alt om, hvilke kompetencer uddannelsen vægter, selvom økonomi bliver stadig mere essentiel i den offentlige debat. Man kan altså sagtens blive journalist på en tv-station, men det er vigtigere at kunne lave en stand-up på Christiansborg end at kunne dokumentere rimelig indsigt i tal og samfundsøkonomi.

Den franske økonom og professor Jean-Pierre Boisivon, der er medlem af Codice, rådet for den økonomiske kultiverings fremme - en uafhængig statsfinansieret organisation, som skal øge den franske befolknings kendskab til samfundsøkonomi, mener ifølge ugebrevet A4, at befolkningerne generelt véd så ufattelig lidt om samfundsøkonomi, at det er omsonst og nærmest uforsvarligt at føre en samfundsdebat om det.

Han appellerer til pressen om at tage deres oplysende rolle mere alvorligt. Pressen former folkestemningen og måler efterfølgende resultatet gennem meningsmålinger.

“Hver uge er der opinionsundersøgelser, der viser, hvad folk mener om det ene eller det andet. Men hvad nytter det, hvis de ikke véd, hvad de udtaler sig om,” siger professoren og henviser til, at undersøgelser har vist, at befolkningens viden er “mildest talt katastrofal”.

For nylig illustrerede historien om regeringens begrænsning af børnechecken, at vi står med nøjagtig det samme problem herhjemme. Der blev lavet bunker af konsekvenshistorier, men stort set samtlige journalister evnede ikke at gennemføre korrekte regnestykker. Resultatet var historier smækfulde af fejl og vildledning.

Hjemme i stuerne sidder de sagesløse borgere og regner med, at medierne seriøst og sagligt udlægger politikernes mange initiativer for dem. De danner sig deres holdning, som medierne efterfølgende gennemfører meningsmålinger af. Historierne er forkerte, spørgsmålene er forkerte, svarene er forkerte. Dermed bliver også beslutningerne forkerte, når befolkningens viden om samfundsøkonomi dermed forvrides.

I sidste ende betyder det i realiteten forkerte beslutninger i stemmeboksen på valgdagen.

Medieforskeren Preben Sepstrup har tidligere udtrykt det ganske stærkt:

“Større og større dele af den offentlige debat og de politiske beslutninger er baseret på tal, så journalisters manglende forståelse for tal er nærmest farlig,” sagde han til Danmarks Statistiks netmagasin, som tidligere har problematiseret journalisters mangel på elementær indsigt i tal og økonomiske forhold.

Det er ærgerligt, at pressen ikke som følge af manglende kompetencer inhouse vælger i langt højere grad at bruge landets ypperste sagkundskab på området: Det Økonomiske Råd. Herfra lød dommen i sidste uge over både Løkkes og Thornings økonomiske udspil, at de er helt utilstrækkelige. De økonomiske vismænd burde af pressen blive båret frem som faktuelle orakler til at stille politikerne til ansvar for deres manglende reformvilje.

Rapporten fra Rådet kunne have udløst en byge af kritiske spørgsmål mod både Thorning og Løkke for af taktiske årsager ikke at varetage deres langsigtede ansvar for Danmarks økonomiske situation og for en sikring af velfærdsstaten - også for vores børn.

Rådet er en god mulighed for at føre de sædvanlige politiske slagsmål mellem rød og blå stue ind på et faktuelt spor til gavn for borgerne. Hvorfor insisterer journalister og medier ikke på at få holdbare og troværdige svar på de kritiske spørgsmål til regeringen og oppositionen.

Måske er journalisters fokus på at formidle uenighed frem for fakta en de facto kapitulation over for opgaven mved at sætte sig ind i de økonomiske forhold og forstå tallene til bunds.

Pressens pligtforsømmelse bliver på pinlig vis udstillet, når det er Margrethe Vestager, som stiller de kritiske spørgsmål til sine venner i S-SF og LO om holdbarheden i løftet om at levere 15 mia. kr. til dansk økonomi ved at få danskerne til at arbejde mere.

Vestager må have følt sig så frustreret over den bovlamme presse, at hun selv offentligt måtte stille de kritiske spørgsmål, som pressen ikke formåede at stille.

Et symptom på pressens ringe dækning af økonomiske forhold er journalisters dårlige vane med at reducere de store spørgsmål til konkrete cases med undskyldningen om, at tingene så bliver nemmere at formidle og forstå.

Men forenklingen reducerer også vigtige politiske overvejelser til primitive “send flere penge” historier, hvor alting kan løses med flere penge. Men journalisterne synes ikke at kunne koble dette sammen med Det økonomiske Råds advarsler om, at den offentlige saldo uden reformer og besparelser er på vej ind i et helt uholdbart forløb, der kun forværres med massive renteudgifter i fremtiden.

Men nyhedsudsendelserne vil hellere fortælle om det uholdbare i, at kommunerne i deres forsøg på at leve op til sparekravene for at undgå massiv gældssætning af vort land vælger at slukke gadebelysningen om natten.