onsdag den 17. marts 2010

Dagsordenen og væsentligheden

Magten over nyhedsformidlingen og dermed over samfundsdagsordenen koncentrerer sig i voksende grad på tv-mediet og dermed på stadig færre hænder. Det øger kravet til de få, der hver dag bestemmer, hvad der skal i fjernsynet og deres evne til at holde fokus på væsentligheden

Hvis man hører til dem, der mener, at fjernsynets rolle og betydning er ved at være udspillet, og at de unge kun gider YouTube og Facebook, er der et par ting, man lige skal huske på:

  • Den gennemsnitlige seertid satte igen i 2009 rekord med et dagligt gennemsnit på tre timer og ni minutter for alle danskere.
  • DR og TV 2 har omtrent tredoblet deres daglige sendetid af nyheder, aktualitet og debat siden midten af halvfemserne.
  • Dagbladene lider under dramatisk faldende oplags- og læsertal, hvilket forplanter sig som en stadig mere betydningsløs position dagsordensættende faktor.
  • Danskerne angiver tv som deres foretrukne kilde til nyheder.

Altsammen indikationer der peger i samme retning - at tv-mediet er langt på vejen til at etablere sig i en fuldstændig dominerende rolle som dagsordensætter for de samfundsmæssige spørgsmål, vi borgere og magthaverne diskuterer til daglig. Forbruget af tv-mediet er så massivt og tilmed voksende, at ingen andre medier er i nærheden af at kunne konkurrere med det.

Tallene dokumenterer, at tv - helt konkret DR og TV 2 - opruster og gør sig stærkere i takt med, at dagbladenes betydning sygner hen og masser af dagblade ikke tilnærmelsesvis har den betydning for dagsordenen som for 20-30 år siden. Og på nettet finder man ingen betydende nyhedsformidlende konkurrenter til tv-mediet. Det er tvivlsomt, om nogen internetbaserede nyhedsmedier nogensinde vil blive det.

Mere end nogensinde er en journalistisk historie først en rigtig, dagsordensættende historie, når den har været på tv, uanset hvor den oprindeligt kom fra. Og når først tv er på, kæmper politikerne, kommentatorerne og opinionsdannerne om at få en plads på skærmen. Er det et dagblad, gider de ofte ikke engang ringe tilbage, for der er slet ikke samme profilering i aviserne. I PR-branchen er der ingenting, der slår at skaffe sin kunde et to minutters indslag i DRs eller TV 2s nyhedsudsendelser.

Tv-mediets stadig mere centrale position betyder samtidig en øget magtkoncentration i den såkaldte fjerde statsmagt - pressen. Magtkoncentration, eller monopolisering, er alt andet end sundt. Det er hæmmer konkurrencen, og det er et udtryk for, at der er problemer med mangfoldigheden. Og magtkoncentrationen omkring DRs og TV 2s nyhedsredaktioner betyder samtidig, at færre og færre mennesker bestemmer samfundets dagsorden. Det er der grund til en debat omkring.

Der er især to centrale nyhedsudsendelser i Danmark, der for alvor afgør, i hvilken retning magthaverne løber den næste dag - uanset om det er politikere, ministre, myndighederne, virksomheder eller organisationer. Det er 19 NYHEDERNE på TV 2 samt TV-avisen kl. 21.00. Begge har blot 25 minutter til rådighed hver dag, og begge udsendes fra statslige medier, som er underlagt høje public service-krav.

25 minutter er ekstremt kort tid og stiller nærmest umenneskelige krav til de enkelte redaktørers dømmekraft. De skal med sikker hånd udvælge de 10-12 allervæsentligste nyheder blandt de hundredevis, som det foregående døgn har bragt. Udsendelsen skal samlet set bestå af en række indslag, som tegner et så relevant og retvisende billede af det, der er væsentligt for borgerne og for samfundet.

Bemærk især ordet væsentligt, for væsentligheden er det bærende i de nyhedsforpligtelser, som DR og TV 2 har. Ifølge den nyudnævnte kulturminister Per Stig Møller er netop manglen på væsentlighed et problem i nyhedsformidlingen på DR og TV 2.

Han vinkede i et interview i Kristeligt Dagblad med en vognstang mod DR og TV 2, da han sagde, at nyhedsudsendelserne ikke er "up to the point", at nyhedsudsendelserne ikke lever op til forpligtelserne om at formidle det væsentlige.

Han illustrerede det med et eksempel, hvor historien om, at seks Bandidos-rockere var skiftet til Hells Angels var blevet hovedhistorie i én af de bærende nyhedsudsendelser, og at indslaget varede 7-8 minutter.

“Der mener jeg, at man er ude i det absurde. Og dér svigter man tanken om at prioritere efter væsentlighedskriterier. For det er ikke væsentligt,” sagde Per Stig Møller.

At tv-mediet i disse år får markant øget betydning for nyhedsformidlingen til borgerne, gør det endnu mere centralt at forholde sig til væsentlighed som bærende journalistisk nyhedskriterium.

Hvis konflikt, sensation og identifikation får større vægt som journalistiske nyhedskriterier end væsentlighed, falder dannelsesniveauet. Og det var essensen af Per Stig Møllers kritik.

På DR ville nyhedsdirektør Ulrik Haagerup ikke forholde sig til ministerens kritik, mens souschef på TV 2 NYHEDERNE, Mikkel Hertz, godt ville indrømme, at "der er dage, hvor vi tager os selv i, at det bliver for kulørt".


Det kulørte er de letbenede historier, som har fraværet af væsentlighed til fælles, og det, Mikkel Hertz prøver at sige er, at TV 2 godt selv véd, når man er gået over stregen og har fravalgt væsentlige nyhedshistorier til fordel for ikke-journalistiske nyhedsindslag.

Det er historier fra krimi- og politigenren, der nok rummer stor fascinationskraft, men sjældent perspektiver eller væsentlighed. Det er historier fra tv-stationernes egne underholdningsafdelinger, hvor tv-underholdningsprogrammer ophøjes til virkelighed ved, at gerne lader egne underholdningsprogrammer blive genstand for nyhedshistorier og journalistik i egne debat-, aktualitets- og nyhedsudsendelser.

Det er mere underholdning end journalistik, sukker i stedet for vitaminer, chokopops i stedet for havregryn. Og når underholdningen pakkes ind som journalistik, udvisker man skellet mellem fiktion og virkelighed. Det er opskriften på det kulørte. Og det kulørte væsentlighedens største modspiller.

Ingen kommentarer: