Den længe ventede rapport fra Rigsrevisionen om den økonomiske og ledelsesmæssige skandale på TV 2 var mildt sagt opsigtsvækkende læsning - af mange grunde.
Kun de færreste havde ventet, at den længe ventede beretning fra Rigsrevisionen ville indeholde en så barsk kritik af så kritisable forhold i én af statens allervigtigste selskaber.
Beretningen hænger en snæver kreds af personer fra den tidligere direktion og bestyrelse for TV 2 i det pågældende tidsrum ud. Kritikken er så målrettet og skarp, at Rigsrevisionens beretning får karakter af en egentlig domfældelse af de involverede, hvis den får lov at stå alene - uden nogen prøvelse ved en domstol.
Det kan et retssamfund ikke leve med. Man kan ikke have en situation, hvor individer bliver anklaget af en så tung instans som Rigsrevisionen, men at de afskæres fra at forklare sig og få mulighed for at rense sig for anklagerne, i fald de er uberettigede. Og omvendt kan vi heller ikke acceptere, at en påstået skalten og valten med en statslig virksomhed ikke fører til en form for afklaring eller læring, hvis det viser sig, at anklagerne er berettigede. Ender sagen hér, vil luften bare være tyk af påstande mod påstande uden, at vi kommer til klarhed over, hvad i alverden der er foregået.
Det tyder heller ikke på, at de involverede kan acceptere situationen. I hvert fald var reaktionen så massiv, at rigsrevisor Henrik Otbo formentlig har fået kaffen galt i halsen. Han har næppe tidligere i sine kritiske rapporter og beretninger været i infight med nogen, der med et så direkte og bramfrit sprogbrug har karakteriseret hans og Rigsrevisionens evner.
Den voldsomme og næsten perfide reaktion fra de anklagedes side kan nok virke som temmelig dårlig stil - men det kan også være et udtryk for en dyb og inderlig, personlig forurettethed, der ses i fuld udfoldelse. Det er ingen helt unaturlig reaktion i betragtning af, at Rigsrevisionen i sin beretning grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, om de ansvarlige for TV 2 i den pågældende periode har haft den nødvendige kommercielle forståelse for en virksomhed af TV 2s størrelse og type, om udygtighed, og om der er handlet i ond vilje og dermed udvist illoyalitet.
I visse tilfælde - som det blandt andet er tilfældet med aftaler indgået af den konstituerede adm. direktør umiddelbart før han forlod virksomheden lyder anklagen på en tilsidesættelse af elementære regler og procedurer for samarbejdet med en bestyrelse. Den konstituerede direktør indgik blandt andet en tillægsaftale til TV 2s lejeaftale på Teglholmen i København, og som var "klart i strid med tegningsreglerne og med kompetencefordelingen mellem direktion og bestyrelse". Tillægsaftalen var ifølge Rigsrevisionen en uhørt fordyrelse af TV 2s faste omkostninger i en lang årrække fremover.
Derudover er det også særligt kritisk, at den tidligere konstituerede direktør anklages for at have indgået en række aftaler med tredjepart, og som enten var ufordelagtige for TV 2, eller som virkede umotiverede i forhold til TV 2s forretningsmæssige interesser. Visse af disse aftaler består derudover blot af nogle få linjer og tegner derfor ikke til at have været under kompetent juridisk behandling, og så har de i visse tilfælde - i modstrid med direktionsinstruksen - ikke været forelagt bestyrelsen til godkendelse. Rigsrevisionen påstår nærmest, at den konstituerede direktør kan have tjent andre herrer end TV 2. Det er en grov omend indirekte anklage, som er helt uholdbar at have svævende uafklaret i luften. Den skal af- eller bekræftes.
Generelt er der tale om så mærkværdige og påfaldende anklager og et så betydeligt anslag mod den pågældendes omdømme og respektabilitet, at han i respekt for almene retsprincipper må gives en chance for at forsvare sig i forhold til Rigsrevisionens anklageskrift. Omvendt - hvis anklagerne måtte være rigtige - er det så skandaløst, at der vil være behov for en omfattende kulegravning af samarbejdssystemerne mellem direktioner og bestyrelser i statens virksomheder med henblik på at undgå tilsvarende forløb i fremtiden.
Særlig prekært er det derudover, at to af Danmarks mest profilerede erhvervspersoner - Niels Boserup og Lars Nørby Johansen, der sammen udgjorde formandskabet i TV 2 på det pågældende tidspunkt - udsættes for voldsom kritik for deres embedsførelse. Kritikken rammer begge disse erhvervsfolk på den mest ømme tå i deres selvforståelse og image - at de ikke har levet op til god selskabsledelse. Det er en kritik, der især rammer Lars Nørby Johansen, der har lagt navn til det udvalg, som udarbejdede regelsættet for corporate governance i Danmark.
Rigsrevisionens kritik mod bestyrelsen kommer som prikken over i'et efter en række andre negative sager, som har kendetegnet den tidligere TV 2-bestyrelses embedsperiode, og som har efterladt det indtryk, at den dårligt nok formåede at sætte én fod rigtigt i sit arbejde. Kritikken i beretningen førte da også til, at Lars Nørby Johansen i sidste uge tog til genmæle ved blankt at afvise anklagerne om dårlig selskabsledelse. Han anfører netop, at han føler sine retsprincipper anfægtet ved Rigsrevisionens beretning, fordi han som anklaget ikke er blevet hørt, selvom beretningen efter hans opfattelse får konsekvens nærmest som en dom.
Sagt med andre ord - Rigsrevisionen har leveret et stykke arbejde, som den har gjort så ofte før. Men eftersom kritikken er så meget voldsommere og ganske personlig, kan og bør denne beretning ikke stå alene. De anklagede er med beretningen hverken dømt eller frikendt, og derfor kan ingen leve med den nuværende situation - hverken de anklagede, TV 2s medarbejdere, de folkevalgte eller skatteborgerne, der måske, måske ikke er blevet taget grundigt ved næsen.
Hvis det forholder sig som Rigsrevisionens konklusioner påpeger, bør farcens fulde omfang oprulles i en retssag, og så må det overvejes at rejse et erstatningsansvar. Alt for ofte slipper højt betroede personer sluppet med kritik og næser fra undersøgelseskommissioner, rigsrevisionsrapporter og andet.
Men hvis anklagerne fra Rigsrevisionen ikke holder vand i en retssal, har de anklagede naturligvis krav på at blive juridisk frifundet. Retssikkerhed skal ikke kun gælde for gemene forbrydere, voldskriminelle og tyveknægte, - det skal også gælde for direktører og bestyrelsesmedlemmer, der ved en retssag kan få lejlighed til under ed at fremsætte deres udlægning af virkeligheden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar