Bladfusion - et demokratisk tab

JP/Politikens Hus vil gerne fusionere med Berlingske for at sikre meningspluralisme. Men med fusionen mellem JP og Politikens Hus synes der i stedet for mere mangfoldighed at være kommet en markeds- og segmentopdeling, så konkurrencen mellem koncernens tre dagblade forsvandt


Lad os slå fast med det samme:

At mere koncentration i dansk presse skulle føre til mere konkurrence og journalistisk mangfoldighed er stik mod alt, hvad vi véd, og hvad man ellers antager.

Tværtimod betyder koncentration af ejerskabet over for eksempel dagblade, at der nu sker en koordinering, hvor de hidtil har ageret uafhængig af hinanden. Det er netop erfaringen fra tidligere fusioner - for eksempel mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus.

Derfor er der grund til at være kritisk og skeptisk, når JP/Politikens Hus begynder at tale varmt for en fusion med Berlingske Media for at kunne skabe en mediegigant i Danmark med norske Schibsted eller svenske Bonnier som forbillede.

Lars Munch kontrollerer som koncernchef for JP/Politikens Hus ét af de vigtigste mediehuse. Han ønsker en fusion mellem JP/Pol og Berlingske, hvilket ville skabe en ufattelig magtfuld medievirksomhed.

Ifølge Lars Munch er dagspressen i dag så økonomisk klemt, at pressemangfoldigheden er truet. Han mener, at én stærk aktør vil være garant for demokratiet, meningsdannelsen og pluralismen i pressen. Han mener ligefrem, at ejerkoncentration er en forudsætning for i fremtiden at udvikle medierne.

Nu er koncentration af pressens magt på færre hænder en alvorlig sag, samfundet bør forholde sig kritisk til. Det rejser bunker af spørgsmål, for det er svært at tro, at hele dansk presses fremtid skulle være afhængig af en fusion mellem de to suverænt største avishuse. For hvad så med alle de andre?

Og er alle andre muligheder da udtømte - eller er der stadig muligheder i grundlæggende produktudvikling i dagbladene - for eksempel i form af omfang, udgivelsesfrekvens, skarpere profilering mv.?

Hvad nu hvis det er indholdet og profilen, der er forkert? Vi skal vel ikke holde liv i et dagblad for enhver pris. Man kan vel ikke afvise, at der ikke er brug for en avis som Ekstra Bladet, så for hvem er det så helt afgørende at bevare den?

Og der er stadig succesfulde aviser som Børsen, Information og Kristeligt Dagblad, der forstår at levere et produkt, som tilstrækkelig mange gider at betale for.

Er de mange penge - over 1 mia. kr. - som JP/Politikens Hus efter et helt forrygende 2010 umulige at bruge fornuftigt på digital udvikling og innovation? Her snart 20 år efter nettets gennembrud mangler vi stadig at se ambitiøse digitale satsninger og strategier fra JP/Pol – på trods af den bugnende pengekasse.

Men den grund, som bør give størst bekymring er, at koncentration af medier er det samme som koncentration af magt. Det er en farlig vej at gå - ikke mindst i lyset af, at pressen i dag afviser kollektivt at vedstå de negative udviklingstendenser i samfundet, som den har et medansvar for.

Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus for otte år siden bidrog ikke ubetinget positivt til demokratiet.
Den synes derimod at have bidraget til, at Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten har segmenteret sig og til tider fremstår ligefrem udspekulerede i det redaktionelle produkt i forhold til det enkelte blads målgruppe.

Ida Willig, medieforsker ved Roskilde Universitet, henviser til studier foretaget af professor og sociolog Joseph Turow, The Annenberg Schools for Communication, der grupperer medier efter to funktioner: De er enten samfundsskabende eller segmentskabende.

De samfundsskabende medier udfylder den rolle, vi hylder ved skåltaler, og som vi gerne vil fremme. De publicistiske medier.
Disse medier er en truet art og bliver erstattet af segmentskabende medier. Mediets journalistiske profil bliver tilrettelagt efter nøje studier af målgrupper og segmenter, ikke primært efter publicistiske hensyn.

Mange segmentskabende medier udelader væsentlige journalistiske historier, hvis ikke de passer ind i modtagergruppens verdensbillede. En avis som Ekstra Bladet kan godt finde på i sine ledere og artikler at udelade væsentlige nuancer for at få den skarpest mulige historie tilrettet sin helt specielle målgruppe. Bestræbelserne på at tilfredsstille målgruppen bliver indimellem så gennemskuelig, at det journalistiske produkt ligefrem kommer til at fremstå skingert.

Udviklingen i retning af segmentskabende medier er en betydelig demokratisk udfordring i forhold til den frie og uafhængige presse, og den forekommer slet ikke kun hos JP/Politikens Hus’ aviser.
Ifølge Turow er de samfundsskabende medier stort set forsvundet i USA og afløst af segmentskabende medier. Den tendens sniger sig ind herhjemme også.

Man kan genkende det hos Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, hvis profiler og indhold er ikke bare knivskarpt tilrettelagt efter helt bestemte segmenter i det danske samfund - de er også udviklet på en sådan måde, at de komplementerer hinanden, så koncernen samlet set tilbyder en palet af produkter til en meget stor del af danskerne, uanset interesser, politisk observans og andre faktorer.

Det betyder samtidig, at koncernens tre aviser er segmenteret så nøje, at de ikke ligger i indbyrdes konkurrence. Ingen læsere fra de tre avisers kernemålgruppe ville kunne udholde tanken om at abonnere på ét af de andre blade.

Det publicistiske problem er, at de tre dagblades redaktionelle profil er styret og koordineret centralt. Mangfoldighed opstår af fri publicistisk konkurrence, ikke ved segmenttænkning.

Og kom Berlingske, B.T. og Weekendavisen ind under samme hat, ville der være seks aviser, som ikke længere konkurrerede med hinanden, men som indgik med hver deres del som et led i en overordnet markedsstrategi. De skulle snarere passe sammen og matche hinanden end konkurrere.

Det er svært at se nogen gavnlig effekt for folkestyret.