Intet vil mere være det samme for finanssektoren

Troværdighed. Pålidelighed. Driftssikkerhed. Det er nogle af de helt centrale kerneværdier, som har aflejret sig hos mig efter de seneste års massive brandingkampagner fra diverse selskaber i finanssektoren. Og de værdier har sat sig dybt i mig og i alle de mange mennesker, som har ageret modtagere af budskaberne.

Scene 2: Det forlyder nu efter den voldsomste finansielle krise nogensinde, at erhvervslivet stræber efter et opgør med den finansielle sektor, så man endegyldigt frigør sig fra afhængigheden af den og af bankerne. Man vil ikke længere have samarbejdspartnere, som forsøger at overvælte sine akutte problemer til kunderne i form af opsagte lån eller pludseligt øgede krav om sikkerhed - eller helt basalt fra den ene måned til den anden: Massiv lånevillighed til en hermetisk og totalt lukket udlånskasse. Og samtidig har den globale finanssektors hasarderede forretningsstrategier bragt det meste af verden på randen af kollaps.

Hvis befolkningerne og erhvervslivet nogensinde tilgiver finanssektorerne dét, så vil der gå meget, meget lang tid. Og i en frisk undersøgelse i USA viser det sig, at amerikanerne ikke længere stoler på deres finansielle rådgivere.

Det er nok også de færreste, der gør det i Danmark, når så mange er blevet lokket til at belåne boligens friværdi for at sætte pengene ind på pensionsopsparinger, som bankerne tjente penge på eller har fået de allermest absurde købsanbefalinger på aktier indtil få dage og uger, inden helvede brød løs i september. Vi regnede jo med, at finansdrengene og -pigerne havde en hel del mere indsigt i markederne end os almindeligt dødelige. Og er aktierådene fulgt - endda måske for lånte penge - står bankerne jo da selvfølgelig klar til straks at opsige lånene, fordi sikkerheden jo er forsvundet.

Og hvorfor er det så gået så galt? Jeg skal nok afstå fra at kloge mig på finansielle virksomheders strategier og klogskaben bag dem, men når det går så rygende galt i forhold til anseelse og omdømme, er det fordi, vi er blevet bildt noget fuldstændig andet ind - troværdighed, pålidelighed og driftssikkerhed. De betydningsfulde ord, som finanssektoren ønskede at omgærde sig med, var tomme, og branchen har vist sig helt ude af stand til at leve op til det.

Det er forventningsdannelse på grønspætteniveau. Finansdirektørerne har nydt at give den som betydningsfulde og uundværlige figurer i hele den økonomiske samfundsstruktur - samtidig med at de bag ryggen på kunderne - de private og erhvervslivet - har scoret tocifrede millionbeløb i personlig vinding. Og det har ikke engang været værst i Danmark.

Egentlig kan man sige, at der jo ikke er noget galt med at maksimere sin profit og med at tage de aktieoptioner, som letsindige bestyrelser har hældt i halsen på direktørerne. Det gælder for så mange brancher. Det går kun så galt, fordi vi er blevet bildt ind i voldsomt selvpromoverende kampagner, at finansvirksomheder er bundsolide, tillidsfulde og til at stole på. Det gjaldt bare ikke, da det kom til stykket. Og nu truer den totale strategiske kovending i branchen med at lukke stribevis af sunde og hæderlige virksomheder.

Det vil næppe blive glemt. Finanssektorens særlige agtelse er en saga blott. Omdømmet er mere end blot ridset, - det er tæt på totalskadet, hvilket også vil kunne mærkes på rekrutteringen i årene, der kommer, for det er hellere ikke længere så respektabelt at arbejde i en bank.