Danmark taber valget

Hvem vinder folketingsvalget - Thorning eller Løkke?

Det er lidt ligegyldigt i lyset af, at Danmark og danskerne helt sikkert taber valget. For valgets store tema er den økonomiske situation og der er desuden stor enighed om at DR og TV 2 kommer til at afgøre valget. Det bliver hverken de sociale medier eller de store morgenaviser, der er meget langt fra fordums storhedstid.

Statens egne tv-stationer DR og TV 2 bliver altafgørende i valgkampen, og den dårlige nyhed er, at de er ekstremt dårligt udrustede rent journalistisk til at håndtere økonomi som valgtema. De har bunker af journalister, som kender velfærdsstaten og dens goder til punkt og prikke. Men det skorter alvorligt på journalister og redaktører, som forstår økonomi på det niveau, der er brug for i den kritiske situation, Danmark befinder sig i.

Derfor kan vi ikke forvente, at hverken DR eller TV 2 har de fornødne journalistisk-økonomiske kompetencer til at varetage de danske vælgeres interesser i forhold til at få et seriøst, gennemgribende indblik i partiernes økonomiske politik. Journalistik er et humanistisk fag, og man skal ikke have befundet sig lang tid i en journalistisk uddannelse for at indse, at tal og procenter, økonomi og finanser er ikke-eksisterende emner i uddannelserne. Og det afspejler sig entydigt i de store mediers politiske dækning.

Det er en kæmpefejl. Og desværre ser det ud til, at ingen på de to statslige tv-stationer har indset, hvad de ikke magter - det man kalder ubevidst inkompetence. Og hvordan skal befolkningen blive i stand til at træffe de rette valg, når de vigtigste formidlere ikke er i stand til at fortælle historierne om økonomien på en fyldestgørende og saglig måde?

Et land af økonomiske analfabeter

Hvis man ikke forstår, hvorfor Danmark i modsætning til lande som Tyskland og Sverige befinder sig i en dyb økonomisk krise og med et velfærdsniveau, som langt overstiger de økonomiske realiteter, kan man formentlig finde en væsentlig del af forklaringen i et nyt speciale, som Politiken omtaler i dag under overskriften: "Danskerne misforstår basale økonomiske ord".

Historien puster til éns værste frygt: At danskerne ikke aner, hvad de snakker om, når de udtrykker deres stærke meninger til velfærdssamfundet og landets økonomi.

Deres krav til velfærden bunder ikke i realisme, men i en virkelighed som ikke eksisterer. De synes at tro, at penge blot er noget, man kan trykke i Nationalbanken. I det lys bliver det pludselig forståeligt, hvorfor danskernes krisebevidsthed er ikke-eksisterende, som Børsen i flere omgange har beskrevet det. De forstår ikke krisen, dens omfang, trusler og udfordringer. Hvordan skal man så kunne tage det alvorligt og være villig til at bidrage til at løse den?

Det er en katastrofal situation, fordi det spærrer for, at vi i fællesskab kan tage de rigtige og nødvendige beslutninger - ikke af hensyn til de "fattige" eller "de rige", som befolkningen så simpelt er blevet opdelt i efterhånden - men af hensyn til os alle, i den globale konkurrence. Det siger sig selv, at det er direkte skadeligt for vort land, hvis ikke vi tager beslutninger på basis af viden, men med udgangspunkt i fantasi og manglende indsigt.

Specialet påviser, at selv mennesker med en videregående, men ikke samfundsvidenskabelig uddannelse, ofte forstår noget helt andet ved ord som skattetryk og økonomisk vækst, end det egentlig betyder. Og hver tredje ung viser ifølge en undersøgelse af Danske Bank ikke, hvad renter er!

Det er en borgerpligt at forstå, hvad man gør, når man for eksempel sætter sit kryds ved et demokratisk valg, men det er omvendt også en pligt for staten - skoler, undervisningsinstitutioner og public service medier - at ruste befolkningen som demokratiske individer, især når det igen og igen påvises, at så mange danskere er tæt på økonomiske analfabeter. Den opgave har staten svigtet på det groveste, når man sender unge ud som vælgere, selvom næsten hver tredje ikke véd, hvad "renter" er.

Der er med andre ord alt for lidt fokus på uddannelse i demokrati, samfund og ikke mindst økonomisk forståelse både i privatlivet og i den offentlige økonomi. Public service-medierne er næsten klinisk renset for systematisk, seriøst og sagligt indhold om disse fantastisk vigtige emner. Det tætteste vi næsten kommer på det er boligprogrammer som Liebhaverne og Hammerslag.

Cand. public. Bine Iversen, der står bag specialet, peger på, hvordan den manglende økonomiske forståelse kan have konsekvenser for det kommende folketingsvalg:

"Økonomi og økonomisk troværdighed kommer til at fylde meget i valgkampen, derfor er den manglende økonomiske forståelse et aktuelt problem. Men det kan også være et problem på lang sigt, især i forhold til et begreb som økonomisk vækst. Mange deltagere i undersøgelsen forbinder økonomisk vækst med konkrete ting, man selv kan opleve i sin hverdag - for eksempel stigende huspriser. Meget få forbinder økonomisk vækst med hele samfundsøkonomien eller med højere produktivitet," siger hun.

Med andre ord: Hvordan skal vælgere med så svag økonomisk forståelse overhovedet kunne tage stilling til realismen bag de økonomiske planer, som fremlægges af hhv. regeringen og oppositionen?

Det kan staten ikke nå at rette op på inden et valg, hvorimod public service-medierne har et meget stort ansvar på den korte bane frem til folketingsvalget med at sikre, at borgerne hjælpes til at navigere mellem politikernes skidt og kanel, med at skelne mellem fup og fakta. Og det har de ikke gjort særlig godt indtil nu.

Vi har set skrækindjagende eksempler i både DR og TV 2 på indslag og interviews, hvor journalisten ikke havde den fornødne kompetence til på seernes vegne at stille de nødvendige, kritiske spørgsmål. Ja, man har endda set eksempler på højtprofilerede og roste studieværter, som erkendte, at de blev hægtet af, når politikerne smed tal gennem luften. Det må ikke ske. Så er det på tide at tage et grundigt kig på kvaliteten af de journalister, man har ansat.

Forfatteren Carsten Jensen har brugt billedet på inkompetente tv-journalister, som nogen, der først interviewer én politiker, der kommer ud fra et rum og fortæller, at væggene er hvide, mens den næste politiker kommer ud og fortæller, at væggene var sorte. Men journalisten ulejliger sig ikke med at efterprøve fakta, hvilket ville have afsløret sandheden - at væggene faktisk var lysegrønne.

Uanset om man ønsker en rød eller blå regering, kan ingen være tjent med, at borgerne ikke forstår, hvad de skal tage beslutning om. Det er i dén grad i fælles interesse at få sat emner som privatøkonomi og samfundsøkonomi langt højere op på dagsordenen - helst så tidligt som i folkeskolen. Det er ikke ligefrem en opgave for markedet at klare.

Og statens egne public service-medier skylder befolkningen med ordentligt, seriøst og væsentligt indhold på tv-kanalerne at adressere de efterhånden mange undersøgelser om, at alt for mange danskere end ikke har den mest elementære forståelse for økonomi.

Unge fravælger tv-nyheder - godt eller skidt?

De unge fravælger i stigende grad tv-nyhederne, fortalte Politiken for nylig i en stor bekymringsartikel. For hvordan skal alting dog gå, når de unge ikke følger samfundsudviklingen på tv? Men alle medaljer har to sider



Det altid så bekymrede dagblad Politiken bekymrede sig forleden over, at de unge i stort tal fravælger tv-nyheder.

Gode mennesker og velrenommerede medie-koryfæer var interviewet for at understøtte én vinkel af denne udvikling: den bekymrede.

Og sandt er det da også, at der er negative aspekter i de unges fravalg. Det blev udførligt beskrevet i artiklen, så den side af sagen vil ikke blive nærmere beskrevet her.

Derimod svigtede man læserne ved at fortælle den skarptvinklede historie i stedet for at fortælle den nuancerede. For det er vel ikke kun skidt, at de unge dropper TV-avisen og Nyhederne på TV 2?

Her er for eksempel en lidt anden version af historien:

Tal fra DR viser, at kun 6 pct. af de 12-24 årige og 13 pct. af de 25-39 årige, der ser TV-avisen på en almindelig hverdag, mens det for dem over 60 er 42 pct.

Udviklingen indikerer, at de unge og yngres medieforbrug er godt i gang med at få de elektroniske mediers totale dominans over den offentlige mening til at smuldre.

Dermed ser vi et historisk opgør med en struktur, hvor ufattelig meget magt gennem mange år har været lagt i hænderne på ganske få hænder uden, at denne magtkoncentration i den journalistiske nyhedsformidling har været underlagt demokratisk kontrol.

Med de unges ændrede adfærd bliver denne magt udhulet og glider indehaverne af hænde. Det er efter alle normale målestokke ganske sundt, når magt dekoncentreres.

I stedet for en journalistisk nyhedsformidling som i årtier har været koncentreret på få aktører, ser vi nu i stedet et stadig mere fragmenteret medieforbrug som følge af væksten i antallet af nyhedsmedier på nettet.

Fragmenteringen er en styrkelse af mangfoldigheden, der normalt fremhæves som efterstræbelsesværdigt og demokratisk sundt. Og det gælder da især på medieområdet, hvor man med stor ihærdighed forsøger at holde liv i selv de mindste aviser netop med denne begrundelse.

De mange nye nyhedsmedier er alt andet lige en styrkelse af demokratiet, fordi borgerne i princippet får stadig flere udlægninger af en given nyhed.

Hvis én eller to meget magtfulde medieinstitutioner er ene om den opgave, er der en åbenlys en risiko for menings-ensretning. Det er faktisk ikke bare en risiko - det er et faktum i visse temaer, at hele den offentlige mening er blevet snøret ind i én bestemt synsvinkel - som at forbrugeren altid er offer, at folketingsmedlemmer kun udfører deres arbejde, hvis de sidder i folketingssalen mv.

Når man skal vurdere konsekvenserne af de unges ændrede adfærd, kommer man heller ikke udenom at vurdere, om tv-nyhederne i det hele taget besidder og udviser den fornødne kompetence, professionalisme og ansvarsfuldhed til at skildre samfundsudviklingen. For Politikens historie er bygget op om en tvivlsom præmis: At tv-nyhederne er et indiskutabelt gode med udelukkende positive effekter, som man som ungt menneske bliver skadet af at gå glip af.

Den præmis er forkert. Der er masser af gode ting ved den tv-bårne nyhedsformidling, men der nøgternt og objektivt set også en lang række mindre heldige aspekter.

Man skulle eksempelvis tro, at med blot 25 minutter til en sædvanlig nyhedsudsendelse, er der brug for en virkelig hård prioritering af væsentlige nyheder. Sådan er det ikke.

Nyhedsudsendelser er ikke tilrettelagt efter nogen vision om primært at formidle nyheder af væsentlig karakter. Væsentligheden er under pres, selvom der er masser af væsentlige nyheder at formidle, og selvom man nemt kunne fylde enhver nyhedsudsendelse med væsentlige historier. Men det ønsker man ikke, det er et bevidst fravalg, fordi man er bange for at kede seerne.

Prisen er høj: Man formidler i stigende grad mere absurde historier, som knap kan kaldes reelle nyheder - vel at mærke på bekostning af det, der virkelig betyder noget. Den udvikling har kunstneren Nadia Plesner illustreret via et maleri, som skal minde om, at medierne interesserer sig mere for kendisser end for reelle problemer som sult og humanitære katastrofer.

http://politiken.dk/kultur/ECE1272798/vuitton-taber-retssag-mod-dansk-kunstner/

Væsentligheden er under pres fra mindre lødige nyhedsindslag med krimistof, gossip, lette historier fra egne underholdningsprogrammer og royalt stof. Virkelighedsgengivelsen i en tv-nyhedsudsendelse er derfor sjældent særlig retvisende, og det tager de unge næppe megen skade af at blive forskånet for.

Den unge generation har heller ikke megen hjælp at hente i tv-nyhederne i forhold til én af dens allerstørste problemer: manglen på evne til at håndtere egen privatøkonomi. De unge gældsætter sig som aldrig før, og mange flere end nogensinde havner i dybe økonomiske problemer.

Privatøkonomi som tema er trods dets væsentlighed tæt på ikke-eksisterende i både nyhedsudsendelserne, men også i de store tv-stationers generelle programflader.

Hvad så med politik - vil de unge være godt klædt på til at forstå samfundets politiske udfordringer, hvis de i højere grad fulgte tv-nyhederne?

Svaret er ikke det klare og tydelige ja, man kunne ønske sig. Både TV-avisen og Nyhederne på TV 2 dyrker kommentatorernes talestrømme, hvorimod politikerne sjældent får meget andet end one-liners.

Tv-nyhederne har i store træk opgivet at forholde sig substantielt tilbundsgående til de politiske partiers forskellige udmeldinger, men nøjes med at referere parterne ud fra en misforstået opfattelse af, at journalistik er at høre begge parter. Men begge parters udsagn er ikke nødvendigvis korrekte. Det har politikerne desværre opdaget og slipper tydeligvis igennem det journalistiske filter med meget mere nonsens end tidligere på grund af journalisters utilstrækkelige kompetencer.

Det har forfatteren Carsten Jensen tidligere klandret medierne for i en fin sammenligning, og som i høj grad passer på tv-nyhedernes dækning af de økonomiske udfordringer, landet står over for:

En politiker kommer ud fra et rum og fortæller journalisten, at væggene var sorte. En anden politiker kommer ud fra samme rum og siger, at væggene faktisk var hvide.

Journalisten svigter sine modtagere ved at nøjes med at referere begge holdninger uden selv at undersøge sagen, hvorved sandheden var kommet frem - at væggene faktisk var lyserøde.

Medierne gør kriminelle til stjerner

Stein Baggers optræden søndag aften i ugens bedste sendetid var ubetalelig eksponering af en dybt kriminel mand.

Det kan man ikke bebrejde Stein Bagger - det er i hans indlysende interesse at komme ud med sine budskaber på en så vellykket og sympatisk måde som muligt fuldstændig, som det også var tilfældet med Rigmor Zobel over for samme Reimar Bo Christensen. I begge tilfælde virkede de to dømte kriminelle som så velforberedte og trænede, at de utvivlsomt op til udsendelserne havde allieret sig med dyre kommunikationsrådgivere.

På sin side synes DR ikke tilsvarende at have forberedt sig på at sidde over for professionelle kommunikatører, der ville gøre hvad som helst for at vinde sympati. Ingen kritiske spørgsmål af betydning og slet ikke i nærheden af den aggressive stil som hårdtarbejdende og seriøse mennesker indimellem udsættes for af medierne - såsom politikere, ministre, erhvervsfolk.

Det er en skidt udvikling, at medierne i stigende grad åbne spalterne og stiller sendetid stort set ukritisk til rådighed, når det handler om kendte kriminelle. Det er meget sværere at blive eksponeret på DR og TV 2 for netop erhvervsfolk og andre, som skaber reel værdi og velstand til Danmark og danskerne end det altså er for dem, der med samfundsnedbrydende aktiviteter gør det modsatte.

Enhver journalist og redaktør, som lader personens kriminalitet være adgangsbilletten til medieeksponeringen, har det med at udvikle sin egen argumentation for, at det helt bestemt er i samfundets og offentlighedens interesse, selvom det i virkeligheden er dybt kontroversielt og forbundet med et have af etiske og helt uafklarede spørgsmål, såsom hvordan påvirker denne type valg det omgivende samfund og især børn og unge. Faktisk kan man høre journalister argumentere, så det nærmest lyder rigtigt at gøre. Men det er forkert.

Isoleret set kan det ud fra et journalistisk synspunkt være en god historie at bringe interviews med Bagger, Zobel, Camilla Broe, Anni Fønsby osv. - men der er en lang række negative sider ved det, som de ansvarlige redaktører aldrig forholder sig til. For eksempel virker det absurd, at disse kriminelle kan få hele og halve timers taletid på landsdækkende tv til stort set uimodsagt at udstille sig selv som ofre. Man kan næsten føle medlidenhed, når intervieweren med følelsesladede spørgsmål får de pågældende til at bryde sammen eller fælde en tåre.

Desværre ser det nu ud til, at der også var et økonomisk motiv hos DR og Reimar Bo Christensen til flere af de redaktionelle valg, der blev truffet - herunder interviewets længde. I hvert fald er det kommet frem, at Reimar Bo som selvstændig har solgt interviewet til DR. Prisen på den slags afhænger naturligvis af længden og af et eksklusivitetselement, når man får et solointerview. Og så hænger det også nøje sammen med sendetidspunktet. Der lader altså ikke til at være tale om rene journalistiske overvejelser, hvilket blot forværrer troen på dømmekraften hos de involverede.

Det understreger yderligere, at denne type interviews ikke er journalistik, men blot ren underholdning. Man vælger at eksponere negative forbilleder i stedet for at bruge ressourcerne og sendetiden på at bringe noget eller nogen, der gør en positiv forskel for Danmark og for danskerne. Selv ikke engang statsministeren ville kunne bevilges en hel times ukritisk interview på tv en søndag aften.

DR og TV 2 har et helt særligt ansvar, fordi de er landsdækkende public service-medier, og ingen personer i dette land bliver ægte kendisser, før de er blevet profileret på DR eller TV 2.

Og public service-medierne bidrager derfor aktivt til at give kendte kriminelle stjernestatus og positiv opmærksomhed fra børn og unge, der er ekstremt påvirkelige i forhold til det, medierne bringer. Medieoptræden er i sig selv et mål, som børn og unge i dag ser som det højeste, man kan nå. Signalværdien i at tildele disse kriminelle den opmærksomhed, den sendetid og den interview-længde sender alle signaler til borgerne og især de unge om, at vi her at gøre med en yderst betydningsfuld mand.

Stein Bagger havde en masse, han gerne ville nå at sige - altsammen for at fremstille sig selv i et bedre lys. Men indholdsmæssigt var der ingenting, som underbyggede ovenstående signaler fra DR om, at denne man vitterlig er så vigtig og betydningsfuld.

Således også interviewet med Bagger, der ikke indholdt én ny væsentlige oplysninger for dem, der har fulgt sagen. Og dem der ikke har fulgt sagen, vil næppe have følt et stort afsavn, hvis ikke DR havde bragt interviewet.

I aften forsøger DR sig igen. Camilla Broe, som selv har erkendt medvirken til narkosmugling, skal interviewes i Aftenshowet, som er et feelgood sofaprogram og ikke et sted for den kritiske journalistik. Som borgere og seere skal vi altså tolerere en narkokriminel blive medieeksponeret, som Broe i øvrigt er blevet det massivt i de seneste mange måneder. Desværre ikke i form af kritisk journalistik. Tværtimod har medierne på grotesk vis vendt al sympati mod Camilla Broe, fordi hun omsider stod til at få sin straf for medvirken til én af de værste forbrydelser, man kan være involveret i.

Udviklingen er monumental. Selv de såkaldte seriøse medier som DR og TV 2 samt de store dagblade dækker i stigende grad visse kriminelle ud fra en underholdningsværdi, og selvom befolkningen vender sig massivt imod det, finder de ansvarlige journalister og redaktører alligevel undskyldningerne for at bringe skidtet.

Der er tale om et kæmpemæssigt skred i anstændigheden, og der er tilsyneladende ingen andre overvejelser længere end det rent journalistiske argument om, at det jo er en god historie - underforstået at så må alle andre overvejelser og bekymringer vige. Men medierne har et ansvar i kraft af deres enorme indflydelse på den måde, vores værdier og normer formes på. Det ansvar skal de stå ved.

Og så ligger der et stort paradoks i, at staten med den ene hånd bruger enorme ressourcer på at bekæmpe kriminaliteten, mens statens egne medier ikke har nogen journalistisk strategi for at understøtte denne bekæmpelse. Det ville ellers være i alles interesse, hvis medierne indbyrdes og sammen blev enige om, hvordan de på en progressiv måde kan bidrage til at mindske kriminaliteten.

Der er i hvert fald brug for selvransagelse i medierne i den måde, kriminelle eksponeres og fremhæves på - og som skader vore børns og unges idealer. Jo før, desto bedre.

Hyldest til DR og TV 2

Presset på DR og TV 2 for at offentliggøre informationer, der måske/måske ikke kan afsløre kilden i den såkaldte lækagesag, er tårnhøjt. Og det vokser dag for dag. Både politikere, politiet og andre, konkurrerende medier kappes om at få DR og TV 2 til at opgive ét af de allerhelligste journalistiske principper - kildebeskyttelsen. Og heldigvis har både DR og TV 2 indtil videre afvist at give efter for det uhørte pres, og det er der al mulig grund til at rose dem for på vegne af demokratiet og den frie presse. Indtil videre står de betingelsesløst vagt om kildebeskyttelsesprincippet uanset omkostningerne og uanset de urimelige anklager om politiske motiver, som de to public service-stationer bliver skudt i skoene. Kildebeskyttelsesprincippet er apolitisk og gælder derfor for enhver - uanset hvilken politisk farve den pågældende har. Det er fuldstændig afgørende for pressens arbejdsbetingelser, at der ikke kan sås tvivl om, at kildebeskyttelsen er definitiv, og derfor er der grund til at håbe, at DR og TV 2 tager sagen helt til den bitre ende. Pressen kan være sikker på, at der vil tilgå den færre informationer fra kilder, som ønsker anonymitet, hvis de pågældende kilder ikke længere kan vide sig sikker på at være beskyttede. Og kommer der færre informationer og tips til pressen, er pressen stækket som fri og uafhængig. Det er den omvendte verden, når DR og TV 2 er på anklagebænken, hvor de i virkeligheden burde hædres. Desværre findes der politikere og selv højtstående pressefolk, som mener, at man godt kan gradbøje kildebeskyttelsen - at man kan vurdere en kildes ret til beskyttelse efter forgodtbefindende. På Berlingske Tidende mener chefredaktør Lisbeth Knudsen, at DR og TV 2 misbruger reglerne for kildebeskyttelse og reelt dækker over en potentiel forbrydelse - at der blev lækket en hemmelig information om jægersoldaternes indsættelse i Irak i 2007. At den potentielle forbrydelse skulle være alvorlig nok til at ofre kildebeskyttelsen, forklarer Lisbeth Knudsen med, at Forsvaret forsøgte at stoppe historien, inden den blev offentliggjort, og at det skete med henvisning til, at soldaternes sikkerhed blev bragt i fare. Men når man læser Lisbeth Knudsens egen avis to dage, før hun plæderer for, at TV 2 og DR skal bryde kildebeskyttelsen, fremgår det, at forsvaret på trods af offentliggørelsen af tidspunktet for indsættelse af jægersoldaterne og på trods af Forsvarets påstande om, at det satte soldaternes liv og sikkerhed i fare alligevel valgte at udsende soldaterne som først planlagt. Det virker horribelt, at hvis offentliggørelsen af denne oplysning var så truende for soldaternes sikkerhed som påstået af Forsvaret, at man alligevel udsender soldaterne på det planlagte tidspunkt, som altså nu var kommet til offentlighedens - og dermed fjendens - kendskab. Det kan kun tolkes på to måder - enten sendte Forsvaret jægersoldaterne ud i direkte livsfare, eller også var Forsvarets argument om soldaternes sikkerhed tomt og hult, en automatreaktion, som ville have været brugt i en hvilken som helst situation. At Forsvaret hverken stopper eller udskyder udsendelsen har således med meget ringe sandsynlighed bragt nogen som helst liv i fare, og dermed er den påståede forbrydelse vedrørende lækagen til at overse. Forsvarets bestræbelser på at stoppe en historie i pressen synes således mere at være et udtryk for en automatreaktion fra magthaverne/Forsvaret - en reaktion, som Lisbeth Knudsen altså tillægger så stor vægt, at hun mener, at kildebeskyttelsesprincippet skal brydes. Selvsamme Knudsen betegner blot en uge forinden kildebeskyttelsen for selve kronjuvelen i pressefriheden. Kronjuveler bør ikke ofres, før det er af allerhøjeste nødvendighed. Forsvarets inkonsistente ageren i sagen tyder på ingen måde på, at denne sag er af allerhøjeste nødvendighed til ofring af pressefriheden - eller i nærheden af at være en så alvorlig sag som angivet. At en SF'er mener, at sagen er så alvorlig, at journalisterne bør opgive kildebeskyttelsen, skal vist først og fremmest vurderes ud fra den pågældendes politiske motiver end noget andet. Og kildebeskyttelsen er ikke til fals for politiske hensyn. Rent faktisk har der været forholdsvis få politikere, som har skreget på, at DR og TV 2 skulle bryde kildebeskyttelsen, hvilket tjener dem til ære. Langt de fleste synes at have forstået, at kildebeskyttelsen er meget vigtigere end en kortsigtet politisk gevinst på denne tvivlsomme sag. Omvendt kunne man godt have ønsket sig, at flere politikere uanset politisk observans utvetydigt havde støttet DRs og TV 2s åbenlyse forsvar for én af demokratiets grundpiller - den frie og uafhængige presse. Politikens Tøger Seidenfaden har tilsvarende Lisbeth Knudsen argumenteret for en gradbøjning af kildebeskyttelsesprincippet. Konsekvensen er, at man som potentiel kilde hos Politiken aldrig mere på forhånd kan være helt sikker på, om man rent faktisk nyder kildebeskyttelse. Man må i hvert fald som kilde på forhånd vurdere og tage i betragtning, at Politikens chefredaktør har taget forbehold for, at visse kilder ikke kan forvente at blive beskyttet. Har man henvendt sig til Politiken med tophemmelig information, risikerer man efterfølgende at blive vejet og fundet for let til kildebeskyttelse. Det er nemlig ikke sådan, at man kan forvente at få en advarsel om det på forhånd, som heller ikke kilden til lækagen om jægersoldaterne har fået. Det er intet mindre end en dødsensfarlig kurs at slå ind på for den frie presse - det kan i yderste konsekvens få fatal betydning for tilliden til pressens evne til at fungere uafhængigt. Nu forsøger politiet sig så med retslige skridt for at få DR og TV 2 til at blive møre. På TV 2 siger nyhedschef Michael Dyrby, at man her vil benytte sig af alle tænkelige midler til at beskytte sine kilder. Det samme vil DR gøre, og sådan agerer sande, upolitiske vogtere over de journalistiske principper. Betydningen af dette kan ikke overvurderes. Både DR og TV 2 gik endda så vidt i forsvaret af de journalistiske dyder, at de sanktionerede medarbejdere, som truede kildebeskyttelsen. På TV 2 måtte Kaare R. Skou en tur på tvungen orlov og kun en politikers krav om fyring gjorde, at han rent faktisk beholdt sit job. På DR måtte en journalist forlade arbejdspladsen, fordi vedkommende havde brugt sin DR-arbejdstid samt DRs udstyr til at indsamle journalistisk materiale, ikke til journalistisk brug i forbindelse med sit job hos DR, men til brug for tredjepart, som han delte et hævnmotiv over for den påståede lækage med. I de to tilfælde var der tale om brud på al journalistisk integritet og hæderlighed. Både DRs og TV 2s reaktioner mod de pågældende medarbejdere var både nødvendige og rigtige. Det tjener public service-institutionerne til stor ære at have gået drastisk til værks for at sende et klart signal til omgivelserne om, at kildebeskyttelsen er fuldstændig central for de to public service-virksomheder. Det er glædeligt, at statens egne medievirksomheder er gået i front for at værne om kildebeskyttelsesprincippet. Den kollegiale opbakning til beskyttelse af den journalistiske kronjuvel har været beskæmmende ringe, og det har været skuffende at se, hvorledes de normalt og i publicistisk forstand ellers så hæderkronede aviser ikke tilsvarende har værnet om journalistiske grundprincipper. Heldigvis kan DR og TV 2 samt de involverede journalister omvendt glæde sig over en fuldstændig uforholden opbakning fra Dansk Journalistforbund, hvor formand Mogens Blicher Bjerregaard http://politiken.dk/indland/article909035.ece er helt klar i mælet omkring kildebeskyttelsen. Også herfra påpeges, at sagen skal have overordentlig stor vigtighed, før journalister gennem retslige skridt kan tvinges til at opgive kildebeskyttelsen. Visse enkeltpersoners tanke om, at DR og TV 2 skulle opgive kildebeskyttelsen af egen drift og uden kamp og uden en retslig vurdering om sagens vigtighed for brud på kildebeskyttelsen er skadelig for journalistikken. Blicher Bjerregaards uforbeholdne støtte til kildebeskyttelsen er derfor et lille lys i mørket oven på de chefredakteurielle svigt i dømmekraften i denne sag. Måske er der stadig et håb for journaliststandens troværdighed og anseelse.

Mediernes har også et klima-ansvar

Der hviler et kæmpemæssigt medansvar på både danske og internationale medier for at sikre en sober, relevant og retvisende dækning af det igangværende klimatopmøde og ikke lade sig forføre at fristen til at bringe en overflod dramatiske billeder af ildebrand, hætteklædte demonstranter og masser af blå blink.

Der er så meget på spil, og en proportionsforvrænget dækning, hvor især de forventede uroligheder og optøjer får en alt for voldsom medieopmærksomhed, kan være ekstremt ødelæggende for det, der er selve klimatopmødets formål. Generelt tegner det indtil videre til, at medierne har løst opgaven på en utrolig professionel og ambitiøs facon med masser af forskellige vinkler og emner af høj relevans. Det er helt afgørende, at den kurs opretholdes og ikke bliver afsporet af hærværk og vold, som desværre forventes at ville indtræffe, inden mødet er omme.

COP15 er i den grad et historisk øjeblik, og vi vil som globale samfund og som borgere blive påvirket af resultaterne af topmødet resten af vores levetid - uanset hvad slutaftalen kommer til at gå ud på. Hverken mere eller mindre.

De kommende dage vil vise, hvilke konsekvenser og perspektiver vi skal begynde at indstille os på, så der er i den grad forpligtende arbejde for medierne i at formidle alt dette til os. Og derfor har medierne et en massiv opgave at løfte, når tungen skal holdes lige i munden og de rette redaktionelle prioriteringer skal træffes.

København får foruden regeringsledere og embedsmænd fra hele verden også besøg af klimaaktivister i stort tal, hvoraf de fleste heldigvis vil demonstrere på fredelig vis og dermed - trods eventuelle uenigheder om mål og midler for klima-truslen - tilslutte sig de fælles, demokratiske værdier. 99 procent er enige om at respektere disse spilleregler.

Men desværre får København efter alt at dømme også besøg af klima-aktivister, som på ingen måde respekterer det helt store flertals enighed om demokratiske processer, men som i stedet forventes at agere både voldeligt og med brug af hærværk for med så stor larm og opstandelse at få mediernes opmærksomhed.

Som journalist véd jeg, at de vil de få. Og det er da bestemt også relevant at dække det, hvis København bliver centrum for uroligheder, som de fleste forventer i forbindelse med COP15. Journalistisk set er det en absolut væsentlig og interessant historie, hvis og når det halve af København bliver sat i brand af ballademagere.

Men medierne har samtidig også et ansvar for at bevare proportionerne, så balladen, uanset hvor voldsom den måtte være, ikke kommer til at fylde hverken det hele eller det halve i mediernes dækning af klimatopmødet. Hverken antallet af anholdte, mængden af brændende barrikader, hærværket eller smadrede forretninger bør overskygge det væsentligste. Medierne bør ikke tillade, at bevidste anstrengelser på at påkalde sig opmærksomheden lykkes. Alt andet vil være et helt forkert journalistisk judgement.

Normalt plejer redaktionelle ledere at bekende sig til nøgtern og tilstræbt objektiv journalistik, hvor virkeligheden beskrives. Redaktionelle ledere vedstår sig sjældent - eller aldrig - at selv 100 rigtige historier fra den virkelige verden godt kan give et fuldstændig fejlagtigt billede af virkeligheden - alene ved at antallet er overdrevet og proportionsforvrængende. Sjældent stiller man sig selv spørgsmålet efter bevidstløst at have pumpet historier ud i det offentlige rum: Alle de historier vi fortalte, var både sandfærdige og et virkelighedsbillede. Men var den samlede, totale fremstilling så også retvisende for vort samfund?

Burka-debatten er et sådant eksempel. Emnet er stort set uden realbetydning for samfundet, men mediernes dækning var så voldsom, at almindelige borgere kunne forledes til at tro, at der var tale om et meget betydningsfuldt emne. Hver for sig fejlede historierne ingenting - men samlet set var det langt fra retvisende for emnets betydning.

Sådan kan det også ende, hvis primært de billedbårne medier - DR og TV 2 - ikke holder hovedet koldt. Der vil være en enorm fristelse hos de vagthavende journalistiske besætninger på de to tv-stationer til at give de forventelig dramatiske billeder fra urolighederne en alt for stor placering i den samlede dækning af COP15.

Man kan endog på forhånd forestille sig forskellige scenarier og deraf konkludere, om man overhovedet kan forestille sig nogle situationer, hvor ballademagerne får lov til at tage mere end 10 procent eller 20 procent af den totale dækning af COP15. I hvert fald ikke hvis man ser på klima-topmødet i den store sammenhæng, hvor resultaterne af topmødet vil komme til at præge verden i årtier, måske århundreder fremover. Alle nulevende mennesker med et minimum af interesse for vores planet vil i al fremtid få konsekvenserne af COP 15 at mærke.

Derfor en opfordring til især DR og TV 2 om ikke at lade sig trække rundt i manegen af ballademagernes agenda, der netop er at bruge vold og hærværk til at få kameraerne til at komme og lave billeder. Fint at urolighederne bliver dækket, men proportionerne må ikke gå tabt. Det er trods alt kun de allerfærreste, som bruger optøjer, vold og hærværk og tilsidesætter de universelle demokratiske processer og spilleregler, og medierne har et ansvar for ikke at sende signalet om, at det betaler sig for at få opmærksomhed.

Pas på regionale mediemonopolister

Med 3,3 mia. kr. i faste, konjunkturufølsomme indtægter har alle private medievirksomheder i Danmark konstant blikket stift rettet mod DR for at se, hvordan man kan få del i de mange gode penge - i givet fald en statsstøtteforanstaltning, men der er store faldgruber

Nordjyske Medier er en lillebitte medievirksomhed i europæisk sammenhæng og en mellemstørrelse i Danmark. Men i Nordjylland er Nordjyske en mastodont, stort set en monopolist. Der er dog stadig en lille smule konkurrence på nyhedsformidlingen i Nordjylland, for staten har to aktiviteter deroppe - DR Nordjylland, som er DRs regionale radiostation samt TV 2 Nord, som er den regionale tv-station.

Det er lykkedes for Nordjyske og de øvrige dagblade at stække DR på nettet. DR har lukket sine 98 kommunesites efter, at dagbladene har overbevist politikerne og ministeren om, at DRs lokale sites var en trussel mod de private medier i de pågældende områder.

Nu har de regionale mediehuse fået blod på tanden og går efter mere. I Nordjylland foreslår Nordjyske Mediers direktør, Per Lyngby, at DRs regionale nyhedsproduktion bliver outsourcet til de regionale mediehuse, hvilket kan lyde besnærende, - at lade DRs penge komme lidt mere ud på arbejde, og derved få afprøvet om DR får nok ud af at lade sine ting producere inhouse. Det er i dén grad en rimelig overvejelse.

Fynske Mediers adm. direktør, Per Westergård, går et par skridt videre ved at foreslå, at også TV 2-regionernes produktion bliver outsourcet, eller at selve driften af TV 2-regionerne endda bliver udliciteret.

Både Westergård og Lyngby spiller på en nærmest uindskrænket politisk velvilje for dagbladene generelt og især de lokale og regionale avishuse. Ingen tvivler på, at hver eneste avislukning - med de få aviser, vi har tilbage - vil være et smertefuldt tab for Danmark, og især vil tabet være særdeles stort i forhold til de regionale og lokale aviser, hvor der stort set kun er en enkelt avistitel tilbage i hvert område.

Men vi skal samtidig holde hovedet koldt og konstant minde hinanden på, hvorfor vi egentlig er særdeles forhippede på at holde liv i en så stor del af den danske kulturarv, som aviserne jo er - for aviserne og mediehusene skal til syvende og sidst være til almenvellets gavn.

Det er helt meningsløst at holde liv i noget, udelukkende på grund af hensyn til selve virksomheden og de bagvedliggende, private ejere, hvis det redaktionelle output der kommer ud intet er værd. Der må være en bundgrænse for kvaliteten af det indhold, som de lokale og regionale mediehuse sender ud, hvis vi skal opretholde præmissen om, at de skal holdes i live for enhver pris.

Én af de absolut største trusler mod kvaliteten i indholdet, i det redaktionelle output lokalt og regionalt er den manglende konkurrence.

I både Nordjylland, på Fyn og i hele Syd- og Sønderjylland er situationen stort set den samme. Fyens Stiftstidende er stort set eneherskende i det fynske. Det samme billede tegner sig for Nordjylland og for JydskeVestkysten - alle steder bortset fra DRs og TV 2s regionale mediehuse.

Det er helt paradoksalt, at det er staten, som med sine regionale radio- og tv-stationer er med til at opretholde et værn mod total monopolisering i de regionale områder. At lade DRs og måske TV 2s regionale nyhedsproduktion blive fabrikeret hos de store, regionale mediehuse, vil bevirke, at der vil være endnu mindre journalistisk og indholdsmæssig konkurrence lokalt og regionalt. Vi skal altså overveje, om vi tror på, at de regionale mediehuse vil være bedre end DR og TV 2 til at producere dette indhold - tilmed i et konkurrencebillede, hvor DR og TV 2 altså ikke længere er konkurrenter, men produceres samme sted som alt det andet indhold i området.

Udfordringerne ved manglende konkurrence er åbenlyse, men er vi da omvendt helt sikre på, at det modsatte er ren lykke? Findes redaktionel konkurrence mellem medier i en form, som afføder, at det redaktionelle indhold rent faktisk bliver bedre og mere kvalificeret? Eller animerer den redaktionelle konkurrence i stedet til det modsatte, så kampen om læserne, lytterne og seerne bliver så intens, at man mødes på laveste fællesnævner?

På nettet er der vild konkurrence mellem eksempelvis de store dagblade. Det skulle bevirke bedre indhold og en højnelse af kvaliteten. Det tyder i retning af det modsatte.

Desværre ser vi jo, at selv på Politikens website er de mest læste historier ikke sjældent netop platte, overflødige historier om sex, vold eller ekstreme handlinger og freaks. Ren junk. Men medierne render som død og helvede efter stadig mere ligegyldige historier, bare de kan trække eyeballs.

Niveauet falder og falder, så man altså heller ikke længere på politiken.dk, berlingske.dk eller jp.dk kan blive fri for den forurening af historier om Paris Hilton eller som i skrivende stund den mest læste historie på politiken.dk: "Højlydt sex kan koste meteorologer jobbet." Øv.

Hvad er det egentlig, vi vil have ud af de mange milliarder, som vi poster ud i mediestøtte? Er det demokratiunderstøttende og værdifuld kulturarv, eller er medierne som nogen hævder blot almindelig erhvervsvirksomhed, en branche på linje med så mange andre, og at den som konsekvens heraf blot bør henhøre under ren erhvervspolitik? Dermed vil man ud fra en ren markedsbetragtning blot kunne konstatere, at branchen må klare sig selv og gennemgå de nødvendige lukninger, konkurser og konsolideringer, fordi mediernes svage økonomi kan være et udtryk for overkapacitet.

Jeg er helt uenig. Vi taler ikke om produktion af tandpasta eller plastic-spande, for så var synspunktet indlysende rigtigt. Vi taler om virksomheder, der har en helt grundlæggende samfunds- og demokratiunderstøttende funktion. Markedskræfterne er ikke i stand til at tage højde for, at vi ikke kan leve med, at væsentlige medier må lukke.

Vi skal have afklaret, hvor vi vil hen, og hvilken pris vi vil betale for at nå det. Skal konkurrencen sættes ud af kraft for at styrke regionale monopolister, eller er effekten af redaktionel konkurrence overhovedet positiv?

Årtiers ungdomsfiksering lakker mod enden

Med lidt held er ungdomsdyrkelsen som megatrend på vej til at ebbe ud. Finanskrise og klimadebat sætter spørgsmålstegn ved værdier som jagt på skønhed, evig ungdom og stadig større forbrug - og så er pengene til forbrug netop nu så små, at annoncørerne tvinges til at fokusere bredere end de unge

Paradoksalt nok var det TV 2 NYHEDERNE, der forleden bragte et indslag om et snarligt brud på årtiers megatrend - den til tider nærmest absurde ungdomsdyrkelse i medierne og blandt reklamefolk.

Paradoksalt, fordi netop TV 2s programstrategi er midt i en kraftig foryngelseskur, så der i dag er markant færre værter og medvirkende over 50 år end tidligere. Budskabet i stationens eget nyhedsindslag var et varsel om, at TV 2 rent faktisk kan have begivet sig ud på en helt forkert kurs i forhold til tidens ånd. Det var i mange år den kommercielt set rigtige vej at gå - jo yngre sendeflade, desto bedre - men den slags synes at være fortid, og fortiden er som bekendt forbi.

Berlingske Tidende fortalte eksempelvis for nylig, hvordan plastikkirurgernes omsætning er blevet ramt af et fald på omkring 40 procent i forbindelse med finanskrisen. Jagten på større bryster, færre rynker og mindre fedt på kroppen gik gennem mange år hånd i hånd med en overdreven forbrugskultur i forlængelse af friværdierne og nemme penge samt et fire årtier gammelt og brændende ønske om evig ungdom over alt andet.

I alle henseender har finanskrisen kaldt på en stærk reflektion over hidtidig livsstil, og i netop denne sammenhæng ser eksperter den forlorne skønheds tilbagetog som en understregning af en tilbagevenden til en mere normal indstilling til vores kroppes naturlige forfald. Det vil fremover ikke længere være helt så sindssyg en tanke at lade alderen indvirke på kroppen på en nogenlunde normal måde - og i forlængelse af det, vil det snart heller ikke længere være et krav at være ung for at blive betragtet som et rigtigt og helt menneske.

Den udvikling hænger nøje sammen med, at fokus flyttes fra øjeblikkelig og personlig behovstilfredsstillelse til mere blivende værdier og ansvarlighed i forhold til sine omgivelser og resten af verden. Klimadebatten er et klart eksempel på denne tendens. Vi sætter os i højere grad ud over vore egoistiske behov, og det vil smitte af på ungdomsdyrkelsen. Vi får simpelthen brug for noget, der rent intellektuelt er lidt mere substantielt end ungdommens lette og uforpligtende livsførelse, som vi netop i jagten på evig ungdom og hysteriske skønhedsidealer har taget til os uanset alder.

Ungdomsdyrkelsen har - efter 40 år på banen og startende med James Dean og tilsvarende - haft enorm effekt på vores kultur og vores livsførelse. Reklame- og mediefolks opfattelse af de yngre som mere attraktive målgrupper end ældre har påvirket medieindholdet i en retning, hvor alt er blevet udvalgt og tilrettelagt for konstant at tilgodese de yngre - lige fra klippehastighed, emnevalg, redaktionelle prioriteringer, casting, valg af værter mv.

Samlet har der været sendt et så massivt signal om, at ungdom er vitalitet, mens alderdom - der jo altså for store dele af reklamebranchen starter ved de 50 - er stilstand og forfald. Den opfattelse er blevet indprentet os i årtier og har haft omfattende og visse steder endda fatale konsekvenser - blandt andet på arbejdsmarkedet, hvor folk over 50 år for ofte opleves som en byrde snarere end en ressource.

Indslaget i TV 2 NYHEDERNE fortalte, at amerikanske reklamefolk som konsekvens af finanskrisen var begyndt at kigge i retning af forbrugerne over 50 år. Det er nyt.

Ifølge reklamemanden Rance Crain, som medvirkede i TV 2s indslag, skal man primært finde årsagen til reklamefolks dybe fokus på de unge ud fra to årsager - for det første er reklamebranchen befolket af yngre mennesker, der tager udgangspunkt i deres egen verden. For det andet er det opfattelsen, at forbrugerne skal kapres så tidligt som muligt, fordi de ikke kan flyttes, når de bliver ældre.

Men den opfattelse er forældet. Forbrugere, vælgere, borgere er mere illoyale end nogensinde. De shopper rundt, zapper rundt, hopper rundt, hvor det bedst, billigst. Også vælgerne hopper så nemt som ingenting fra det ene parti til det andet. Man er ikke længere socialdemokrat for livet. Og midaldrende forbrugere køber også de biler og rejser, som lever op til deres krav og forventninger lige nu - ikke for 30 år siden.

Hidtil har pengene flydt så rigeligt, at man har kunnet tillade sig at ignorere gruppen over 50 år, men finanskrisen har først og fremmest ramt de unge i form af markant øget arbejdsløshed.

Sociologen Emilie van Hauen udkom for nylig med en bog, hvori hun mener, at egoet vil vige til fordel for fællesskabet. Hun peger på, at der opstår en modkultur - voksenkultur, som hun kalder det - til ungdomsdyrkelsen. Samtidig understreger hun i øvrigt, at en sådan voksenkultur ikke har noget med alder at gøre, men med værdisæt.

Belønningen vil måske blive, at vi hos tv-stationerne kommer til at se flere programmer med noget substantielt at byde på, værter med erfaring, vid og indsigt, medvirkende med noget på hjerte. Den udprægede leflen for de værdier, som præger ungdom som livsfase, vil formentlig blive mere balanceret til fordel for programtyper som Operation X og Tema-Lørdag og på bekostning af andre programtyper som Paradise Hotel og Dagens Mand, der i stedet vil blive nicheplaceret.

Det er ikke første gang, at der har lydt spådomme om, at det såkaldte "grå guld" var på vej til at blive en eftertragtet målgruppe for annoncørerne, og derfor er der da også grund til at være en anelse skeptisk. Og det bliver nok heller ikke sidste gang, hvis man fortsætter med at definere en hel gruppe under én betegnelse på baggrund af, at de pågældende mennesker har rundet de 50 år.

Men det er første gang, at vi - som følge af finanskrisen - ser en så alvorlig og brat indskrumpning af forbrug og rådighedsbeløb hos hele den gruppe af mennesker, de unge og yngre, som reklamebranchen historisk set har satset alt på. Så det kan i sig selv fremtvinge fundamental ny tænkning.

Danske medier i ly for finanskrise - morgendagens vindere udskiller sig nu

Selvom udsigterne for mediebranchen virker ganske dystre, er overvejende dele af branchen faktisk begunstiget af at have ejerforhold og kapitalstrukturer, som sikrer, at de er herrer i eget hus, og dermed kan komme langt mere stabilt og fremtidsrettet igennem krisen

Det ser knaldsort ud for mediebranchen lige nu.

Efter sigende står årsaftalerne til en halvering. Det vil være den vel nok værste nedtur nogensinde. 2009 bliver et rædselsfuldt år. Og desværre risikerer vi at skulle igennem 2010 og 2011, før det bliver bedre. Der tegner sig i hvert fald to-tre års miserable driftsresultater.

Når erkendelsen af tingenes tilstand er fordøjet, bliver det interessant at se fremad og vurdere resultaterne af det udskillelsesløb, som en økonomisk krise også er.

Virksomhederne i den danske mediebranche har to hovedgrupperinger - én med ejerforhold eller kapitalstrukturer, som gør, at de stort set uafhængigt af omverdenen kan drive forretningerne rent strategisk ud fra egne beslutninger. Det er de fonds- og familieejede virksomheder, og dem der er stærkt velkonsoliderede.

Den anden har uafklarede eller usikre ejerforhold, gældsatte eller uden penge. De kan ikke egenhændigt beslutte egen strategi og følgelig heller ikke ud fra ren egeninteresse positionere sig i markedet på den måde, så man står bedst mulig, når konjunkturerne igen vender.

Man er som fonds- eller familieejet virksomhed heller ikke presset af faldende aktiekurser eller kortsigtede aktionærinteresser i form af utidig frasalg mv. Den situation giver et forspring i forhold til andre.

Der er faktisk kun få, som befinder sig i den udsatte kategori, - Berlingske Media og TV 2 som de mest iøjnefaldende. Begge skiller sig ud ved at være under langt større pres end resten af branchen. Begge er svækket af et svagt ejerskab og af at være uden kapitalstyrke.

Berlingske lider nu under sin ejers filosofi om at finansiere virksomhedens vækst ved gældsætning. Det er nemt at være bagklog, for i dag kan enhver se, at så voldsom gældssætning var alt andet end fornuftigt, og man derved deponerede sin handlekraft hos lunefulde finansielle institutioner.

I dag betaler Berlingske en høj pris, fordi bankerne reelt sætter dagsordenen for Mecoms strategi ved at diktere frasalg, og at det skal ske nu. Mecom måtte for nylig sælge hele sin tyske division, og senest røg en stribe norske aviser - ikke fordi det var strategisk klogt, men alene for at Mecom kunne nedbringe gæld. Og det er næppe at overdrive, hvis man påstår, at Berlingske-koncernen ikke har den handlefrihed, man er brug for.

Det er ikke meget bedre for TV 2, der som kommerciel tv-virksomhed har det svært under statsligt ejerskab. Samtidig har har TV 2 på grund af fortidssynder akut og selvforskyldt pengenød og skal nu omkring EU for at få godkendt sine forretningsplaner. Man må acceptere, at på grund af ejerskab og svag kapitalkraft, ligger centrale dele af beslutningerne om virksomhedens fremtid og strategi hos interessenter med andre agendaer end virksomhedens ve og vel.

Det er lige her, vandene skiller. Det er her, rammerne sættes for fremtiden vindere og tabere. Berlingske og TV 2 har foruden egne direktioner og bestyrelser også skygge-kaptajner ombord, og de kræver indflydelse. Det indbefatter en betydelig risiko for, at der ikke bliver truffet præcis de strategiske valg, som er de rigtigste i forhold til den langsigtede konkurrencesituation. TV 2 blev ikke privatiseret i tide, og Montgomery har ofret sin selvstændighed for vækst.

Berlingskes hovedkonkurrent - JP/Politikens Hus - er nok også ramt på driften af konjunkturerne, men virksomheden befinder sig en fundamentalt anderledes situation, der rigtigt udnyttet vil give varige konkurrencefordele. De seneste år har kostet på egenkapitalen, men soliditeten er stadig høj, og man er helt fri for at skulle styre på ordre fra udefrakommende kræfter. JP/Politikens Hus har som fondsejet virksomhed, der ovenikøbet er velkonsolideret, rammerne til at tænke visionært og langsigtet. Alt vil afhænge af, om man har evner og vilje.

Den samme situation gælder i store træk for en række andre danske medievirksomheder - Aller, Egmont, Bonnier, MTG/Viasat, SBS, Benjamin, A-Pressen m.fl.

Bonnier og Aller er familiekontrollerede og velkonsoliderede. Benjamin er snart fuldgyldigt medlem af Bonnier-familien, Egmont er fondsejet og har som Bonnier og Aller solide økonomiske muskler til at tage selv en hård lavkonjunktur.

TV3-ejerne MTG/Viasat er også beskyttet af at være kontrolleret af den ualmindelig tålmodige Kinnevik-koncern, og som snarere vil understøtte udvikling end afvikling under krisen.

Tålmodigheden i koncernen viser sig også i relation til det Kinnevik-kontrollerede Metro International, som på trods af, at det aldrig har tegnet til at blive nogen god forretning, og at pengekassen igen er løbet tør, får garanti fra ejeren for den planlagte aktieemission.

Kinnevik har vist sig som så stærke ejere, at man på trods af selskabernes børsnotering ikke lader sig styre af kortsigtede aktionærinteresser.

A-Pressen, der med fagbevægelsen i ryggen, kan også nyde godt af særdeles tålmodige ejere, som nok træffer nødvendige beslutninger om urentable forretninger, men næppe vil bidrage til ledigheden ved at lukke virksomheder, bare fordi krisen kradser i et par år eller tre.

Og så er der DR, der omsider har fået styr på sin økonomi, og som i kraft af sine sikre licensindtægter er stort set urørlig af krisen. Man kan koncentrere sig om at vinde den lange kamp, uden at virksomhedens indtægter anfægtes.

De kommende år vil vise, hvilke virksomheder der ser krisen som en trussel, og som på trods af stabilt ejerskab og god soliditet, alligevel vakler, bliver defensive og bygger læhegn.

Den anden gruppe - dem der ser krisen som en helt unik chance - bygger vindmøller på ryggen af ejerskab og pengene, og det er blandt de virksomheder, vi skal finde morgendagens vindere. Men alt vil afhænge af mod, handlekraft og tålmodighed hos direktioner og bestyrelser. Dommen kan vi fælde om 4-5 år.

Perfekt timing for børsnotering af TV 2

Efter fredagens medieaftale om de fremtidige økonomiske rammer for TV 2 har regeringen pludselig med ét slag fået de bedst tænkelige muligheder for omsider at gennemføre den længe bebudede privatisering af tv-stationen.

Aftalen skaber ro om fremtiden for TV 2, og der er skruet en langsigtet løsning sammen, så de økonomiske rammer vil ligne normale rammer, der gælder for andre kommercielle tv-stationer - dvs. nogenlunde samme rettigheder, pligter og muligheder som konkurrenterne. Alternativet til redningsplanen var, at TV 2 som følge af omfattende misforvaltning måtte gå planken direkte ud i en konkurs.

Samtidig blev de EU-retssager, som ellers har været angivet som hovedårsagen til den forsinkede privatisering, afgjort i oktober, og resultatet faldt ud til fordel for TV 2 og for den danske stat. Der er altså heller ikke fra den kant længere nogen truende skyer i horisonten.

De væsentligste problemer, som har været angivet som stopklodser for privatiseringen, er altså håndteret nu. EU-Kommissionen har endda valgt ikke at anke EF-Domstolens afgørelse. Dermed er en betydelig fare for privatiseringsprocessen "nedkæmpet".

Der er alt i alt således ikke noget mere oplagt tidspunkt at gøre noget ved sagen på end nu. Der er lagt nogle lange skinner for TV 2s udvikling og økonomi, og regeringen fastholder, at TV 2 skal privatiseres.

Omvendt er det jo ikke lige nu, at prisen for medievirksomheder er allerhøjst. Faktisk er det ikke unormalt, at børsnoterede medievirksomheder er faldet med både 80 og 90 procent på aktiekursen de seneste måneder. Og det er næppe nogen overdrivelse, hvis man påstår, at staten højst får 25-40 procent i provenu i dag, end man ville have fået for et år siden. Så er det rimeligt nu at sælge TV 2 til spotpris til lige den private køber, der som én af de få i markedet råder over likvider til at købe for?

Man kan erindre sig den tidligere kulturminister Brian Mikkelsens forsikringer om, at TV 2 blev solgt af hensyn til TV 2 og ikke af økonomiske årsager. Mikkelsen har ved flere lejligheder sagt, at den pris, som TV 2 kan indbringe, er ligegyldig.

Hvis vi skal holde regeringen fast på det udsagn, er de svære tider lige nu ikke nogen forhindring for at gennemføre privatiseringen - bortset fra det hensyn, at man jo ikke unødigt skal klatte statens aktiver væk.

Men man kan og bør frigive TV 2 fra statens kontrol og styring ved at overdrage TV 2 til sine egentlige ejere - tv-seerne - i form af en børsnotering.

Gevinsten er, at man nedbringe statens alt for store kontrol over de elektroniske medier her til lands, og man forærer ikke TV 2 væk til spotpris og til en tilfældig privat medievirksomhed i en tid, hvor aktivernes værdi er uhørt lave. Skal man forære TV 2 væk, skal det ske til ejerne - det er de danske skatteborgere.

Der er formentlig kun én anvendelig model for en privatisering, med mindre man uden væsentlig begrundelse fastholder at udskyde salget, og det er at sætte TV 2 på folkeaktier. Og dermed vil privatiseringen være en realitet. Uanset hvilken pris man børsnoterer TV 2 til - eller om man reelt forærer en aktie til hver dansker - så har man ikke forbrudt sig mod skatteborgerne ved at frasælge statens aktiver for billigt, for i sidste ende vil netop skatteborgerne få glæde af at være med på en upside, når aktiekurserne igen begynder at stige.

Nogen vil hævde, at løsningen ikke er god nok, fordi TV 2 af udviklingsmæssige hensyn har brug for en større og mere professionel ejer end staten. Men TV 2 har vist sig historisk at klare sig fint på egen hånd. Det er ikke sandsynligt, at nogle af de potentielle købere af TV 2 har afgørende udviklingsmæssige kompetencer, som kan føre TV 2 videre. TV 2 har først og fremmest brug for at blive frigjort fra det snærende statslige ejerskab.

Hvis regeringen - efter at de to største hurdler i forhold til privatiseringen nu er forsvundet - fortsat ikke vil privatisere TV 2 og nu altså giver markedets øjeblikkelige, lave prissætning af virksomheder skylden, er det måske på tide at erkende, at viljen nok ikke reelt er til stede.

For sagen er jo, at det helt rette tidspunkt aldrig oprinder. Og aldrig har mulighederne for på en god og ansvarlig måde at privatisere TV 2 på aldrig været bedre.

TV 2 i 20 år – og hvad så nu?

TV 2s fortid er en indiskutabel megasucces, hvorimod fremtiden tegner sværere. Det kan blive nødvendigt at ændre på de rammevilkår, som har skabt grundlaget for TV 2s succes, - simpelthen for at redde virksomheden. Men hvilket TV 2 vil så stå tilbage?

Det er med blandede følelser, at TV 2 i disse dage fejrer sin 20 års fødselsdag.
Der er på den ene side grund til glæde over den succes, som TV 2 er blevet. At 1986-beslutningen om at etablere TV 2 som en konkurrent til DR har været helt forrygende, vil ingen anfægte i dag.

Med i bagagen fik TV 2 en række rammebetingelser, som efterhånden har vist sig at være selve grundlaget for den succes, TV 2 opnåede. De placerede TV 2 midt mellem public service og rent kommercielt tv. Det var TV 2s DNA, man skabte dengang – grundfæstningen af selve TV 2s eksistensberettigelse. Modellen har vist sig stærk og levedygtig – godt suppleret af landets dygtigste tv- og forretningsfolk.

Det var og er fortsat TV 2s raison d’être at befinde sig i brydningsfeltet mellem de to verdener, at forene dem med det bedste fra hver – og ikke mindst at undgå det dårligste. Det har været en vanskelig balanceakt på den måde at adskille sig fra alle andre broadcastere, og det er TV 2s eksistensberettigelse, at det faktisk er lykkedes på ypperste vis.

Blandt de væsentligste rammebetingelser, som sammenlagt sikrede en god balance, var, at TV 2 blev den eneste landsdækkende reklamebærende tv-kanal, man fik TV 2-regionerne under sig, public service-forpligtelser, virksomheden skulle ligge i Odense. TV 2 skulle være gratis at modtage for alle danskere, og TV 2 fik af samme grund en must carry-ret, som forpligtede alle tv-distributionsselskaber og antenneforeninger til at videreformidle TV 2-signalet.

Dette kompleks af grundvilkår skabte et stærkt TV 2 og fundamentet for succes, og de skulle således blandt andet sikre, TV 2 adskilte sig fra DR – der blev anklaget for københavneri – ved at være en tv-station for hele Danmark. Omvendt skulle public service-forpligtelserne sørge for, at TV 2 ikke blev for kommerciel.

Den mere dystre side af fødselsdagen er, at den samlede TV 2-model med dens grundvilkår er kraftigt udfordret. Både udefrakommende og selvforskyldte forhold rykker i hele maskineriet. Flere af vilkårene, som indbyrdes hænger sammen, er under pres. Den økonomiske situation gør det nødvendigt, at TV 2 og Folketinget sammen kigger på, hvordan vilkårene skal ændres for at hjælpe TV 2. Og det haster, for TV 2 skal i løbet af de kommende måneder skrue en plan sammen for fremtiden, som skal overbevise bankerne om, at de alligevel godt kan låne TV 2 penge, selvom de i foråret smækkede kassen i og tvang TV 2 til et akut, midlertidigt nødlån på en halv mia. kr. hos staten.

Med planen er alt i spil – foruden grundvilkårene også en privatisering af TV 2 samt et frasalg af den 51 procents aktiepost, som TV 2 ejer i TV 2 Sport – og alt kan påvirke TV 2s balance og grundlæggende eksistensberettigelse.

For de involverede er det et svært skisma. TV 2 skal have hjælp, men parterne véd omvendt godt, at når først man begynder at pille ved ét eller flere af de centrale vilkår, er man for alvor inde at røre ved TV 2s fundament og selve tv-stationens raison d’être, der bygger på helheden.
For at forstå omfanget af usikkerheden kan man tænke sig til, at TV 2 eventuelt får accept af sit ønske om at blive betalingskanal. Det kan betyde, at man må opgive sin must carry-status, og som igen kan tvinge de licensfinansierede TV 2-regionerne helt ud af TV 2. Læg dertil, at et andet grundvilkår bortfalder om et år, når TV 2 om et år som led i digitaliseringen ikke længere har monopol som eneste landsdækkende reklame-kanal. Oveni kommer en ikke ubetydelig usikkerhed omkring udfaldet af de verserende EU-retssager samt et politisk ønske om at ændre TV 2s ejerskab.

I kombination med at TV 2 i dag ikke længere er entydigt forankret i Odense, er det umuligt at forudsige, hvordan et sådant scenario samlet vil påvirke den overordnede balance og dermed selve TV 2s eksistensberettigelse. Man risikerer ultimativt helt at opløse TV 2-modellen. Den stærkeste bastion og sikreste garant for kontinuitet og for modellens overlevelse er TV 2 Nyhederne med dens forankring både i hovedstaden, men især også uden for voldene.

Når TV 2 har været i krise, har det været fordi, man har tabt balancen, og det har historisk vist sig katastrofalt. Det skete i 1999, da der gik for meget public service i den, og det kommercielle sigte gik fløjten. Det skete igen i 2006-07 med den fejlslagne strategi om at være meget mere kommerciel. Vægten tippede væk fra de langsigtede, samfundsmæssige hensyn i public service-forpligtelserne og fra en klar folkelig fornemmelse i programudbuddet, som der endda var penge i.

Det har ikke bare kostet økonomien, hvor TV 2 gik fra at have en halv mia. kr. i kassen til at mangle snart én mia. Differencen er 1,5 mia. kr. på et par år. Det bevirkede også, at med øjnene stift rettet på de hurtige, men relativt små penge, der lå og fristede på jorden mistede man blikket for selve TV 2-brandets bærende kraft – hovedkanalen. Balancen gik tabt, og der kæmpes stadig for at genfinde den. Én af konsekvenserne var, at det blev sværere at se en klar forskel på TV 2 og de øvrige tv-stationer på markedet.

Det har i de seneste par år kostet betydelige seerandele, og det gør det fortsat i et tempo, så målsætningen ikke er at genvinde det tabte eller at stoppe det igangværende fald. Målsætningen er udelukkende at begrænse faldet.

Kuren er sat i værk, og den er baseret på, at TV 2 tager et skridt eller to mere ind mod de kommercielle konkurrenter. Det er en naturlig forlængelse af strategien fra 2006, da DR blev afskrevet som værende nogen konkurrent overhovedet, og det er en naturlig konsekvens af, at det kraftige sharefald efter TV 2s opfattelse udelukkende skyldes de kommercielle konkurrenternes programmæssige oprustninger.

Kuren er også dristig, for den omfatter velkendte, men lidt trætte TV 2-succes’er kombineret med, at TV 2 i stigende grad bevæger sig ind i et genreområde, som TV 2s kommercielle konkurrenter hidtil dygtigt har haft ejerskab på. Endnu vides ikke, hvor langt TV 2 vil gå inden for disse genrer, men et godt bud er, at der vil blive kigget på genrer som især dating, freak- og ekstrem-tv samt programmer med over- eller undertoner af sex.

Genrerne har TV 2 aldrig tidligere turdet røre ved af frygt for konsekvenserne for brandet og værdierne, og for at man skaber eller manifesterer en ubalance i TV 2s positionering og raison d’être. Og giver man først afkald på raison d’être, risikerer man at give afkald på 20 års sikker succes.

Politiken sammenligner det usammenlignelige

Politikens linje vedrørende drift og ejerskab af public service-stationerne er velkendt, som Tøger Seidenfaden beskriver det i sit svar på min kritik af en leder bragt i avisen i sidste uge.

Men derved forsvarer Seidenfaden Politikens synspunkter, som slet ikke er essensen af den kritiserede leder. Lederens sigte var derimod ved sammenligning af de økonomiske kriser i henholdsvis DR og TV 2 at fremstille det som om, kulturminister Brian Mikkelsen med fuldt overlæg og på basis af politiske - og dermed usaglige - årsager forskelsbehandler DR og TV 2.

Før man kan konkludere, at der er tale om forskelsbehandling, er man nødt til med en vis rimelighed at kunne hævde, at DRs og TV 2s situation er sammenlignelige. Ellers er det meningsløst at tale om forskelsbehandling, for selvfølgelig behandler man to helt forskellige cases på helt forskellig vis. Og de to public service-virksomheders situation var og er fundamentalt forskellige, hvilket fjerner grundlaget for at kritisere, at de to institutioner forskelsbehandles.

. DRs økonomiske krise blev bygget op over flere år, hvor den gradvist forværredes, men uden at det på noget tidspunkt tilnærmelsesvist var livstruende for virksomheden.

TV 2s økonomiske krise er voldsomt akut og kræver naturligt en omgående og resolut handling, hvilket er væsensforskelligt fra DRs økonomiske krise, der blev bygget op over mange år - uden nogen alvorlig debat, før det var for sent - og som nok kulminerede med en massiv presseomtale, men som aldrig var så alvorlig, at det truede DR på eksistensen.

Derimod er TV 2 livstruet, og havde man ladet stå til, var TV 2 strøget direkte ud i en konkurs, hvilket DR som nævnt ikke har været i nærheden af. Derfor er der brug for to helt forskellige former for handling. Det er elementært ejerskabsstrategi for en virksomhed og/eller institution. Det ville være idioti og inkompetence på højeste niveau, hvis man havde behandlet de to virksomheder ens.

Men havde TV 2s krise ikke været livstruende, ville der for alvor være noget at angribe regeringens hjælp for. For der må gælde den regel for statens virksomheder, at hvis man roder sig selv ud i enorme økonomiske problemer, må man selv sørge for at få rettet op på økonomien igen. Det kan ikke være skatteyderne, som tilbagevendende må til lommerne, fordi mere eller mindre kompetente direktioner og bestyrelser kan læne sig tilbage, velvidende at man bare kan komme rendende til ejeren for at tigge om flere penge. Vi har set, at hvad der ellers har været opfattet som stærkt kompetente erhvervsfolk i formandskaberne for DR og TV 2, har vist sig helt uegnede til at påtage sig disse opgaver.

TV 2 har fået et helt nødvendigt lån i en helt akut situation - men det bliver TV 2, som selv kommer til at skulle betale for den omfattende økonomiske oprydning. Jeg har i hvert fald ikke hørt hverken regering eller opposition foreslå, at seerne i dette tilfælde skal holdes skadesløse, som ellers var et bærende argument under DR-krisen. Og det er en kendsgerning, at TV 2 har fyret 205 medarbejdere og gennemlever en spareplan, der formentlig relativt set er voldsommere end den, DR har været igennem.

Politiken forsøgte i sin leder at fremstille det som om, der bag de forskellige handlinger ligger gustne politiske motiver, og for at sandsynliggøre det, bevæger man sig argumentationsmæssigt ud på tynd is ved at fremstille de to cases som sammenlignelige. Og derved begår lederskribenten et selvmål, idet denne manøvre sender selve lederens vinkling til jorden. Om der rent faktisk foreligger gustne, politiske motiver bag, skal jeg ikke kunne afgøre - og i hvert fald er Politikens argumentation helt utilstrækkelig til at belyse, at dette i givet fald skulle være tilfældet.

Konsekvensløse undersøgelser

Ifølge Berlingske Tidende offentliggøres på fredag den store undersøgelse om DRs skandalebyggeri i Ørestaden. Og det er jo fint nok. Men skal sådan en undersøgelse bruges til noget konkret, eller er det bare et betydningsløst stykke papir?

Man kan i hvert fald undre sig over, at den slags undersøgelser altid er behæftet med udtrykket "at få placeret et ansvar", men for den almindelige borger virker det helt og aldeles konsekvensløst, hvis bare man bliver enig om, hvem der bærer ansvaret - og så nichts weiter.

I Berlingske Tidende konstaterer den socialdemokratiske mediepolitiske ordfører, Mogens Jensen, fuldstændig korrekt, at "det er jo klart, at bestyrelsesansvar i sidste ende vil pege tilbage på Folketinget, ministeren og Kulturministeriet". Og så er det, at man næsten ikke kan holde spændingen ud i forventning om, at undersøgelsen udpeger lige præcis de personer, som vi altid har vidst bar ansvaret. Og det er de velkendte: Tidligere og nuværende regeringer, kulturministre, primært tidligere, ex-bestyrelsesformand Finn Aaberg, ex-generaldirektør Chr. S. Nissen samt de økonomifolk, der tog del i de helt gale regnestykker (der var to af slagsen). Så er der byggeprojektets tidligere leder Keld Boye Møller, som formentlig også får sin del af ansvaret.

Der er jo ikke tale om, at der kommer noget nyt og afgørende for dagens lys. Det ville i hvert fald være en stor overraskelse. Ellers så kender vi allerede navnene på dem, der bærer en større eller mindre skyld for balladen.

Men når man så har fået placeret både det operationelle og taktiske ansvar hos DRs daværende direktion og bestyrelse samt placeret det politiske ansvar hos Kulturministeriet ... hvad så?

Det lader i hvert fald ikke til, at hele skandalen omkring DR har bevirket, at man har draget nogen lære, som man senere har kunnet bruge til at undgå tilsvarende økonomiske fadæser, som den vi nu ser i TV 2, og som har potentiale til at overgå DR-skandalen. Nu må vi forvente, at der er tale om så store skandaler, at alle kræfter bliver sat ind på at sikre, at det aldrig sker igen. Så ville der da komme noget godt ud af en undersøgelse, der formentlig ikke ellers vil tjene andet formål end blot rent symbolsk at "placere et ansvar."

Som tidligere nævnt på denne blog må man håbe, at den forestående granskning af TV 2 rent faktisk ikke bare nøjes med at placere et ansvar, men måske endda overvejer en erstatningssag, hvilket ikke vil være urimeligt, hvis TV 2 som følge af denne sag og manglende adressering af de dødsensfarlige EU-udfordringer ender med at blive tvunget til at frasælge kommercielle aktiviteter.

Granskning må der til

Når man ser ex-formand Niels Boserup udtale sig efter længere tids flyverskjul, står det klart, at en granskning med et formål at kortlægge ansvaret for TV 2s forfærdelige situation er helt, helt nødvendig.

Ganske vist siger Niels Boserup til Business.dk, at han og bestyrelsen står ved sit ansvar - alligevel vedstår han sig på intet tidspunkt noget form for ansvar for TV 2s nuværende situation. Tværtimod siger han, at bestyrelsen kun gjorde alt muligt godt for TV 2. Se www.business.dk/article/20080612/medier/706120029

Helt galt går det da, når Boserup - vist nok i ramme alvor - foreslår at sælge TV 2 Sport for "mange, mange penge" for at dække hullet i kassen. Men det er formentlig det værste, man kan gøre, fordi man i forvejen har eroderet TV 2s brand ved at fjerne væsentlig sport fra hovedkanalen (sport er det eneste helt unikke en tv-station kan differentiere sig på). Og man lancerer vel ikke nye tv-kanaler og andre initiativer for bare at sælge dem få måneder efter - det vil da om noget desillusionere alle de mange mennesker, man har pisket rundt for at lave kanalen. Se Børsen www.borsen.dk/medier/nyhed/133833/

I forvejen har Viasat/MTG gjort et scoop ved at etablere et partnerskab med TV 2 om TV 2 Sport. Hvis man ender op med at sælge hele butikken til Viasat, står TV 2 tomhændet tilbage. Er det et udtryk for, at den tidligere bestyrelse har gjort et fremragende arbejde?

Skandalen, der ikke behøvede at være sket

Gennem de sidste 12-15 måneder har den økonomiske skandale på TV 2 grebet voldsomt om sig, og i sidste uge sprang den ud i fuldt flor, da bankerne smækkede kassen i. Desværre var TV 2s daværende bestyrelse nogen af de sidste, der fandt ud af, at kursen var sat mod afgrunden


Den verserende TV 2-skandale ruller for fuld styrke. Lige nu ser det ud til ikke at kunne blive meget værre, men vi har formentlig ikke set sagens fuldstændige omfang. Slutningen kan ende yderst dramatisk for TV 2, hvis EU-lovgivningen for alvor kommer på tværs, og i sidste ende ser vi en skandale i samme, tunge liga som Statens Konfektion og Combus.

Som skatteborger har man krav på, at systemet som minimum lærer af denne sag. Intet vil være mere meningsløst og uansvarligt, end hvis sagen får lov at passere, uden at fejlene og deres kilder identificeres og analyseres for at sikre, at det aldrig sker igen - hverken i TV 2 eller i nogen andre statslige virksomheder.

Én af de vigtigste læringer vi må gøre er at forstå, hvorfor i alverden TV 2s daværende bestyrelse dog på intet tidspunkt reagerede. Den var indsat som en såkaldt professionel bestyrelse (efter regeringens forskrifter), der på kompetent vis skulle være det kritiske filter, kontrolinstansen og stopklodsen. Man kan med rette kritisere den daværende TV 2-direktion hårdt for ulykkerne, men en bestyrelses fuldstændig centrale opgave er at give direktionen modspil og modstand.

I stedet tillod bestyrelsen, at TV 2 på mindre end to år udviklede sig fra at være en velkonsolideret virksomhed med en udvikling, som ganske vist ikke var hæsblæsende, men dog over gennemsnittet for den danske mediebranche på det tidspunkt, til at øge hastigheden dramatisk og uden at efterlade sig ét bremsespor at tordne ud over den økonomiske afgrund og efterlade et krater på flere hundrede millioner kroner, som bankerne ikke vil give lån til i dag.

Nu tegner der sig så et politisk flertal for en granskning af hele forløbet og af bestyrelsens rolle undervejs. Det vil forhåbentlig give os de rigtige svar på, hvem der var de største skurke, og hvem der eventuelt var heltene. En granskning vil forhåbentlig især give en dyb indsigt i, hvad i alverden der dog gik galt. Var bestyrelsen for eksempel så professionel, som det ellers hed sig – eller er kritikken mod dem så unfair og urimelig, som de selv hævder?

Det er eksempelvis skæbnesvangert, hvis ikke man kan forvente og stole på, at både i den tidligere og i den nuværende bestyrelse er forsynet med den fornødne kompetence til at forstå omfang og konsekvens af en statsejet public service-virksomheds handlinger i forhold til EU-retten. Forstår bestyrelsen ikke det, eller indser i det mindste egen manglende kompetence på området og indhenter nødvendig bistand ude fra, er det decideret ansvarsløst og hasarderet. Vi ved det ikke - men en granskning vil forhåbentlig blandt andet give os svar på, om bestyrelsen end ikke fattede de reelle udfordringer og trusler for TV 2 - herunder fra EU-lovgivningen.

For eksempel ser vi nu konturerne af, at TV 2s behov for statens hjælp til at finde de lån, som bankerne hidtil har sagt nej til at yde, kan indebære voldsomme konsekvenser for TV 2. Der er en risiko for, at hvis EU-systemet overhovedet vil godkende statens hjælp i form af statsgaranterede lån, kan det medføre, at TV 2 bliver tvunget til at koncentrere sig om sit helt oprindelige formål – public service-fjernsyn. I værste fald skal TV 2 skille sig af med kommercielle aktiviteter, hvilket vil bombe TV 2 tilbage til sluthalvfemserne før lanceringen af TV 2 Zulu. I så fald er det katastrofalt, at man ikke i tide fik privatiseret TV 2 - inden differencen på de likvide midler pludselig styrtede op over astronomiske 1 mia. kr.

Det er en bestyrelsespligt at inddrage den slags worst cases i dens arbejde og samlede vurdering af strategien. Man må som skatteborger minimum kræve og forvente, at bestyrelser foruden sine strategier og fremtidsprognoser også opererer med både worst cases og best cases. Først når man har det, har man overblikket over, hvad indsatsen i virkeligheden er. Og i dette tilfælde vil jeg næsten hellere håbe på, at bestyrelsen ikke havde idé skabt om worst case, end at de kendte worst case og spillede med den risiko, at TV 2 blev lagt i ruiner.

Ejerne har haft al mulig grund til at stole på, at man har lagt statens virksomhed i de bedste hænder, når man har hyret så højtplacerede erhvervsfolk. Det burde være ensbetydende med en betydelig grad af driftssikkerhed og dygtighed. Men kulturminister Brian Mikkelsen indså formentlig for sent, at driftssikkerheden ikke var til stede. Da han opdagede det, smed han dem på porten. Men da var skaden sket.

Som situationen nu har udviklet sig, er det svært at være kritisk nok i forhold til især bestyrelsen. Uanset hvad man måtte mene om Per Mikael Jensens tour de force gennem TV 2, kan man – sikkert inklusive ham selv – mene, at han skulle have haft en seriøst arbejdende bestyrelse, der udfyldte sin rolle som nødvendigt modspil, et bolværk og som bagstopper i stedet for at være besmittet af en umoden næsegrus beundring for en stærk og karismatisk topchef, de selv havde ansat. Det er ikke et modspil, nogen kan bruge til noget.

Per Mikael Jensen gjorde i hovedtræk det, han var ansat til – at sætte turbo på TV 2s vækst og udvikling. Det medførte en række fejl og problemer, som den daværende direktion i dag delvist erkender. For eksempel var budgetteringen af en 12 procents vækst i tv-reklameindtægterne helt urealistisk, hvilket måtte have stået klart for både direktion og bestyrelse allerede i marts 2007, da årsaftalerne lukkes. Med årsaftalerne er 80-90 procent af årets reklamekroner allokeret, og når en så stor del af årets penge mere eller mindre er på plads på dette tidspunkt, er det svært at se bort fra det som en meget stærk indikation på hele årets forløb.

På det tidspunkt må man med andre ord kunne se, at man ikke er i nærheden af de 12 pct., men måske så den daværende direktion så optimistisk på sin egen situation, at man fuldt og fast troede på sine egne budgetter, og at man kunne indhente det tabte hen over året. I en sådan situation må man som skatteborger stole på, at den etablerede kontrolfunktion – bestyrelsen – forholder sig kritisk til en direktion, der på det tidspunkt formentlig følte, at alt kunne lade sig gøre.

Situationen svarer til, at man i sit husholdningsbudget indlægger en forventning om en indtægt fra en lottogevinst. I forventningen om lottogevinsten har man skruet sine udgifter i vejret. Da så lottogevinsten alligevel ikke dukker op, skærer man først for sent i opskruede udgifter, og når man så gør det, bliver der skåret alt for lidt. Og inden man får set sig om, står man med massive udgiftsmæssige forpligtelser, der rækker år ud i tiden, uden at der er tilnærmelsesvis indtjeningsmæssig dækning for et udgiftsniveau af den størrelse. Det er svært at forestille sig, at det ville kunne forekomme i en børsnoteret virksomhed. Og derfor er det helt afgørende at få svar på, hvilke systemfejl der er tale om, og hvordan de bliver fixet - hellere i dag end i morgen.

Lige nu pågår der en undersøgelse af det fejlslagne DR-byggeri, og måske kommer der en tilsvarende granskning af TV 2-skandalen. Som skatteborger må man kræve mere end blot at få placeret et ansvar. Man skal lære af det og garantere skatteborgerne, at man får kigget systemerne efter i sømmene for at forhindre noget tilsvarende igen.

Det er nærliggende at mene, at det primært er bestyrelsesleddet, som har en sygdom, men måske er det også en fejl, at ejerne - staten og den ansvarlige minister - er så bange for at give sin mening til kende af angst for, at det af de politiske modstandere skal blive brugt som beskyldninger om politisk indblanding. I stedet får vi dødsensfarlig berøringsangst, som måske har medvirket til at bringe TV 2 helt i knæ. Havde TV 2s bestyrelse på løbende basis skullet stå officielt til ansvar for ejerne, havde vi ikke stået i en situation, hvor hundredevis af menneskers job er på spil.

Uanset hvad risikerer begge sager at gå ind i historiebøgerne som vaskeægte skandaler, og derfor er slagsmålet om at undgå at blive udråbt som slyngler i også allerede i gang.

Stil krav til mediestøtten

Hele mediestøttesystemet er netop nu ved at blive kigget efter i sømmene. Det medfører forhåbentlig større indre logik og et opgør med hidtidig praksis, så man fremover uddeler støtte på basis af kvaliteten af indholdet – i stedet for som nu, hvor støtten er afhængig af, om man udkommer på den "rette" platform


Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.

I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.

Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.

Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.

Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.

Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.

Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.

Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.

Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.

Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.

Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.

Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.

Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.

Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.

Khader - en løgner?

Er Naser Khader en løgner? Er han en gemen løgner, en storløgner, kommer han med hvide løgne, eller husker han bare forkert?

Det er jo ikke helt ligegyldigt, hvor på skalaen Naser Khader som ny partileder og hvem véd - måske også statsministerkandidat - måtte befinde sig, hvis det viser sig, at hans forklaring om, hvor og hvornår han så billederne af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklæde ikke holder vand.

Men der er bare ét eller andet ved den historie, der får min shit-detector til at bevæge sig, når jeg ser TV 2 NYHEDERNE hurtigt opfulgt af andre medier ifærd med at begå karaktermord på Khader. Journalistisk set er historien simpelthen noget makværk. Der er sprunget let og elegant over en lang række muligheder, som ikke oplyses i indslaget - og samtidig tillægges Khader motiver, som historien ikke på nogen måde dokumenterer.

Historien fejler ikke noget i sig selv. Det er da en kanonhistorie, hvis hele udgangspunktet er rigtigt, og det viser sig, at konklusionerne var korrekte. Men hvis man anskuer indslaget udfra en kritisk journalistisk vinkel, rejser der sig en hel del flere spørgsmål, end der gives svar på. Og det er én af de sikre indikationer på journalistisk makværk.

Det er en skærpende omstændighed, at man modigt trækker én af sine egne medarbejdere frem for at afsige én af de allerhårdeste domme, som Kaare R. Skou gjorde over Khader: Det var en Stoltenberg. I politik er det nærmest som at begå harakiri. Man har for åbent tæppe begået selvmord på sin egen troværdighed. Svend Auken, som leverede en originale Stoltenberg, tabte på denne måde endegyldigt sine muligheder for at blive statsminister.

TV 2 var så selvsikre i indslaget, at man anså det for unødvendigt at bruge en ekstern kilde til at afsige den nærmest ultimative dom over en politiker. Det er dog stadig normalt at bruge eksterne kilder - de opfattes trods alt fortsat som de mest troværdige. Og havde man anvendt en ekstern kilde, ville denne kilde formentlig have taget de nødvendige forbehold. En ekstern kilde ville ikke have noget i klemme, hvorimod det er utænkeligt, at Kaare R. Skou som kollega til indslagets ophavsmand ville begynde at tage forbehold for eventuelle fejl og mangler i indslaget.

Og der var masser af fejlkilder, som efterfølgende kan vise sig at være afgørende for, at historien ikke holder vand. Om disse potentielle fejlkilder er afprøvet og udelukket, fremgår ikke af indslaget, for det udelukkes ikke med usvigelig sikkerhed, at

* Khader har zappet rundt på et fjernsyn andre steder end på sit hotelværelse
* Eller overværet andre zappe - på en bar, for eksempel, eller et andet sted han måtte have befundet sig

Det fremgik heller ikke af indslaget, om Khader måske huskede forkert og i stedet havde set indslaget på nettet. Eller at han måske endog kun har set still-billeder af Elsebeth Gerner Nielsen iført tørklædet og har haft en erindringsforskydelse, som vi kender det fra den berømte Matador-scene, hvor seerne mener at have set overlæreren stå på Fru Møghes altan. Måske Elsebeth Gerner Nielsens tørklædestunt til ære for pressen gjort et så stærkt indtryk på Khader, at det fremstår lyslevende for ham.

Det berettiger ham ikke til hverken med vilje eller utilsigtet at sige, at han har set Elsebeth Gerner Nielsen på en arabisk tv-kanal. Men gør det ham til den værste af alle løgnere - på niveau med en Stoltenberg-løgn?

TV 2 tvivler i hvert fald ikke, men glemmer, overser eller ignorerer en ret afgørende pointe for hele historien: Naser Khader sad i USA og fik kendskab til tørklædestuntet. Det véd vi med sikkerhed, fordi han sendte en mail til folketingsgruppen. Vi er altså ikke ude i, om Khader i værste fald lyver om sin begrundelse for at danne Ny Alliance. Det ændrer dette intet ved. Det handler udelukkende om, på hvilken måde Khader fik kendskab til tørklædestuntet på. Var det på en arabisk tv-kanal på hotellet, var det via en tv-kanal et andet sted, eller var det på en helt tredje måde. Det er ikke det afgørende. Det afgørende er, om hans begrundelse for at bryde med de Radikale er sand eller ej, og det er TV 2 ikke i nærheden af at kunne modbevise.

TV 2's dokumentation begrænser sig helt og holdent til, om Khader fik sit kendskab på den ene eller den anden måde. Måske er forklaringen den simple, at Khader husker forkert. Det kan man dårligt bebrejde ham, for det er kun mediefolk, der kan finde det yderst vigtigt, om det skete via et fjernsynsapparat, via et indslag på internettet eller via én af avisernes hjemmesider med et billede af Elsebeth Gerner Nielsen. Men andre debattører kan måske forklare mig, hvorfor det bliver afgørende, om Khader skulle have set det på den ene eller anden måde. Personligt kan jeg forestille mig, at Khader eller en anden politiker ville vurdere netop den detalje stort set lige så vigtig som var det en grøn eller en rød bil, der lige overhalede mig.

Børsnotér TV 2 og forær aktierne til danskerne

Kapitalfonde er ikke regeringens kop te, og det får nu direkte konsekvenser ved privatiseringen af DONG, hvor kapitalfondene er bandlyst som ejere. DONG skal være folkeaktie – det var måske mindst lige så oplagt at gøre det samme med TV 2

Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.

Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.

Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.

Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.

Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.

Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.

Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.

Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.

TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.

Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.

Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.

Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.


Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007