Viser opslag med etiketten finanskrise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten finanskrise. Vis alle opslag

søndag den 15. marts 2009

Danske medier i ly for finanskrise - morgendagens vindere udskiller sig nu

Selvom udsigterne for mediebranchen virker ganske dystre, er overvejende dele af branchen faktisk begunstiget af at have ejerforhold og kapitalstrukturer, som sikrer, at de er herrer i eget hus, og dermed kan komme langt mere stabilt og fremtidsrettet igennem krisen

Det ser knaldsort ud for mediebranchen lige nu.

Efter sigende står årsaftalerne til en halvering. Det vil være den vel nok værste nedtur nogensinde. 2009 bliver et rædselsfuldt år. Og desværre risikerer vi at skulle igennem 2010 og 2011, før det bliver bedre. Der tegner sig i hvert fald to-tre års miserable driftsresultater.

Når erkendelsen af tingenes tilstand er fordøjet, bliver det interessant at se fremad og vurdere resultaterne af det udskillelsesløb, som en økonomisk krise også er.

Virksomhederne i den danske mediebranche har to hovedgrupperinger - én med ejerforhold eller kapitalstrukturer, som gør, at de stort set uafhængigt af omverdenen kan drive forretningerne rent strategisk ud fra egne beslutninger. Det er de fonds- og familieejede virksomheder, og dem der er stærkt velkonsoliderede.

Den anden har uafklarede eller usikre ejerforhold, gældsatte eller uden penge. De kan ikke egenhændigt beslutte egen strategi og følgelig heller ikke ud fra ren egeninteresse positionere sig i markedet på den måde, så man står bedst mulig, når konjunkturerne igen vender.

Man er som fonds- eller familieejet virksomhed heller ikke presset af faldende aktiekurser eller kortsigtede aktionærinteresser i form af utidig frasalg mv. Den situation giver et forspring i forhold til andre.

Der er faktisk kun få, som befinder sig i den udsatte kategori, - Berlingske Media og TV 2 som de mest iøjnefaldende. Begge skiller sig ud ved at være under langt større pres end resten af branchen. Begge er svækket af et svagt ejerskab og af at være uden kapitalstyrke.

Berlingske lider nu under sin ejers filosofi om at finansiere virksomhedens vækst ved gældsætning. Det er nemt at være bagklog, for i dag kan enhver se, at så voldsom gældssætning var alt andet end fornuftigt, og man derved deponerede sin handlekraft hos lunefulde finansielle institutioner.

I dag betaler Berlingske en høj pris, fordi bankerne reelt sætter dagsordenen for Mecoms strategi ved at diktere frasalg, og at det skal ske nu. Mecom måtte for nylig sælge hele sin tyske division, og senest røg en stribe norske aviser - ikke fordi det var strategisk klogt, men alene for at Mecom kunne nedbringe gæld. Og det er næppe at overdrive, hvis man påstår, at Berlingske-koncernen ikke har den handlefrihed, man er brug for.

Det er ikke meget bedre for TV 2, der som kommerciel tv-virksomhed har det svært under statsligt ejerskab. Samtidig har har TV 2 på grund af fortidssynder akut og selvforskyldt pengenød og skal nu omkring EU for at få godkendt sine forretningsplaner. Man må acceptere, at på grund af ejerskab og svag kapitalkraft, ligger centrale dele af beslutningerne om virksomhedens fremtid og strategi hos interessenter med andre agendaer end virksomhedens ve og vel.

Det er lige her, vandene skiller. Det er her, rammerne sættes for fremtiden vindere og tabere. Berlingske og TV 2 har foruden egne direktioner og bestyrelser også skygge-kaptajner ombord, og de kræver indflydelse. Det indbefatter en betydelig risiko for, at der ikke bliver truffet præcis de strategiske valg, som er de rigtigste i forhold til den langsigtede konkurrencesituation. TV 2 blev ikke privatiseret i tide, og Montgomery har ofret sin selvstændighed for vækst.

Berlingskes hovedkonkurrent - JP/Politikens Hus - er nok også ramt på driften af konjunkturerne, men virksomheden befinder sig en fundamentalt anderledes situation, der rigtigt udnyttet vil give varige konkurrencefordele. De seneste år har kostet på egenkapitalen, men soliditeten er stadig høj, og man er helt fri for at skulle styre på ordre fra udefrakommende kræfter. JP/Politikens Hus har som fondsejet virksomhed, der ovenikøbet er velkonsolideret, rammerne til at tænke visionært og langsigtet. Alt vil afhænge af, om man har evner og vilje.

Den samme situation gælder i store træk for en række andre danske medievirksomheder - Aller, Egmont, Bonnier, MTG/Viasat, SBS, Benjamin, A-Pressen m.fl.

Bonnier og Aller er familiekontrollerede og velkonsoliderede. Benjamin er snart fuldgyldigt medlem af Bonnier-familien, Egmont er fondsejet og har som Bonnier og Aller solide økonomiske muskler til at tage selv en hård lavkonjunktur.

TV3-ejerne MTG/Viasat er også beskyttet af at være kontrolleret af den ualmindelig tålmodige Kinnevik-koncern, og som snarere vil understøtte udvikling end afvikling under krisen.

Tålmodigheden i koncernen viser sig også i relation til det Kinnevik-kontrollerede Metro International, som på trods af, at det aldrig har tegnet til at blive nogen god forretning, og at pengekassen igen er løbet tør, får garanti fra ejeren for den planlagte aktieemission.

Kinnevik har vist sig som så stærke ejere, at man på trods af selskabernes børsnotering ikke lader sig styre af kortsigtede aktionærinteresser.

A-Pressen, der med fagbevægelsen i ryggen, kan også nyde godt af særdeles tålmodige ejere, som nok træffer nødvendige beslutninger om urentable forretninger, men næppe vil bidrage til ledigheden ved at lukke virksomheder, bare fordi krisen kradser i et par år eller tre.

Og så er der DR, der omsider har fået styr på sin økonomi, og som i kraft af sine sikre licensindtægter er stort set urørlig af krisen. Man kan koncentrere sig om at vinde den lange kamp, uden at virksomhedens indtægter anfægtes.

De kommende år vil vise, hvilke virksomheder der ser krisen som en trussel, og som på trods af stabilt ejerskab og god soliditet, alligevel vakler, bliver defensive og bygger læhegn.

Den anden gruppe - dem der ser krisen som en helt unik chance - bygger vindmøller på ryggen af ejerskab og pengene, og det er blandt de virksomheder, vi skal finde morgendagens vindere. Men alt vil afhænge af mod, handlekraft og tålmodighed hos direktioner og bestyrelser. Dommen kan vi fælde om 4-5 år.

onsdag den 7. januar 2009

Intet vil mere være det samme for finanssektoren

Troværdighed. Pålidelighed. Driftssikkerhed. Det er nogle af de helt centrale kerneværdier, som har aflejret sig hos mig efter de seneste års massive brandingkampagner fra diverse selskaber i finanssektoren. Og de værdier har sat sig dybt i mig og i alle de mange mennesker, som har ageret modtagere af budskaberne.

Scene 2: Det forlyder nu efter den voldsomste finansielle krise nogensinde, at erhvervslivet stræber efter et opgør med den finansielle sektor, så man endegyldigt frigør sig fra afhængigheden af den og af bankerne. Man vil ikke længere have samarbejdspartnere, som forsøger at overvælte sine akutte problemer til kunderne i form af opsagte lån eller pludseligt øgede krav om sikkerhed - eller helt basalt fra den ene måned til den anden: Massiv lånevillighed til en hermetisk og totalt lukket udlånskasse. Og samtidig har den globale finanssektors hasarderede forretningsstrategier bragt det meste af verden på randen af kollaps.

Hvis befolkningerne og erhvervslivet nogensinde tilgiver finanssektorerne dét, så vil der gå meget, meget lang tid. Og i en frisk undersøgelse i USA viser det sig, at amerikanerne ikke længere stoler på deres finansielle rådgivere.

Det er nok også de færreste, der gør det i Danmark, når så mange er blevet lokket til at belåne boligens friværdi for at sætte pengene ind på pensionsopsparinger, som bankerne tjente penge på eller har fået de allermest absurde købsanbefalinger på aktier indtil få dage og uger, inden helvede brød løs i september. Vi regnede jo med, at finansdrengene og -pigerne havde en hel del mere indsigt i markederne end os almindeligt dødelige. Og er aktierådene fulgt - endda måske for lånte penge - står bankerne jo da selvfølgelig klar til straks at opsige lånene, fordi sikkerheden jo er forsvundet.

Og hvorfor er det så gået så galt? Jeg skal nok afstå fra at kloge mig på finansielle virksomheders strategier og klogskaben bag dem, men når det går så rygende galt i forhold til anseelse og omdømme, er det fordi, vi er blevet bildt noget fuldstændig andet ind - troværdighed, pålidelighed og driftssikkerhed. De betydningsfulde ord, som finanssektoren ønskede at omgærde sig med, var tomme, og branchen har vist sig helt ude af stand til at leve op til det.

Det er forventningsdannelse på grønspætteniveau. Finansdirektørerne har nydt at give den som betydningsfulde og uundværlige figurer i hele den økonomiske samfundsstruktur - samtidig med at de bag ryggen på kunderne - de private og erhvervslivet - har scoret tocifrede millionbeløb i personlig vinding. Og det har ikke engang været værst i Danmark.

Egentlig kan man sige, at der jo ikke er noget galt med at maksimere sin profit og med at tage de aktieoptioner, som letsindige bestyrelser har hældt i halsen på direktørerne. Det gælder for så mange brancher. Det går kun så galt, fordi vi er blevet bildt ind i voldsomt selvpromoverende kampagner, at finansvirksomheder er bundsolide, tillidsfulde og til at stole på. Det gjaldt bare ikke, da det kom til stykket. Og nu truer den totale strategiske kovending i branchen med at lukke stribevis af sunde og hæderlige virksomheder.

Det vil næppe blive glemt. Finanssektorens særlige agtelse er en saga blott. Omdømmet er mere end blot ridset, - det er tæt på totalskadet, hvilket også vil kunne mærkes på rekrutteringen i årene, der kommer, for det er hellere ikke længere så respektabelt at arbejde i en bank.


torsdag den 25. december 2008

Den herskende grådighed skal civiliseres

Et nyt år skal tage sin begyndelse - og det er ikke et hvilket som helst år.

I bedste fald står vi over for et egentligt paradigmeskifte, hvor nogle drivende psykologiske mekanismer i markedet vil forandre sig fundamentalt, så uhæmmet, dyrisk grådighed vil blive afløst af en noget mere afdæmpet, ansvarlig og etisk grådighed. For grådighed kan ikke undværes i vort samfund - grådighed er dybest set, hvad der får os ud af sengen om morgenen.

Men grådighed i den form, vi har kendt den i efterhånden ret mange år har været et udtryk for forfald, som nu viser sig i full scale. Alting ramler.

Men jeg tror, at den sunde fornuft tager over, når vi over de kommende måneder har gennemgået en hård og smertefuld renselsesproces, og hvor vi kommer ud på den anden side med en alvorlig reminder om, at træerne rent faktisk ikke voksede ind i himlen.

Den sunde fornuft vil igen komme til ære og værdighed. Den vil få en renæssance efter at have været forvist til skammekrogen i lang tid, og de fleste mennesker føler sikkert allerede nu en gryende glæde og en vis forventning over det nye, det forfriskende, der vil afløse meget af det fantasteri, vi er blevet udsat for gennem det meste af et årti.

"Kan det mon passe?". Et simpelt spørgsmål, som egentlig er børnelærdom. Min svigerfar lærte på et tidligt tidspunkt sine børn at stille det som et redskab til et helt grundlæggende realitetstjek af regnestykkerne til matematiktimen dagen efter. I bund og grund er det et stærkt fornuftsbetonet spørgsmål, som har haft for lidt tyngde, når højtflyvende direktører, bindegale ejendomsinvestorer og en masse andre mennesker - inklusive desværre en hel del boligejere - har taget økonomiske beslutninger med omfattende konsekvenser.

I IT Factory-sagen har nogen - heriblandt journalister - forsøgt at stille dette spørgsmål, fordi virksomhedens økonomiske resultater i bund og grund virkede groteske, men de spørgende er blevet afvist og indimellem hånet, truet, affærdiget eller nedgjort af Bagger, Jensby, IT Factorys håndlangere, altimens dem der har ansvaret for økonomi, regnskaber osv. har lukket øjnene og holdt sig for ørerne.

I beruselsen omkring dette firma lykkedes det blandt andet bankerne at overbevise Finn Nørbygaard om, at hans formue i IT Factory-aktier på flere hundrede millioner kroner da slet ikke var nok. Nej, Nørbygaard burde sandelig låne nogle af bankens penge, så han kunne købe aktier i det frie marked - med sikkerhed i hans ejerskab i IT Factory. Men IT Factory viste sig at være nul kroner værd samtidig med, at aktiemarkedet taber omtrent 60 procent. Så er Nørbygaards tab med ét fordoblet - på baggrund af bankens rådgivning om økonomiske forhold. Det er dét der med at gøre det, man er bedst til. Hvis de er bedst til det, tør jeg ikke tænke på, hvor ringe de er til det, de er dårligst til.

Faktisk er dette råd - og tilsvarende råd om belåning af boligejeres friværdi, så man kan sætte de lånte penge i aktiebaserede pensionsopsparinger - noget nær det dårligste råd, der nogensinde er givet. Og de råd er blevet givet vidt og bredt, så de milliarder af kroner, der er frigivet fra den fiktive friværdi og sat i aktier har drevet aktiemarkederne op i et kunstigt højt niveau. Og til sidst eksploderede boblen.

Vi har over de seneste år hørt masser af journalister og eksperter udtrykke skepsis over for de fantasterier, vi igen og igen har skullet vidne. Men kun de færreste kritiske røster har medført en opbremsning eller et stop for vidtløftige planer. I stedet er der buldret frem over banen på første klasse.

Tag bare islændingenes økonomiske kamikaze-togt rundt om i Europa. De købte med arme og ben med penge, hvis oprindelse vel kun de færreste nogensinde har forstået, og opkøbene skete til totalt opskruede priser. D'Angleterre-gruppen blev købt for et beløb, der var 2-3 gange højere end den fair pris, men i en tid hvor der ikke stilles spørgsmål om, hvad der mon kan passe, bliver den slags betragtninger affærdiget med, at markedsprisen er dén pris, som en køber og en sælger kan blive enige om at handle en vare for. Det er en absurd påstand.

Islændingenes projekt Nyhedsavisen kostede omkring 1 mia. kr., og der var reelt ikke på noget tidspunkt nogen realistisk chance for, at den investerede kapital ville kunne tjenes hjem igen. Men i den ekstreme grådigheds årti var der simpelthen nogen, som sad med lommeregnere, der fungerede på anden måde end lommeregnere normalt fungerer på.

Finanssektoren bredt set har et kæmpeansvar for den økonomiske situation nu, og ejendomsmæglerne, der udgør et hjørne af den finansielle sektor, har ikke bidraget positivt til det samlede billede. For eksempel valgte de omkring 2006-2007, da boligmarkedet vendte efter en fordobling af flex-renten at råde boligsælgerne til at holde priserne på deres huse med den begrundelse, at den efterspurgte prisnedsættelse ville kunne finansiere to boliger i mange måneder.

Men boliger handles på den månedlige nettohusleje, så en fordobling af flexrenten burde alt andet lige have halveret handelspriserne for at holde den månedlige husleje på et uændret niveau. Derfor var handelspriserne uigenkaldeligt på vej ned, og derfor var rådet til boligsælgerne om at fastholde prisen naturligvis også en katastrofe - for resultatet var, at boligsælgerne ikke bare kunne nøjes med at pille et par hundrede tusinde kroner af prisen her og nu. Mange ventede og har i stedet måtte tage prisnedsættelser på hele og halve millioner kroner - samtidig med at de har haft dobbelt husleje i en lang periode.

I dag hælder ejendomsmæglerne salt i såret ved at hævde, at boligejerne er alt for træge til at acceptere, at priserne skal sættes dramatisk ned. Sagen er, at da markedet vendte, og det virkelig gjaldt, var rådet fra de professionelle - primært mæglerne - decideret forkert og med sønderlemmende konsekvenser. Og det blokerede for en mere jævn og blød landing på boligmarkedet.

Samfundet kan ikke undvære grådigheden, men den form, som grådighed har haft, skal afløses af en mere civiliseret slags. Det vil forhåbentlig ske i de kommende år, og så vil vi stå med et fundamentalt sundere samfund - økonomisk og menneskeligt - end vi har i dag.