Hykleriet om tonen i debatten

Politiken har med sit ellers så høje intellektuelle formidlingsniveau selv bidraget til en markant forringelse af den offentlige debat, selvom man hårdt har kritiseret andre for netop dét. Kan det være, at Politiken en dag vil arbejde for at forbedre sin egen debattone?


Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.

Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.

Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.

Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.

Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.

Sådan er det ikke længere.

Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.

Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.

Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.

Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.

Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.

Nogle eksempler:

- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere

- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme

- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld

- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser

- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror

Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.

Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.

Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.

Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?

Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.

Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå

Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.

Hvad med Politikens journalister?

Tøger Seidenfadens knæfald for ytringsfriheden er ikke gået stille for sig.

Seidenfaden går tit i opposition og ofte med voldsomme og diskutable metoder. Men med undskyldningen for Muhammed-tegningerne har han med sine grænseoverskridende dispositioner fået den hidtil kraftigste reaktion fra alle med nogen betydning i det danske samfund. Aldrig tidligere har så mange på tværs af politiske skel, arbejdsgivere og lønmodtagere i pressen vendt sig så definitivt imod en handling som denne gang.

Men der er én betydende gruppe, vi endnu ikke har hørt fra, og som undervejs i Seidenfadens mange eskapader og udfordringer af almindelig anstændighed har forholdt sig tavse - Politikens journalister.

Der er hen ad vejen journalister, som i stilhed har forladt avisen i protest mod, at avisen ikke længere råder over normale, journalistiske uafhængighedsprincipper, men er blevet en interesseorganisation, en politisk bevægelse. Det er sket med henvisning til, at det efterhånden er umuligt at bedrive journalistik på avisen, når man hele tiden skal tage subjektive hensyn til forskellige aktivistiske tiltag og holdninger.

Men der er stadig rigtig mange, som stadig arbejder på Politiken, og som må kigge ud af vinduerne og føle sig ubehageligt isoleret, når alle af betydning råber og skriger efter deres chef.

Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.

Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.

De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.

Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.

Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.

Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.

Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?

Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?

Hvem er egentlig de onde og hvem er de gode?

Indimellem skal man godt nok holde tungen lige i munden, når man som journalist vinkler sin konflikthistorie, hvor nogen skal være skurken og andre helten. Det har efter min mening knebet lidt i en verserende sag mellem Føtex og så børnetøjsmærket Ticket to Heaven.
Jeg er bange for, at vinklen i de to historier, som har været bragt om denne konflikt på henholdsvis Politikens (Tøjfirma raser over Føtex' parallelimport) og Berlingskes (Føtex havnet i etisk strid) websites har taget sit udspring i nogle automatreaktioner, som alt for ofte præger journalistisk arbejde og den måde, der vinkles på: Biler er noget skidt, det er pr. definition synd for enhver minoritet, en lejer er forurettet, en udlejer, den der udøver forurettetheden, den store er ond, den lille den gode og undertrykte.
Det er præcis den skabelon, at historierne på henholdsvis www.business.dk og www.politiken.dk. Føtex får sig en grundig afvasker af begge medier - ikke fordi de fortjener det, for det gør de sådan set ikke, måske tværtimod, men fordi de er de store, og fordi modparten er den lille. Og så er rollefordelingen sådan set ikke til at rykke ved. Føtex=stor=skurk - Ticket to heaven=lille=offer.
Dette er historien: Føtex gør det, som de er allerbedst til. De stormer verden rundt for at finde gode, attraktive tilbud, som kan trække kunder ind i butikken. Indimellem lykkes det for Føtex - naturligvis på fuldt legitim vis - at gafle et parti varer, som de kan sælge til en stærkt favorabel pris set i forhold til den pris i Danmark, som ligger langt over. Med andre ord - de danske forbrugere er ofte udset til at skulle betale en højere pris for den selvsamme vare, som eksempelvis spanierne skal betale. Det var ellers netop for at komme den slags urimelige prisforskelle til livs, at man skabte det indre marked med den frie bevægelighed af varer. Konkurrencen skulle i højsædet, fordi det til syvende og sidst er til gavn for forbrugerne, fordi det tvinger til stadig mere effektiv produktion samtidig med, at en stærk konkurrence lægger et loft på, hvor ublu fortjenester producenterne skal score.
Ticket to Heavens direktør, Hans Peter Høegh Larsen, tror, at det er uetisk, når nogen ved hjælp af udnyttelse af helt legitime handelsveje sikrer, at de danske forbrugere alligevel kan få børnejakker eller flyverdragter fra dette firma uden at skulle betale langt mere end for eksempel de spanske forbrugere. Høegh Larsen har endda succes med at få Business.dk til at skrive, at Føtex er uetiske.
Høegh Larsen jamrer over alle de problemer, som Føtex' parallelimport har påført ham uden tilsyneladende at skænke det en tanke, at det er spillets regler, det er vilkår, at konkurrencen fungerer, og at han udsætter sig selv for disse vanskeligheder, når han vælger at prissætte sine varer uhyrligt meget højere i Danmark end i andre lande.
Man fornemmer tydeligt den gode direktørs harme, så mit gæt er, at han turnerer rundt til forskellige medier for at sværte Føtex til. Men jeg savner, at medierne stiller ham modkritiske spørgsmål og beder ham om at forklare, hvad det er omkring spillereglerne, han ikke forstår.
Og medierne overser efter min opfattelse også - hvis man endelig skal tale om den lille mod den store - at Føtex i dette tilfælde er på forbrugernes side, imod de fæle kapitalister som skamløst prissætter deres produkter så meget højere over for de danske forbrugere, at det kan betale sig for Føtex at støve et parti jakker op helt nede i Spanien, få dem fragtet til Danmark og stadig sælge dem langt, langt billigere, end hvad Ticket to Heaven angiveligt dikterer sine etablerede forhandlere i Danmark at sælge til - hvilket i øvrigt er tindrende ulovligt.
I stedet for at blive hængt ud burde Føtex nærmest have en forbrugerpris for at gøre alt det arbejde, så kunderne kan købe disse jakker til mere attraktive og realistiske priser. Det gavner især de mindst bemidlede. At der på nogen måde skulle være tale om etik eller mangel samme har faktuelt intet på sig. Det er ikke uetisk at være købmand - heller ikke når man parallelimporterer. Det er et normalt værktøj.
Så hvis man rent journalistisk overhovedet skal lade sig styre af dogmet om, at det altid er den store, som er skurk, mens den lille altid er offer eller helt, så kunne det nok i denne sag være relevant at se på forbrugeren som offeret for skurken - Ticket to Heaven.

Politiken sammenligner det usammenlignelige

Politikens linje vedrørende drift og ejerskab af public service-stationerne er velkendt, som Tøger Seidenfaden beskriver det i sit svar på min kritik af en leder bragt i avisen i sidste uge.

Men derved forsvarer Seidenfaden Politikens synspunkter, som slet ikke er essensen af den kritiserede leder. Lederens sigte var derimod ved sammenligning af de økonomiske kriser i henholdsvis DR og TV 2 at fremstille det som om, kulturminister Brian Mikkelsen med fuldt overlæg og på basis af politiske - og dermed usaglige - årsager forskelsbehandler DR og TV 2.

Før man kan konkludere, at der er tale om forskelsbehandling, er man nødt til med en vis rimelighed at kunne hævde, at DRs og TV 2s situation er sammenlignelige. Ellers er det meningsløst at tale om forskelsbehandling, for selvfølgelig behandler man to helt forskellige cases på helt forskellig vis. Og de to public service-virksomheders situation var og er fundamentalt forskellige, hvilket fjerner grundlaget for at kritisere, at de to institutioner forskelsbehandles.

. DRs økonomiske krise blev bygget op over flere år, hvor den gradvist forværredes, men uden at det på noget tidspunkt tilnærmelsesvist var livstruende for virksomheden.

TV 2s økonomiske krise er voldsomt akut og kræver naturligt en omgående og resolut handling, hvilket er væsensforskelligt fra DRs økonomiske krise, der blev bygget op over mange år - uden nogen alvorlig debat, før det var for sent - og som nok kulminerede med en massiv presseomtale, men som aldrig var så alvorlig, at det truede DR på eksistensen.

Derimod er TV 2 livstruet, og havde man ladet stå til, var TV 2 strøget direkte ud i en konkurs, hvilket DR som nævnt ikke har været i nærheden af. Derfor er der brug for to helt forskellige former for handling. Det er elementært ejerskabsstrategi for en virksomhed og/eller institution. Det ville være idioti og inkompetence på højeste niveau, hvis man havde behandlet de to virksomheder ens.

Men havde TV 2s krise ikke været livstruende, ville der for alvor være noget at angribe regeringens hjælp for. For der må gælde den regel for statens virksomheder, at hvis man roder sig selv ud i enorme økonomiske problemer, må man selv sørge for at få rettet op på økonomien igen. Det kan ikke være skatteyderne, som tilbagevendende må til lommerne, fordi mere eller mindre kompetente direktioner og bestyrelser kan læne sig tilbage, velvidende at man bare kan komme rendende til ejeren for at tigge om flere penge. Vi har set, at hvad der ellers har været opfattet som stærkt kompetente erhvervsfolk i formandskaberne for DR og TV 2, har vist sig helt uegnede til at påtage sig disse opgaver.

TV 2 har fået et helt nødvendigt lån i en helt akut situation - men det bliver TV 2, som selv kommer til at skulle betale for den omfattende økonomiske oprydning. Jeg har i hvert fald ikke hørt hverken regering eller opposition foreslå, at seerne i dette tilfælde skal holdes skadesløse, som ellers var et bærende argument under DR-krisen. Og det er en kendsgerning, at TV 2 har fyret 205 medarbejdere og gennemlever en spareplan, der formentlig relativt set er voldsommere end den, DR har været igennem.

Politiken forsøgte i sin leder at fremstille det som om, der bag de forskellige handlinger ligger gustne politiske motiver, og for at sandsynliggøre det, bevæger man sig argumentationsmæssigt ud på tynd is ved at fremstille de to cases som sammenlignelige. Og derved begår lederskribenten et selvmål, idet denne manøvre sender selve lederens vinkling til jorden. Om der rent faktisk foreligger gustne, politiske motiver bag, skal jeg ikke kunne afgøre - og i hvert fald er Politikens argumentation helt utilstrækkelig til at belyse, at dette i givet fald skulle være tilfældet.