Bladfusion - et demokratisk tab

JP/Politikens Hus vil gerne fusionere med Berlingske for at sikre meningspluralisme. Men med fusionen mellem JP og Politikens Hus synes der i stedet for mere mangfoldighed at være kommet en markeds- og segmentopdeling, så konkurrencen mellem koncernens tre dagblade forsvandt


Lad os slå fast med det samme:

At mere koncentration i dansk presse skulle føre til mere konkurrence og journalistisk mangfoldighed er stik mod alt, hvad vi véd, og hvad man ellers antager.

Tværtimod betyder koncentration af ejerskabet over for eksempel dagblade, at der nu sker en koordinering, hvor de hidtil har ageret uafhængig af hinanden. Det er netop erfaringen fra tidligere fusioner - for eksempel mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus.

Derfor er der grund til at være kritisk og skeptisk, når JP/Politikens Hus begynder at tale varmt for en fusion med Berlingske Media for at kunne skabe en mediegigant i Danmark med norske Schibsted eller svenske Bonnier som forbillede.

Lars Munch kontrollerer som koncernchef for JP/Politikens Hus ét af de vigtigste mediehuse. Han ønsker en fusion mellem JP/Pol og Berlingske, hvilket ville skabe en ufattelig magtfuld medievirksomhed.

Ifølge Lars Munch er dagspressen i dag så økonomisk klemt, at pressemangfoldigheden er truet. Han mener, at én stærk aktør vil være garant for demokratiet, meningsdannelsen og pluralismen i pressen. Han mener ligefrem, at ejerkoncentration er en forudsætning for i fremtiden at udvikle medierne.

Nu er koncentration af pressens magt på færre hænder en alvorlig sag, samfundet bør forholde sig kritisk til. Det rejser bunker af spørgsmål, for det er svært at tro, at hele dansk presses fremtid skulle være afhængig af en fusion mellem de to suverænt største avishuse. For hvad så med alle de andre?

Og er alle andre muligheder da udtømte - eller er der stadig muligheder i grundlæggende produktudvikling i dagbladene - for eksempel i form af omfang, udgivelsesfrekvens, skarpere profilering mv.?

Hvad nu hvis det er indholdet og profilen, der er forkert? Vi skal vel ikke holde liv i et dagblad for enhver pris. Man kan vel ikke afvise, at der ikke er brug for en avis som Ekstra Bladet, så for hvem er det så helt afgørende at bevare den?

Og der er stadig succesfulde aviser som Børsen, Information og Kristeligt Dagblad, der forstår at levere et produkt, som tilstrækkelig mange gider at betale for.

Er de mange penge - over 1 mia. kr. - som JP/Politikens Hus efter et helt forrygende 2010 umulige at bruge fornuftigt på digital udvikling og innovation? Her snart 20 år efter nettets gennembrud mangler vi stadig at se ambitiøse digitale satsninger og strategier fra JP/Pol – på trods af den bugnende pengekasse.

Men den grund, som bør give størst bekymring er, at koncentration af medier er det samme som koncentration af magt. Det er en farlig vej at gå - ikke mindst i lyset af, at pressen i dag afviser kollektivt at vedstå de negative udviklingstendenser i samfundet, som den har et medansvar for.

Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus for otte år siden bidrog ikke ubetinget positivt til demokratiet.
Den synes derimod at have bidraget til, at Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten har segmenteret sig og til tider fremstår ligefrem udspekulerede i det redaktionelle produkt i forhold til det enkelte blads målgruppe.

Ida Willig, medieforsker ved Roskilde Universitet, henviser til studier foretaget af professor og sociolog Joseph Turow, The Annenberg Schools for Communication, der grupperer medier efter to funktioner: De er enten samfundsskabende eller segmentskabende.

De samfundsskabende medier udfylder den rolle, vi hylder ved skåltaler, og som vi gerne vil fremme. De publicistiske medier.
Disse medier er en truet art og bliver erstattet af segmentskabende medier. Mediets journalistiske profil bliver tilrettelagt efter nøje studier af målgrupper og segmenter, ikke primært efter publicistiske hensyn.

Mange segmentskabende medier udelader væsentlige journalistiske historier, hvis ikke de passer ind i modtagergruppens verdensbillede. En avis som Ekstra Bladet kan godt finde på i sine ledere og artikler at udelade væsentlige nuancer for at få den skarpest mulige historie tilrettet sin helt specielle målgruppe. Bestræbelserne på at tilfredsstille målgruppen bliver indimellem så gennemskuelig, at det journalistiske produkt ligefrem kommer til at fremstå skingert.

Udviklingen i retning af segmentskabende medier er en betydelig demokratisk udfordring i forhold til den frie og uafhængige presse, og den forekommer slet ikke kun hos JP/Politikens Hus’ aviser.
Ifølge Turow er de samfundsskabende medier stort set forsvundet i USA og afløst af segmentskabende medier. Den tendens sniger sig ind herhjemme også.

Man kan genkende det hos Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, hvis profiler og indhold er ikke bare knivskarpt tilrettelagt efter helt bestemte segmenter i det danske samfund - de er også udviklet på en sådan måde, at de komplementerer hinanden, så koncernen samlet set tilbyder en palet af produkter til en meget stor del af danskerne, uanset interesser, politisk observans og andre faktorer.

Det betyder samtidig, at koncernens tre aviser er segmenteret så nøje, at de ikke ligger i indbyrdes konkurrence. Ingen læsere fra de tre avisers kernemålgruppe ville kunne udholde tanken om at abonnere på ét af de andre blade.

Det publicistiske problem er, at de tre dagblades redaktionelle profil er styret og koordineret centralt. Mangfoldighed opstår af fri publicistisk konkurrence, ikke ved segmenttænkning.

Og kom Berlingske, B.T. og Weekendavisen ind under samme hat, ville der være seks aviser, som ikke længere konkurrerede med hinanden, men som indgik med hver deres del som et led i en overordnet markedsstrategi. De skulle snarere passe sammen og matche hinanden end konkurrere.

Det er svært at se nogen gavnlig effekt for folkestyret.

Tid til forandring, fornyelse og forbedring

Selvom det er blevet en hel del bedre i de seneste uger, er der stadig lidt langt imellem de mere positive og konstruktive historier om den økonomiske krise. Men her til morgen var det dejligt at se Børsens tophistorie, som var mere fremadrettet end bagudskuende: "Gode idéer viser vej ud af krisen". I de første måneder af krisen var vel nok et sted mellem 95 og 98 procent af alle historier i både den brede presse og i erhvervspressen negative og sortseende. Det kan man næppe kun bebrejde journalister og redaktører. Det var i lige så høj grad direktører, økonomiske eksperter og andre, som var med til at hamre løs på dommedagstrommerne ved at overgå hinanden i stadig mere vanvittige forudsigelser. Nogle af dem kom til at holde stik - andre har vi heldigvis lykkelig glemt. Men den ekstremt anspændte stemning og sortsyn særligt i efteråret, siger mig noget om, at mennesket dybest set frygter forandring, for når alt går mere eller mindre i opløsning, som vi så det især i september, oktober og november, så var vi kollektivt stort set enige om, at her stod vi over for en trussel mod alt det vi kendte, det bestående og det vi åbenbart var så bange for at give afkald på, snarere end en chance for erhvervslivet, for samfundet og for mennesket til at forbedre og restrukturere de åbenlyse systemfejl, der jo også er. Krisen er først og fremmest en trussel mod vanetænkning, hvorimod den som omtalt i Børsen i dag fremavler nytænkning til fælles gavn for os alle. Krisen er først og fremmest en trussel mod dem, der ikke kan eller vil forny sig, og som ikke ejer evnen til innovation. Vi kommer til at betale en pris som følge af krisen, men de betydelige muligheder en krise kaster af sig samt den belønning, der venter os på den anden side blev overset i for lang tid. Det har nu ændret sig. Pressen har i de senere uger for alvor fået øjnene op for, at der er mindst lige så mange muligheder som trusler. I Danmark var Børsen én af de første med temaet "Vejen ud af krisen". Jeg tror, at det er et udtryk for et decideret paradigmeskifte i krisen, hvor pressen i starten kappedes om at overgå hinanden med katastrofehistorier og dommedagsprofetier. Der er hver dag stadig flere indikationer på, at krisen løjer af, og så vil fordelingen mellem de negative og de konstruktive historier ændre sig til fordel for sidstnævnte. Et stemningsskifte i medierne får jo selvsagt ikke krisen til at gå væk, men det kan måske påvirke dens dybde og varighed på samme måde, som den stærkt ensidige og negative danske og internationale presse i efteråret og hen over vinteren bidrog til at forværre først psykologien og med den risikovilligheden efterfulgt af direkte konsekvenser for realøkonomien. Når alting er overstået, vil den kritiske presse formentlig vende sig imod de virksomheder og ledelser, som på trods af muligheder og chancer ikke formåede at udnytte krisens anatomi til at distancere sig fra konkurrenterne. Vi hører, at både Carlsberg og Mærsk hører til dem, der udnytter deres muligheder til det yderste, og at de med al sandsynlighed kommer ud på den anden side med en langt stærkere positionering end før krisen. Svage konkurrenter vil enten være opslugt eller være lukket, hvilket vil være et udtryk for, at verdensøkonomiens vedvarende sundhedstilstand er bedre stillet med end uden økonomiske kriser. Herhjemme - i den danske mediebranche - bliver det spændende at følge udfaldet af krisens indvirkning på to af de største mediehuse - de evige rivaler - JP/Politikens Hus og Berlingske Media. For få år siden var Berlingske den altdominerende aktør på det danske dagbladsmarked og kontrollerede omkring 40 procent af det samlede danske avisoplag. Siden fusionerede Politiken og Jyllands-Posten som bekendt, og imens blev Berlingske først solgt til norske Orkla og siden til britiske Mecom. Sidstnævnte kæmper i disse uger og måneder en overlevelseskamp som følge af, at man har foretaget opkøb til alt for høje priser, herunder købet af Berlingske. Gælden tynger, og nødvendige frasalg er ikke styret af strategiske hensyn, men af hensyn til bankernes krav om restrukturering af balancen - altsammen på grund af de negative effekter af krisen. Det siger sig selv, at Mecom og dermed også Berlingske i den aktuelle situation slet ikke har den grad af selvstyre, der er brug for, når man skal positionere sig bedst mulig ud af en krise i forhold til konkurrencesituationen. På den anden side står JP/Politikens Hus i en fundamental anderledes situation. Der er ingen gæld, og man har endda betydelige skjulte værdier. Samtidig er virksomheden ejet af en fond, hvilket giver en langsigtethed, som gør, at man ikke nødvendigvis skal performe sorte tal på driften hverken i år eller næste år. Man behøver ikke at spare på en måde, som svækker kerneproduktet, men kan nøjes med at bruge krisen til at skære det fedt væk, som altid aflejrer sig. Med andre ord er JP/Politikens Hus i den gunstige situation, at man på ingen måde er tvunget til hverken fyringer eller til at afhænde forretningsområder, som på lang sigt ellers er strategisk rigtige at beholde. De to virksomheder kæmper på en områder med fastlåste fronter gennem flere år - blandt andet i Århus med Berlingskes Århus Stiftstidende mod Jyllands-Posten, på gratisavisområdet med Urban mod JP/Politikens 24timer/metroXpress, på distriktsblade, hvor de to huse har delt Danmark, og på hovedprodukterne, hvor Berlingske Tidende er i konkurrence med både Jyllands-Posten og Politiken. Mens Berlingske Media i kraft af sine ejere er tvunget helt i defensiven, forholder det sig anderledes med JP/Politikens Hus, der kan vinde afgørende forspring fra konkurrenten. Sjældent har JP/Politikens Hus en så stor chance for at forandre konkurrencebilledet varigt, - når krisen er forbi, og røgen har lagt sig, vil det åbenbare sig, om JP/Politikens Hus valgte det offensive svar på krisen, eller om det lykkedes Berlingske at ride stormen af og fastholde sig som en ligeværdig og stærk modvægt til JP/Politikens Hus. Med andre ord - hvem bygger vindmøllerne, og hvem vælger at bygge læhegn?

Danske medier i ly for finanskrise - morgendagens vindere udskiller sig nu

Selvom udsigterne for mediebranchen virker ganske dystre, er overvejende dele af branchen faktisk begunstiget af at have ejerforhold og kapitalstrukturer, som sikrer, at de er herrer i eget hus, og dermed kan komme langt mere stabilt og fremtidsrettet igennem krisen

Det ser knaldsort ud for mediebranchen lige nu.

Efter sigende står årsaftalerne til en halvering. Det vil være den vel nok værste nedtur nogensinde. 2009 bliver et rædselsfuldt år. Og desværre risikerer vi at skulle igennem 2010 og 2011, før det bliver bedre. Der tegner sig i hvert fald to-tre års miserable driftsresultater.

Når erkendelsen af tingenes tilstand er fordøjet, bliver det interessant at se fremad og vurdere resultaterne af det udskillelsesløb, som en økonomisk krise også er.

Virksomhederne i den danske mediebranche har to hovedgrupperinger - én med ejerforhold eller kapitalstrukturer, som gør, at de stort set uafhængigt af omverdenen kan drive forretningerne rent strategisk ud fra egne beslutninger. Det er de fonds- og familieejede virksomheder, og dem der er stærkt velkonsoliderede.

Den anden har uafklarede eller usikre ejerforhold, gældsatte eller uden penge. De kan ikke egenhændigt beslutte egen strategi og følgelig heller ikke ud fra ren egeninteresse positionere sig i markedet på den måde, så man står bedst mulig, når konjunkturerne igen vender.

Man er som fonds- eller familieejet virksomhed heller ikke presset af faldende aktiekurser eller kortsigtede aktionærinteresser i form af utidig frasalg mv. Den situation giver et forspring i forhold til andre.

Der er faktisk kun få, som befinder sig i den udsatte kategori, - Berlingske Media og TV 2 som de mest iøjnefaldende. Begge skiller sig ud ved at være under langt større pres end resten af branchen. Begge er svækket af et svagt ejerskab og af at være uden kapitalstyrke.

Berlingske lider nu under sin ejers filosofi om at finansiere virksomhedens vækst ved gældsætning. Det er nemt at være bagklog, for i dag kan enhver se, at så voldsom gældssætning var alt andet end fornuftigt, og man derved deponerede sin handlekraft hos lunefulde finansielle institutioner.

I dag betaler Berlingske en høj pris, fordi bankerne reelt sætter dagsordenen for Mecoms strategi ved at diktere frasalg, og at det skal ske nu. Mecom måtte for nylig sælge hele sin tyske division, og senest røg en stribe norske aviser - ikke fordi det var strategisk klogt, men alene for at Mecom kunne nedbringe gæld. Og det er næppe at overdrive, hvis man påstår, at Berlingske-koncernen ikke har den handlefrihed, man er brug for.

Det er ikke meget bedre for TV 2, der som kommerciel tv-virksomhed har det svært under statsligt ejerskab. Samtidig har har TV 2 på grund af fortidssynder akut og selvforskyldt pengenød og skal nu omkring EU for at få godkendt sine forretningsplaner. Man må acceptere, at på grund af ejerskab og svag kapitalkraft, ligger centrale dele af beslutningerne om virksomhedens fremtid og strategi hos interessenter med andre agendaer end virksomhedens ve og vel.

Det er lige her, vandene skiller. Det er her, rammerne sættes for fremtiden vindere og tabere. Berlingske og TV 2 har foruden egne direktioner og bestyrelser også skygge-kaptajner ombord, og de kræver indflydelse. Det indbefatter en betydelig risiko for, at der ikke bliver truffet præcis de strategiske valg, som er de rigtigste i forhold til den langsigtede konkurrencesituation. TV 2 blev ikke privatiseret i tide, og Montgomery har ofret sin selvstændighed for vækst.

Berlingskes hovedkonkurrent - JP/Politikens Hus - er nok også ramt på driften af konjunkturerne, men virksomheden befinder sig en fundamentalt anderledes situation, der rigtigt udnyttet vil give varige konkurrencefordele. De seneste år har kostet på egenkapitalen, men soliditeten er stadig høj, og man er helt fri for at skulle styre på ordre fra udefrakommende kræfter. JP/Politikens Hus har som fondsejet virksomhed, der ovenikøbet er velkonsolideret, rammerne til at tænke visionært og langsigtet. Alt vil afhænge af, om man har evner og vilje.

Den samme situation gælder i store træk for en række andre danske medievirksomheder - Aller, Egmont, Bonnier, MTG/Viasat, SBS, Benjamin, A-Pressen m.fl.

Bonnier og Aller er familiekontrollerede og velkonsoliderede. Benjamin er snart fuldgyldigt medlem af Bonnier-familien, Egmont er fondsejet og har som Bonnier og Aller solide økonomiske muskler til at tage selv en hård lavkonjunktur.

TV3-ejerne MTG/Viasat er også beskyttet af at være kontrolleret af den ualmindelig tålmodige Kinnevik-koncern, og som snarere vil understøtte udvikling end afvikling under krisen.

Tålmodigheden i koncernen viser sig også i relation til det Kinnevik-kontrollerede Metro International, som på trods af, at det aldrig har tegnet til at blive nogen god forretning, og at pengekassen igen er løbet tør, får garanti fra ejeren for den planlagte aktieemission.

Kinnevik har vist sig som så stærke ejere, at man på trods af selskabernes børsnotering ikke lader sig styre af kortsigtede aktionærinteresser.

A-Pressen, der med fagbevægelsen i ryggen, kan også nyde godt af særdeles tålmodige ejere, som nok træffer nødvendige beslutninger om urentable forretninger, men næppe vil bidrage til ledigheden ved at lukke virksomheder, bare fordi krisen kradser i et par år eller tre.

Og så er der DR, der omsider har fået styr på sin økonomi, og som i kraft af sine sikre licensindtægter er stort set urørlig af krisen. Man kan koncentrere sig om at vinde den lange kamp, uden at virksomhedens indtægter anfægtes.

De kommende år vil vise, hvilke virksomheder der ser krisen som en trussel, og som på trods af stabilt ejerskab og god soliditet, alligevel vakler, bliver defensive og bygger læhegn.

Den anden gruppe - dem der ser krisen som en helt unik chance - bygger vindmøller på ryggen af ejerskab og pengene, og det er blandt de virksomheder, vi skal finde morgendagens vindere. Men alt vil afhænge af mod, handlekraft og tålmodighed hos direktioner og bestyrelser. Dommen kan vi fælde om 4-5 år.