Når krybben er tom ...

Der har altid været intens rivalisering mellem den trykte dagspresse og statens public service-stationer DR og TV 2 - men betydelige økonomiske interessekonflikter truer netop nu troværdigheden

Det er ikke sjovt at være dagblad i disse tider. Oplaget falder, annoncemængden er ussel, og medieforbrugerne tilbringer mere og mere tid på dagspressens rival nummer ét: tv.

Ovenikøbet får de elektroniske medier langt den største del af den pulje penge, som bruges til mediestøtte, selvom dagbladenes selvopfattelse tilsiger, at de er langt vigtigere end det overfladiske tv-medie.

Men der er måske lys forude. Politikerne rumler med en større omlægning af den samlede pose penge, der hvert år bliver brugt til mediestøtte.

Af de 6,4 mia. kr. der bruges på at støtte medier på forskellig vis går 1,5 mia. kr. til de trykte medier. De elektroniske får 3,9 mia. kr. Langt hovedparten - 3,3 mia. kr. - går til DR, mens TV 2 via sine regioner tilføres godt 400 mio. kr., som bruges til at producere regionalt tv til TV 2s sendeflade.

Nu er det til diskussion, om pengene bruges på den rigtige måde, og udsigterne til en eventuel omlægning af måden at bruge støttemidlerne på får dagbladene til at vejre morgenluft. For tænk nu hvis man kunne overbevise politikerne om at flytte nogle af pengene væk fra primært DR og til de trykte medier. Det vil dog kræve, at man skaffer sig en bred anerkendelse af, at den trykte presse er meget vigtigere end de elektroniske medier.

Det vil undre mig meget, hvis ikke dagspressen har lagt en udførlig og ambitiøs strategi for, hvordan de vil påvirke politikerne i “den rigtige retning”, underforstået til fremme af synspunktet om, at dagbladene fortjener flere penge af dem, der i dag går til de elektroniske medier.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at dagspressen bevidst har lagt en strategi for ligefrem at forringe DRs og TV 2s omdømme. Jeg kan heller ikke tro, at man ligefrem har besluttet sig for at sætte målrettet ind - via både direktionerne og redaktionerne - for at få TV 2 og DR til at stå i et så dårligt lys, at politikerne overbevises om, at det ville være godt - når nu DR og TV 2 gør det så skidt som jævnligt beskrevet af dagbladene - at omfordele nogle af mediestøttekronerne. Men sådan kan det komme til at fremstå, når man ser på mængden af forskellige offensive tiltag mod DR og TV 2. En stor del er tilmed rent avisskabte historier, mens andre er uden reel væsentlighedsværdi. Men de gavner dagbladenes position, for historierne sværter DRs og TV 2s omdømme.

Problemet er, at dagspressen som ovenfor nævnt har stærke økonomiske interessekonflikter i forhold til DR og TV 2. Der foregår en kamp om fordelingen af mediestøtten.

Det er uheldigt, at dagspressen i ømtålelige sager, hvor den økonomiske interessekonflikt er så åbenlys, ikke sørger for at holde den journalistiske fane ekstra højt. Man bedriver journalistik mod ikke bare sine konkurrenter, men altså også imod dem, der er direkte modstandere i kampen om fremtidens allokering af de mange rare mediestøttekroner.

Det burde med andre ord altid være journalistik renere end sne, når man journalistisk behandler sine konkurrenter, men sådan er det ikke. Jeg har endda oplevet tv-anmeldere hos den trykte presse, som har givet en dårlig anmeldelse af den foregående aftens tv-udsendelser - uden at have set de pågældende udsendelser. Pinligheden hos den pågældende indtrådte først, da han blev konfronteret.

Her er et lille udddrag af de seneste ugers særdeles skarptvinklede, kritiske historier mod DR og TV 2, og som sagtens kunne have tålt større nuancering:

• Venstres pressekonsulent Ditte Okmann stopper i jobbet efter sin Facebook-fadæse. DR kritiseres bla. af Politiken for ikke at have gjort en større ting ud af det i sin nyhedsudsendelse, men nøjedes med at omtale det kort i noteform. DRs synspunkt om, at væsentlighedskriteriet ikke er opfyldt affejes - selvom historien var avis-skabt
• Dagspressen, primært B.T., sår tvivl om DRs troværdighed ved at påstå, at DR snyder med SMS-afstemningerne i underholdningsprogrammet X factor. B.T. formår aldrig at føre et bevis for det eller sandsynliggør, at DR skulle have et motiv til at sætte årtiers troværdighed over styr, som ville være tilfældet, hvis der blev svindlet
• DR og TV 2 stod i lækagesagen kollektivt fast på, at kildebeskyttelsen er ultimativ, hvilket gav stærk kritik i den trykte presse. Men hvis DR og TV 2 omvendt havde brudt kildebeskyttelsen, ville dagspressen med stor sandsynlighed have kritiseret den beslutning også
• Forleden angreb dagbladene DR for at udnytte licenspengene ved at levere gratis tv til togene i det statsejede DSB. En win-win situation for licensbetalerne og skatteyderne, der får mere udbytte af både deres licenspenge og af deres togbillet. Dagspressen mener, at DSB burde have betalt for indholdet og have købt det på det private marked, hvilket i sidste ende havde kostet forbrugerne og skatteyderne flere penge end at lade DR levere indhold til vores fælles, kollektive trafik. Kritikken går på, at DR bruger licenskroner/støttemidler til at levere indholdet, - men aviserne har selv støttepenge i ryggen

Dagbladenes kritik af DR og TV 2 har altid været der. Det er nødvendigt med kritisk journalistik, når ikke mindst DR får kørt så ufattelig mange penge direkte ind i forhallen hvert år. Og det er i den grad nødvendigt at holde journalistikken statens egne medier - der burde være forbillede for alle - under opsyn.

Men kritikken skal være sober og uangribelig i en tid, hvor medierne forsøger at påvirke offentligheden og politikerne til at lave mediestøtteordningerne på en sådan måde, at det lige præcis tilgodeser sig selv.

Det er tvivlsomt, om DR og TV 2 overhovedet selv har erkendt, at denne trussel mod omdømme og anseelse indebærer en betydelig risiko for, at de to virksomheder udsættes for en svækkelse af deres positioner i de kommende medieforligsforhandlinger. Var det tilfældet, ville vi formentlig for længst have set DR og TV 2 langt mere offensive i, hvad der mest af alt ligner en propagandakrig.

Granskning må der til

Når man ser ex-formand Niels Boserup udtale sig efter længere tids flyverskjul, står det klart, at en granskning med et formål at kortlægge ansvaret for TV 2s forfærdelige situation er helt, helt nødvendig.

Ganske vist siger Niels Boserup til Business.dk, at han og bestyrelsen står ved sit ansvar - alligevel vedstår han sig på intet tidspunkt noget form for ansvar for TV 2s nuværende situation. Tværtimod siger han, at bestyrelsen kun gjorde alt muligt godt for TV 2. Se www.business.dk/article/20080612/medier/706120029

Helt galt går det da, når Boserup - vist nok i ramme alvor - foreslår at sælge TV 2 Sport for "mange, mange penge" for at dække hullet i kassen. Men det er formentlig det værste, man kan gøre, fordi man i forvejen har eroderet TV 2s brand ved at fjerne væsentlig sport fra hovedkanalen (sport er det eneste helt unikke en tv-station kan differentiere sig på). Og man lancerer vel ikke nye tv-kanaler og andre initiativer for bare at sælge dem få måneder efter - det vil da om noget desillusionere alle de mange mennesker, man har pisket rundt for at lave kanalen. Se Børsen www.borsen.dk/medier/nyhed/133833/

I forvejen har Viasat/MTG gjort et scoop ved at etablere et partnerskab med TV 2 om TV 2 Sport. Hvis man ender op med at sælge hele butikken til Viasat, står TV 2 tomhændet tilbage. Er det et udtryk for, at den tidligere bestyrelse har gjort et fremragende arbejde?

Nødvendig nedlæggelse af DR Sporten

Det er noget af en underdrivelse at sige, at en hjørnesten i dansk kultur er brudt ned, når DR Sporten fjernes. Omvendt er det svært at se, at Kenneth Plummer kunne have handlet anderledes med de umanerlige dårlige kort, man har givet ham at spille med. Det kommer til at gøre ondt på DR, - men det kommer også til at ramme TV 2


Det er svært at forestille sig, at DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, kunne skære det meget mere ud i pap, at fejlbeslutningen om at flytte DR kombineret med den tidligere DR-direktions latterlige måde at budgettere på, har en fuldstændig og højst synlig konsekvens.

Det står i dag lysende klart, at både bestyrelsens og politikernes kontrol med de økonomiske forhold i DR under budgetteringen er en komplet skandale. Og Chr. Nissen har med sin nye bog og spinnet omkring den dygtigt undgået at være blevet offentligt hængt til tørre for hans gerninger.

Og det er også svært at forestille sig, at når man nu endelig skulle finde 300 mio. kr., at det kunne gøres mere rigtigt - trods alt. For DR var alligevel ved at blive sat fuldstændig af i kampen om betydende sportsrettigheder i det ræs, som andre broadcastere har startet, og som vel på et tidspunkt kommer til at skade især fodboldens helt grundlæggende folkelige forandring, når man ikke længere kan se fodboldkampe på free-tv.

Kenneth Plummer kunne have valgt grønthøstermetoden - men det er ikke nogen intelligent måde at spare på, fordi man derved ikke tager synderlig kvalificeret stilling til, om den pågældende enhed eller afdeling rent faktisk opererer på alle cylindre - eller om der er et ressourceoverskud på 10, 20 eller 30 procent. Plummer undgik dermed også at skære i noget af det, der betyder noget for udviklingen af DR i fremtiden - på fremtidens digitale medier. Det ville have været katastrofalt, hvis man havde skåret ned på de enheder i DR, som står for det innovative, det nyskabende og det udviklende.

Det er ikke til at sige, om man på TV 2 går og griner lidt i skægget over den fuldstændige sejr over DR. Det er i hvert fald begrænset, hvad der er at grine over. Det er nok muligt, at TV 2 Radio får de radiorettigheder til Superligaen, som man længe gerne har villet have, men til gengæld har TV 2 ikke længere nogen at dele rettighederne til EM og VM i fodbold, OL osv.

Det har ellers været en kæmpegevinst for TV 2 at have nogen til at medfinansiere de store sportsbegivenheder - og ovenikøbet nogen, som ikke skadede TV 2 økonomisk ved at tage de seere, som TV 2 med delingen ikke fik.

DR og TV 2 har typisk købt netop disse begivenheder sammen tidligere, og TV 2 har kunnet nyde godt af, at man delte tv-seningen med en ikke-kommerciel konkurrent. Den massive opmærksomhed, som DR og TV 2 sammen har kunnet skabe og tiltrække ved de store sportsbegivenheder har således skadet TV 2's egentlige konkurrenter - de kommercielle broadcastere - ganske hårdt.

Nu skal TV 2 til enten selv at finansiere hele gildet, eller også skal det fremover ske i samarbejde med de egentlige kommercielle konkurrenter, som dermed vil komme til at nyde gavn af, at de selv får den del af tv-seningen, som hidtil lå hos DR.

TV 2 risikerer altså at blive taber uanset - for enten skal man selv betale hele festen, som man tidligere delte med DR, eller også skal man dele udgifterne - og dermed også seerne - med dem, som man konkurrerer om reklamerne med. Og reklamerne er trods alt med godt 80 procent stadig TV 2's allervigtigste indtægtskilde.

Hvis man skal kritisere slagtningen af DR Sporten, kan det undre, at man ikke meget mere målrettet gik efter at få skåret administrationen til. Det siges, at DR bruger over én mia. kr. på administration, hvorimod kun 1,8 mia. kr. går til tv- og radioproduktion.

Hvis det rygte holder, virker det helt forrykt, at det ikke lykkedes at finde langt den største del af pengene i administrationen. Det highlighter i hvert fald spørgsmålet om, hvad der præcist er den store forskel på DR og TV 2 - at TV 2 indtil for nylig kunne nøjes med 700 medarbejdere, mens DR skulle have 3300 medarbejdere. Og hvorfor TV 2 for eksempel - selv efter etableringen af TV 2 NEWS - kan klare sig med langt færre journalistiske medarbejdere end DR.

Nogen vil sige, at DR har størstedelen af sin tv-produktion inhouse, mens TV 2 er en entreprise-station, men omvendt har TV 2 en større salgsafdeling til at skaffe indtægterne, mens licensen for DR's vedkommende stort set kommer af sig selv.

For DR kan man nu håbe, at der bliver skabt ro på bagsmækken, og at man efter denne turbulens kan arbejde med at få indprentet ny selvtillid til alle de fuldstændigt nødvendige ting, som DR skal producere, og som man ikke skal forvente vil komme fra kommercielle tv-stationer. Sporten er ofret - tiden vil vise, om netop dette område vil blive populariseret nu da, TV 2 ikke længere har DR at konkurrere imod, men i stedet vil koncentrere sig om at formidle sport som underholdning og helt droppe den kritiske journalistiske dækning af området.