Danmark taber valget

Hvem vinder folketingsvalget - Thorning eller Løkke?

Det er lidt ligegyldigt i lyset af, at Danmark og danskerne helt sikkert taber valget. For valgets store tema er den økonomiske situation og der er desuden stor enighed om at DR og TV 2 kommer til at afgøre valget. Det bliver hverken de sociale medier eller de store morgenaviser, der er meget langt fra fordums storhedstid.

Statens egne tv-stationer DR og TV 2 bliver altafgørende i valgkampen, og den dårlige nyhed er, at de er ekstremt dårligt udrustede rent journalistisk til at håndtere økonomi som valgtema. De har bunker af journalister, som kender velfærdsstaten og dens goder til punkt og prikke. Men det skorter alvorligt på journalister og redaktører, som forstår økonomi på det niveau, der er brug for i den kritiske situation, Danmark befinder sig i.

Derfor kan vi ikke forvente, at hverken DR eller TV 2 har de fornødne journalistisk-økonomiske kompetencer til at varetage de danske vælgeres interesser i forhold til at få et seriøst, gennemgribende indblik i partiernes økonomiske politik. Journalistik er et humanistisk fag, og man skal ikke have befundet sig lang tid i en journalistisk uddannelse for at indse, at tal og procenter, økonomi og finanser er ikke-eksisterende emner i uddannelserne. Og det afspejler sig entydigt i de store mediers politiske dækning.

Det er en kæmpefejl. Og desværre ser det ud til, at ingen på de to statslige tv-stationer har indset, hvad de ikke magter - det man kalder ubevidst inkompetence. Og hvordan skal befolkningen blive i stand til at træffe de rette valg, når de vigtigste formidlere ikke er i stand til at fortælle historierne om økonomien på en fyldestgørende og saglig måde?

Pressen kan ikke få greb om Liberal Alliance

Liberal Alliance er en kæmpe udfordring for pressen. Ja, for nogen medier nærmest en torn i øjet.

Pressens problem med partiet er, at det handler og agerer uforudsigeligt og utraditionelt, at det ikke spiller det sædvanlige politiske spil mellem pressen og Christiansborg.

Medierne fremhæver eksempelvis ofte som et problem, at en del af partiets spidskandidater er uden politisk erfaring. Skal man være Djævlens Advokat, kan man lige så vel argumentere for, at de andre partiers kandidater derved har for lidt erfaring fra livet uden for politik.

Det er også blevet en udfordring for pressens sædvanlige arbejdsmetoder og tankegang, at Liberal Alliance indtil videre nægter at underlægge sig de uskrevne spilleregler, arbejdsmetoder, kilde- og vinkelvalg, som dansk politisk journalistik arbejder efter. Og især synes det at virke som en provokation på pressen, at partiet ikke uden videre anerkender den dagsorden, som pressen hævder at have eneretten på at sætte.

Partiets obsternasighed gør det efterhånden til et særligt journalistisk mål at få skovlen under Liberal Alliance - partiet risikerer, hvis ikke det skruer ned for sin kamp mod pressen, at ende som et trofæ, alle vil gå efter ud fra samme skabelon, som vi først så det med Lene Espersen og senere Birte Rønn Hornbech: på et tidspunkt er pressens momentum og indre drivkraft ustoppelig, og så vil det føre til en kamp mellem de forskellige medier om at være dén, der tager byttet hjem.

Lige nu ligger venstrefløjen lunt til i forhold til denne lidet interessante opmærksomhed, men mon ikke de også får kærligheden at føle snart - de står dog også til potentielt at få samme markante indflydelse, som var Tv-avisens begrundelse for at teste Liberal Alliances kandidater.

Ingen partier eller politikere kan reelt modstå det grundige kasseeftersyn, som pressen praktiserer, når den rigtigt ruller sig ud. Her kommer ingen tvivl den anklagede til gode, tværtimod kommer tvivlen ofte den anklagede til skade.

Et interessant eksempel på dette fokus på Liberal Alliances "civile ulydighed" mod pressens præmisser rullede over skærmen i DRs TV-avisen 21 Søndag, hvor studieværten Kim Bildsøe Lassen virkede indigneret og næsten ophidset over, at han ikke kunne få partileder Anders Samuelsen til at begribe, at præmissen for DRs kritiske indslag om Liberal Alliance var rigtig og relevant - hvorimod det tilsvarende var lige så svært for Samuelsen at få Bildsøe til at forstå det modsatte argument.

DRs indslag var baseret på, at DR-redaktionen sammen med tre valgforskere havde opstillet 11 spørgsmål, som man i en telefonisk test bad alle spidskandidaterne i Liberal Alliance svare på.

Ifølge Anders Samuelsen ville testen uanset resultatet ende med en negativ historie: Svarede kandidaterne forskelligt, ville det blive udlagt som uenighed og intern fnidder. Svarede kandidaterne enslydende, ville det blive problematiseret med en anklage om topstyring.

DRs historie var konstrueret på en måde, så det ifølge Samuelsen ville blive en taberhistorie for Liberal Alliance uanset hvad, hvilket partiet indså og derfor takkede nej til at deltage.

Partiets reaktion var helt uventet for redaktionen og forskerne, der var både forargede og overraskede over, at Liberal Alliance ikke ville spille det spil, man havde sat op, nøje udviklet og udtænkt mellem redaktion og forskere efter spilleregler, som man forventer, at alle politikere og partier underkaster sig, hvis de vil sikre sig en nogenlunde fredsommelig relation til pressen.

Én af forskerne mente endda ligefrem, at partiets reaktion ikke er politik værdigt, og det er klart, at man som forsker bliver dybt provokeret, hvis partierne sætter spørgsmålstegn den altvidende sagkundskabs metoder.

Skal man imidlertid vurdere testen ud fra et journalistisk-fagligt synspunkt, ville den blive placeret i den mere kulørte genre. Det er en form for trick-test, som pressen med mellemrum ynder at udsætte politikere for med henblik på at få dem i gyngen. Det er på forhånd udelukket, at der kan komme noget substantielt politisk indhold ud af en sådan "øvelse". Skabelonen virker - hvis man vil håne og latterliggøre folk. Det er sket for utallige politikere på tværs af partiskel gennem årene.

De aktuelle spørgsmål er raffinerede og kan kun - igen uanset partifarve - besvares komplekst og med en række forbehold og nuancer i relation til den givne situation, hvor det konkrete, politiske valg skulle træffes - som det gælder for alle politiske spørgsmål med en vis kompleksitet. Men testen fordrede så simple og unuancerede svar, at enhver politiker uafhængig af tilhørsforhold burde boykotte undersøgelser af den art.

Jeg kan egentlig godt forstå præmissen for DRs historie, fordi det er en sjov og drillende vinkel, et letbenet indslag i alvoren. Men jeg kan slet ikke forstå DRs selvhøjtidelighed i forhold til historien al den stund, at indslaget selv med den bedste vilje ikke kan kategoriseres i den hårde, seriøse ende af den journalistiske skala. Seriøse politiske debatter og synspunkter bør og kan ikke sættes ind i et multiple choice skema eller voxpops, hvor man ofte kun må svare "ja" eller "nej".

Desværre er der næppe nogen tvivl om, at med den vej som dansk politisk journalistik bevæger sig ad for tiden, vil der komme meget mere af den slags. Og indtil videre har partierne, til en vis grad bortset fra Liberal Alliance, vænnet pressen til, at man beredvilligt svarer på selv de mest fordummende tests, voxpops og andre journalistiske initiativer med populistisk islæt, som ikke bidrager til meget andet ned at reducere respekten for politik - godt hjulpet på vej af et hav af politiske kommentatorer, der målt i taletid er mere "på" og on-air end politikerne.

Liberal Alliance har indtil videre ikke gjort megen knæfald for pressen, tværtimod, og det kan vise sig at være ualmindelig dumt, hvis det blot ender med at vække pressens blodtørst.

Vi vil snart finde ud af, om partiet består af modige og/eller dumstædige mænd og kvinder, som vedvarende tør sætte sig op mod pressens magt og til tider tyranni - eller om Liberal Alliance i dette ballgame blot er en døgnflue, der ender med at kapitulere og falde til patten som de fleste partier og politikere desværre har gjort, altimens seriøse og nødvendige politiske emner bliver skubbet til side.

Så kan man tale om noget, der ikke er politik værdigt.

Omvendt kan man håbe på, at modstanden inspirerer de andre politiske partier til at nægte fortsat at lade medierne gøre politik til et spil, der kommenteres af en en studievært og en kommentator som var det en simpel sportskamp.

Og pressen kunne ved samme lejlighed genlæse de meningsmålinger, som i de seneste uger har vist, at borgerne nærer en markant mistillid til pressen. For eksempel mener 92 procent af befolkningen i en undersøgelse gennemført af CEVEA, at pressens personfnidder flytter fokus fra politisk substans. Talrige andre underkender pressens metoder og vinkelvalg. Forhåbentlig indfinder der sig snart et mentalitetsskifte.

Det trækker op til politisk varedeklaration

Er der opgør og selvransagelse i gang i den danske mediebranche på det politisk-redaktionelle område? Sådan synes jeg, at det virker.

Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at der under og efter tidligere valgkampe har været så ekstremt stor fokus på enkeltpersoners - det være sig kommentatorer, redaktører og reportere - relationer og uafhængighed, som det har været tilfældet denne gang. Der har været skudt på mange - lige fra Qvortrup og Pittelkow til Michael Kristiansen, DR, TV 2, Urban og Politiken.
Selv her langt over en måned efter valget ser vi stadig historier i pressen om, hvordan personlige relationer har medført redaktionelle prioriteringer, som efterfølgende er gjort til genstand for mistænkeliggørelse.

Det er som om, at debatten har rullet stærkere og mere intenst denne gang. Det er som om, det er ved at brænde på. Vi har brug for en udtømmende og selvkritisk debat - efterfulgt af nødvendige foranstaltninger - så vi sikrer, at relevant mistanke om journalisters, redaktørers og kommentatorers uafhængighed bringes til torvs og ud i fuld offentlighed.

For mig at se er der tegn på at vi ikke længere bliver ved med at kunne undvige egentlige politiske varedeklarationer af medierne og de centrale redaktionelle medarbejdere, som beskæftiger sig med politisk journalistik.

Kun sådan vil befolkningen og medieforbrugerne blive bedst muligt klædt på til at forholde sig kritisk, nøgternt og udtømmende til værdien og validiteten af den enkelte historie og det medie, som bringer den pågældende historie.

Har det redaktionelle miljø noget at tabe ved selv at praktisere den maksimale grad af åbenhed, som vi selv kræver af alle mulige andre fra regeringen og offentlige myndigheder, A. P. Møller, DONG og for den sags skyld Bjarne Riis. Det mener jeg ikke, at det har - det vil tværtimod klæde medierne og pressen at stå helt i front i rene linjer, ærlighed og åbenhed.
Det seneste og aktuelle tilfælde finder man i Berlingske Tidende i dag lørdag, hvor det fremgår, at DR valgte at fjerne en politisk reporter fra valgdækningen af Ny Alliance på valgaftenen. Den pågældende reporter - Christian Gundtoft - er personlige venner med Henrik Qvortrup, og vi kender alle historien om Qvortrup versus Khader under valgkampen. DR’s beslutning kom ifølge Berlingske Tidende efter pres fra Ny Alliance, og den pågældende journalist blev sat på en anden opgave. Sagen er, at der nødvendigvis bliver truffet centrale redaktionelle beslutninger på baggrund af forhold, som isoleret set ikke har noget substantielt med den pågældende historie at gøre.

Og havde man valgt at sende Gundtoft ud for at dække Ny Alliance, er der i mit sind ingen tvivl om, at det ville have været en nødvendig deklaration at fortælle seerne om de personlige, private præferencer, som Gundtoft føler i forhold til en nær ven - i dette tilfælde Qvortrup.
Det er jo ikke sådan, at disse interessekonflikter, personrelationer osv. er mere udbredt nu end tidligere, men medierne synes at være blevet mere opmærksomme på det og kritiske i forhold til hinanden.

Det er en ny udvikling, men den har endnu ikke bredt sig fra kritik og ransagelse til selvkritik og selvransagelse. For eksempel er det umuligt for Ralf Pittelkow at få sine pointer taget alvorligt, når han ifølge sin egen undersøgelse mener at have påvist, at DR’s og TV 2’s redaktionelle dækning af hhv. opposition og regering under valgkampen faldt voldsomt ud til fordel for oppositionen målt på antallet af kritiske indslag.

Det er problematisk, at kritikken altid bare bliver afvist som en automatreaktion, for som Niels Krause-Kjær skriver i Berlingske Tidende i dag om Pittelkows undersøgelse: Sæt nu Pittelkow har bare en smule ret. Alle burde have en interesse i at få be- eller afkræftet de tilbagevendende påstande om, at journalister er ræverøde, og at det styrer deres arbejde.
Sagen er netop, at journaliststandens politiske standpunkter ikke er repræsentativ for befolkningen generelt, og så længe at journalister udfører deres job samvittighedsfuldt og professionelt, behøver det heller ikke være et problem. Men det er en relevant og åben information for mig som borger og medieforbruger at kende fakta. Jeg synes, det er væsentligt og fuldstændig centralt som læser af Urban at vide, at der blandt 30 redaktionelle medarbejdere på Urban er 27, som stemmer på oppositionspartierne.

Oplysningen vil formentlig påvirke mange Urban-læseres tillid til avisens evne til at udføre sine redaktionelle opgaver professionelt og tilstræbt objektivt, men alternativet - at forholde læserne den relevante information - er fuldstændig uholdbar og undergravende for troværdigheden på den lange bane.

Grundlæggende forstår jeg ikke pressens modvilje i forhold til at have en fuldkommen åben og ærlig linje over for borgerne.

Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er en helt naturlig og nødvendig del af pressens arbejde konstant at forholde sig selvkritisk til den løbende redaktionelle dækning. Jeg forstår ikke, at man ikke vedtager, at borgerne skal kende alle relevante oplysninger om redaktionelle medarbejdere og de redaktionelle prioriteringer. Når man holder sig for øje, at pressens rolle i en valgkamp kan være fuldstændig central for udfaldet, er det indiskutabelt, at pressen sørger for at påtage sig dette ansvar og øger sin opmærksomhed om de negative og positive sideeffekter, som kan udløses ved uhensigtsmæssige redaktionelle prioriteringer - taget lidt for meget ved tilfældigheder og med venstre hånd.

Lad os alle kigge med i kortene, så vi som borgere får maksimal tillid til de processer og resultater, som medierne opererer hver dag. Prøv med en åbenhjertig politisk varedeklaration.