Når krybben er tom ...

Der har altid været intens rivalisering mellem den trykte dagspresse og statens public service-stationer DR og TV 2 - men betydelige økonomiske interessekonflikter truer netop nu troværdigheden

Det er ikke sjovt at være dagblad i disse tider. Oplaget falder, annoncemængden er ussel, og medieforbrugerne tilbringer mere og mere tid på dagspressens rival nummer ét: tv.

Ovenikøbet får de elektroniske medier langt den største del af den pulje penge, som bruges til mediestøtte, selvom dagbladenes selvopfattelse tilsiger, at de er langt vigtigere end det overfladiske tv-medie.

Men der er måske lys forude. Politikerne rumler med en større omlægning af den samlede pose penge, der hvert år bliver brugt til mediestøtte.

Af de 6,4 mia. kr. der bruges på at støtte medier på forskellig vis går 1,5 mia. kr. til de trykte medier. De elektroniske får 3,9 mia. kr. Langt hovedparten - 3,3 mia. kr. - går til DR, mens TV 2 via sine regioner tilføres godt 400 mio. kr., som bruges til at producere regionalt tv til TV 2s sendeflade.

Nu er det til diskussion, om pengene bruges på den rigtige måde, og udsigterne til en eventuel omlægning af måden at bruge støttemidlerne på får dagbladene til at vejre morgenluft. For tænk nu hvis man kunne overbevise politikerne om at flytte nogle af pengene væk fra primært DR og til de trykte medier. Det vil dog kræve, at man skaffer sig en bred anerkendelse af, at den trykte presse er meget vigtigere end de elektroniske medier.

Det vil undre mig meget, hvis ikke dagspressen har lagt en udførlig og ambitiøs strategi for, hvordan de vil påvirke politikerne i “den rigtige retning”, underforstået til fremme af synspunktet om, at dagbladene fortjener flere penge af dem, der i dag går til de elektroniske medier.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at dagspressen bevidst har lagt en strategi for ligefrem at forringe DRs og TV 2s omdømme. Jeg kan heller ikke tro, at man ligefrem har besluttet sig for at sætte målrettet ind - via både direktionerne og redaktionerne - for at få TV 2 og DR til at stå i et så dårligt lys, at politikerne overbevises om, at det ville være godt - når nu DR og TV 2 gør det så skidt som jævnligt beskrevet af dagbladene - at omfordele nogle af mediestøttekronerne. Men sådan kan det komme til at fremstå, når man ser på mængden af forskellige offensive tiltag mod DR og TV 2. En stor del er tilmed rent avisskabte historier, mens andre er uden reel væsentlighedsværdi. Men de gavner dagbladenes position, for historierne sværter DRs og TV 2s omdømme.

Problemet er, at dagspressen som ovenfor nævnt har stærke økonomiske interessekonflikter i forhold til DR og TV 2. Der foregår en kamp om fordelingen af mediestøtten.

Det er uheldigt, at dagspressen i ømtålelige sager, hvor den økonomiske interessekonflikt er så åbenlys, ikke sørger for at holde den journalistiske fane ekstra højt. Man bedriver journalistik mod ikke bare sine konkurrenter, men altså også imod dem, der er direkte modstandere i kampen om fremtidens allokering af de mange rare mediestøttekroner.

Det burde med andre ord altid være journalistik renere end sne, når man journalistisk behandler sine konkurrenter, men sådan er det ikke. Jeg har endda oplevet tv-anmeldere hos den trykte presse, som har givet en dårlig anmeldelse af den foregående aftens tv-udsendelser - uden at have set de pågældende udsendelser. Pinligheden hos den pågældende indtrådte først, da han blev konfronteret.

Her er et lille udddrag af de seneste ugers særdeles skarptvinklede, kritiske historier mod DR og TV 2, og som sagtens kunne have tålt større nuancering:

• Venstres pressekonsulent Ditte Okmann stopper i jobbet efter sin Facebook-fadæse. DR kritiseres bla. af Politiken for ikke at have gjort en større ting ud af det i sin nyhedsudsendelse, men nøjedes med at omtale det kort i noteform. DRs synspunkt om, at væsentlighedskriteriet ikke er opfyldt affejes - selvom historien var avis-skabt
• Dagspressen, primært B.T., sår tvivl om DRs troværdighed ved at påstå, at DR snyder med SMS-afstemningerne i underholdningsprogrammet X factor. B.T. formår aldrig at føre et bevis for det eller sandsynliggør, at DR skulle have et motiv til at sætte årtiers troværdighed over styr, som ville være tilfældet, hvis der blev svindlet
• DR og TV 2 stod i lækagesagen kollektivt fast på, at kildebeskyttelsen er ultimativ, hvilket gav stærk kritik i den trykte presse. Men hvis DR og TV 2 omvendt havde brudt kildebeskyttelsen, ville dagspressen med stor sandsynlighed have kritiseret den beslutning også
• Forleden angreb dagbladene DR for at udnytte licenspengene ved at levere gratis tv til togene i det statsejede DSB. En win-win situation for licensbetalerne og skatteyderne, der får mere udbytte af både deres licenspenge og af deres togbillet. Dagspressen mener, at DSB burde have betalt for indholdet og have købt det på det private marked, hvilket i sidste ende havde kostet forbrugerne og skatteyderne flere penge end at lade DR levere indhold til vores fælles, kollektive trafik. Kritikken går på, at DR bruger licenskroner/støttemidler til at levere indholdet, - men aviserne har selv støttepenge i ryggen

Dagbladenes kritik af DR og TV 2 har altid været der. Det er nødvendigt med kritisk journalistik, når ikke mindst DR får kørt så ufattelig mange penge direkte ind i forhallen hvert år. Og det er i den grad nødvendigt at holde journalistikken statens egne medier - der burde være forbillede for alle - under opsyn.

Men kritikken skal være sober og uangribelig i en tid, hvor medierne forsøger at påvirke offentligheden og politikerne til at lave mediestøtteordningerne på en sådan måde, at det lige præcis tilgodeser sig selv.

Det er tvivlsomt, om DR og TV 2 overhovedet selv har erkendt, at denne trussel mod omdømme og anseelse indebærer en betydelig risiko for, at de to virksomheder udsættes for en svækkelse af deres positioner i de kommende medieforligsforhandlinger. Var det tilfældet, ville vi formentlig for længst have set DR og TV 2 langt mere offensive i, hvad der mest af alt ligner en propagandakrig.

Stil krav til mediestøtten

Hele mediestøttesystemet er netop nu ved at blive kigget efter i sømmene. Det medfører forhåbentlig større indre logik og et opgør med hidtidig praksis, så man fremover uddeler støtte på basis af kvaliteten af indholdet – i stedet for som nu, hvor støtten er afhængig af, om man udkommer på den "rette" platform


Statsstøtten til den danske presse, til DR og TV 2 regionerne samt i en vis udstrækning også private tv-stationer i form af momsfritagelse, portotilskud, licens og en public service-pulje er i opbrud. Og med god grund.

I dag uddeles pengene til højre og venstre med hovedet under armen uden at være præget af meget fornuft, rimelighed og slet ikke antydningen af en rød tråd. For eksempel kan intet internetbåret medie modtage statsstøtte, uanset hvor væsentligt, centralt og kvalitetsbetonet indhold og journalistik, det leverer, hvorimod det i sig selv er en kvalifikation for modtagelse af statsstøtte at udkomme på papir et vist antal dage om ugen – uanset indholdets lødighed eller kvalitet.

Det er imidlertid langt værre, at støtteforanstaltningernes struktur skævvrider motivationen til at etablere sig med godt, seriøst og nødvendigt indhold på nye medier som internet og mobiltelefon i forhold til "gamle" platforme som avispapir og tv. Der er altså tale om en konkurrenceforvridning mellem medietyper.

Sådan er det gået, fordi støtteforanstaltningerne efterhånden udviklet sig til et usammenhængende kludetæppe. Og det er da også en væsentlig grund til, at det som et led i den mediepolitiske aftale fra 6. juni 2006 er aftalt, at Kulturministeriet skal iværksætte et udredningsprojekt, der skal munde ud i en rapport om den fremtidige offentlige støtte til medier med henblik på at skabe en større sammenhæng i støtten.

Det er altså nu, at samfundet og politikerne har chancen for at tilrettelægge en fremtidssikret, veludtænkt og gennemarbejdet mediestøtteordning – et system, hvor man kan vælge at definere og opsætte præcise krav til, hvilken type indhold samfundet og skatteborgerne har gavn af og skal betale for. Det er simpelthen en chance for at få mere hånd i hanke med, hvad vi som samfund ønsker at fremelske og støtte i stedet for som nu, at når først man har opfyldt de formelle krav, fortsætter støtten år efter år uanset arten og kvaliteten af indholdet.

Det er vel egentlig ikke for meget forlangt, hvis støttekronerne blev ledsaget af et vist minimumsniveau af krav. Man kunne tænke sig en varieret palet formet over samme skabelon som public service-kravene til DR og TV 2 – men noget mere præcise og klare. For eksempel kunne man forestille sig, at man støttede indholdsmæssige initiativer, som understøttede samfundets sammenhængskraft. Det er der brug for i en tid med voksende fragmentering.

Der er en række tilfælde inden for underholdningens verden, der har bidraget til store fællesoplevelser for den brede befolkning. Dramaserier som Matador og Krøniken hører til i den kategori, men man kunne spørge sig selv, om man kunne motivere indholdsleverandører til at skabe samlende oplevelser, der også var fakta-baserede – altså fra virkelighedens verden.

Public service-forpligtelserne kræver, at DR og TV 2 i sin nyhedsformidling leverer alsidighed, mangfoldighed og kvalitet, samt at sendefladen skal være upartisk og saglig. Disse fem begreber er et omdrejningspunkt, men de er ikke kvantificerede, og de har aldrig været genstand for nogen særlig efterprøvelse. Der er altså tale om skønne ord, som er særligt anvendelige ved højtider og skåltaler, men som i realiteten ikke har kontrolmuligheder indbygget.

Så selv hvis man tog udgangspunkt i de eksisterende public service-forpligtelser, er der stadig det problem, at selv her findes der intet, som sikrer, at indholdet er godt, gedigent og seriøst. Derfor kunne man kigge på, hvorvidt man kunne opnå en fælles opfattelse af, hvad vi som samfund og demokrati har brug for.

Der er altså især to centrale veje at gå, hvis man skal forbedre effekten af den milliardstøtte, som samfundet sender ud til medierne. Man kunne dels lade støtten blive sammenkoblet med præcise krav til indholdet, og man kunne erkende, at i en tid, hvor alle medier kalder sig mediehuse – læg mærke til at ingen længere vil kalde sig tv-station eller avishus – er det nuværende system et udtryk for, at støtteforanstaltninger, som baserer sig på bestemte platforme, er forældede.

Indvendingen vil nok være, at platforme som især dagblade og tv er produktionsmæssigt særligt omkostningstunge, men man kan vende den om og sætte spørgsmålstegn ved, om vi som samfund så ikke ville få meget mere ud af støtten ved at sende pengene efter medier, som udgivelsesmæssigt var mindre tunge. I så tilfælde vil vi i hvert fald få mere indhold for pengene.

Det seneste eksempel kan man finde i den nyetablerede public service-pulje, hvor man har defineret præcis idéer for, hvad man kan opnå støtte til. Det er i sig selv starten på et bedre system, men alligevel valgte man til sidst at fravælge nye medier fra at kunne søge midler i puljen, mens private broadcastere som MTG og SBS kunne hente penge til dramaproduktion.

Det er klart, at med dagbladenes aktuelle økonomiske situation, vil udsigten til at få reduceret statsstøtten være højst ubelejliget – men det er sådan set heller ikke mit ærinde. For min skyld kan fordelingen af midlerne til de forskellige mediehuse fortsat være den samme, men der bør etableres et system, som frigør pengenes binding til platformen og i stedet animerer alle mediehuse til at lægge sig i selen for at skabe indhold, vi som samfund og befolkning har brug for og på den mest hensigtsmæssige formidlingsplatform – det være sig avis, magasiner, ugeblade, tv, internet eller for den sags skyld mobiltelefoner. Alt.

Som systemet er i dag, opfordrer det til status quo og stilstand. Et nyt system ville kunne skabe dynamik, udvikling og forandring – og samtidig sikre og udbygge Danmark som et pionérland inden for anvendelse af ny teknologi.