Efter fredagens medieaftale om de fremtidige økonomiske rammer for TV 2 har regeringen pludselig med ét slag fået de bedst tænkelige muligheder for omsider at gennemføre den længe bebudede privatisering af tv-stationen.
Aftalen skaber ro om fremtiden for TV 2, og der er skruet en langsigtet løsning sammen, så de økonomiske rammer vil ligne normale rammer, der gælder for andre kommercielle tv-stationer - dvs. nogenlunde samme rettigheder, pligter og muligheder som konkurrenterne. Alternativet til redningsplanen var, at TV 2 som følge af omfattende misforvaltning måtte gå planken direkte ud i en konkurs.
Samtidig blev de EU-retssager, som ellers har været angivet som hovedårsagen til den forsinkede privatisering, afgjort i oktober, og resultatet faldt ud til fordel for TV 2 og for den danske stat. Der er altså heller ikke fra den kant længere nogen truende skyer i horisonten.
De væsentligste problemer, som har været angivet som stopklodser for privatiseringen, er altså håndteret nu. EU-Kommissionen har endda valgt ikke at anke EF-Domstolens afgørelse. Dermed er en betydelig fare for privatiseringsprocessen "nedkæmpet".
Der er alt i alt således ikke noget mere oplagt tidspunkt at gøre noget ved sagen på end nu. Der er lagt nogle lange skinner for TV 2s udvikling og økonomi, og regeringen fastholder, at TV 2 skal privatiseres.
Omvendt er det jo ikke lige nu, at prisen for medievirksomheder er allerhøjst. Faktisk er det ikke unormalt, at børsnoterede medievirksomheder er faldet med både 80 og 90 procent på aktiekursen de seneste måneder. Og det er næppe nogen overdrivelse, hvis man påstår, at staten højst får 25-40 procent i provenu i dag, end man ville have fået for et år siden. Så er det rimeligt nu at sælge TV 2 til spotpris til lige den private køber, der som én af de få i markedet råder over likvider til at købe for?
Man kan erindre sig den tidligere kulturminister Brian Mikkelsens forsikringer om, at TV 2 blev solgt af hensyn til TV 2 og ikke af økonomiske årsager. Mikkelsen har ved flere lejligheder sagt, at den pris, som TV 2 kan indbringe, er ligegyldig.
Hvis vi skal holde regeringen fast på det udsagn, er de svære tider lige nu ikke nogen forhindring for at gennemføre privatiseringen - bortset fra det hensyn, at man jo ikke unødigt skal klatte statens aktiver væk.
Men man kan og bør frigive TV 2 fra statens kontrol og styring ved at overdrage TV 2 til sine egentlige ejere - tv-seerne - i form af en børsnotering.
Gevinsten er, at man nedbringe statens alt for store kontrol over de elektroniske medier her til lands, og man forærer ikke TV 2 væk til spotpris og til en tilfældig privat medievirksomhed i en tid, hvor aktivernes værdi er uhørt lave. Skal man forære TV 2 væk, skal det ske til ejerne - det er de danske skatteborgere.
Der er formentlig kun én anvendelig model for en privatisering, med mindre man uden væsentlig begrundelse fastholder at udskyde salget, og det er at sætte TV 2 på folkeaktier. Og dermed vil privatiseringen være en realitet. Uanset hvilken pris man børsnoterer TV 2 til - eller om man reelt forærer en aktie til hver dansker - så har man ikke forbrudt sig mod skatteborgerne ved at frasælge statens aktiver for billigt, for i sidste ende vil netop skatteborgerne få glæde af at være med på en upside, når aktiekurserne igen begynder at stige.
Nogen vil hævde, at løsningen ikke er god nok, fordi TV 2 af udviklingsmæssige hensyn har brug for en større og mere professionel ejer end staten. Men TV 2 har vist sig historisk at klare sig fint på egen hånd. Det er ikke sandsynligt, at nogle af de potentielle købere af TV 2 har afgørende udviklingsmæssige kompetencer, som kan føre TV 2 videre. TV 2 har først og fremmest brug for at blive frigjort fra det snærende statslige ejerskab.
Hvis regeringen - efter at de to største hurdler i forhold til privatiseringen nu er forsvundet - fortsat ikke vil privatisere TV 2 og nu altså giver markedets øjeblikkelige, lave prissætning af virksomheder skylden, er det måske på tide at erkende, at viljen nok ikke reelt er til stede.
For sagen er jo, at det helt rette tidspunkt aldrig oprinder. Og aldrig har mulighederne for på en god og ansvarlig måde at privatisere TV 2 på aldrig været bedre.
Viser opslag med etiketten privatisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten privatisering. Vis alle opslag
lørdag den 10. januar 2009
mandag den 7. maj 2007
Børsnotér TV 2 og forær aktierne til danskerne
Kapitalfonde er ikke regeringens kop te, og det får nu direkte konsekvenser ved privatiseringen af DONG, hvor kapitalfondene er bandlyst som ejere. DONG skal være folkeaktie – det var måske mindst lige så oplagt at gøre det samme med TV 2
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
Man kommer ikke udenom at skulle privatisere TV 2. Hvordan man vender og drejer det, er det afgørende, at TV 2 får helt frie hænder på det kommercielle marked, og at ingen gode udviklingsmuligheder forspildes. Staten og politikerne bør lempes ud af TV 2's bagdør snarest mulig, så skiftende regeringer ikke udsteder skiftende direktiver om, hvad TV 2 skal og ikke skal beskæftige sig med. Desuden skal TV 2 sikres umiddelbar adgang til at skaffe sig kapital for at sikre en kontinuerlig udvikling af virksomheden.
Men TV 2 er også danskernes medievirksomhed og Danmarks største tv-station. TV 2 er som DR en hjørnesten i det danske samfund og i dansk kultur. Hvis man ønsker at bevare det og anerkender, at staten har et ansvar for almenvellet, bør politikerne og regeringen nøje overveje at gennemanalysere forskellige scenarier for privatiseringen. Det er netop nu, at fremtidens mediebillede bliver grundlagt, og politikerne har med ejerskabet af TV 2 uhyre store muligheder for at påvirke det i en ønsket retning, som det rent kommercielle marked måske ikke kan levere. Det vil blandt andet indebære fornyet overvejelse om, hvorvidt den hidtidige privatiseringsmodel for TV 2 nu også er den rigtige. For eksempel er en børsnotering af TV 2 et absolut interessant scenario, som endnu ikke har været under seriøs overvejelse.
Faktum er nemlig, at der foreligger en ny situation – mildest talt. Forventningen har været, at efter en privatisering af TV 2, var der stadig garanti for, at der i værste fald fortsat var et DR, som på højt publicistisk niveau sikrede public service her til lands, hvis det skulle gå så galt, at man en ejer ind i TV 2, som ikke levede helhjertet op til public service-forpligtelserne.
Nu ser det ud til, at DR enten ikke kan eller vil løfte den nødvendige opgave på trods af, at budgettet og antallet af medarbejdere er langt større end på TV 2. Knap 20 år efter sin fødsel kan TV 2 erklære sejren total, og med de seneste programmæssige dispositioner, herunder at nedlægge sporten, ser det ud til, at DR endegyldigt har opgivet igen at udfordre TV 2 på størrelse og på bred og folkelig public service.
Vil man på det grundlag fortsat privatisere TV 2 efter modellen for højstbydende? Man kan i hvert fald meget hurtigt komme til at fortryde det. Scenariet hvor man har tabt både DR og TV 2 som gedigne public service-aktører vil sværte kulturminister Brian Mikkelsens og regeringens eftermæle for altid. Netop nu er der brug for, at han mestrer andet end de nemme løsninger: sælge TV 2 til højstbydende og bede DR om selv at klare ærterne.
Der er inspiration for kulturministeren at finde i børsnoteringen af DONG og udmeldinger fra bestyrelsesformand Fritz Schur, der har bandlyst kapitalfonde i ejerkredsen. Schur vil gøre DONG til en folkeaktie, fordi energiselskabet har millioner af danskere som kunder. Der bør ifølge Schur i en ny ejerstruktur kunne skabes både en kunde- og ejerrelation til danskerne.
Den loyalitet og det engagement, man derved frembringer hos kunderne, når de også er ejere, kan næppe undervurderes. Især i en populær virksomhed som TV 2 vil det være en stor gevinst. Alene generalforsamlingerne vil være et tilløbsstykke, og danskerne vil heppe med på hvert eneste nye initiativ, herunder nye kanaler som TV 2 Sport, i takt med, at kursen på deres aktier gik op.
Schur siger ingenting så afgørende uden at have rygdækning i regeringen og hos statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er skeptiske over for netop kapitalfondenes metoder og moral. Måske ser vi en indikation af, at regeringen er ved at være moden til at sælge TV 2 på en anden måde end den oprindeligt planlagte.
TV 2 er endda mere oplagt at gøre til folkeaktie end DONG. Foruden at være en professionel medievirksomhed er TV 2 også en kulturinstitution, der har rødder langt ned i den danske folkesjæl. TV 2 er en underholdningskoncern, ja. Men TV 2 er også i kulturens, demokratiets og samfundets tjeneste, og her fungerer ren profitoptimering ikke. I så fald behøvede man jo ikke statsstøtte til de politiske partier, til kunsten, kulturen, produktion af film og tv-dokumentar, regionale tv-udsendelser etc.
Idéen om at skabe både en kunde- og en ejerrelation til danskerne er ualmindelig oplagt lige netop i TV 2's tilfælde. Det kunne overvejes at lade de danske skatteborgere overtage aktiemajoriteten i TV 2 via en børsnotering. Det ville kunne fastholde en balance i TV 2 mellem det kulturelle og det kommercielle, og sikre TV 2 som en spændstig, folkelig forankret (og dermed også hos kunderne) organisation, hvor sproget der tales ikke kun hedder Excel.
Kulturminister Brian Mikkelsen har sagt, at for ham er prisen på TV 2 fuldstændig ligegyldig, så ejeren har altså ingen finansielle indvendinger mod at gøre alle danskere til TV 2-aktionærer. Hans fokus er alene at finde den privatiseringsmodel, som tjener TV 2's udvikling bedst. TV 2 kan sagtens etablere sig med alverdens alliancepartnere – det har den seneste udvikling vist. Og kapitalproblematikken vil også være løst, idet en børsnotering pr. definition sikrer adgang til kapital. Og så sikrer man sig, at TV 2 ikke havner på uønskede hænder, når dem, der har købt TV 2, bliver solgt til en helt tredje.
Helt ultimativt kunne man sælge aktierne til favørkurs i stedet for at forære dem væk. Provenuet kunne bruges til at hjælpe DR – for eksempel ved at købe koncerthuset – og det gode ved den model ville være, at skatteborgerne selv kunne vælge, om man ville bidrage udover licensen til at dække hullet efter DR's skandale. Til gengæld for den økonomiske støtte til DR stod man ovenikøbet med en TV 2-aktie i hånden. Det ville alt i alt vække større glæde end et salg til en multinational kapitalfond.
Ovenstående tekst bringes også som klumme i bladet Markedsføring tirsdag den 8. maj 2007
Abonner på:
Opslag (Atom)