Viser opslag med etiketten Tøger Seidenfaden. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tøger Seidenfaden. Vis alle opslag

fredag den 26. februar 2010

Hvad med Politikens journalister?

Tøger Seidenfadens knæfald for ytringsfriheden er ikke gået stille for sig.

Seidenfaden går tit i opposition og ofte med voldsomme og diskutable metoder. Men med undskyldningen for Muhammed-tegningerne har han med sine grænseoverskridende dispositioner fået den hidtil kraftigste reaktion fra alle med nogen betydning i det danske samfund. Aldrig tidligere har så mange på tværs af politiske skel, arbejdsgivere og lønmodtagere i pressen vendt sig så definitivt imod en handling som denne gang.

Men der er én betydende gruppe, vi endnu ikke har hørt fra, og som undervejs i Seidenfadens mange eskapader og udfordringer af almindelig anstændighed har forholdt sig tavse - Politikens journalister.

Der er hen ad vejen journalister, som i stilhed har forladt avisen i protest mod, at avisen ikke længere råder over normale, journalistiske uafhængighedsprincipper, men er blevet en interesseorganisation, en politisk bevægelse. Det er sket med henvisning til, at det efterhånden er umuligt at bedrive journalistik på avisen, når man hele tiden skal tage subjektive hensyn til forskellige aktivistiske tiltag og holdninger.

Men der er stadig rigtig mange, som stadig arbejder på Politiken, og som må kigge ud af vinduerne og føle sig ubehageligt isoleret, når alle af betydning råber og skriger efter deres chef.

Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.

Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.

De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.

Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.

Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.

Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.

Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?

Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?

tirsdag den 24. juni 2008

Politiken sammenligner det usammenlignelige

Politikens linje vedrørende drift og ejerskab af public service-stationerne er velkendt, som Tøger Seidenfaden beskriver det i sit svarmin kritik af en leder bragt i avisen i sidste uge.

Men derved forsvarer Seidenfaden Politikens synspunkter, som slet ikke er essensen af den kritiserede leder. Lederens sigte var derimod ved sammenligning af de økonomiske kriser i henholdsvis DR og TV 2 at fremstille det som om, kulturminister Brian Mikkelsen med fuldt overlæg og på basis af politiske - og dermed usaglige - årsager forskelsbehandler DR og TV 2.

Før man kan konkludere, at der er tale om forskelsbehandling, er man nødt til med en vis rimelighed at kunne hævde, at DRs og TV 2s situation er sammenlignelige. Ellers er det meningsløst at tale om forskelsbehandling, for selvfølgelig behandler man to helt forskellige cases på helt forskellig vis. Og de to public service-virksomheders situation var og er fundamentalt forskellige, hvilket fjerner grundlaget for at kritisere, at de to institutioner forskelsbehandles.

. DRs økonomiske krise blev bygget op over flere år, hvor den gradvist forværredes, men uden at det på noget tidspunkt tilnærmelsesvist var livstruende for virksomheden.

TV 2s økonomiske krise er voldsomt akut og kræver naturligt en omgående og resolut handling, hvilket er væsensforskelligt fra DRs økonomiske krise, der blev bygget op over mange år - uden nogen alvorlig debat, før det var for sent - og som nok kulminerede med en massiv presseomtale, men som aldrig var så alvorlig, at det truede DR på eksistensen.

Derimod er TV 2 livstruet, og havde man ladet stå til, var TV 2 strøget direkte ud i en konkurs, hvilket DR som nævnt ikke har været i nærheden af. Derfor er der brug for to helt forskellige former for handling. Det er elementært ejerskabsstrategi for en virksomhed og/eller institution. Det ville være idioti og inkompetence på højeste niveau, hvis man havde behandlet de to virksomheder ens.

Men havde TV 2s krise ikke været livstruende, ville der for alvor være noget at angribe regeringens hjælp for. For der må gælde den regel for statens virksomheder, at hvis man roder sig selv ud i enorme økonomiske problemer, må man selv sørge for at få rettet op på økonomien igen. Det kan ikke være skatteyderne, som tilbagevendende må til lommerne, fordi mere eller mindre kompetente direktioner og bestyrelser kan læne sig tilbage, velvidende at man bare kan komme rendende til ejeren for at tigge om flere penge. Vi har set, at hvad der ellers har været opfattet som stærkt kompetente erhvervsfolk i formandskaberne for DR og TV 2, har vist sig helt uegnede til at påtage sig disse opgaver.

TV 2 har fået et helt nødvendigt lån i en helt akut situation - men det bliver TV 2, som selv kommer til at skulle betale for den omfattende økonomiske oprydning. Jeg har i hvert fald ikke hørt hverken regering eller opposition foreslå, at seerne i dette tilfælde skal holdes skadesløse, som ellers var et bærende argument under DR-krisen. Og det er en kendsgerning, at TV 2 har fyret 205 medarbejdere og gennemlever en spareplan, der formentlig relativt set er voldsommere end den, DR har været igennem.

Politiken forsøgte i sin leder at fremstille det som om, der bag de forskellige handlinger ligger gustne politiske motiver, og for at sandsynliggøre det, bevæger man sig argumentationsmæssigt ud på tynd is ved at fremstille de to cases som sammenlignelige. Og derved begår lederskribenten et selvmål, idet denne manøvre sender selve lederens vinkling til jorden. Om der rent faktisk foreligger gustne, politiske motiver bag, skal jeg ikke kunne afgøre - og i hvert fald er Politikens argumentation helt utilstrækkelig til at belyse, at dette i givet fald skulle være tilfældet.