Skandale: Pressen kan jo ikke regne

Mediernes dækning af regeringens genopretningsplan har afdækket, hvad man indimellem har haft mistanke om - at regning og matematik ikke hører til en naturlig spidskompetence hos journalister, der kan kløjs i selv de mest simple regnestykker. Det er jo ærligt talt ikke særlig heldigt, al den stund, at pressen fabrikerer historier på basis af de fejlagtige regnestykker, hvilket selvsagt resulterer i direkte forkerte oplysninger i historierne. Ja, faktisk betyder det ikke sjældent, at historier finder vej til offentligheden og påvirker den offentlige mening - selvom vinklerne på historierne er faktuelt forkerte. De mange historier om konsekvenserne af loftet over børnechecken på 30.000 kr. fra 2013 bør give anledning til en god portion selvransagelse på redaktionerne, hvis efterkritikken da ellers overhovedet har opfanget de mange forkerte historier. Der er brug for, at man i en fart får opprioriteret journalisternes efteruddannelse og får banket nogle regne-kurser op. Læserne og seerne bør kunne stole på, at tingene er ordentligt efterprøvet og regnet igennem, når det slippes fri. Det kan de ikke i dag. Og det er da flovt for medierne. Selv har jeg til gode at se bare én historie hvor beregningerne over børnechecken er faktuelt korrekte. Stort set alle medier har hidtil overdrevet de økonomiske konsekvenser for børnefamilierne. Nogle har endda overdrevet dem vildt - for eksempel ved at hævde, at tabet var på 17.000 kr., selvom det reelt kun var på 7500 kr. Det gælder både aviserne og statens egne public service-stationer. Nogle har endda undskyldt sig med, at det var beregninger, som Danske Bank har foretaget. Man må spørge: På hvilket tidspunkt siden finanskrisens start i 2008 er Danske Bank af pressen blevet taget så meget til nåde, at man blindt stoler på alt, hvad de siger og gør? Kildekritik er ikke afskaffet endnu - og ingen medier har ret til uden filter ukritisk at videregive informationer fra tredjepart. En gennemgående fejl er, at medierne simpelthen glemmer eller overser, at børnenes alder i dag - alderen afgør størrelsen på børnechecken - ikke er den samme, når den nye ordning er indfaset i 2013. Når man beregner konsekvenserne, er man sådan set nødt til at tage udgangspunkt i, hvad barnet ville have været berettiget til i 2013 - og ikke hvad det får i dag. Får man eksempelvis i dag 41.016 kr. for tre børn i alderen 1, 4 og 8 år., ville man i 2013 - når børnene imellemtiden var blevet 4, 7 og 11 år - have fået 34.608 kr. under den gamle ordning. Det er altså faktuelt ukorrekt at opgøre tabet som differencen på loftet på 30.000 kr. og så det beløb, man får i dag. Tabet er således ikke forskellen fra loftet på 30.000 og til de 41.000 - men derimod forskellen fra loftet og til de 34.608. Reelt altså 4608 kr. I 2011 og 2012 er tabene endnu mindre på grund af en kompensationsordning. Af det beløb man står til at miste i 2011, bliver man kompenseret for 75%, hvorved tabet for de fleste er yderst behersket. I 2012 er kompensationen 50%. Ét er beregninger af en ukompliceret sag som børnechecken. Det er ikke så godt, at pressen ikke har kunnet formidle det på en fejlfri måde, når nu det ikke er så svært gennemskueligt. Men når nu så nemme regnestykker går galt - kan vi så på nogen måde forvente, at pressen overhovedet har de økonomiske og matematiske kompetencer til at forstå, overskue, beregne og videreformidle de langt mere komplicerede økonomiske sager, som når Løkke og Thorning hver især fremsætter deres økonomiske udspil? Det er ufatteligt vigtigt for landet og de økonomiske fremtidsudsigter, at pressen videreformidler de forskellige økonomiske udspil på en troværdighed og sandfærdig måde. Ellers kan vi ikke tage stilling på et fyldestgørende og korrekt grundlag, for det er jo langt de færreste vælgere, som selv opsøger grundkilderne hos partierne for selv at studere dem. Og selv hvis de gjorde, er kun få i stand til at forstå de økonomiske konsekvenser til bunds. Men så er det jo godt, at vi har pressen til at klare den opgave. Det er pressen, som på vegne af borgerne, skal kunne perspektivere konsekvenserne af partiernes økonomiske politik. Og når mange tager stilling med udgangspunkt i mediernes gengivelse, er det ikke særlig fantastisk, hvis vælgerne på grund af de manglende regne-evner ender med at tage politisk stilling på grund af historier, som er faktuelt forkerte.

Intet vil mere være det samme for finanssektoren

Troværdighed. Pålidelighed. Driftssikkerhed. Det er nogle af de helt centrale kerneværdier, som har aflejret sig hos mig efter de seneste års massive brandingkampagner fra diverse selskaber i finanssektoren. Og de værdier har sat sig dybt i mig og i alle de mange mennesker, som har ageret modtagere af budskaberne.

Scene 2: Det forlyder nu efter den voldsomste finansielle krise nogensinde, at erhvervslivet stræber efter et opgør med den finansielle sektor, så man endegyldigt frigør sig fra afhængigheden af den og af bankerne. Man vil ikke længere have samarbejdspartnere, som forsøger at overvælte sine akutte problemer til kunderne i form af opsagte lån eller pludseligt øgede krav om sikkerhed - eller helt basalt fra den ene måned til den anden: Massiv lånevillighed til en hermetisk og totalt lukket udlånskasse. Og samtidig har den globale finanssektors hasarderede forretningsstrategier bragt det meste af verden på randen af kollaps.

Hvis befolkningerne og erhvervslivet nogensinde tilgiver finanssektorerne dét, så vil der gå meget, meget lang tid. Og i en frisk undersøgelse i USA viser det sig, at amerikanerne ikke længere stoler på deres finansielle rådgivere.

Det er nok også de færreste, der gør det i Danmark, når så mange er blevet lokket til at belåne boligens friværdi for at sætte pengene ind på pensionsopsparinger, som bankerne tjente penge på eller har fået de allermest absurde købsanbefalinger på aktier indtil få dage og uger, inden helvede brød løs i september. Vi regnede jo med, at finansdrengene og -pigerne havde en hel del mere indsigt i markederne end os almindeligt dødelige. Og er aktierådene fulgt - endda måske for lånte penge - står bankerne jo da selvfølgelig klar til straks at opsige lånene, fordi sikkerheden jo er forsvundet.

Og hvorfor er det så gået så galt? Jeg skal nok afstå fra at kloge mig på finansielle virksomheders strategier og klogskaben bag dem, men når det går så rygende galt i forhold til anseelse og omdømme, er det fordi, vi er blevet bildt noget fuldstændig andet ind - troværdighed, pålidelighed og driftssikkerhed. De betydningsfulde ord, som finanssektoren ønskede at omgærde sig med, var tomme, og branchen har vist sig helt ude af stand til at leve op til det.

Det er forventningsdannelse på grønspætteniveau. Finansdirektørerne har nydt at give den som betydningsfulde og uundværlige figurer i hele den økonomiske samfundsstruktur - samtidig med at de bag ryggen på kunderne - de private og erhvervslivet - har scoret tocifrede millionbeløb i personlig vinding. Og det har ikke engang været værst i Danmark.

Egentlig kan man sige, at der jo ikke er noget galt med at maksimere sin profit og med at tage de aktieoptioner, som letsindige bestyrelser har hældt i halsen på direktørerne. Det gælder for så mange brancher. Det går kun så galt, fordi vi er blevet bildt ind i voldsomt selvpromoverende kampagner, at finansvirksomheder er bundsolide, tillidsfulde og til at stole på. Det gjaldt bare ikke, da det kom til stykket. Og nu truer den totale strategiske kovending i branchen med at lukke stribevis af sunde og hæderlige virksomheder.

Det vil næppe blive glemt. Finanssektorens særlige agtelse er en saga blott. Omdømmet er mere end blot ridset, - det er tæt på totalskadet, hvilket også vil kunne mærkes på rekrutteringen i årene, der kommer, for det er hellere ikke længere så respektabelt at arbejde i en bank.