Lammet?

.. en diskussion om sproglig journalistisk hæderlighed kan indimellem være påkrævet på redaktionerne.

http://www.bt.dk/danmark/trafikken-lammet-saadan-kommer-du-hurtigst-hjem

"Store dele af Sjælland" skulle være "lammet" af to ulykker? Come on, B.T. - det er den slags, der gør, at vores fag bliver lettere til grin. Vi burde være for stolte til at lade vores ordvalg blive manipuleret af, hvad der kan give flest mulig klik - ikke mindst når det kræver, at sandheden ofres.

Stil skrappe krav til mediestøtten

Et større milliardbeløb går hvert år til de danske medier uden særlige kvalitetskrav. Omlægning af mediestøtten giver en helt ny chance for at fremme journalistik, der gavner folkeoplysningen, kulturformidlingen og debatskabelsen - og dermed demokratiet og samfundet

5,4 mia. kr. tilflyder de danske medier i direkte eller indirekte støtte fra borgerne hvert år. DR tager to tredjedele - 3,4 mia. kr. - mens en lang række medievirksomheder, altovervejende otte TV 2-regioner og en stribe dagblade, må deles om de sidste 2 mia. kr.

Det er paradoksalt, at selvom støtten til medierne begrundes med mediernes vigtige rolle for demokratiet, så bruges pengene ikke aktivt til at fremme indhold og journalistik, som rent faktisk understøtter denne demokratiske rolle.

I stedet deles pengene ud efter om man er statsligt ejede tv-stationer, eller om man producerer sit indhold til avispapir og udkommer dagligt. Der uddeles ikke én krone til journalistik, selvom det indlysende er journalistikken og ikke platformen, som understøtter demokratiet.

Journalistik med en særlig samfundsgavnlig værdi er defineret ved enten at være debatskabende, kulturformidlende eller folkeoplysende. Det er med andre ord public service. For cirka 10 år siden hævdede den daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen, at også Lykkehjulet var public service, og dermed punkterede hun al meningsfuld debat om, hvad vi som samfund og borgere opfatter som journalistik af værdi, der bør støttes. Hendes påstand skabte en bevidsthed om, at man reelt kan argumentere for hvad som helst som havende en demokratisk værdi - også Lykkehjulet.

Nu er det nødvendigt at gøre op med den værdirelativisme, som lå i kulturministerens udsagn. Midlerne er begrænsede, og politikerne har næppe tænkt sig at øge puljen på de 5,4 mia. kr., selvom det i høj grad er aktuelt at diskutere flere penge, når globale medier som Google, Facebook og YouTube med massiv kraft gør indhug i det medietidsforbrug, som tidligere lå på dansksprogede medier med en samfundsgavnlig og demokratiunderstøttende funktion.

Omlægningen af mediestøtten er en helt unik chance for at fremme og motivere til produktionen af indhold og journalistik, som kommer under stadig større pres, og som ikke kan fungere på kommercielle vilkår. Langt de fleste vil være enige i, at vi står foran en reel udfordring og et voksende problem - men der vil være stor uenighed om, hvordan det kan løses.

Uenigheden vil bestå i, hvordan vi undgår en flok smagsdommere, som sidder og afgør, hvad der er god eller dårlig journalistik. Denne frygt kan ødelægge en historisk chance for at fremme den type journalistik, som er presset af tidens tyranniske jagt på seere, læsere og brugere. Det vil være ærgerligt, hvis den frygt skal ødelægge muligheden for at lægge helt nye spor for fremtidens journalistik.

Grundlæggende må vi forholde os til, hvad vi ønsker at fremme, og om dette kan overlades til markedskræfterne eller ej. Vi får - i lyset af at ressourcerne er begrænsede - brug for at diskutere det rimelige af, at vi bruger offentlige midler til at sende amerikanske film og serier, producere gossip og bruge millioner af kroner på underholdning generelt - uanset om det er på tv eller i aviserne.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt underholdning på tv eller på print er god eller dårlig smag, men snarere en konstatering af at udenlandsk fiktion, gossip og fredagsunderholdning ikke er truet. Det skal nok overleve - også på rent kommercielle vilkår uden offentlig støtte. Danskproduceret underholdning støttes i øvrigt allerede massivt via filmstøtteordningen.

Situationen i dag er uholdbar, fordi vi ikke véd en døjt om, hvilken nytteværdi der de facto kommer ud af de 5,4 mia. kr., altimens presset udefra vokser. Vi har ikke megen idé om, hvor mange af pengene der bidrager til at understøtte de samfundsmæssige egenskaber, vi ønsker at fremme: debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.

Fremtidens støttesystemer bør tilrettelægges, så effekten af støttekronerne bliver maksimeret, og samfundet og borgerne får en reel og dokumenterbar nytteværdi. Der er brug for kvalitetskontrol, og der er behov for, at man ud fra de tre begreber - debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning - får udkrystalliseret fremtidens definition på støtteværdig public service.

Optimalt udviklet vil fremtidens støtteordning kunne modvirke tidens uheldige tendenser, hvor man især i tv-mediet ser en forfladigelse og alt for meget infotainment. Man skal kaste et blik på de amerikanske nyhedsudsendelser for at se, hvad danske medier er inspireret af - og så er det let at blive skræmt ved udsigten til, at danske tv-nyheder om føje år vil se ud som de amerikanske, hvis ikke vi prøver at påvirke det.

Konkurrencen om seernes opmærksomhed er så intens, at opfindsomheden for at undgå, at de zapper væk bliver stadig større. I Danmark ser vi en kraftig dyrkning af dramatiserende krimistof samt det journalistiske nyhedskriterium - konflikten.

Konflikt og konfrontation giver utvivlsomt en nyhedsudsendelse en sticky effekt, fordi det er drama, det er spændstighed og nerve. Men når formen rendyrkes på en måde så politiske yderpunkter konstant sættes op mod hinanden, er det ikke længere samfundsgavnligt. Vi véd, at når redaktionen skaffer kilder, som skal deltage i aftenens live-debat i studiet, vælger man den modpol med standpunkter længst mulig væk fra modstanderen, og som er villig til at sige tingene mere direkte og firkantede. Resultatet er forsimplet journalistik, hvor det er mere interessant at høre om det sorte eller det hvide, fremfor de mange nuancer midt imellem. I værste fald bidrager til radikalisering.

Der er masser af journalistik og indhold generelt, som det simpelthen er meningsløst at støtte set ud fra et demokratisk synspunkt. Vejen frem er at enes om, hvordan vi definerer den nødvendige journalistik og overlader resten til markedskræfterne, uanset platformen, og hvordan vi i praksis undgår at skabe mediestøtteordninger, som medfinansierer det, der sagtens kan klare sig selv.

Dramaet mellem Berlingske og Jyllands-Posten

Det er aldrig kedeligt, når medier kommer op at slås. Meget er på spil - penge, ære og stor prestige. Og så troværdighed, der er alle journalistisk bårede mediers moder og selve det bærende fundament. Derfor er medier uden troværdighed ligegyldige i samfundsmæssig forstand. De tillægges ingen demokratisk værdi.

Det er i det lys, at man skal se forrige uges konflikt mellem to af Danmarks tungeste og mest betydende medier - Berlingske og Jyllands-Posten. Sidstnævnte såede i en omfattende redaktionel behandling grundlæggende tvivl om Berlingskes langsigtede overlevelsesevne. Jyllands-Posten havde benyttet sig af økonomiske fremskrivninger, analyser af regnskaber samt tilsyneladende et internt dokument, som Berlingskes ejer - britiske Mecom - havde udleveret.

Berlingskes reaktion var skarp, og der blev truet med et retsligt efterspil - blandt andet for brugen af det interne dokument.

Det vil føre for vidt her at skitsere uenighederne, men udgangspunktet er, at Berlingske blev udsat for det, som masser af virksomheder, organisationer og enkeltpersoner dagligt må finde sig i - nærgående, snagende og kritisk journalistik. Og da Berlingske set med samfundsøjne er en meget vigtig virksomhed - som andre dagblade en central institution i det danske demokrati - bliver man simpelthen nødt til at acceptere samme medicin, som man ordinerer andre.

Mange spørger sig, hvorfor Berlingske vælger at hidse sig sådan op, når man selv bliver udsat for det, man udsætter andre for. Der er ingen tvivl om, at Berlingske og koncernchef Lisbeth Knudsen føler sig voldsomt forurettet over Jyllands-Postens historie og metoder. Og Jyllands-Posten har på sin side også følt sig krænket over Berlingskes angreb. Sagen er, at journalistik langt fra er ufejlbarligt. Alene arbejdsbetingelserne for nyhedsjournalistik, der jo selvsagt skal udarbejdes med en snæver tidshorisont, kalder på, at fejl er uundgåelige. Men vi lever som samfund og borgere med fejl i journalistikken, fordi journalistik er et så nødvendigt erhverv.

Om Jyllands-Posten har begået egentlige fejl i sit prisværdige forsøg på at kulegrave økonomien i Berlingske, er for udenforstående umuligt at gennemskue. Parterne kyler postulater gennem det offentlige rum, og tilbage som tabere står læserne, der ikke fatter, hvad der er op og ned. Men hvad vi véd er, at Jyllands-Postens primære sigte definitivt er rigtigt og ædelt: Ønsket om at afdække den økonomiske fundament hos ét af landets allermest betydende dagblade, nemlig Berlingske Tidende, samt den koncern, som avisen er en del af.

Berlingske Tidende og moderselskabet Berlingske Media er én af Danmarks bærende demokratiske institutioner. Berlingske er så meget mere end bare en privat, kommerciel virksomhed. Berlingske får endda som flere af sine konkurrenter massiv statsstøtte i form af ikke mindst momsfritagelse. Borgerne har med andre ord al mulig krav på og legitim interesse i, at pressen kulegraver denne virksomheds sundhedstilstand - fuldstændig på samme måde, som Berlingske kulegraver politiet, uagtet at politiet ikke bryder sig om Berlingskes metoder.

Selv er jeg bekymret på Berlingskes vegne, og jeg forstår egentlig ikke, hvorfor der ikke er mange flere bekymrede, for det virker på ingen måde som om, Berlingske i dag har en ejer, der er kapabel til at sikre, at Berlingske igen og fortsat kommer til at udfylde den plads, som huset har haft i rigtig, rigtig mange år.

Berlingske-koncernen var indtil 2000 en ufattelig stærk medievirksomhed og kontrollerede direkte eller indirekte omkring 40 procent af det samlede, danske avisoplag. Skiftet kom, da Berlingske blev solgt til det børsnoterede Orkla, som på trods af sin tålmodighed, satte et overskudskrav til virksomheden - endda et for branchen et afsindigt højt krav om en overskudsgrad på 15 procent. Siden har intet været det samme. Målet er i høj grad forsøgt nået gennem vedvarende besparelser, og selvom ingen virksomhed bør bestå af mere fedt end højst nødvendigt, er det mange år siden, at de tilbagevendende besparelser på Berlingske er begyndt at vise sig som kvalitetsforringelser.

Yderligere besparelser på Berlingske kombineret med den ualmindelig svagt funderede økonomiske situation hos Mecom, der ejer Berlingske Media, giver al mulig grund til at være alarmeret. Hvis Berlingske i værste fald skulle gå hen og lukke, vil det være et kæmpetab for det danske samfund. Derfor er Jyllands-Postens interesse for Berlingskes økonomiske situation meget dybere og vigtigere end eventuelle journalistiske fodfejl. Pressen må med andre ord simpelthen tåle at blive udsat for mindst samme journalistiske granskning som alle andre i dette samfund - inklusive alle journalistiske styrker og svagheder.

Pressens nedslidte bremseklodser

Forleden begik Ekstra Bladet en mega-brøler ved at sende breaking news ud om et brændende fly på vej mod Aalborg. Det viste sig nemlig at være en beredskabsøvelse. Desværre kommer vi til at se mere af den slags brølere, for konkurrencen mellem medierne har efterhånden flyttet sig fra kvalitet og troværdighed til tid og hurtighed

TV 2 NEWS var en epokegørende skabelse, da den blev født 1. december 2007. Men den blev også fra starten udråbt som et 24 timers altfortærende monster.

Forudsigelserne er blevet til virkelighed. Mange var på forhånd skeptiske og fremhævede, at Danmark er et for lille land til en 24 timers nyhedskanal. Dermed får stadig flere ubetydeligheder plads i kanalens nyhedsflade, og som en forlængelse for det får også stadig flere og stadig mindre begivenheder karakteristikken "breaking news". Og når der skal fyldes 24 timer i døgnet, er det godt at fodre det altfortærende nyhedsmonster med lange stand up live-reportager fra eksempelvis Københavns Lufthavn, hvor man fortæller, at Stein Baggers fly IKKE er landet netop nu.

En 24 timers nyhedskanal er imidlertid ikke til at komme udenom i et samfund, hvor globaliseringens effekter viser sig i stigende grad hver dag, og hvor betydningen af at komme først med nyhederne er stiger. Og netop betydningen af hastighed er en yderst farlig udvikling, når det sker sideløbende med mandskabsreduktioner på de journalistiske arbejdspladser. Hastighedskravet er drivkraften, når Ekstra Bladet har mere travlt med at komme først med en breaking news end at foretage den nødvendige journalistiske research.

Færre journalistiske ressourcer på redaktionerne i en kombination med voldsom øget krav om hastighed, koster på journalistisk research, grundighed, viden og indsigt. Prisen er dødbringende for medierne og for faget i forhold til offentligheden - for det sætter troværdigheden på spil. Der kommer simpelthen for meget skrammel ud over rampen, endnu inden journalisten har sin viden og research på plads.

Det er mediernes dækning af svineinfluenzaen et eksempel på. Kravene til hastighed er så udpræget, at man skriver sin historie til nettet eller går live på skærmen, før researchen er på plads. Fejlprocenterne ryger i vejret, og det forværres yderligere af, at de enkelte medier skruppelløst og ukritisk kopierer hinandens mere eller mindre korrekte oplysninger.

Den 1. maj bragte TV 2 NYHEDERNE ét af de indslag, der har potentialet til at blive et eksempel til skræk og advarsel på journalistuddannelserne. En ellers god idé - TV 2s journalist var taget til Mexico, til arnestedet for svineinfluenzaens udbrud - endte med en proportionsforvrænget reportage.

Der skete nemlig absolut ingenting i den lille flække i Mexico, hvor det første tilfælde brød ud - i La Gloria. Og når der nu altså ikke var fugls føde i historien, kunne man da i stedet ved nogle retoriske greb samt nogle visuelle tricks dramatisere historien - sådan er det jo med tomme tønder. Og det var så, hvad seerne fik i indslaget fra Mexico, når nu der ikke var noget at rapportere hjem om.

TV 2s udsendte brugte ord, som han næppe ville have gjort, hvis der havde været en dybere viden, mere grundig research eller bare lidt journalistisk ansvarlighed og stolthed. Den første influenza-ramte - Edgar på 5 år, der i øvrigt havde det glimrende - havde "ved et mirakel overlevet den fatale virus", som reporteren sagde, og flere gange blev, hvad der formentlig er en ret banal influenza, omtalt som dødelig og livsfarlig.

Alle influenzaer er i princippet dødelige, og i Danmark døde der af influenza sidste vinter omkring 1000 mennesker. Til sammenligning blev 394 mennesker dræbt i trafikken i 2008, men ingen medier har rapporteret live, ryddet sendeflader og forsider for at beskrive de i princippet dødelige influenzaer, som rammer Danmark og resten af verden hvert eneste år.

Dramatikken i TV 2s reportage fra Mexico tog prisen som vel nok den mest fordrejende - godt understøttet af at TV 2s udsendte bar en ansigtsmaske i sit indslag, og da ikke én eneste person blandt de medvirkende i indslaget fra La Gloria udover altså reporteren brugte ansigtsmaske, kom maskeringen til at virke som et kynisk og bevidst forsøg på at dramatisere en i øvrigt udramatisk situation, - et indtryk der bare blev forstærket af, at indbyggerne i La Gloria så absolut sunde og raske ud. Det var ikke rigtig "Ground Zero", som det ellers blev påstået.

Ingen undslipper verdens gang, og forandringer er nødvendige. Nogen tror, at forandringer kun er af det gode, og selvom pressens konkurrence om hastighed er på mange måder en god udvikling, blandt andet fordi det effektiviserer den måde, hvorpå informationer bliver bragt rundt i verden på, så har al forandring sin pris. I dette tilfælde er prisen, at journalistisk research, omhyggelighed og grundighed risikerer at vige af frygt for, at konkurrenterne er hurtigere ude med nyheden - selv hvis den altså bare er en halv vind.

Erkendelsen er til stede blandt de journalistiske chefer, der dog hverken har bud på, hvordan det modvirkes, eller signalerer vilje til at sikre, at kvalitet og research ikke ofres for at komme først. Politikens nyhedschef, Anders Krab-Johansen, pointerede for nylig på en konference om journalistik, at hvis ikke man er på først med de store nyheder, så falder man på kliks, - det mest skræmmende der kan ske for et medie er altså, at brugerne falder fra. At det altså for ofte efterhånden sker på bekostning af research, vil næppe nogen benægte.

Vi bliver nødt til at have ubetinget tillid til de journalistiske chefers generelle ansvarlighed over for journalistikken, så de hellere træder en gang for meget på bremsen, når researchen er for tynd, end en gang for lidt. Forkerte informationer, ikke-eksisterende nyheder og unødig dramatisering for at dække over det, er skandaløst.

Måske trænger pressen til at efterse sine bremseklodser - måske er de ved at være lidt for tyndslidte af de evige krav om stadig større hastighed. Vi tåler ikke mange eksempler som i tilfældet med det brændende fly over Aalborg.

Tid til forandring, fornyelse og forbedring

Selvom det er blevet en hel del bedre i de seneste uger, er der stadig lidt langt imellem de mere positive og konstruktive historier om den økonomiske krise. Men her til morgen var det dejligt at se Børsens tophistorie, som var mere fremadrettet end bagudskuende: "Gode idéer viser vej ud af krisen". I de første måneder af krisen var vel nok et sted mellem 95 og 98 procent af alle historier i både den brede presse og i erhvervspressen negative og sortseende. Det kan man næppe kun bebrejde journalister og redaktører. Det var i lige så høj grad direktører, økonomiske eksperter og andre, som var med til at hamre løs på dommedagstrommerne ved at overgå hinanden i stadig mere vanvittige forudsigelser. Nogle af dem kom til at holde stik - andre har vi heldigvis lykkelig glemt. Men den ekstremt anspændte stemning og sortsyn særligt i efteråret, siger mig noget om, at mennesket dybest set frygter forandring, for når alt går mere eller mindre i opløsning, som vi så det især i september, oktober og november, så var vi kollektivt stort set enige om, at her stod vi over for en trussel mod alt det vi kendte, det bestående og det vi åbenbart var så bange for at give afkald på, snarere end en chance for erhvervslivet, for samfundet og for mennesket til at forbedre og restrukturere de åbenlyse systemfejl, der jo også er. Krisen er først og fremmest en trussel mod vanetænkning, hvorimod den som omtalt i Børsen i dag fremavler nytænkning til fælles gavn for os alle. Krisen er først og fremmest en trussel mod dem, der ikke kan eller vil forny sig, og som ikke ejer evnen til innovation. Vi kommer til at betale en pris som følge af krisen, men de betydelige muligheder en krise kaster af sig samt den belønning, der venter os på den anden side blev overset i for lang tid. Det har nu ændret sig. Pressen har i de senere uger for alvor fået øjnene op for, at der er mindst lige så mange muligheder som trusler. I Danmark var Børsen én af de første med temaet "Vejen ud af krisen". Jeg tror, at det er et udtryk for et decideret paradigmeskifte i krisen, hvor pressen i starten kappedes om at overgå hinanden med katastrofehistorier og dommedagsprofetier. Der er hver dag stadig flere indikationer på, at krisen løjer af, og så vil fordelingen mellem de negative og de konstruktive historier ændre sig til fordel for sidstnævnte. Et stemningsskifte i medierne får jo selvsagt ikke krisen til at gå væk, men det kan måske påvirke dens dybde og varighed på samme måde, som den stærkt ensidige og negative danske og internationale presse i efteråret og hen over vinteren bidrog til at forværre først psykologien og med den risikovilligheden efterfulgt af direkte konsekvenser for realøkonomien. Når alting er overstået, vil den kritiske presse formentlig vende sig imod de virksomheder og ledelser, som på trods af muligheder og chancer ikke formåede at udnytte krisens anatomi til at distancere sig fra konkurrenterne. Vi hører, at både Carlsberg og Mærsk hører til dem, der udnytter deres muligheder til det yderste, og at de med al sandsynlighed kommer ud på den anden side med en langt stærkere positionering end før krisen. Svage konkurrenter vil enten være opslugt eller være lukket, hvilket vil være et udtryk for, at verdensøkonomiens vedvarende sundhedstilstand er bedre stillet med end uden økonomiske kriser. Herhjemme - i den danske mediebranche - bliver det spændende at følge udfaldet af krisens indvirkning på to af de største mediehuse - de evige rivaler - JP/Politikens Hus og Berlingske Media. For få år siden var Berlingske den altdominerende aktør på det danske dagbladsmarked og kontrollerede omkring 40 procent af det samlede danske avisoplag. Siden fusionerede Politiken og Jyllands-Posten som bekendt, og imens blev Berlingske først solgt til norske Orkla og siden til britiske Mecom. Sidstnævnte kæmper i disse uger og måneder en overlevelseskamp som følge af, at man har foretaget opkøb til alt for høje priser, herunder købet af Berlingske. Gælden tynger, og nødvendige frasalg er ikke styret af strategiske hensyn, men af hensyn til bankernes krav om restrukturering af balancen - altsammen på grund af de negative effekter af krisen. Det siger sig selv, at Mecom og dermed også Berlingske i den aktuelle situation slet ikke har den grad af selvstyre, der er brug for, når man skal positionere sig bedst mulig ud af en krise i forhold til konkurrencesituationen. På den anden side står JP/Politikens Hus i en fundamental anderledes situation. Der er ingen gæld, og man har endda betydelige skjulte værdier. Samtidig er virksomheden ejet af en fond, hvilket giver en langsigtethed, som gør, at man ikke nødvendigvis skal performe sorte tal på driften hverken i år eller næste år. Man behøver ikke at spare på en måde, som svækker kerneproduktet, men kan nøjes med at bruge krisen til at skære det fedt væk, som altid aflejrer sig. Med andre ord er JP/Politikens Hus i den gunstige situation, at man på ingen måde er tvunget til hverken fyringer eller til at afhænde forretningsområder, som på lang sigt ellers er strategisk rigtige at beholde. De to virksomheder kæmper på en områder med fastlåste fronter gennem flere år - blandt andet i Århus med Berlingskes Århus Stiftstidende mod Jyllands-Posten, på gratisavisområdet med Urban mod JP/Politikens 24timer/metroXpress, på distriktsblade, hvor de to huse har delt Danmark, og på hovedprodukterne, hvor Berlingske Tidende er i konkurrence med både Jyllands-Posten og Politiken. Mens Berlingske Media i kraft af sine ejere er tvunget helt i defensiven, forholder det sig anderledes med JP/Politikens Hus, der kan vinde afgørende forspring fra konkurrenten. Sjældent har JP/Politikens Hus en så stor chance for at forandre konkurrencebilledet varigt, - når krisen er forbi, og røgen har lagt sig, vil det åbenbare sig, om JP/Politikens Hus valgte det offensive svar på krisen, eller om det lykkedes Berlingske at ride stormen af og fastholde sig som en ligeværdig og stærk modvægt til JP/Politikens Hus. Med andre ord - hvem bygger vindmøllerne, og hvem vælger at bygge læhegn?

Hvad nu når olieprisen falder?

111 dollar for en tønde olie. Sådan var prisen fredag eftermiddag, og dermed har det vist sig, at det prisniveau, som pressen, økonomer og hele erhvervslivet var ved at gå helt i selvsving over, efter alt at dømme var et helt forbigående fænomen.

Stort set hele raden rundt har producenter, transportører, forhandlere set deres snit til at lægge en ordentlig røvfuld oveni priserne under påskud af, at oliepriserne steg med raketfart. For eksempel har Mols-Linien øget deres priser med 80 procent på fem år, de har nedjusteret resultatet kraftigt, og de har oveni det hele været så frække at lægge et olietillæg på 100 kr. pr. tur. Så kan olieprisstigningerne vist heller ikke trække mere. Men Mols-Linien har som så mange andre udnyttet situationen til det yderste - helt udenom pressens opmærksomhed.

Bevares, der er blevet skrevet spalte op og spalte ned, men sjældent har der været gået kritisk til værks om berettigelsen i de massive prisstigninger - og hvad nu når olieprisen igen rasler ned?

Medieforbrugerne - avisernes læsere og nyhedsudsendelsernes seere - har nu krav på, at journalister jagter alle dem, der under påskud af olieprisstigninger har sat prisen op. For nu må det være på høje tid at få priserne ned igen. For alt tyder på, at de absurd høje oliepriser var et forbigående fænomen skabt af spekulanter, der midlertidigt vandrede ud af blandt andet aktier, og som nu har forladt olien som investeringsobjekt igen.

Men hvad med forbrugerne - skal de ikke kompenseres for, at olieprisen falder på samme måde, som de kom til at betale, da den steg? Det er en sag for journalister.

Det trækker op til politisk varedeklaration

Er der opgør og selvransagelse i gang i den danske mediebranche på det politisk-redaktionelle område? Sådan synes jeg, at det virker.

Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at der under og efter tidligere valgkampe har været så ekstremt stor fokus på enkeltpersoners - det være sig kommentatorer, redaktører og reportere - relationer og uafhængighed, som det har været tilfældet denne gang. Der har været skudt på mange - lige fra Qvortrup og Pittelkow til Michael Kristiansen, DR, TV 2, Urban og Politiken.
Selv her langt over en måned efter valget ser vi stadig historier i pressen om, hvordan personlige relationer har medført redaktionelle prioriteringer, som efterfølgende er gjort til genstand for mistænkeliggørelse.

Det er som om, at debatten har rullet stærkere og mere intenst denne gang. Det er som om, det er ved at brænde på. Vi har brug for en udtømmende og selvkritisk debat - efterfulgt af nødvendige foranstaltninger - så vi sikrer, at relevant mistanke om journalisters, redaktørers og kommentatorers uafhængighed bringes til torvs og ud i fuld offentlighed.

For mig at se er der tegn på at vi ikke længere bliver ved med at kunne undvige egentlige politiske varedeklarationer af medierne og de centrale redaktionelle medarbejdere, som beskæftiger sig med politisk journalistik.

Kun sådan vil befolkningen og medieforbrugerne blive bedst muligt klædt på til at forholde sig kritisk, nøgternt og udtømmende til værdien og validiteten af den enkelte historie og det medie, som bringer den pågældende historie.

Har det redaktionelle miljø noget at tabe ved selv at praktisere den maksimale grad af åbenhed, som vi selv kræver af alle mulige andre fra regeringen og offentlige myndigheder, A. P. Møller, DONG og for den sags skyld Bjarne Riis. Det mener jeg ikke, at det har - det vil tværtimod klæde medierne og pressen at stå helt i front i rene linjer, ærlighed og åbenhed.
Det seneste og aktuelle tilfælde finder man i Berlingske Tidende i dag lørdag, hvor det fremgår, at DR valgte at fjerne en politisk reporter fra valgdækningen af Ny Alliance på valgaftenen. Den pågældende reporter - Christian Gundtoft - er personlige venner med Henrik Qvortrup, og vi kender alle historien om Qvortrup versus Khader under valgkampen. DR’s beslutning kom ifølge Berlingske Tidende efter pres fra Ny Alliance, og den pågældende journalist blev sat på en anden opgave. Sagen er, at der nødvendigvis bliver truffet centrale redaktionelle beslutninger på baggrund af forhold, som isoleret set ikke har noget substantielt med den pågældende historie at gøre.

Og havde man valgt at sende Gundtoft ud for at dække Ny Alliance, er der i mit sind ingen tvivl om, at det ville have været en nødvendig deklaration at fortælle seerne om de personlige, private præferencer, som Gundtoft føler i forhold til en nær ven - i dette tilfælde Qvortrup.
Det er jo ikke sådan, at disse interessekonflikter, personrelationer osv. er mere udbredt nu end tidligere, men medierne synes at være blevet mere opmærksomme på det og kritiske i forhold til hinanden.

Det er en ny udvikling, men den har endnu ikke bredt sig fra kritik og ransagelse til selvkritik og selvransagelse. For eksempel er det umuligt for Ralf Pittelkow at få sine pointer taget alvorligt, når han ifølge sin egen undersøgelse mener at have påvist, at DR’s og TV 2’s redaktionelle dækning af hhv. opposition og regering under valgkampen faldt voldsomt ud til fordel for oppositionen målt på antallet af kritiske indslag.

Det er problematisk, at kritikken altid bare bliver afvist som en automatreaktion, for som Niels Krause-Kjær skriver i Berlingske Tidende i dag om Pittelkows undersøgelse: Sæt nu Pittelkow har bare en smule ret. Alle burde have en interesse i at få be- eller afkræftet de tilbagevendende påstande om, at journalister er ræverøde, og at det styrer deres arbejde.
Sagen er netop, at journaliststandens politiske standpunkter ikke er repræsentativ for befolkningen generelt, og så længe at journalister udfører deres job samvittighedsfuldt og professionelt, behøver det heller ikke være et problem. Men det er en relevant og åben information for mig som borger og medieforbruger at kende fakta. Jeg synes, det er væsentligt og fuldstændig centralt som læser af Urban at vide, at der blandt 30 redaktionelle medarbejdere på Urban er 27, som stemmer på oppositionspartierne.

Oplysningen vil formentlig påvirke mange Urban-læseres tillid til avisens evne til at udføre sine redaktionelle opgaver professionelt og tilstræbt objektivt, men alternativet - at forholde læserne den relevante information - er fuldstændig uholdbar og undergravende for troværdigheden på den lange bane.

Grundlæggende forstår jeg ikke pressens modvilje i forhold til at have en fuldkommen åben og ærlig linje over for borgerne.

Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke er en helt naturlig og nødvendig del af pressens arbejde konstant at forholde sig selvkritisk til den løbende redaktionelle dækning. Jeg forstår ikke, at man ikke vedtager, at borgerne skal kende alle relevante oplysninger om redaktionelle medarbejdere og de redaktionelle prioriteringer. Når man holder sig for øje, at pressens rolle i en valgkamp kan være fuldstændig central for udfaldet, er det indiskutabelt, at pressen sørger for at påtage sig dette ansvar og øger sin opmærksomhed om de negative og positive sideeffekter, som kan udløses ved uhensigtsmæssige redaktionelle prioriteringer - taget lidt for meget ved tilfældigheder og med venstre hånd.

Lad os alle kigge med i kortene, så vi som borgere får maksimal tillid til de processer og resultater, som medierne opererer hver dag. Prøv med en åbenhjertig politisk varedeklaration.

Man må da ikke kritisere journalister – eller må man?

Kølhalingen af kulturminister Brian Mikkelsen for at have sendt en mail til daværende DR-bestyrelsesformand Jørgen Kleener kan hos udenforstående have efterladt den opfattelse, at det er odiøst at kritisere journalisters arbejde. Men det må man gerne, - og som borger bør man heller ikke frygte for mediers uafhængighed, for journalister skal følge de presseetiske regler, som forhindrer selvcensur på basis af uretmæssig pression


For nogle år siden blev jeg i min daværende egenskab af journalist på dagbladet Børsen en dag ringet op af en topchef fra mediebranchen. Han var knotten, for jeg havde skrevet en artikel, som fortalte om hans strategiske bestræbelser på at overtage et marked – herunder et regulært overtagelsesforsøg på en konkurrent. Journalistisk set var det en dybt interessant historie om en hidtil uset grad af strategisk genialitet i mediebranchen.

Mediechefen var temmelig sur over vinklingen og over, at historien var sluppet ud. Det besværliggjorde i den grad hans arbejde og risikerede at ødelægge hans muligheder for at realisere planen. Han forsøgte at give udtryk for, at historien var opspind, hvilket ikke var korrekt. Historien var i den grad både rigtig, og den var også relevant for læserne.

Men han var selvfølgelig træt af, at alle nu kunne læse om hans plan i avisen. Jeg havde ikke specielt ondt af ham – det er spillets regler. Men jeg kan godt forstå hans forsøg på at få mig til at droppe opfølgende artikler, for jeg bragte hans masterplan i fare. Det måtte han naturligvis reagere på. Det synes jeg er helt legitimt – uanset at hans pression var ubehagelig. Men det var hans job at udvikle den bedst mulige strategi og føre den ud i livet. Derfor var det også hans job at fjerne de sten, som lå i vejen for målet.

Det er helt afgørende, om man som journalist i et konfliktfyldt fag har sin integritet i behold og kan sige fra i alle disse situationer. Faktisk er det en glasklar forpligtelse, som ifølge de presseetiske regler tildeler journalisten og mediet ansvaret for at afvise udenforståendes krav om indflydelse:

"Under brud på god presseskik henhører ... eftergivenhed over for udenforståendes krav om indflydelse på massemediernes indhold, hvis eftergivenheden kan medføre tvivl om massemediernes frie og uafhængige stilling."

Denne regel er ikke til at misforstå. Den slår fuldstændig fast, at ansvaret for at undgå selvcensur eller udenforståendes krav om indflydelse er journalistens og redaktørens. Det er altså ikke overvejende den udenforståendes pression, der er problemet. Hans agenda er klar og legitim - det bliver først et problem, hvis ikke medierne overholder de presseetiske regler og modstår presset.

Rollefordelingen er således ret klar: En journalist, der redaktionelt behandler en kontroversiel eller konfliktfyldt sag eller et emne, som nogen er uenige i, må man forvente og kunne håndtere, at en angrebet part, som føler sig uretfærdigt behandlet, reagerer ved at klage eller ved at forsøge at påvirke journalisten eller mediet til at nuancere eller korrigere den redaktionelle dækning. Det er et grundvilkår i faget, at man indimellem bliver udsat for pres.

Omvendt skal journalisten altså afvise kravet – hvis kritikken er uberettiget. For at kunne afgøre det, kræver det naturligvis, at kritikken seriøst vurderes og ikke pr. automatik fejes af bordet.

Helt generelt er det ellers netop det bedste værn mod kritik og pression, at man som journalist og medie har styr på sine ting og dokumentationen på plads. Er det tilfældet, kan man sagtens stå imod ydre pres.

Men i de senere år er produktiviteten på redaktionerne gået voldsomt i vejret, og alt andet lige øger det naturligvis risikoen for fejl. Det virker som om, flere journalister af den grund er åbne for at erkende fejl end tidligere, og derfor skal man som forurettet part ikke holde sig tilbage, hvis man som "offer" føler, at man har fået en uretfærdig behandling af et medie.

Faktisk kan det være en rigtig god idé at klage, hvis man i øvrigt har sine argumenter i orden. Selvom medier og journalister kan være ret ømskindede i forhold til kritik, vil en varsom og professionel dialog med journalisten – renset for vrede og følelsesudbrud trods den eventuelle forurettelse – sagtens kunne føre til, at der lyttes, og at det accepteres at kigge researchen og sagens akter igennem én gang til. Det giver sagen en ekstra journalistisk behandling og overvejelse, og måske fører det til, at man på et sobert grundlag har formået at påvirke journalistens arbejde med nye nuancer. Man skal i hvert fald ikke give op og resignere, fordi der lige nu er en ophedet debat om, hvem og i hvilke tilfælde man har ret til at prøve at påvirke en journalist i en anden retning end den hidtidige.

I forhold til den førnævnte medietopchef var det selvfølgelig mit job at ignorere og afvise hans forsøg på pression, som i samtalen viste sig at være aldeles uberettiget. Men jeg forsøgte at være åben og forholde mig til, om kritikken havde substans.

Jeg ville svigte min redaktørs og mine læseres tillid, hvis jeg begyndte at ryste på hånden, fordi en kilde ikke bryder sig om det, jeg skriver. Så er jeg ikke værdig til at udøve faget. Og så er det helt ligegyldigt, hvilken medievirksomhed man repræsenterer.

Jeg er som samfundsborger nødt til at stole på, at både DR's og andre mediers journalister er i stand til at håndtere den slags. Selvfølgelig er det dybt ubehageligt at mærke pression eller intimidering – uanset om den er politisk, kommerciel eller noget helt tredje. Men der er kun ét af gøre for at bevare tilliden – og det er at sige nej, hvis den udenforståendes kritik er åbenlyst uberettiget.

Eksemplet med medietopchefen er blot ét ud af mange forsøg på pression eller intimidering, som jeg har oplevet. Blandt andre eksempler var også en person, som i dag bestrider et højt placeret redaktionelt job i DR samt fra én af de eksperter, som i forrige uge stod forrest i kritikken mod Brian Mikkelsen.


Dette indlæg på min blog har også været bragt i det nummer af bladet Markedsføring, som udkom tirsdag den 27. marts 2007.

Mediernes svigt på Nørrebro

Pressedækningen af Ungdomshuset har vist væsentlige svigt i journalistikken på to fronter – det proportionale og på kvaliteten. Der deles ansvar ud til højre og venstre, men indtil videre har medierne forbigået medierne som én af kilderne til hele balladen. Der er ellers god grund til selvransagelse

Denne blogpost bringes desuden som klumme i det næste nummer af fagbladet Markedsføring, som udkommer tirsdag den 13. marts 2007. Læs i øvrigt www.markedsforing.dk


Når forside på forside ryddes, og Ungdomshuset for 117. gang er tophistorien i tv-stationernes nyhedsudsendelser, kan man ikke fortænke brugerne af huset i at tro, at de har en meget vigtig sag af meget stor betydning. Det siges, at op mod 100 journalister var på gaderne for at dække rydningen af huset.

Man må antage, at de medier, som er sat i verden for på borgernes vegne at prioritere, redigere og udvælge nyhederne selv mener, at det er én af de allerstørste begivenheder i Danmark nogensinde. Ellers ved jeg ikke, hvordan man skal tolke det groteske medieopbud . Men det er, som mange har anført, en uhørt proportionsforvrængning, hvor pressedækningen generelt har svigtet forpligtelsen til at skabe et virkelighedsnært overblik og sætte tingene i perspektiv. Og imens er langt væsentligere historier blevet overset eller neddroslet. For eksempel kom det under urolighederne frem, at der er chokerende lang ventetid på en kræftbehandling. Men den nåede ingen forsider eller topplaceringer, selvom et systemsvigt på et område med spørgsmål om liv og død er åbenlyst vigtigere end et værested for unge.

Prisen er, at det har givet de unge en forkert opfattelse af virkeligheden, for sagen er objektivt set og i den store sammenhæng ikke så vigtig, som den fremstilles. Dermed får selve proportionsforvrængningen den alvorlige konsekvens, at den kommer til at indvirke eskalerende på konflikten. Det er dybt problematisk, når pressen derved bliver en alvorlig del af begivenhederne ved at puste til raseriet. Oveni kommer den tvivlsomme gevinst, at den proportionsforladte dækning nu også får internationale medier til at tro, at det er én af de vigtigste sager i Danmark i efterkrigstiden.

Det er det ene skadelige aspekt af mediernes måde at dække begivenhederne på. Det andet er journalistikkens kvalitet. Og her er der masser af eksempler at pege på. Det har knebet med en dækning præget af omhu, begavelse, upartiskhed og saglighed, mens vi blot i stedet har fået endeløse baner af billeder og reportager af konflikt, optøjer, bål, ballade og blå blink. Nyhedsudsendelserne og magasinprogrammerne svælger uhæmmet i billeder med blå blink og bål, mens aviserne har tyet til forudsigelige og dramatisk-truende forsider som "Gadekrig", "Det er ikke slut endnu". Og så sender man perspektivløst live fra nedrivningen af huset selv på dag 2 og gør endda fjernelsen af facaden til noget særligt sensationelt.

Konfliktkortet er totalt overspillet, mens man higer efter perspektiverende vinkler, hvor væsentlighedskriteriet havde været det bærende. Imens har medierne sammen med forældrene forsømt at fortælle de unge, hvordan dette samfund er skruet sammen med demokrati og ejendomsret. At det får konsekvenser for de fremtidige jobmuligheder, når straffeattesten plettes, og ens uddannelse forsinkes af et fængselsophold. Tingene er heller ikke blevet sat ind i en global sammenhæng, hvor der næppe er noget samfund, der er mere tolerant over for modkulturer end netop det danske.

Helt grundlæggende er det allerstørste svigt fra mediernes side dog forsømmelsen af at udøve kritisk journalistik i forhold til konfliktens kerne og de unge. Et helt centralt postulat i sagen, og som siges at drive afmagten, frustrationen og vreden, er, at samfundet ikke skulle have plads til dem og ikke favner dem. Det er blevet gentaget igen og igen, at politikerne og systemet vil undertrykke og knække denne subkultur. Det er nu ved at være en sandhed, som aviserne og nyhedsudsendelserne dagligt direkte eller indirekte lader en argumentation eller en vinkel udspringe i – det udsagn, som berettigelsen af opstanden hviler på.

"Et hus kan rives ned, men det kan en kultur ikke," lød det i et oplæg i én af nyhedsudsendelserne så sent som på dagen for nedrivningen, hvilket vidner om, at medierne lader postulatet leve, selvom man rent journalistisk for længst burde have efterprøvet det og konstateret, om det var belæg for påstanden. Selv højtuddannede mennesker som en Mikael Rothstein er spundet ind i retorikken, at der skulle være en usynlig fjende, som insisterer på normalitet.

Pressen har ikke været i stand til at finde en person eller en kilde blandt magthaverne, som repræsenterede den indstilling, som de unge tillægger samfundet. Tværtimod har borgere, eksperter og politikere fra højre til venstre stået i kø for at sige, at selvfølgelig skal der være plads til de unge. Man holdt møder på møder og stod på hovedet for at finde først den ene og så den anden løsning. Til sidst reagerede de unge på et endeligt tilbud fra kommunen og fonden med at sige nej til Stevnsgade skole. Alligevel er medierne fortsat med ufortrødent at legitimere påstanden om, at de unge er undertrykkede. Og man gentager til stadighed, at de unge har fået frataget et hus – uden at tilføje, at de unge har sagt nej til at få et andet. Dette nej viser ellers, at de unge vil fastholde offerrollen, fordi det er hele grundlaget for deres modkultur, hvor fælles fjendebilleder skaber sammenhold. Men det viser også, at det ikke var samfundet, som fravalgte de unge og deres kultur. Det var de unge, som fravalgte en løsning. Det burde have fundamentalt ændret hele dækningens karakter, fordi det så tydeligt illustrerer parternes reelle positioner.

Med afvisningen af et nyt hus falder også postulatet om forfølgelse, udslettelse og undertrykkelse til jorden. Derved fjerner man også en væsentlig del af kilden til de unges frustration og vrede. Det er den objektive virkelighed. Men medierne tegner deres egen virkelighed, og den er efterhånden sjældent den samme som den reelle virkelighed. Uden postulatet var konflikten aldrig blevet så tilspidset, men måske vil det blive fuldt belyst, hvis forskere på et tidspunkt kortlægger mediernes dækning af konflikten.

At medierne så har brudt alle journalistiske principper om ikke at lade folk optræde anonymt uden væsentlig grund, er en helt anden og kritisabel sag.