Fokus på journalistikkens ansvar i 2012

I en slags nytårserklæring konstaterer Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard, at 2012 er skudt i gang med et massivt budskab om, at alle skal være med til at tage ansvar for både sig selv og for udviklingen i Danmark i det hele taget.

"Det gælder også medierne," siger Blicher Bjerregaard heldigvis. Han mener, at medierne skal tage selvreguleringen alvorligt ovenpå længere tids voksende kritik af pressens arbejde.

Desværre er hans bud på, hvordan journalistikken vedstår deres del af ansvaret for bla. samfundsudviklingen utilstrækkelige og i en forkert retning. Han peger på Pressenævnet som det selvregulerende organ, og som - fremfører han - af mange, der føler sig trådt på og krænkede af medierne, opleves som besværligt og ligegyldigt.

Deri har han helt ret. Pressenævnet er et på mange måder helt utilstrækkeligt organ, og det er tilmed det eneste, som overvåger og kontrollerer medierne. Nævnet entrerer kun nødtvungent i en sag og fremsætter først en kendelse mod et medie, hvis kritikken er hævet over enhver tvivl.

Hvis der findes eksempler på, at Pressenævnet kunne finde på at lade tvivlen komme en klager til gode, er de yderst sjældne. The benefit of the doubt tilfalder i udgangspunktet det indklagede medie. Det skal som udgangspunkt være hardcore faktafejl, før man kan være sikker på, at det er værd af spilde sin og måske advokaters tid på Pressenævnet.

For eksempel kommer man ingen vegne med en klage til Pressenævnet over, når pressens valg af kilder er tendentiøst, selvom journalistens aktive til- og fravalg af bestemte kilder fuldstændig kan tilte og fordreje en historie.

Jeg har selv oplevet virksomheder i mediestorm, hvor ét eller flere medier kun har kunnet holde liv i en kritisk serie af historier ved bevidst at undlade at tale med kilder, der ville kunne nuancere eller helt eliminere den kritiske vinkel. Den slags tager Pressenævnet sig i udgangspunktet ikke af, fordi det for en klager er nærmest umulig at føre et uantasteligt bevis herfor.

Især ét af de tre store dagblade mestrer næsten til perfektion kunsten at udvælge sine kilder med stor omhu, hvis sagen er en kritisk historie mod en virksomhed - ud fra devisen, at ingen tvivl skal komme den anklagede til gode. Man skulle jo nødig researche sin gode historie ihjel.

Et andet helt centralt problem ved Pressenævnet, som Blicher Bjerregaard ikke foreslår nogen løsning på er, at man har indsnævret muligheden for at klage til det til tider latterlige. For eksempel skal man være klageberettiget, altså direkte part i en sag. Faktum er derfor, at man som forbruger, som borger, som modtager af pressens output er afskåret fra at klage. Hvor ser man ellers, at man har forhindret forbrugerne i at klage, og hvordan ville pressen dække det, hvis det havde været en anden branche? Særdeles kritisk. Men da ingen overvåger pressen, er der heller ingen til at forholde sig kritisk til, at klageadgangen over pressen er miserabel.

Blicher Bjerregaard mener, at vejen frem er at styrke Pressenævnet, så det ved hjælp af kommunikation tager sig bedre ud - ikke ved at tildele det større beføjelser, så det ikke kun bliver de mest uigendrivelige klager, der nyder fremme, styrke klageadgangen, øge sanktionerne, så man ikke længere slipper afsted med en uundseelig rettelse på side 2. Styrkelsen af Pressenævnet skal reel og ikke bare gold staffage.

Selvreguleringen har vist sig ikke at virke for så vidt angår de enkelte medier. En rettelse på side 2 er ingen trussel, så der er ikke - som i alle mulige andre af livets forhold - noget afgørende incitament til at undgå den retning, som medierne er blevet så hårdt kritiseret for i de senere år.

Ønsker man fra standens side virkelig at stoppe derouten i pressens og journalisters omdømme og troværdighed, er man nødt til at gribe til andre og hårdføre metoder - vel at mærke metoder med indbyggede adfærdspåvirkende funktioner ved for eksempel at gøre op med, at Pressenævnet hverken kan idømme straf, erstatning eller kompensation til klager.

Offentlig udhængning inspireret af eksempelvis smiley-ordningen kunne være en anden mulighed. Det ville sikkert få nogle redaktører til at slå syv kors for sig, - men formentlig kun dem, der helst vil have friheden til hele tiden at teste grænserne.

Derimod bør ethvert virkningsfuldt forslag til forbedring af journalistikken, pressens arbejde og fagets omdømme støttes helhjertet af alle andre i branchen. Snak er ikke længere nok.

Fra fiktion til fakta og tilbage igen - reklamen tager overhånd

Mens DRs fiktionsserie Livvagterne nærmest smelter sammen med Aftenshowet og TV-avisen, sniger stjernerne fra Vild med dans sig ind i TV 2s nyheds- og aktualitetsprogrammer. Vældig godt forklædt som seriøs og væsentlig journalistik, men et angreb på den journalistiske troværdighed

Tv-stationerne har altid brugt deres egne sendeflader til at promovere sine fiktions- og underholdningsprogrammer. Men det er nok næppe forbigået manges opmærksomhed, at der i de senere år er sat systematik i det, så alle medvirkende på en tv-station indgår i en rotation, hvor de optræder overalt i resten af sendefladen og i alle andre programmer - nyheder, aktualitet, fiktion, underholdning etc.

Det giver problemer både fordi det får virkning som decideret reklame for enkeltpersoner og deres forretninger, men det får også udviskningen af skellet mellem fiktion og fakta til at tage fart - ført an af statens egne tv-stationer.

I dag er det noget nær umuligt at se Go' Aften Danmark, Go' Morgen Danmark, Aftenshowet, TV-avisen, TV 2 Nyhederne og andre nyheds- og aktualitetsprogrammer uden indslag om og med de medvirkende i de fiktions- og underholdningsprogrammer andre steder i sendefladen hos den pågældende tv-station.

At det for seerne er en irritationsfaktor at se de samme ansigter og medvirkende plastret ud over hele sendefladen og i stadig flere tv-programmer, er det mindste problem. To problemer er langt mere påtrængende, og der synes ikke at være nogen mekanisme hos tv-stationerne, der nærer bekymringer om det.

For det første er der den massive og stærkt voksende eksponering af de heldige kendisser, som har fået sparket døren ind til DR eller TV 2. Er man først så heldig, at man enten er blevet studievært, har fået en rolle i Livvagterne eller Mikkel og Guldkortet eller er hovedperson i et underholdningsprogram, bliver man forgyldt i form af massiv gratis reklame. Man er nemlig kommet ind i en rotation, hvor man bliver spurgt, om man har lyst til at deltage i alverdens programmer på den pågældende tv-station.

At statslige tv-stationer skal stå som bannerfører for en praksis, hvor udvalgte forgyldes med en uvurderlig og vedvarende eksponering, mens andre får en lang næse er i sig selv kritisabelt. Det er i høj grad kritisabelt, for disse medvirkende er i sig selv deres egne forretninger og brands, som lever højt på, at de statslige tv-stationer promoverer dem - altså ikke bare i et enkelt program, men overalt når først de er inde i varmen.

Det er normalt, at myndighederne med stor fornøjelse forholder sig til anklager om skjult reklame af traditionelle produkter og brands - men af en eller anden grund ses der ikke med samme kritiske blik på skjult og således ulovlig reklame for udvalgte mennesker. Det vidner om, at lovgivningen ikke er tidssvarende, når den ikke har forholdt sig til den moderne tid, hvor mennesker også kan være brands og være selve deres eget produkt. Enten må loven moderniseres - eller også skal den helt fjernes.

Et andet og kritisabelt aspekt er opløsningen af de normale journalistiske udvælgelseskriterier. Omkostningen ved den tendens er, at sagesløse seere får et forvrænget billede af virkeligheden - der etableres en pseudovirkelighed - og vitterlig hopper på, at dagens vigtigste begivenhed er statsministerfruens banale og helt normale betragtninger om finanskrisen. At det kan blive en topnyhed hos det statslige TV 2, der af skatteborgerne og ejerne må forventes sammen med DR at skulle levere den højeste journalistiske standard, indtræffer desværre alene af den grund, at kvinden har slået sine folder som dansemus på samme tv-station i et tv-program fra fiktionens verden. Udtalelserne finder kun vej til den journalistiske verden, fordi tv-stationen ved hjælp af lidt dans ophøjer hendes udtalelser til mere, end de var inden hendes danseoptræden.

Det er reelt etableringen af et helt nyt journalistisk nyhedskriterium, for DR ville aldrig have taget det samme journalistiske valg - ene og alene af den grund, at fru Rasmussens optræden ikke skete i et underholdningsprogram på DR, men på TV 2.

Det er i selv en tilståelse fra tv-stationernes side, at man i de såkaldte journalistiske vurderinger alene udvælger de medvirkende fra egne sendeflader. Var udvælgelsen ægte redaktionel, ville der være lige store chancer for at se medvirkende fra DR i TV 2s programmer og vice versa. Men at promovere hinandens medvirkende og tv-programmer i journalistiske sammenhænge hører til de absolutte undtagelser - og derfor er og bliver det heller ikke journalistik, men reklame.

Man kan for eksempel også være sikker på, at DR dagen efter et afsnit af Livvagterne har tilsidesat almindelige redaktionelle udvælgelseskriterier, men i stedet udvalgt en skuespiller fra fiktionsserien som medvirkende i Aftenshowet - uanset hvilke relevante emner, der ellers måtte være på dagsordenen den pågældende dag. Det bliver endda promoveret i speaken lige efter søndagens afsnit af Livvagterne. TV 2 bruger nøjagtig den samme fremgangsmåde i forhold til Go' Aften og Go' Morgen Danmark. Det var fint, hvis disse magasinprogrammer var varemærket som "Næste uges tv" eller som et rendyrket underholdningsprogram. Men de sælges som journalistiske programmer, selvom udvælgelsen af indslag primært tager udgangspunkt i promovering af bestemte mennesker eller programmer, og ikke i hvad der opfattes som redaktionelle kriterier.

Det er faktisk ret underligt at skrive en klumme med denne kritik, fordi jeg sidder med en fornemmelse af, at jeg forsvarer nogle principper og nogle retningslinier, som for længst er ofret. At forsvaret for dem kun afføder et overbærende smil hos journalistiske kolleger, men vi bliver nødt til at være enige om, at systematisk reklame - hverken for produkter, for tv-stationer eller for enkeltpersoner - skal holdes langt væk fra journalistikken. Ellers tabes al troværdighed og hæderlighed.

Og det er i hvert fald slet ikke de statslige medier, som skal udfordre grænserne for god redaktionel skik.

Mediernes ansvar - del 4

Kan man bebrejde de unge ballademagere i Askerød-bebyggelsen ved Greve, at de nu igen her til aften - Unge tænder bål i gaderne i Greve, JP, 23.10.08 - opfører sig totalt utilpasset? De skal selvfølgelig stå til ansvar for deres egne gerninger, men jeg vil godt vædde hvad som helst om, at de ikke satte ild til noget som helst i Greve, hvis ikke medierne kommer flyvende som kaldet, når en indkøbsvogn (det er faktisk bare dét blandt et par andre lige så ligegyldige genstande) er sat i flammer.

Men ingen journalister, redaktører eller medier vil anerkende, at man så at sige puster til ilden ved at give de unge så meget opmærksomhed. Man kommer imidlertid ikke udenom, at de simpelthen bare er en del af det samfund, vi har bygget om, hvor mantraet er "Se mig, se mig, se mig!"

Jeg kan forstå, at hvis man er en rigtig journalist, kan man ikke bare ignorere det, for nogen såkaldte redaktører hævder, at "vi dækker virkeligheden, men vi skaber den ikke". Sagen er nok snarere, at uden medierne var der ingen bål - men skal man alligevel dække en indkøbsvogn i flammer, skulle man måske overveje at gøre det mindre dramatisk end ved at slå det op som tophistorie på mediernes websites. Det er forkasteligt.