Viel Geschrei fra et ekstremt parti - dramajournalistikkens sejrsgang

Hvilken befrielse!


Endelig tog nogen bladet fra munden og sagde dét, som vælgerne ellers lykkelig havde glemt på grund af den fløjlsbløde journalistiske behandling, som Enhedslisten varmer sig ved hver dag.


Det var Henrik Sass Larsen, som lige mindede os alle om, at Enhedslisten er et ekstremt parti med dybt ekstreme synspunkter, og dermed fremhævede han, hvad samfundet længe har haft et stort behov for at få sat meget mere fokus på.

Sass Larsen fortjener stor tak for på en ligefrem og krasbørstig måde at huske os på dette faktum – omend der er grund til at kritisere ham for først at sige det nu, eftersom partiet altid har været ekstremt. Men stemmer man normalt S og SF, er Enhedslisten altså slet ikke et reelt substitut med mindre, man selv har meget ekstreme grundholdninger.

Forløbet omkring skattereformen er et af de hidtil stærkeste eksempler på, hvordan Enhedslisten formår at omsætte pressens sympati for partiet til kolde resultater i meningsmålingerne. En storladen, grov retorik kombineret med en lemfældig omgang med sandheden er en del af opskriften på at udnytte medierne til ufiltreret at komme igennem med sine budskaber. Den stil var andre partier aldrig sluppet afsted med. Pressen havde sablet det ned.

Den famøse fredag, hvor regeringen sammen med V og K landede en bred aftale om skattereformen, kastede mediedarlingen Johanne Schmidt-Nielsen, som endnu har til gode at blive udsat for kritiske journalister, sig ud i et rasende angreb på regeringen.

At kalde et politisk forlig, som tilmed repræsenterer over 75 pct. af vælgerne, for en “svinestreg” og sige, at et bredt folketingsflertal “pisser på befolkningen” giver nok massiv medieopmærksomhed. Men retorikken, som pressen slugte råt, var også et udtryk for den disrespekt for demokratisk indgåede aftaler. Den del blev forbigået i tavshed.

Det der formentlig hidsede Enhedslisten mest op var ovenikøbet et non-issue, som medierne velvilligt hjalp med at pumpe op i uproportional størrelse.


Sagen var, at regeringen sammen med V og K besluttede sig for at tæmme udviklingen i overførselsindkomster, så den i højere grad følger samme udvikling, som lønmodtageres lønninger har. Man vil med andre ord bede overførselsindkomstmodtagere udvise samme ansvarlighed som resten af samfundet ved at acceptere uændret købekraft - og dermed ikke længere få øget velstanden år efter år på samfundets regning i en tid, hvor besparelser gør ondt langt ind i kernevelfærden.

Selvom ingen af disse grupper således skal afgive noget eller udsættes for en forringelse af deres økonomiske situation, profilerer Enhedslisten sig uimodsagt på at kalde det "røveri". Men for at tale om et "røveri" må pengene i første omgang have tilhørt de pågældende, hvilket ikke er tilfældet. Pengene er tjent af hårdtarbejdende lønmodtagere, og de er i første omgang ejet af dem, der har tjent dem. Pressens stiltiende accept af partiets retorik er slendrian og slaphed. Man kunne i det mindste være lidt kritiske.

Efterfølgende har det vist sig, at den aftale, som regeringen var ved at indgå med Enhedslisten heller ikke kunne fastholde en uændret lighed - målt ved gini-koefficienten – i samfundet, selvom Enhedslisten gerne markerer sig på det modsatte. Heller ikke dét har pressen for alvor spurgt kritisk ind til.

Der er en lang række andre eksempler på, at store dele af pressen behandler Enhedslisten mere skånsomt end andre partier, som når partiet i 10 år brokkede sig voldsomt over VK-regeringens snævre aftaler med DF, som blev kaldt blokpolitik. Nu landede den nuværende regering så en bred aftale, som repræsenterer over 75 pct. af befolkningen, hvilket Enhedslisten kalder at "pisse på folk".


Partiet ville hellere have blokpolitik - hvilket tilsyneladende er i orden, når bare farven er rød - som det ville have været tilfældet i en snæver aftale mellem regeringen og Enhedslisten. En sådan aftale ville blot have repræsenteret godt 50 pct. af vælgerne - endda noget lavere, hvis man tager udgangspunkt i de aktuelle meningsmålinger.


Partiets principprogram er et kapitel for sig - et sort kapitel. Kun ganske få medier og journalister har kølhalet partiet for det program. En ordentlig, seriøs og nøgtern journalistisk behandling ville nok skræmme mange af de græshoppevælgere væk, som i øjeblikket søger over mod partiet.


Billedet, der er tegnet, er af et parti, som er sødt og velmenende, og som har patent på at tage sig af de svage grupper.

Sådan er det ikke.

Partiet er en stenhård bekæmper af en lang række af de grundsten, samfundet består af i dag og har standpunkter, som i sin udførelse ville være direkte overtrædelse af både Grundloven og af demokratiet. Med mere magt ville Enhedslisten være en trussel. Derfor er det nødvendigt at støtte Sass Larsen i, at regeringen meget hellere må afgive magten end at lade sig styre af en flok trotskister, leninister, maoister og kommunister.

Mange af de mennesker har rod i bagvedliggende ideologier, som ikke ligefrem har færre myrderier bag sig end nazismen. Det er altså langt fra et sødt og kærligt parti, der vil det bedste for os allesammen. Det er mennesker, hvoraf nogle af de værste helt ind til knoglerne har elsket eller måske stadig elsker de totalitære ideologier, som har undertrykt millioner af mennesker. Det er bare ikke sjovt - selvom man skulle tro, de var helt harmløse, men der er elementer i dette parti, som i både dansk og international sammenhæng er ganske rabiate og ekstremt venstreorienterede.

Pressen har været med til at normalisere Enhedslisten, og man kan egentlig ikke fortænke partiets politikere og medlemmer i over tid at have fået en selvopfattelse af, at partiets politik er acceptabelt, stuerent, og at man er et parti med samme legitimitet som alle andre partier.


Det har medført, at den indignation, som partiet, dets politikere og medlemmer har kommer til udtryk via en stadig mere hadefuld retorik, hvilket vi netop så ved indgåelsen af skattereformen. Trods det meget begrænsede stemmetal finder partiet alligevel, at man har en position og betydning, som i realiteten er en voldsom selvovervurdering.

Den hadefulde retorik bevirker, at man puster til sociale spændinger, hvor dem der modtager fra samfundet er begyndt at foragte dem, som giver og yder ud af hver dags hårdt arbejde.


Enhedslisten slipper afsted med at et menneskesyn overfor det arbejdende folk - og især hvis det er lykkedes at lægge penge til side og blive bedre stillet - som ikke gavner den fælles ansvarsfølelse, lysten og glæden til hver dag at gå på arbejde og betale sin skat. For uanset hvor meget man betaler, kommer der stadig vrængende hån fra Enhedslisten mod dem, der er bedre stillede for ikke at betale nok. Der vil over tid være en risiko for, at man skaber en ekstrem farlig situation med had og intolerance mellem ydende og nydende danskere.

Det ansvar må pressen også bære sin del af, for hver dag man forsømmer at forholde sig kritisk og fortælle den fulde historie om Enhedslisten og konsekvenserne af partiets politik og eksistens.

I lyset af den særdeles mangelfulde journalistiske dækning af Danmarks mest ekstreme parti er det ikke så underligt, at journalister ofte beskyldes for at være røde.

Sandheden er nok snarere, at dansk politisk journalistik har udviklet sig til en pæn portion cirkus. Det er konstant personfokusering, det er jagten på drama, sensation og konflikt. Dramajournalistikken har vundet indpas og skaber den tivolisering, vi er vidner til. Derfor er det langt mere interessant journalistisk set at formidle konflikten mellem regeringen og Enhedslisten end at skære ind til benet og fortælle, om der egentlig er fugls føde og begrundelse i raseriet.

Dramaet er i dag moderne journalisters vigtigste pejlemærke for den gode historie - ikke substans og væsentlighed. Tjek selv og tæl op hvor mange historier om skattereformen der har handlet om Enhedslisten og balladen med regeringen, og hvor mange der har handlet om de reelle konsekvenser for Danmark og danskerne. Eller hvor mange der har handlet om personkrig mellem partierne i rød blok overfor perspektiverende historier om den bydende nødvendighed af reformer af velfærdssamfundet.

Snart må medier og journalister ændre kursen overfor Enhedslisten, så det behandles mindst lige så kritisk som alle andre partier. Hellere i dag end i morgen.

4 ud af 10 danskere tvivler på DR's troværdighed

DR P1 har på sit website gennemført en meningsmåling blandt sine lyttere og netbrugere om DR's troværdighed, og resultatet er ret nedslående for DR.

Ud af foreløbig 1249 afgivne stemmer svarer 40 procent, at de ikke finder DR troværdig. Selvom undersøgelsen alene er en uvidenskabelig stikprøve, er tendensen frygtelig overbevisende - DR's image lider overordnet stor skade af anklagerne om journalistisk uhæderlighed i filmen Den hemmelige krig, som er produceret af en ekstern samarbejdspartner. Senest er det eksempelvis kommet frem, at producenten Christoffer Guldbrandsen har haft et nært samarbejde med Enhedslisten om filmens tilblivelse - bag om ryggen på DR og den ansvarlige DR-redaktør, Gitte Rabøl.

Image, brand og troværdighed er altafgørende for en medievirksomhed, og hidtil har DR's brand ellers stået ekstremt stærkt. I perioder har det dog også være ganske hårdt presset af TV 2, viser årlige resultater fra den verdensomspændende brandundersøgelse Brand Asset Valuator (BAV), som afdækker alverdens brands målt på to parametre: styrke og vitalitet.

DR-brandet havde ifølge den seneste BAV-undersøgelse fra 2005 maksimal styrke, mens brandet målt på vitalitet ligger noget efter TV 2. En del af forklaringen viser sig i delanalyser af BAV, og her fremgår det, at det faktisk er TV-avisen, som trækker hele DR-brandet i den forkerte retning. Lige nu tyder ingenting på, at DR har vendt TV-avisen til at være en positiv faktor for DR-brandet i stedet for en belastning.

DR's forhenværende generaldirektør, Chr. Nissen, siger i dag torsdag til Nyhedsavisen, at den aktuelle troværdighedskrise blot er en kurre på tråden, og at DR tidligere har været i sådanne storme. Derved får Nissen det til at se ud som om, at når først man har haft kraftige storme, er det efterhånden ligegyldigt for omdømme og image, om man har 3 eller 10 alvorlige troværdighedskriser, - for licensbetalernes hukommelse er alligevel kort.

Det er en farlig tankegang, fordi der bør og skal stilles større krav til journalistisk integritet og hæderlighed hos en medieinstitution, som alle borgere er forpligtet til at betale til.