Pressen og medierne

Fokus på journalistikkens ansvar i 2012

2012-01-05T19:06:00.008+01:00

I en slags nytårserklæring konstaterer Dansk Journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregaard, at 2012 er skudt i gang med et massivt budskab om, at alle skal være med til at tage ansvar for både sig selv og for udviklingen i Danmark i det hele taget.

"Det gælder også medierne," siger Blicher Bjerregaard heldigvis. Han mener, at medierne skal tage selvreguleringen alvorligt ovenpå længere tids voksende kritik af pressens arbejde.

Desværre er hans bud på, hvordan journalistikken vedstår deres del af ansvaret for bla. samfundsudviklingen utilstrækkelige og i en forkert retning. Han peger på Pressenævnet som det selvregulerende organ, og som - fremfører han - af mange, der føler sig trådt på og krænkede af medierne, opleves som besværligt og ligegyldigt.

Deri har han helt ret. Pressenævnet er et på mange måder helt utilstrækkeligt organ, og det er tilmed det eneste, som overvåger og kontrollerer medierne. Nævnet entrerer kun nødtvungent i en sag og fremsætter først en kendelse mod et medie, hvis kritikken er hævet over enhver tvivl.

Hvis der findes eksempler på, at Pressenævnet kunne finde på at lade tvivlen komme en klager til gode, er de yderst sjældne. The benefit of the doubt tilfalder i udgangspunktet det indklagede medie. Det skal som udgangspunkt være hardcore faktafejl, før man kan være sikker på, at det er værd af spilde sin og måske advokaters tid på Pressenævnet.

For eksempel kommer man ingen vegne med en klage til Pressenævnet over, når pressens valg af kilder er tendentiøst, selvom journalistens aktive til- og fravalg af bestemte kilder fuldstændig kan tilte og fordreje en historie.

Jeg har selv oplevet virksomheder i mediestorm, hvor ét eller flere medier kun har kunnet holde liv i en kritisk serie af historier ved bevidst at undlade at tale med kilder, der ville kunne nuancere eller helt eliminere den kritiske vinkel. Den slags tager Pressenævnet sig i udgangspunktet ikke af, fordi det for en klager er nærmest umulig at føre et uantasteligt bevis herfor.

Især ét af de tre store dagblade mestrer næsten til perfektion kunsten at udvælge sine kilder med stor omhu, hvis sagen er en kritisk historie mod en virksomhed - ud fra devisen, at ingen tvivl skal komme den anklagede til gode. Man skulle jo nødig researche sin gode historie ihjel.

Et andet helt centralt problem ved Pressenævnet, som Blicher Bjerregaard ikke foreslår nogen løsning på er, at man har indsnævret muligheden for at klage til det til tider latterlige. For eksempel skal man være klageberettiget, altså direkte part i en sag. Faktum er derfor, at man som forbruger, som borger, som modtager af pressens output er afskåret fra at klage. Hvor ser man ellers, at man har forhindret forbrugerne i at klage, og hvordan ville pressen dække det, hvis det havde været en anden branche? Særdeles kritisk. Men da ingen overvåger pressen, er der heller ingen til at forholde sig kritisk til, at klageadgangen over pressen er miserabel.

Blicher Bjerregaard mener, at vejen frem er at styrke Pressenævnet, så det ved hjælp af kommunikation tager sig bedre ud - ikke ved at tildele det større beføjelser, så det ikke kun bliver de mest uigendrivelige klager, der nyder fremme, styrke klageadgangen, øge sanktionerne, så man ikke længere slipper afsted med en uundseelig rettelse på side 2. Styrkelsen af Pressenævnet skal reel og ikke bare gold staffage.

Selvreguleringen har vist sig ikke at virke for så vidt angår de enkelte medier. En rettelse på side 2 er ingen trussel, så der er ikke - som i alle mulige andre af livets forhold - noget afgørende incitament til at undgå den retning, som medierne er blevet så hårdt kritiseret for i de senere år.

Ønsker man fra standens side virkelig at stoppe derouten i pressens og journalisters omdømme og troværdighed, er man nødt til at gribe til andre og hårdføre metoder - vel at mærke metoder med indbyggede adfærdspåvirkende funktioner ved for eksempel at gøre op med, at Pressenævnet hverken kan idømme straf, erstatning eller kompensation til klager.

Offentlig udhængning inspireret af eksempelvis smiley-ordningen kunne være en anden mulighed. Det ville sikkert få nogle redaktører til at slå syv kors for sig, - men formentlig kun dem, der helst vil have friheden til hele tiden at teste grænserne.

Derimod bør ethvert virkningsfuldt forslag til forbedring af journalistikken, pressens arbejde og fagets omdømme støttes helhjertet af alle andre i branchen. Snak er ikke længere nok.

Pressen begår også justitsmord

2011-11-01T14:54:00.001+01:00

Ethvert justitsmord, som retssystemet begår, er demokratisk set en katastrofe og bliver med rette fulgt og undersøgt af en kritisk presse. Derimod bliver pressens egne justitsmord ofte blot mødt med et skuldertræk eller en løftet pegefinger fra Pressenævnet

Hvad har Don Ø, Strauss-Kahn og Nicolai Hübbe til fælles med en skoleleder på en privatskole i Århus, Lene Espersen, United Plantations, ja sågar dagbladet B.T. og pelsdyrbranchen? Eller en uskyldig mand i Herning, der havnede på forsiden af Ekstra Bladet?

Alle har de oplevet en form for domfældelse uden rettergang. Pressens dom. De har oplevet den ultimative ydmygelse i form af den store tur gennem mediemaskinen, der ofte ikke er til at stoppe igen. Og mange andre med dem har oplevet det samme.

De er - med rette eller ej - blevet hængt ud, gjort til grin og plettet på noget af det allermest dyrebare, man som offentligt eksponeret person, virksomhed eller organisation har: Image, omdømme, værdighed. Indimellem har det enorme menneskelige konsekvenser, andre gange økonomiske.

Det er journalistikkens inderste kerne, det er pressens primære opgave og har altid været det: At finde, undersøge og udsætte skurkene for den kritiske journalistik. At putte dem på forsiden eller udstille dem i den bedste sendetid. De skal afsløres.

Men det er ikke alle, som er skyldige, og som fortjener det. Der er stadig flere eksempler på sager, hvor nogen er trukket gennem mediesølet, og hvor det efterfølgende har vist sig, at de var uskyldige, og hvor pressedækningen har været direkte forkert eller ude af proportioner i forhold til sagens substans. De mennesker havde gerne vekslet den fjerde statsmagts domfældelse med 14 dage på vand og brød trods deres uskyld.

Dem, der uberettiget tilsværtes og hænges ud, samles ikke efterfølgende op af nogen. De efterlades i rendestenen af medierne. Ingen påtager sig individuelt eller kollektivt ansvar, når pressen løber løbsk. Der er ingen undskyldning, oprejsning eller erstatning og heller ikke et løfte om at man vil lægge sig i selen for at undgå, at det sker for andre. I yderste konsekvens kommer der måske en løftet pegefinger fra Pressenævnet og en notits på side 8. Men "justitsmordet" består. Ingen avis lægger spalter til at gøre skaden god igen.

Jeg kender ikke i detaljer de eksempler, jeg nævner i starten, detaljeret nok til at vide, hvem der har været udsat for et pressemæssigt justitsmord.

Men vi véd, at fx. Don Ø uberettiget blev anklaget og hængt ud i medierne for spritkørsel uden beviser, uden domfældelse og uden at tvivlen på nogen måde kom ham til gode.

Vi véd også, at der på fem måneder fra april til august 2009 blev bragt 2000 historier i pressen om Lene Espersens afbud til det arktiske møde, mens der i samme periode blev bragt blot 800 historier om den økonomiske krise.

Mediemøllens ustoppelige kværneri kostede Lene Espersens meget dyrt: Hun fik sin ære og værdighed tilsølet, hun blev latterliggjort og måtte til sidst afgive posten som formand for de Konservative. Var det på nogen måde en proportional mediedækning? De fleste journalister og redaktører, som dengang beskæftigede sig med sagen, bøjer sig i dag i skam over forløbet.

Og så véd vi også, at der rent faktisk kunne stilles store spørgsmålstegn ved ægtheden af voldtægtsanklagerne mod Strauss-Kahn. Det fik blandt andet Politikens nyslåede chefredaktør, Bo Lidegaard, til at udstille sin bondeanger på avisens vegne.

Lidegaard beklagede mediernes selvsving, og at mediedomstolen dømte Strauss-Kahn uden at give ham mulighed for at fremsætte noget forsvar. Men Lidegaard illustrerer blot, at han endnu er uerfaren, idealistisk og naiv i sin barnetro på, at pressen generelt agerer retfærdigt, og at Strauss-Kahn blot var en uheldig undtagelse.

Manden var chef for IMF, havde høj prestige og værdighed og må siges på den konto at have meget mere at miste end så mange andre af os almindelige mennesker. Ydmygelsen var total, når han for rullende kameraer blev trukket rundt til retsmøder i New York, iført håndjern, altimens pressen - også den del pressen som gerne selv kører på den allerhøjeste klinge, når der skal moraliseres og tales retssikkerhed - fuldstændig blæste på, at enhver er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.

Lidegaards leder var ét af de små pip, der indimellem kommer fra en skamfuld chefredaktør, der højstemt taler om, at det nu er tid til selvransagelse efter en eller anden sag. Selvransagelsen fører dog aldrig til forbedringer.

Jeg er ikke sart. For mig behøver Ekstra Bladet ikke vente på den endelige domfældelse over for eks. Amagermanden, før de sætter hans ansigt på forsiden, men hellere undlade dette 10 gange frem for én gang at begå en fejl og hænge en uskyldig ud.

Vedstod man sig i det daglige arbejde, at tvivlen skulle komme den anklagede til gode, betyder det ikke nødvendigvis, at man undlod at bringe en kritisk historie.

Men man skulle sikre sig at tvivlen loyal og utvetydigt blev beskrevet ligeligt med historiens øvrige fakta, og ikke som når Politiken fejlagtigt anklager en konkurrent, tilsværter dennes troværdighed i stor opsætning for efterfølgende at bringe en marginal rettelse. Tvivlen skulle have været med i første omgang, som det også burde have været tilfældet i samme avis' historier om United Plantations.

Det ville se godt ud, hvis pressens repræsentanter erkendte problemet, der blandt andet er et resultat af pressens voldsomt øgede produktivitetskrav. Tingene går indimellem alt for hurtigt til at sikre de anklagede en fair og sober behandling.

Til gengæld kunne man så på organisatorisk niveau arbejde aktivt for at reducere sagerne med de uskyldige ofre, styrke selvjustitsen og i øvrigt foranstalte et system, der ansvarligt tager hånd om ofrene, når det alligevel går galt.

Det ville gavne den journalistiske profession, hvis man ændrede sin selvopfattelse og erkendte, at pressens rolle i dag har forandret sig til at være en betydelig magtfaktor i samfundet, og at man fremover vil følge retssystemets krav om, at anklagede er uskyldige, med mindre man kan dokumentere det modsatte.

Løgn og latin - at rutte med sandheden

2011-10-10T14:23:00.000+01:00

Ikke at rutte med sandheden var en leveregel, der tidligere var forbeholdt lettere anløbne kommunikationsfolk. I dag gennemsyrer den det meste kommunikation og anvendes lystigt af politikere, organisationer og virksomheder, ja selv journalister og offentlige myndigheder

Der findes et særligt mantra blandt kommunikationsrådgivere, politikere og andre, som til daglig arbejder med offentlig kommunikation:

Det er forbudt at lyve. Men det betyder ikke, at man ligefrem behøver at rutte med sandheden.

Det er en dødssynd at lyve over for journalister, der stiller kritiske spørgsmål. Det er muligvis en fristende løsning til brandslukning her og nu, men udover at det er stærkt uetisk, har man ovenikøbet sat sig ovenpå en tidsindstillet bombe og kan bare vente på at blive afsløret i sin løgn.

Så man lyver ikke.

At undlade at rutte med sandheden vil for den renfærdige ganske vist være så tæt beslægtet med løgnen, at det kommer ud på et, hvorimod den for de fleste andre har udviklet sig til en acceptabel måde at sige sig udenom sandheden på. Samvittigheden er med andre ord i orden, så længe man ikke direkte lyver, uanset at man tilbageholder central viden og bevidst undlader at svare udtømmende på de spørgsmål, man stilles.

Det har udviklet sig til en spilleregel, som også pressen har anerkendt, og derfor går der for journalister ofte sport i at få stillet spørgsmålet på den helt rigtige måde, så man tvinger kilden op i en krog, hvor der ikke længere er nogen uden mulighed for at vige udenom at fortælle sandheden og hele sandheden.

Da Helle Thorning Schmidt kom i modvind i sagen om Sass Larsens manglende sikkerhedsgodkendelse, blev hun beskyldt for direkte at lyve. Det er typisk de renfærdiges udlægning af, at man ikke rutter med sandheden. Thorning vidste klart mere, end hun fortalte, men så længe hun ikke direkte adspurgt svarer med en løgn, kunne hun dårligt beskyldes for at lyve. Man kan så diskutere, om det fremmer troværdigheden at tilbageholde sandheden.

Nogle journalister finder ligefrem provokerende, at nogen spekulerer i ikke at rutte med sandheden. De lever ud fra det verdensbillede, at enhver adspurgt af en journalist bør svare udtømmende om det, der bliver spurgt om. Også dét journalisten ikke direkte spørger om. Men at Thorning kunne undgå at svare udtømmende om Henrik Sass, falder tilbage på journalister, som ikke magter, at stille de helt rigtige, præcise og sylespidse spørgsmål.

Den evne er der i høj grad brug for at løfte.

Omvendt dyrker pressen selv princippet om ikke at rutte med sandheden, når man jagter den gode, skarpe historie. Enhver vinkling medfører fravalg af informationer, som ikke understøtter vinklen. Hvis en journalist loyalt skulle gengive alle aspekter af en given sag, ville det ikke være mange gode historier tilbage. Et godt eksempel er, at journalister ofte botaniserer i eksperter, der understøtter deres vinkelvalg, hvorimod dem der ikke understøtter vinklen ganske enkelt ikke citeres i historien.

Derfor får partskilder ofte stor eksponering og kan bruge pressen til egne dagsordener. Tag Arbejderbevægelsens Erhvervsråd som dygtigt mestrer kunsten at få farvede budskaber i pressen til at fremstå som neutrale. Der findes mange eksempler på, at AE udvikler en journalistisk, fiks og færdig historie, renset for de nuancer, der kan forplumre det skarpe budskab. Her har dygtige, PR-orienterede interesseorganisationer enorme muligheder for at få en stram, skarp historie med eget budskab direkte igennem til en landsdækkende nyhedsudsendelse. Organisationen har nemlig samme interesser som journalisten - den gode, skarpe historie, der kan få seerne op på tæerne.

Den lektie har man også lært hos myndigheder. Men her er situationen en anden. Her bevæger man sig nemlig på en knivsæg i forhold til sin troværdighed, når man begynder at lege med og spekulere i at tilbageholde væsentlig information for at fremme sit budskab. Og netop myndigheder har en særlig forpligtelse til at bevare maksimal troværdighed, for når borgerne finder ud af, at offentlige kampagner er skarptvinklede og i visse tilfælde fordrejede for at opnå maksimal effekt, bliver det problematisk.

6 frugter om dagen, 14 genstande om ugen og mange andre offentlige kampagner har fængende, enkle og effektive budskaber. Det er dybt professionelt udviklet og eksekveret. Var det en kommerciel kampagne, ville de ofte afkræve respekt. Men de er ikke kommercielle. De har et oplysende formål og bør ikke forsimples og skæres til på en sådan måde, at budskaberne er unuancerede og rettet mod de intellektuelt svageste. For på den måde gør man den øvrige del af befolkningen dummere og fratager dem gradvist evnen til at tænke selv.

For kernen er, at man som myndighed ikke med troværdigheden i behold kan tillade sig at skarpvinkle budskabet, så nuancerne går tabt. Det kan gå i kommerciel sammenhæng, hvor en afsender nøje afvejer hensynet til troværdighed med hensynet til salget. Den slags overvejelser kan en myndighed ikke tillade sig - af en række grunde:

Man er skatteyderbetalt. Man forvalter altså ikke egne penge og træffer ikke med en aktionærs velsignelse en velovervejet beslutning om at udsætte sin egen troværdighed
Myndigheder er ikke underlagt nogen nævneværdig demokratisk kontrol i forhold til eksekvering af kampagner
Myndigheder er 100 procent afhængige af og forpligtede til at have hele befolkningens udelte tillid til enhver valgt disposition

Så når man unuanceret kvantificerer borgernes sundhed og livsstil til 14 genstande om ugen eller 6 frugter om dagen, bevæger man sig faretruende tæt på grænsen til tab af troværdighed - både fordi de fleste danskere godt véd, at disse tal ikke skal opfattes så firkantede, som de opstilles, og fordi myndighederne tager for givet, at borgerne er for dumme til at forholde sig til den saglige, faktuelle, nuancerede og udtømmende information - under det problematiske motto "målet helliger midlet".

Myndigheder skal med andre ord holde sig for gode til populistisk "campaigning" - de skal i stedet være garanten for seriøs og saglig oplysning og information til borgerne.

Tv-indholdets totale sammensmeltning

2011-09-19T21:56:00.000+01:00

Den nye regering ventes at ville forbyde product placement, som VK-regeringen lige har tilladt. Men de nyeste tv-apparater lukker internettet direkte ind på tv-skærmen og vil afgørende påvirke både danske og europæiske politikeres muligheder for at lovgive retfærdigt om reklamer på tv

Den danske radio- og tv-lovgivning er alvorligt udfordret - ultimativt kan væsentlige dele af den være under regulær afvikling.

Tv-teknologien tordner derudad, og der er enorme kræfter på spil, når giganter som Samsung, Sony og Philips ruller hele deres innovationsmaskineri ud og lancerer toptunede tv til forbrugerne.

Det seneste er de såkaldte Smart TV, hvor tv-apparatet er blevet koblet op på hjemmets trådløse netværk og således reelt er blevet en kæmpemæssig smart phone. Og lidt mere end dét. For man får selvfølgelig som sædvanlig via sin tv-distributør adgang til alle de kendte og foretrukne tv-kanaler, men derudover får man sømløst adgang til oceaner af videoindhold via nettet. Sømløst, fordi tv-seeren ikke vil opleve nogen forskel på de billeder, der kommer ind via broadcast (dvs. ordinære tv-kanaler) og så de billeder, som kommer ind via nettet, eksempelvis web-tv, YouTube eller tv-kanaler, som er etableret som ren markedsføring for virksomheder og brands - Jyske Bank TV er et udtryk for dette.

Men hvorfor er det så relevant i relation til reklamelovgivningen?

Af flere årsager - både fordi lempelig reklameregulering skaber øgede muligheder for alternativ finansiering af indhold, og fordi tv-indhold leveret via broadcast (dvs. antenne-tv, kabel eller parabol) er underlagt stramme restriktioner i form af forbud mod afbrydelser af tv-udsendelser, maksimalt 12 minutters reklamer i timen, forbud mod politiske reklamer samt nu formentlig også snart forbud mod product placement.

Det skel, der tidligere var så indlysende og som klart identificerede en tv-kanal fra andet video-indhold som YouTube, er ved at blive udvisket, når vi ser andre mediehuse producere stadig bedre web-tv, der er fyldt med skjult reklame, plastret til med bannere, og som kan være én lang product placement produktion, - og som tilmed findes side om side med andet traditionelt indhold på tv'et.

Dagblade som Børsen, B.T. og Jyllands-Posten har lanceret web-tv, der ikke er at betragte som normal broadcast-virksomhed. Mens broadcast er en flow-proces, hvor det der udsendes i en given rækkefølge i princippet er væk igen, når det er udsendt, er web-tv principielt en On demand-tjeneste. Her har brugeren kontrol over, hvornår han ønsker, at et givent indhold ruller over skærmen.

EU-Kommissionen har forsøgt sig med tilpasninger og justeringer til "Audiovisual Media Services Directive" (AVMSD) for at imødegå de forandringer, som den heftige teknologiske udvikling trækker med sig. For eksempel har man introduceret en sondring mellem lineære og non-lineære audiovisuelle ydelser.

Oversat betyder det, at de lineære ydelser dækker over traditionel broadcast - altså flow-tv - så rækker definitionen ind over netbaserede tv-udsendelser såsom stream. Her taler vi om udsendelser eller programmer - som uafhængig af distributionsform eller hvem der udbyder tjenesten - der ses simultant af seerne, og som er tidsmæssigt programsat.

I modsætning hertil står de non-lineære tv-ydelser, der også benævnes som on-demand services. Her defineres ydelserne som nogle, der vælges fra et katalog udbudt af en medieindholdsleverandør, og som seerne kan vælge at se, når det passer dem.

Selvom der er regelsæt, der gælder begge typer audiovisuelle ydelser, gælder der alligevel væsentlig strammere regler for de lineære ydelser - altså traditionel broadcast/flow-tv - blandt andet de kendte restriktioner for reklamer, herunder maksimalt 12 minutters reklamer i timen.

At denne sondring har virket naturlig, da den blev vedtaget, er givet, men i dag er den forældet.

Der er stadig audiovisuelle tjenester og produkter i hver sin ende af skalaen, hvor definitionerne er klare, og hvor sonderingen giver mening. Men på midten er der ved at opstå en sammensmeltning, som vil gøre det umuligt at foretage en meningsfuld skelnen.

For eksempel vil det blive stadig sværere at afgøre, hvordan web-tv og arkiv-tv kategoriseres, for når det via internettet får direkte adgang til på lige fod med andet tv-indhold at blive tilgængelig på fjernsynsapparaterne, udviskes yderligere forskelle.

Følger man definitionerne helt stringent, vil web-tv umiddelbart være at opfatte som en non-lineær tjeneste, hvis det er integreret i en player på et givent website. Men hvis udbyder som et led i et journalistisk initiativ eller en kampagne markedsfører et bestemt indslag som en live-aktivitet - et streamed signal - vil lige præcis det pågældende indslag så falde ind under lineære tv-ydelser? Eller vil det afhænge af, om seeren rent praktisk skal trykke på en knap for, at det vil være at betragte som on-demand (non-lineært)? Vil tv-tjenesten være lineær, når streamingen påbegyndes på det eksakt annoncerede tidspunkt, og vil det forvandles til non-lineært, hvis man on-demand først vælger at se med nogle sekunder, minutter eller timer senere?

Hvordan disse forhold fortolkes, er der givetvis en praksis for i dag, men i takt med at de lineære og non-lineære tv-tjenester vil være at finde side om side på tv'et, og at seerne får sværere og sværere ved at skelne de to ydelser, er det så rimeligt, at de to ydelser underlægges to forskellige lov-reguleringer?

Der er i hvert fald optræk til, at forskellige medieindholdsleverandører kommer ud for lovgivning, som forvrider konkurrencen, når alt indhold i stigende grad smelter sammen på tv'et.

Lovgivere både på nationalt og EU niveau står med en væsentlig udfordring, eftersom de hidtidige forsøg på at tøjle og kontrollere tv-mediet kommer til kort og på sigt bliver stadig vanskeligere, måske reelt umulige. Det bør lovgiverne nøje overveje - alternativet, ny national eller EU regulering, risikerer at skade danske eller europæiske medievirksomheders konkurrenceevne.

Uansvarlighed tager kegler

2011-09-14T21:41:00.002+01:00

Jeg ser i denne valgkamp ofte på Johanne Schmidt Nielsen fra Enhedslisten, og så bliver jeg altså lidt misundelig - ikke over hendes politiske ståsted, men over den lethed, hvormed hun udlægger teksten, hendes verdensanskuelse, forenklinger og lancering af de hurtige, nemme løsninger.

Hvor gad jeg godt være politiker og befriet for alle de mange nuancer, der kan forstyrre et klart, simpelt budskab, befriet for det tyngende åg, som alle øvrige partier i Folketinget tager på sig - en ansvarlighed for samfundsøkonomien, også når det gør ondt, når udgifterne er løbet løbsk og skal nedbringes. Bare at kunne sige, at man vil gøre alt det gode, uden at føle sig forpligtet til at redegøre for, hvordan det i praksis kan realiseres uden det totale, økonomiske sammenbrud. Mangler der nogle penge, så tager vi jo bare nogle flere fra dem der har pengene. De er alligevel nogle dumme svin.

Johanne Schmidt Nielsen banker løs i alle de store debatter og boltrer sig, fordi hun er herligt fri for at forholde sig realistisk og ansvarligt til noget så banalt som den danske nationaløkonomi, dansk erhvervslivs konkurrenceevne og dermed til selveste den maskine, som producerer værdierne til vores velfærdssamfund. Hun snakker om at få arbejdsløse håndværkere til at isolere boliger - tja, umiddelbart en god idé hvis man aldrig bliver udsat for kritiske spørgsmål om, hvem der dog skal betale for, at boligejerne skal have deres huse isoleret.

Enhedslistens og Johannes succes ved dette valg - partiet står i skrivende stund til at øge mandattallet fra 4 til måske 12-13 mandater - skyldes ikke mindst, at pressen har ladet de forsimplede, letbenede budskaber stå fuldstændig uprøvede og uimodsagt. De hurtige, frække kommentarer der valgkampen igennem har udløst bunker af klapsalver og roser er forblevet helt og aldeles uudfordrede, selvom den ene udmelding efter den anden skriger på kritisk journalistik.

Kommentatorer, journalister og andre står i kø for igen og igen at udråbe Johanne til vinder, som vidunderbarn, stjerne og meget andet. Men så længe man får lov til at køre uanfægtet løs uden at blive udspurgt kritisk og trængt i defensive, så fremstår man jo selvsagt langt mere positiv, visionær og dygtig end Villy S., Helle T. og Lars L.

Enhedslisten er lykkedes fuldt ud med strategien om at sætte Johanne Schmidt Nielsen i front. Hun virker tiltalende og sympatisk på mange, og det får paraderne til at sænke sig - ikke mindst hos journalister, og mange har endda upassende fremhævet både hendes alder og køn, som om det skulle være kvalificerende for noget som helst i politiske sammenhænge. Det er sexistisk og diskriminerende i den boldgade, som mennesker i Enhedslisten ellers hader mere end noget andet. Men måske gør det ikke noget, hvis det kommer dem selv til gode.

Tag et kig på partiets principprogram. Det er røster fra fortiden, fra Sovjetunionens og fra DDRs paradisiske systemer, der førte til mere undertrykkelse, end verden hverken før eller siden har vidnet.

Partiet indrømmer tilmed åbent selv, at man går efter et kommunistisk system, og selvom man i Danmark altid har haft et lige vel afslappet forhold til kommunisme, skal en journalist ikke ringe ret langt væk for at finde mennesker, der kan fortælle gruopvækkende historier om kommunismen, dens forbrydelser og ofre. De lande som har mærket kommunismens jernnæve ville føle sig krænkede over den lemfældighed, journalister i Danmark behandler et parti som Enhedslisten med.

Der er en perlerække af absurditeter i principprogrammet, som enhver journalist kunne have forholdt sig kritisk til. For eksempel er verdensbilledet håbløst forældet, når man taler om, at arbejderklassen er udbyttet. Over halvdelen af danskerne i den arbejdsdygtige alder er i dag på overførselsindkomster, og som snarere er de udbyttende i forhold til arbejderne, som skaber værdierne og knokler løs. Nu skal modtagere af overførselsindkomster tilmed til at have endnu mere, mens de arbejdende klasser skal arbejde og betale endnu mere.

Og så vil partiet ifølge principprogrammet stjæle virksomhederne ved at ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I realiteten skal alle afgive deres virksomheder, store som små. Et eksempel på forældet verdensbillede, hvor masser af vidensarbejdere i dag arbejder i netværksstrukturer bestående af små virksomheder med en enkelt eller ganske få ansatte. Almindelige arbejdere, der har organiseret sig på mere moderne måder, ville, hvis det stod til Enhedslisten, blive frataget den private ejendomsret til deres produktionsmidlerne (man må antage, at Enhedslisten simpelthen vil stjæle deres Mac-computere). Men ingen aner noget, for ikke én journalist har gidet stille de kritiske spørgsmål, selvom der er rigeligt at spørge om.

De politiske tanker i principprogrammet er verdensfjerne og ude af sammenhæng med, hvordan verden ellers er skruet sammen. Det forekommer ejendommeligt, at pressen har brugt så meget krudt på at forholde sig kritisk til S-SFs 12 minutter og VK+R's tilbagetrækningsreform, som er det rene vand ved siden af Enhedslistens økonomiske politik og de konsekvenser, det ville få, hvis bare en brøkdel af politikken blev iværksat.

Men hvor er det dog let at være Johanne og Enhedslisten - utynget af at tage medansvar. Men det kan vælgerne jo så gøre ved at tænke sig godt om, inden man stemmer på dem. Det er på tide, at vælgerne slår shit detectoren og den sunde fornuft, når nu pressen ikke hjælper til.

Valg 2011: Røgslør eller opklaring?

2011-09-07T21:28:00.002+01:00

Folketingsvalg er pressens uvurderlig chance for at folde sig ud og demonstrere egen uundværlighed. Det er her, man skal vise, at man kan er i stand til at informere og oplyse borgerne - gøre dem klogere. Hvordan er det så gået indtil nu?

I skrivende stund er der stadig mere end en uge til valgdagen, så meget kan ske endnu, som man siger.Alligevel er det da værd at driste sig til en midtvejsevaluering af pressens valgdækning.

Her fremhæves tre tendenser fra de første par ugers rodekasse, hvor pressen ikke nåede i mål:

Økonomi:
Man går ikke ret galt i byen ved at konstatere, at medierne har det bedst med valgtemaer baseret på værdipolitik. Det er bekvemt for den travle og/eller dovne journalist først at tale med en politiker fra den ene side og dernæst med én fra den anden og så i øvrigt mene, at man ved at referere dem begge har levet op til de nødvendige journalistiske krav om objektivitet.

I holdningsbaseret politik er journalisten fri for at forholde sig faktuelt til det, der bliver sagt - den ene mening kan ud fra den typiske værdirelativisme, som præger dansk journalistik, være lige så god som den anden og kan ikke betvivles ud fra en faktuel målestok.

Anderledes er det med økonomi, som er blevet valgets store og vigtige tema.Selvom økonomi og de bagvedliggende forhold indimellem godt kan være en trossag, er vi dog langt mere ovre i afdelingen for mere uangribelige faktiske omstændigheder. Her råder markedsmekanismer, som ingen nok så ihærdig og blåøjet politiker kan benægte eksistensen af.

Økonomi som valgtema er knivskarpt, det er mere præcist og giver pressen bedre muligheder for at holde politikerne op imod den virkelige virkelighed.

Men sådan er det ikke gået.Vi står stadig tilbage efter de første ugers valgdækning uden, at pressen har gjort os afgørende klogere på, om det er planen fra rød eller blå blok, som er den mest fornuftige. Eller om det måske i virkeligheden er den fra Liberal Alliance. Vi aner det ikke.

Man kan ikke sige, at pressen ikke har forsøgt. Der er blevet kradset en del i overfladen, men man har slet ikke kradset hårdt nok til, at man har fået hul på at løse formidlingsopgaven og pillet fata morganaerne ud af planerne. Borgerne har ikke fået den nødvendige, glasklare forståelse af fordele og ulemper ved den ene, den anden eller den tredje økonomiske plan, selvom det er pressens forbandede pligt.

Midt i valgkampen blev en ny deprimerende rekord ellers offentliggjort: Mere end 2 mio. danskere over 16 år nu er på offentlig forsørgelse. Det koster 300 mia. kr. om året.

Det er så alvorligt, så det kalder på at blive direkte og vedvarende adresseret i mediernes valgdækning. Men det sker ikke.

Politik som underholdning:
Som pressens valgdækning hidtil er forløbet, står vi til at undgå en personfikseret præsidentvalgkamp med Løkke og Thorning ud over det hele.Til gengæld har vi set endnu en forstærkning af den tendens, hvor der fyldes mere og mere cirkus og underholdning ind i politik.

Tendensen er ikke ny. Siden seneste valg er antallet af politiske kommentatorer vokset væsentligt, og de fylder stadig mere især i tv-nyhedsudsendelserne. Kommentatorernes formidling er ofte kritiseret for at reducere politik til en simpel sportskamp med fokus på strategi, proces og personer frem for substans og reel politisk debat.

De to store, statsligt ejede tv-stationer er gået all-in i den udvikling. De har både sendt seriøse og substantielle debatter, men de har også betrådt nye og iøjnefaldende veje udi politik som underholdning med mere staffage og indpakning end nogensinde før.

Især fik TV 2 tæv for at sætte en politisk debat op som et show, en event med vægten lagt på båthorn, sportskampsstemning med hvert sit ringhjørne og hujende publikum. DR har trukket GPS-gadgets og trykfølsomme skærme frem som centrale elementer i valgdækningen, selvom de samme historier sagtens kunne have været fortalt uden – ja, måske endda bedre, fordi det skygger for substansen, når en studievært står og trykker løs på en skærm.

Det er sværere at få øje på den journalistiske produktudvikling.Selvom det længe har været kendt, at økonomi ville blive det bærende tema i denne valgkamp, har store dele af pressen ikke skaffet sig den fornødne journalistisk-økonomiske kompetence til at klare formidlingsudfordringen.

Det halter stadig væsentligt med journalisters indsigt i økonomiske forhold.Og derfor ser vi tv-indslag, hvor man er så langt bagud i at uddanne, informere og oplyse befolkningen, at man er nødt til at sige sætninger som ”den såkaldte outsourcing”. Det er en velkendt journalistisk finte at hæfte betegnelsen ”såkaldt” på ord, som er så sjældne i redaktionen, at man heller ikke forventer, at seerne kender det.

Enhedslisten undslipper pressens vagthunde:
Enhedslisten står til at få et forrygende valg, og der går en lige linje mellem partiets succes over til en ukritisk presse.

En væsentlig del af forklaringen på at Enhedslisten flyver et godt stykke under radaren for journalisternes ubehagelige spørgsmål, skal man finde i partiets ombejlede frontfigur, Johanne Schmidt Nielsen, der er blevet pressens darling.

Det er der flere forklaringer på: Hun kaldes et kommunikativt vidunderbarn, og hun repræsenterer fornyelse. Samtidig fremhæves hendes køn og unge alder af flere medier som positive egenskaber.Det er lettere for et parti at suge stemmer og for en frontfigur at score topbedømmelser i popularitet i befolkningen, når man ikke som andre partier bliver rusket og pryglet af pressen.

Johanne Schmidt Nielsen er desuden gefundenes fressen for den herskende presse-trend, der kræver stærke one-liners med simple budskaber på selv tidens allermest komplicerede politiske udfordringer.

Politikere , der er foruroligende renset for tvivlens nådegave og opblødende nuancer, skulle man ellers forvente ville vække vagthunden i enhver journalist – ikke mindst når der er tale om et parti, der står til at få magt som en regerings parlamentariske grundlag og samtidig fabler om revolution og om at beslaglægge virksomheder som Mærsk og LEGO.

Danmark taber valget

2011-08-26T21:05:00.004+01:00

Hvem vinder folketingsvalget - Thorning eller Løkke?

Det er lidt ligegyldigt i lyset af, at Danmark og danskerne helt sikkert taber valget. For valgets store tema er den økonomiske situation og der er desuden stor enighed om at DR og TV 2 kommer til at afgøre valget. Det bliver hverken de sociale medier eller de store morgenaviser, der er meget langt fra fordums storhedstid.

Statens egne tv-stationer DR og TV 2 bliver altafgørende i valgkampen, og den dårlige nyhed er, at de er ekstremt dårligt udrustede rent journalistisk til at håndtere økonomi som valgtema. De har bunker af journalister, som kender velfærdsstaten og dens goder til punkt og prikke. Men det skorter alvorligt på journalister og redaktører, som forstår økonomi på det niveau, der er brug for i den kritiske situation, Danmark befinder sig i.

Derfor kan vi ikke forvente, at hverken DR eller TV 2 har de fornødne journalistisk-økonomiske kompetencer til at varetage de danske vælgeres interesser i forhold til at få et seriøst, gennemgribende indblik i partiernes økonomiske politik. Journalistik er et humanistisk fag, og man skal ikke have befundet sig lang tid i en journalistisk uddannelse for at indse, at tal og procenter, økonomi og finanser er ikke-eksisterende emner i uddannelserne. Og det afspejler sig entydigt i de store mediers politiske dækning.

Det er en kæmpefejl. Og desværre ser det ud til, at ingen på de to statslige tv-stationer har indset, hvad de ikke magter - det man kalder ubevidst inkompetence. Og hvordan skal befolkningen blive i stand til at træffe de rette valg, når de vigtigste formidlere ikke er i stand til at fortælle historierne om økonomien på en fyldestgørende og saglig måde?

Overvurderede ratingbureauer

2011-08-24T08:50:00.007+01:00

På forsiden af dagens udgave af Politiken får man et overraskende ærligt, men ikke særlig flatterende indblik i ratingbureauers arbejdsmetoder og overfladiskhed.

Det har næppe været Standard & Poor's hensigt, men konsekvensen af den indsigt, vi som borgere utilsigtet dermed får, bør give anledning til endnu flere reflektioner over, om pressen, samfundet og de internationale finansmarkeder tillægger disse ratingbureauer alt, alt for stor vægt og betydning - så stor betydning, at de gentagne gange med deres hel- og halvkvalificerede rating-udmeldinger har sendt alvorlige chokbølger gennem de internationale økonomier, der potentielt har skadet forskellige landes økonomiske situation.

HIstorien i Politiken vil forhåbentlig få S&P til at græmmes, fordi man ved en enkelt telefonsamtale og på et vidensgrundlag om dansk økonomi og politik hos den pågældende ratinganalytiker der er tyndere end en gennemsnitsdanskers, finansielt har blåstemplet en rød regering uden at vide, hvad denne regering har tænkt sig at gøre økonomisk efter valget.

En journalist fra Politiken får den oplagte, journalistiske idé at kontakte et ratingbureau for at teste Claus Hjort Frederiksens påstande om, at en rød regering, der skrinlægger tilbagetrækningsreformen, vil få ratingbureauerne til at nedgradere Danmarks kreditværdighed fra det nuværende AAA - til skade for renteudviklingen og dermed for de danske boligejere.

Og journalistens indsats giver pote, for i stedet for at S&P konstaterer, at S&P's arbejde naturligvis er baseret på omfattende og tilbundsgående analyser af de enkelte landes eller virksomheders økonomier, og som man ikke bare lige kan klare over en snak i telefonen, afslører ratinganalytikeren fra S&P, at der ikke er nogen grund til at nære tillid til ratingbureauernes arbejde - fuldstændig som USA også hævdede, da landets kreditværdighed blev nedgraderet, i øvrigt til stor skade for den finansielle stabilitet i verden.

Ratinganalytikeren fra S&P bliver af Politikens journalist bedt om at forholde sig til, om Danmarks økonomiske "street credibility" vil forblive den samme under en rød regering:

"Det vil jeg mene i den aktuelle situation. Hvis jeg ikke tager fejl, var oppositionen i spidsen for den foregående regering, og dengang havde Danmark også en AAA-rating. Lige nu er vores rating baseret på en forventning om stabilitet," siger ratinganalytikeren.

Nærlæs lige det citat.

Det vidner om mangel på seriøsitet hos både S&P og i pressen, for man kan læse ud af analytikerens udtalelser, at han knap nok aner, om Danmark havde en rød regering før denne. Han kender derfor næppe Nyrup-regeringens økonomiske politik og dermed heller ikke forskellen til den, som Helle Thorning vil føre. Alligevel giver han - tilsyneladende helt uden at den nødvendige indsigt og viden - stort set et løfte om, at Danmark ikke skal frygte for at få kreditværdigheden sat ned. Venstrehåndsarbejde.

Historien falder negativt tilbage på både S&P og på Politiken, for når man analyserer S&P-medarbejderens udsagn, burde Politiken have udvist nødvendig kildekritik og vurderet, at S&Ps udtalelser var komplet utilstrækkelige til den valgte vinkel på historien, og at analytikeren tydeligvis er uden tilstrækkeligt kendskab til de faktiske forhold. At Politiken gør historien til avisens tophistorie, vidner om et politisk valg frem for et journalistisk. Den var ikke gået på journalisthøjskolen.

Skal man fremhæve det gode ved historien, er det, at omverdenen bliver gjort opmærksom på, at man har tillagt ratingbureauernes arbejde alt for meget opmærksomhed.

Det vil gavne verdens økonomi, hvis både pressen, politikere og de finansielle markeder holdt op med at hoppe og springe over den mindste udmelding fra disse bureauer. For dagens artikel i Politiken viser, at den betydning fortjener de ikke.

Og samme konklusion kan man i øvrigt drage over en betydelig del af aktieanalytikerkorpset med deres Excel-ark, langt væk fra virkelighedens verden og fra Pandoras reelle forretning og salgstal. Mange kloge-åger må have røde ører for tiden - både aktieanalytikere og ratingbureauer.

Hykleriet om tonen i debatten

2011-08-22T20:20:00.003+01:00

Politiken har med sit ellers så høje intellektuelle formidlingsniveau selv bidraget til en markant forringelse af den offentlige debat, selvom man hårdt har kritiseret andre for netop dét. Kan det være, at Politiken en dag vil arbejde for at forbedre sin egen debattone?

Afsløring af hykleri er én af de journalistisk set fineste discipliner, og det er særlig interessant at afdække hykleri hos dem, der hæver sig moralsk ekstra højt over alle andre.

Og et sådant tilfælde finder man hos dagbladet Politiken.

Avisen, der i årtier har fremstået som det store forbillede for mangt en journalist, og som historisk har været én af de bærende kræfter for vort harmoniske og tolerante konsensus-samfund.

Med sin kølige, velovervejede intellektuelle linje har avisen bidraget til at højne og kvalificere den offentlige debat, så borgere og beslutningstagere har bevaret hovederne kolde.

Politikens redaktionelle linje har altid appelleret til netop at bruge hovedet og undgå at lade sig rive med af momentane følelsesstrømninger. Og Viggo Hørups smukke vision for Politiken - at være organet for den højeste oplysning - stod med flammeskrift.

Sådan er det ikke længere.

Hovedet er smidt væk, og man har kastet sig i armene på sine følelsers vold. På overfladen virker altsammen stadig intellektuelt og velovervejet - dygtigt pakket ind i store personligheder og retoriske begavelser, tidligere anført af Tøger Seidenfaden. Avisen anser givetvis uændret sig selv som selve den gode sags moder. Men det er på tide, at nogen udfordrer avisens selvopfattelse, for den er ude af trit med virkeligheden.

Der er kun staffage, som selv mennesker der er Politiken-venlige og venstreorienterede er begyndt at kritisere bladet for. Oplaget er styrtdykket, og avisen har med sin uforsonlige stil tabt titusindvis af læsere, der ikke kan acceptere den anlagte "dem-og-os" tone. De læsere, som er skredet, er dem, som hverken dæmoniserer indvandrere eller de indvandrerkritiske.

Det er desværre blevet en central del af Politikens redaktionelle linje, at visse demokratiske synspunkter og holdninger anses for stadig mere uacceptable. Det gælder især visse indvandrerkritiske synspunkter.

Ofte kan avisens retorik blot være mere subtil, så man balancerer mere snedigt på antydningens kunst og med at skabe sammenhænge i læsernes hoveder, uden at det direkte kan påvises. Det er det ufine trick at sovse sine modstandere ind i uhyrligheder, som det skete for Politiken ovenpå massakren i Oslo. Mere end nogensinde har Politiken de seneste uger efter Oslo og ORG søgt at sammenkoble højreekstremisme og nazisme med helt almindelige danske, borgerlige kulturværdier og national stolthed.

Det er en debatform, som ikke satser på at forbedre tonen. Tværtimod skærper den markant de hadske udfald på begge sider.

Nogle eksempler:

- Ifølge Politiken har højreekstremismen i form af den norske galning Breivik "fælles ideologisk tankegods" med den indvandrerpolitik, som et demokratisk flertal i Danmark har ført i ti år: Med et snuptag har Politiken viklet et flertal af danskere ind i at være holdningsmæssigt beslægtede med Breivik. Den slags retorik fører ikke mindre ondt med sig - kun mere

- Kulturberigelse anses af nogen for en gave, mens andre er skeptiske. Begge er legitime synspunkter. Politiken kæder jævnligt kritik af kulturberigelse sammen med højreekstremisme

- Mennesker og partier der bekender sig til demokratiet afkræves "selvransagelse" efter Oslo-massakren. Anvender man ordet selvransagelse, er man trådt klart over grænsen for grove beskyldninger mod andre, idet ordet implicit den angrebne medskyld

- Politiken har selv med rette ofte været ude med riven, når indvandrerfjendske debattører kalder muslimer for kræftsvulster mv. Men Politiken anvender selv hadske betegnelser, prædikater og skældsord om demokratiske mennesker selv i midterfløjspartier. Et lille udpluk fra Politikens egen sproghave om dem, man ikke kan lide: Rablende, pinlige, smålige, barnlige. Dansk Folkepartis vælgere og politikere er blevet hånet og nedgjort, kaldt svinehunde og landsbytosser

- Eller da debattøren Sørine Gotfredsen blev stemplet med udtryk som "hendes afstumpede forståelse". Hun blev kaldt terrorapologet og påduttet, at hun legitimerede Oslo-massakren. Avisen kaldte hende på forsiden "hadprædikant" - alt i alt en eskalering af debatniveauet i kategorien af personlige og ondskabsfulde anklager og grimme øgenavne. Den dag stødte Politiken flere fra sig end nogensinde. Altimens man kritiserer Berlingske for at lægge spalter til Gotfredsen, bringer man selv anklager om, at folketingspolitikere gøder jorden for terror

Jeg vil hverken forsvare eller angribe det ene eller det andet synspunkt, som Politiken kaster sig ind i, men blot fremhæve det tykke hykleri, og at avisen ville gøre sig selv en tjeneste ved at tage sig sammen.

Hykleriet blev monumentalt, da Politiken for nylig fik en "sag", der i substans var så identisk med Muhammed-sagen, at man - var man overtroisk - ville kalde det nemesis.

Avisen trykte en tegning, som i satireform gjorde grin med torturofrene fra Abu Graib-fængslet på en måde, som bla. af ofrene ville være krænkende - helt parallelt med det, Politiken kritiserede Jyllands-Posten for i Muhammed-sagen.

Men hvordan kunne Politiken dog begå en sådan fejl, når man i Muhammed-sagen kritiserede Jyllands-Posten for det samme? Og hvorfor praktiserer Politiken i sin publicistvirksomhed ikke selv samme standarder, som man kræver af andre?

Også avisens og tegnernes reaktion lignede til forveksling Jyllands-Postens reaktion. Man konstaterer, at man er ked af at så mange mennesker er blevet krænkede, men at man ikke vil ændre sit arbejde af den grund.

Og så er der den særlige, ondsindede disciplin, som en gammel bekendt, den nu afdøde forfatter og opfinder Piet Hein rammede så fint ind i dette Gruk.

En yndet form for polemik
består i det probate trick
at dutte folk en mening på,
hvis vanvid alle kan forstå

Metoden er fristende for kyniske velbegavede til at intimidere sine modstandere til at holde kæft.

Breaking News: Ryd sendefladen

2011-08-11T11:14:00.004+01:00

Mange pseudonyheder bliver fra tid til anden på vores tv-kanaler fejlagtigt markedsført som breaking news. Det giver ikke sjældent grund til betydelig moro i journalistkredse, når visse kolleger udviser exceptionel svag dømmekraft for, hvad der virkelig er vigtigt.

Men i dag er der faktisk en rigtig nyhed, som nok burde få nyhedsredaktionerne til at rydde i hvert fald en god del af nyhedsudsendelserne i aften:

Der er tale om breaking news af en karakter, som potentielt får afgørende indflydelse på vores fremadrettede liv og velfærd. Og nej, vi taler ikke om, at Prince lige er landet i Københavns lufthavn, eller at en rocker er ved at blive transporteret fra fængslet til retten, begivenheder der ellers sagtens kan fremkalde live-reportager.

Det er en meget værre nyhed. For den overfladiske journalist nok en kedelig og ligegyldig historie, men det er mere væsentligt, end man kan forestille sig og én af de største og mest truende nyheder, der illustrerer, hvilke udfordringer vi står med, hvis ikke nogen tager det alvorligt en forfærdelig fart.

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at mindre end halvdelen af den danske befolkning nu er i arbejde. Og det stopper ikke her, for udviklingen forværres hele tiden. Ethvert barn burde kunne forstå, at det er skelsættende, når der er færre, som arbejder og bidrager til velfærdssamfundet, end der modtager fra det.

http://jp.dk/indland/indland_politik/article2511028.ece

Det er rystende tal og endnu mere rystende er, at udviklingen fortsætter - at pressen ikke bider sig fast og kører lige så intensive og vedvarende kampagner, som man har gjort med Lene Espersens mødeafbud eller Henriette Kjærs mands økonomiske problemer. Men journalister og/eller deres redaktører synes ikke for alvor at begribe alvoren og omfanget i den strukturelle udvikling, landet er inde i, og som der jo har været advaret om i årevis.

Alt andet i dagens nyhedsstrøm bliver i lyset af denne nyhed mindre væsentligt.

Mindre end 49 pct. af befolkningen har et arbejde. Man kan se bort fra de naturlige grupper som børn, unge, studerende og pensionister, hvorimod vi tydeligvis har bevilget os selv og hinanden for vide rammer til at erklære os arbejdsløse, bistandsmodtagere, efterlønnere eller berettiget til førtidspension. Der er masser af svage og ramte i dette land, som vi skal hjælpe og beskytte, men tallene viser, at det er kommet for vidt.

Vi har brug for en presse, som tvinger politikerne til at sige, hvad de vil gøre ved det, og som ikke får lov til at skyde skylden på hinanden i blind jagt på at vinde det kommende folketingsvalg.

Landet er truet i sit økonomiske grundfundament, men befolkningen forstår det ikke, fordi den ud af nyhedsstrømmen tror, at det er helt andre ting, som er væsentlige. Den almindelige dansker forventer og tror på, at pressen opfylder sin forpligtelse til at rapportere og dække i det nødvendige omfang, de begivenheder der virkelig betyder noget.

Pressen har i aften og de kommende dage en mulighed for at rette op på sin manglende ansvarlighed over for dækningen af de økonomiske problemer - altså en dækning der ligger betydeligt ud over bare at interviewe et par bankøkonomer om dagens aktiekursudvikling mv. Desværre er jeg bange for, at vi bare sejler planløst videre, og at medierne fortsat er mere optaget af læser- og seertal samt ikke miindst en masse klik på nettet til gavn for annonceindtægterne.

Er journalister røde?

2011-06-11T21:52:00.001+01:00

Henrik Sass Larsens trusler om at fratage mediestøtten til de aviser, som ikke støtter rød blok, skubbede yderligere til debatten om journalisters politiske bias ovenpå DR-serien "De røde lejesvende". Men er journalister overhovedet farvede eller er forklaringen en anden?

Det er en myte, at DR eller andre medier er oversvømmet af røde lejesvende, som dominerer journalistikken. Og journalister har heller ikke andre farver, som influerer på deres arbejde, omend der er pinlige undtagelser.
Det er dog muligt - ja, endda ret sandsynligt - at journalister generelt er mere røde end andre, men de er normalvist for professionelle til at lade deres politiske holdninger skinne igennem i de enkelte historier, tv-indslag og avisartikler. Så hvorfor opstår de anklager?
En del af forklaringen på påstandene om røde journalister skal man tilbage til journalistuddannelserne for at finde. For det første har talrige mini-meningsmålinger blandt journaliststuderende vist, at de politisk er ude af sync med befolkningens politiske sammensætning. For eksempel har flere undersøgelser vist, at 90 pct. af de studerende stemmer på radikale eller til venstre herfor.
Den slags gavner ikke ligefrem borgerlige danskeres tillid til journalister og medier.
En anden og mindst lige så væsentlig del af forklaringen på, at journalister opfattes som røde opstår også på journalistuddannelserne, i den journalistiske kultur, i det tankegods som historisk er en del af journalistikkens fundament.
Man kan kalde det en indignationskultur.
At være indigneret er en grundlæggende drivkraft i mange journalisters arbejde, selvom det på udenforstående ikke virker betryggende, at journalister lader sig styre af følelser snarere end rationel adfærd.
Indignationen - som regel en social indignation - har rodfæstet sig i den journalistiske tænkning som grundlag for den gode historie. Og en historie opfattes på enhver dansk redaktion som god, når den involverer forskellige parter med konfliktende interesser, og endnu bedre hvis man kan kategorisere den ene part som svag og den anden som stærk.
Journalister behøver altså ikke at være røde for at synes, at enhver historie med en svag og en stærk part er en god historie. Det ligger altså i journalistikkens DNA.
Men indignationen som følelse og drivkraft er imidlertid nært forbundet med venstrefløjen og dens politiske synspunkter.
Venstrefløjen har som bekendt historisk set altid erklæret sin solidaritet med de såkaldt svage, og det sammenfald mellem de politiske værdier og en journalistisk indignationskultur giver et tilsvarende sammenfald mellem journalistik og venstrefløjen. Totalt set medfører det, at dele af befolkningen opfatter journalister som røde. Men selv journalister, som stemmer borgerligt, laver indignationshistorier.
Og potentielt svage er der mange af - her er eksempler på de største klichéer:
• Forbrugerne mod butikker, virksomheder, erhvervslivet. Forbrugerne opfattes altid som den svage part, hvorfor mindst 9 ud af 10 journalistiske historier er vinklet til fordel for forbrugeren, uanset at forbrugeren måske ikke har ret. Det har skabt en særlig bevidsthed hos forbrugerne, der gerne truer med at gå til pressen, hvis vedkommende ikke får sin vilje.
• Lønmodtagere mod arbejdsgivere. Lønmodtagerne og fagforeningerne har større gennemslagskraft i medierne end arbejdsgiverorganisationerne og er generelt ekstremt magtfulde. Fagforeningerne udnytter professionelt mediernes glæde ved de onde/de gode klichéen og er kilder til mange historier om udenlandsk arbejdskraft, om unge i beskæftigelse, onde arbejdsgivere, om lønmodtageres sygefravær, der ikke er pjæk, men arbejdsgiverens skyld.
• Lejere mod udlejere. Udlejere i dag er ikke grimme djævle med horn i panden, men ofte helt almindelige mennesker som lejerne selv. Alligevel vælger journalister som udgangspunkt side til fordel for lejeren.
• Modtagere af overførselsindkomster mod det offentlige. Når der skal spares, vælter det frem i pressen med historier om folk, der må gå fra hus og hjem eller ender på gaden. Selv de mest nødvendige reformer går altid ud over nogen, og hvis pressen kan finde den svage part i en sådan sag, kan det slå selv den mest nødvendige reform ihjel.
Det er en grundlæggende, rigtig og nødvendig mekanisme i journalistikken, at pressen vogter over enhver form for magtinstanser eller magthavere for at forhindre, at "de svage" kanøfles, og den mekanisme forklarer til en vis grad de ovenfor nævnte stereotyper. Danmark er i så henseende ét af verdens absolut mest kedelige og begivenhedsforladte lande at være journalist i.
Vi har et gennemreguleret og velfungerende samfund, hvis lige man ikke finder mange andre steder på kloden, og hvor enhver potentiel svag gruppe er ekstremt beskyttet gennem lovgivning eller slagkraftige, ofte statsstøttede interesseorganisationer. Så derfor hænger eksemplerne om magtmisbrug overfor svage individer eller grupper ikke ligefrem på træerne.
Og da journalister elsker konflikten mellem det gode og det onde mere end nogensinde, bliver resultatet af manglen på rigtige historier, at der i stedet lanceres stadig flere pseudohistorier med en konflikt, der er søgt, eller hvor den ene part gør sig svagere end vedkommende er. Der er dagligt eksempler på indignationshistorier - eller "hvem er det synd for i dag"-historier, som man sarkastisk siger i journalistkredse - der er komplet absurde som historien om en 41-årig førtidspensionist kan få den samlede presse til at lave offerhistorier om, at hans kommune "kun" vil betale for Viagra svarende til tre gange sex om ugen.
Det er skidt for journalisters omdømme som i enhver henseende neutrale og uafhængige, når indignationen reelt er en bias for "en svag part", der måske ikke engang er svag.
Denne bias sætter spørgsmålstegn ved selve den journalistiske objektivitet og neutralitet, og når resultatet ofte medfører krav om øgede offentlige udgifter og flere offentligt ansatte, virker journalisterne på blå vælgere indimellem som røde.

Samfundskritikken er i fare

2011-05-24T21:19:00.000+01:00

Dansk presse er ikke så mangfoldig, som vi går og tror. Medierne bistår ofte magthaverne med at cementere den offentlige diskurs frem for at udfordre den. Det bringer samfundskritikken i fare

Diskurs ifølge Wikipedia: En social ramme, der definerer, hvad der kan siges om et givet emne.

Og den offentlige diskurs er således et udtryk for, hvad der er den gængse og vedtagne, offentlige mening om et bestemt emne. Jo stærkere den er, desto vanskeligere er det at få modargumenter frem.

Et godt eksempel på en meget stærk offentlig diskurs er, at velfærdsstaten er et ubetinget gode, som vi skal værne om. Den diskurs kan ikke diskuteres i det offentlige rum uden at man i pressen vil blive udråbt som idiot.

Selvom der åbenlyst også er masser af skyggesider ved velfærdsstaten, forbliver det uudfordret af pressen. Journalistisk set ligger der et uopdyrket land i at skildre velfærdsstatens skyggesider og langsigtede skadevirkninger, som vi reelt set véd forbavsende lidt om. Det er ikke comme il faut at mene andet end, at velfærdsstaten er vor tids gud.

Det er en indstilling, vi betaler en høj pris for, for når pressen undlader at udfordre magthavernes offentlige diskurs, forhindrer det os som samfund i fordomsfrit at debattere velfærdsstaten, at være kritiske og konstruktive og dermed i at holde det i god form.

Pressen snyder borgerne for den fulde historie om velfærdsstaten på godt og på ondt. Og når kun det gode kommer frem, er det svært som borger og vælger at være andet end begejstret.

På den måde bliver pressen aktivt medvirkende til at understøtte en offentlig diskurs, hvor pressens opgave tværtimod er at være konstant kritisk mod alle vedtagne diskurser og dogmer.

Det rykker pressen fra den samfundskritiske til den samfundsbevarende rolle, hvilket understøttes af, at mediernes foretrukne samfundskritiske vinkel handler om borgere, der er blevet snydt for noget, de har krav på fra velfærdsstaten og om urimeligheden af offentlige besparelser.

Man ser derimod ikke en systematisk samfundskritik over for velfærdsstatens udvikling med stadig flere ydelser, offentlige ansatte og konstant øgede offentlige udgifter.

Hele sundhedsområdet, alkohol, rygning, overvægt og kost, er et eksempel på, hvordan magthaverne, "eliten" vil præge, styre og kontrollere debatten og borgernes adfærd, og at det sker i symbiose med pressen, der unuanceret videreformidler myndighedernes leveråd om alkohol, kost og sundhed generelt. Kun sjældent "husker" pressen efterfølgende at holde myndighederne op på de budskaber og råd, som senere viser sig at være forkerte.

Dette blads læsere genkender givetvis den offentlige diskurs omkring reklamer: Den slags er noget værre skidt, der skader os på liv og sjæl. Det burde i virkeligheden begrænses eller helst forbydes. Jo stærkere en diskurs, desto mere cementeret bliver den, og det bliver sværere at komme til orde med den anden side af sagen.

Men selvom budskaberne kommer fra det som journalisterne lidt for automatisk opfatter som troværdige instanser som Sundhedsstyrelsen, Vejdirektoratet, Forbrugerrådet eller de mange lektorer og professorer på uddannelsesinstitutionerne, er der i høj grad grund til at forholde sig kritisk. Der findes masser af eksempler på, at også magthavere gerne lader målet hellige midlet.

Indimellem er det endda pressen selv, som skaber en offentlig diskurs. Hvis man – efter en intens pressedækning af en given problemstilling – kan få de øvrige magthavere til at tilslutte sig mediediskursen, har man skabt en altdominerende, uhellig alliance med en meget stærk offentlig diskurs uden plads modsatte synspunkter. Dermed transformeres diskursen umærkeligt om til egentlig virkelighed, som det eksempelvis er sket med velfærdsstaten. Enhver modstand er elimineret.

Et par eksempler på det er noget så forskelligt som den offentlige holdning til spindoktorer og til kvinders repræsentation i direktioner og bestyrelser. I begge tilfælde gælder der en overordentlig stærk diskurs, som myndigheder, politikere, interesseorganisationer og presse har samlet sig om, hvorefter modsatte eller alternative synspunkter og argumenter kun yderst vanskeligt eller aldrig kommer frem til offentligheden, der slet ikke kan forestille sig nogen anden sandhed end dén.

Den fremherskende journalistiske ”skole” i Danmark er, at man nok skal være upartisk og tilstræbt objektiv, men at man i udgangspunktet har en social indignation og sympati for, hvad man opfatter som svage grupper.

Grupper som kontanthjælpsmodtagere, handicappede, flygtninge og arbejdsløse er ifølge den offentlige diskurs – herunder medierne – svage. Det er de mere klassiske svage grupper, mens også grupper som lejere, forbrugere og lønmodtagere nyder fortrinsstilling hos medierne i kraft af den offentlige diskurs af disse grupper som værende de svage over for deres respektive modparter so udlejere, virksomheder og arbejdsgivere.

Især forbrugere er i dag taget under pressens vinger. Forbrugerjournalistikken er eksploderet, og allerede fra den allerførste researchfase er der mentalt taget stilling til fordel for forbrugeren som værende ”offer” i en given journalistisk historie.

Forbrugerne som ofre er etableret som en offentlig diskurs, som samtlige magthavere støtter op om, og som indimellem gør visse virksomheder til de virkelige ofre i en pressehetz.

Det er også denne diskurs om forbrugerne som ofre, der benhårdt styrer den offentlige mening om, at reklamer er noget bras, som ikke kan betragtes som nogen berigelse for forbrugeren, men udelukkende som kommerciel udbytning.

Listen over emner, som er underlagt en stærk offentlig diskurs bliver stadig længere og er det vidnesbyrd om en mangel på mangfoldighed i de stemmer, der kommer til orde. Og udviklingen fortæller mest af alt også en historie om en for pæn presse, som har brug for frække drenge og Rasmus Modsat’er.

I det lys er der brug for et forandret mediestøttesystem, som fremmer nye stemmer og medier til at udfordre den etablerede presse.

Et land af økonomiske analfabeter

2011-05-16T09:14:00.008+01:00

Hvis man ikke forstår, hvorfor Danmark i modsætning til lande som Tyskland og Sverige befinder sig i en dyb økonomisk krise og med et velfærdsniveau, som langt overstiger de økonomiske realiteter, kan man formentlig finde en væsentlig del af forklaringen i et nyt speciale, som Politiken omtaler i dag under overskriften: "Danskerne misforstår basale økonomiske ord".

Historien puster til éns værste frygt: At danskerne ikke aner, hvad de snakker om, når de udtrykker deres stærke meninger til velfærdssamfundet og landets økonomi.

Deres krav til velfærden bunder ikke i realisme, men i en virkelighed som ikke eksisterer. De synes at tro, at penge blot er noget, man kan trykke i Nationalbanken. I det lys bliver det pludselig forståeligt, hvorfor danskernes krisebevidsthed er ikke-eksisterende, som Børsen i flere omgange har beskrevet det. De forstår ikke krisen, dens omfang, trusler og udfordringer. Hvordan skal man så kunne tage det alvorligt og være villig til at bidrage til at løse den?

Det er en katastrofal situation, fordi det spærrer for, at vi i fællesskab kan tage de rigtige og nødvendige beslutninger - ikke af hensyn til de "fattige" eller "de rige", som befolkningen så simpelt er blevet opdelt i efterhånden - men af hensyn til os alle, i den globale konkurrence. Det siger sig selv, at det er direkte skadeligt for vort land, hvis ikke vi tager beslutninger på basis af viden, men med udgangspunkt i fantasi og manglende indsigt.

Specialet påviser, at selv mennesker med en videregående, men ikke samfundsvidenskabelig uddannelse, ofte forstår noget helt andet ved ord som skattetryk og økonomisk vækst, end det egentlig betyder. Og hver tredje ung viser ifølge en undersøgelse af Danske Bank ikke, hvad renter er!

Det er en borgerpligt at forstå, hvad man gør, når man for eksempel sætter sit kryds ved et demokratisk valg, men det er omvendt også en pligt for staten - skoler, undervisningsinstitutioner og public service medier - at ruste befolkningen som demokratiske individer, især når det igen og igen påvises, at så mange danskere er tæt på økonomiske analfabeter. Den opgave har staten svigtet på det groveste, når man sender unge ud som vælgere, selvom næsten hver tredje ikke véd, hvad "renter" er.

Der er med andre ord alt for lidt fokus på uddannelse i demokrati, samfund og ikke mindst økonomisk forståelse både i privatlivet og i den offentlige økonomi. Public service-medierne er næsten klinisk renset for systematisk, seriøst og sagligt indhold om disse fantastisk vigtige emner. Det tætteste vi næsten kommer på det er boligprogrammer som Liebhaverne og Hammerslag.

Cand. public. Bine Iversen, der står bag specialet, peger på, hvordan den manglende økonomiske forståelse kan have konsekvenser for det kommende folketingsvalg:

"Økonomi og økonomisk troværdighed kommer til at fylde meget i valgkampen, derfor er den manglende økonomiske forståelse et aktuelt problem. Men det kan også være et problem på lang sigt, især i forhold til et begreb som økonomisk vækst. Mange deltagere i undersøgelsen forbinder økonomisk vækst med konkrete ting, man selv kan opleve i sin hverdag - for eksempel stigende huspriser. Meget få forbinder økonomisk vækst med hele samfundsøkonomien eller med højere produktivitet," siger hun.

Med andre ord: Hvordan skal vælgere med så svag økonomisk forståelse overhovedet kunne tage stilling til realismen bag de økonomiske planer, som fremlægges af hhv. regeringen og oppositionen?

Det kan staten ikke nå at rette op på inden et valg, hvorimod public service-medierne har et meget stort ansvar på den korte bane frem til folketingsvalget med at sikre, at borgerne hjælpes til at navigere mellem politikernes skidt og kanel, med at skelne mellem fup og fakta. Og det har de ikke gjort særlig godt indtil nu.

Vi har set skrækindjagende eksempler i både DR og TV 2 på indslag og interviews, hvor journalisten ikke havde den fornødne kompetence til på seernes vegne at stille de nødvendige, kritiske spørgsmål. Ja, man har endda set eksempler på højtprofilerede og roste studieværter, som erkendte, at de blev hægtet af, når politikerne smed tal gennem luften. Det må ikke ske. Så er det på tide at tage et grundigt kig på kvaliteten af de journalister, man har ansat.

Forfatteren Carsten Jensen har brugt billedet på inkompetente tv-journalister, som nogen, der først interviewer én politiker, der kommer ud fra et rum og fortæller, at væggene er hvide, mens den næste politiker kommer ud og fortæller, at væggene var sorte. Men journalisten ulejliger sig ikke med at efterprøve fakta, hvilket ville have afsløret sandheden - at væggene faktisk var lysegrønne.

Uanset om man ønsker en rød eller blå regering, kan ingen være tjent med, at borgerne ikke forstår, hvad de skal tage beslutning om. Det er i dén grad i fælles interesse at få sat emner som privatøkonomi og samfundsøkonomi langt højere op på dagsordenen - helst så tidligt som i folkeskolen. Det er ikke ligefrem en opgave for markedet at klare.

Og statens egne public service-medier skylder befolkningen med ordentligt, seriøst og væsentligt indhold på tv-kanalerne at adressere de efterhånden mange undersøgelser om, at alt for mange danskere end ikke har den mest elementære forståelse for økonomi.

Unge fravælger tv-nyheder - godt eller skidt?

2011-05-04T13:36:00.001+01:00

De unge fravælger i stigende grad tv-nyhederne, fortalte Politiken for nylig i en stor bekymringsartikel. For hvordan skal alting dog gå, når de unge ikke følger samfundsudviklingen på tv? Men alle medaljer har to sider

Det altid så bekymrede dagblad Politiken bekymrede sig forleden over, at de unge i stort tal fravælger tv-nyheder.

Gode mennesker og velrenommerede medie-koryfæer var interviewet for at understøtte én vinkel af denne udvikling: den bekymrede.

Og sandt er det da også, at der er negative aspekter i de unges fravalg. Det blev udførligt beskrevet i artiklen, så den side af sagen vil ikke blive nærmere beskrevet her.

Derimod svigtede man læserne ved at fortælle den skarptvinklede historie i stedet for at fortælle den nuancerede. For det er vel ikke kun skidt, at de unge dropper TV-avisen og Nyhederne på TV 2?

Her er for eksempel en lidt anden version af historien:

Tal fra DR viser, at kun 6 pct. af de 12-24 årige og 13 pct. af de 25-39 årige, der ser TV-avisen på en almindelig hverdag, mens det for dem over 60 er 42 pct.

Udviklingen indikerer, at de unge og yngres medieforbrug er godt i gang med at få de elektroniske mediers totale dominans over den offentlige mening til at smuldre.

Dermed ser vi et historisk opgør med en struktur, hvor ufattelig meget magt gennem mange år har været lagt i hænderne på ganske få hænder uden, at denne magtkoncentration i den journalistiske nyhedsformidling har været underlagt demokratisk kontrol.

Med de unges ændrede adfærd bliver denne magt udhulet og glider indehaverne af hænde. Det er efter alle normale målestokke ganske sundt, når magt dekoncentreres.

I stedet for en journalistisk nyhedsformidling som i årtier har været koncentreret på få aktører, ser vi nu i stedet et stadig mere fragmenteret medieforbrug som følge af væksten i antallet af nyhedsmedier på nettet.

Fragmenteringen er en styrkelse af mangfoldigheden, der normalt fremhæves som efterstræbelsesværdigt og demokratisk sundt. Og det gælder da især på medieområdet, hvor man med stor ihærdighed forsøger at holde liv i selv de mindste aviser netop med denne begrundelse.

De mange nye nyhedsmedier er alt andet lige en styrkelse af demokratiet, fordi borgerne i princippet får stadig flere udlægninger af en given nyhed.

Hvis én eller to meget magtfulde medieinstitutioner er ene om den opgave, er der en åbenlys en risiko for menings-ensretning. Det er faktisk ikke bare en risiko - det er et faktum i visse temaer, at hele den offentlige mening er blevet snøret ind i én bestemt synsvinkel - som at forbrugeren altid er offer, at folketingsmedlemmer kun udfører deres arbejde, hvis de sidder i folketingssalen mv.

Når man skal vurdere konsekvenserne af de unges ændrede adfærd, kommer man heller ikke udenom at vurdere, om tv-nyhederne i det hele taget besidder og udviser den fornødne kompetence, professionalisme og ansvarsfuldhed til at skildre samfundsudviklingen. For Politikens historie er bygget op om en tvivlsom præmis: At tv-nyhederne er et indiskutabelt gode med udelukkende positive effekter, som man som ungt menneske bliver skadet af at gå glip af.

Den præmis er forkert. Der er masser af gode ting ved den tv-bårne nyhedsformidling, men der nøgternt og objektivt set også en lang række mindre heldige aspekter.

Man skulle eksempelvis tro, at med blot 25 minutter til en sædvanlig nyhedsudsendelse, er der brug for en virkelig hård prioritering af væsentlige nyheder. Sådan er det ikke.

Nyhedsudsendelser er ikke tilrettelagt efter nogen vision om primært at formidle nyheder af væsentlig karakter. Væsentligheden er under pres, selvom der er masser af væsentlige nyheder at formidle, og selvom man nemt kunne fylde enhver nyhedsudsendelse med væsentlige historier. Men det ønsker man ikke, det er et bevidst fravalg, fordi man er bange for at kede seerne.

Prisen er høj: Man formidler i stigende grad mere absurde historier, som knap kan kaldes reelle nyheder - vel at mærke på bekostning af det, der virkelig betyder noget. Den udvikling har kunstneren Nadia Plesner illustreret via et maleri, som skal minde om, at medierne interesserer sig mere for kendisser end for reelle problemer som sult og humanitære katastrofer.

http://politiken.dk/kultur/ECE1272798/vuitton-taber-retssag-mod-dansk-kunstner/

Væsentligheden er under pres fra mindre lødige nyhedsindslag med krimistof, gossip, lette historier fra egne underholdningsprogrammer og royalt stof. Virkelighedsgengivelsen i en tv-nyhedsudsendelse er derfor sjældent særlig retvisende, og det tager de unge næppe megen skade af at blive forskånet for.

Den unge generation har heller ikke megen hjælp at hente i tv-nyhederne i forhold til én af dens allerstørste problemer: manglen på evne til at håndtere egen privatøkonomi. De unge gældsætter sig som aldrig før, og mange flere end nogensinde havner i dybe økonomiske problemer.

Privatøkonomi som tema er trods dets væsentlighed tæt på ikke-eksisterende i både nyhedsudsendelserne, men også i de store tv-stationers generelle programflader.

Hvad så med politik - vil de unge være godt klædt på til at forstå samfundets politiske udfordringer, hvis de i højere grad fulgte tv-nyhederne?

Svaret er ikke det klare og tydelige ja, man kunne ønske sig. Både TV-avisen og Nyhederne på TV 2 dyrker kommentatorernes talestrømme, hvorimod politikerne sjældent får meget andet end one-liners.

Tv-nyhederne har i store træk opgivet at forholde sig substantielt tilbundsgående til de politiske partiers forskellige udmeldinger, men nøjes med at referere parterne ud fra en misforstået opfattelse af, at journalistik er at høre begge parter. Men begge parters udsagn er ikke nødvendigvis korrekte. Det har politikerne desværre opdaget og slipper tydeligvis igennem det journalistiske filter med meget mere nonsens end tidligere på grund af journalisters utilstrækkelige kompetencer.

Det har forfatteren Carsten Jensen tidligere klandret medierne for i en fin sammenligning, og som i høj grad passer på tv-nyhedernes dækning af de økonomiske udfordringer, landet står over for:

En politiker kommer ud fra et rum og fortæller journalisten, at væggene var sorte. En anden politiker kommer ud fra samme rum og siger, at væggene faktisk var hvide.

Journalisten svigter sine modtagere ved at nøjes med at referere begge holdninger uden selv at undersøge sagen, hvorved sandheden var kommet frem - at væggene faktisk var lyserøde.

Pressen kan ikke få greb om Liberal Alliance

2011-04-10T20:28:00.014+01:00

Liberal Alliance er en kæmpe udfordring for pressen. Ja, for nogen medier nærmest en torn i øjet.

Pressens problem med partiet er, at det handler og agerer uforudsigeligt og utraditionelt, at det ikke spiller det sædvanlige politiske spil mellem pressen og Christiansborg.

Medierne fremhæver eksempelvis ofte som et problem, at en del af partiets spidskandidater er uden politisk erfaring. Skal man være Djævlens Advokat, kan man lige så vel argumentere for, at de andre partiers kandidater derved har for lidt erfaring fra livet uden for politik.

Det er også blevet en udfordring for pressens sædvanlige arbejdsmetoder og tankegang, at Liberal Alliance indtil videre nægter at underlægge sig de uskrevne spilleregler, arbejdsmetoder, kilde- og vinkelvalg, som dansk politisk journalistik arbejder efter. Og især synes det at virke som en provokation på pressen, at partiet ikke uden videre anerkender den dagsorden, som pressen hævder at have eneretten på at sætte.

Partiets obsternasighed gør det efterhånden til et særligt journalistisk mål at få skovlen under Liberal Alliance - partiet risikerer, hvis ikke det skruer ned for sin kamp mod pressen, at ende som et trofæ, alle vil gå efter ud fra samme skabelon, som vi først så det med Lene Espersen og senere Birte Rønn Hornbech: på et tidspunkt er pressens momentum og indre drivkraft ustoppelig, og så vil det føre til en kamp mellem de forskellige medier om at være dén, der tager byttet hjem.

Lige nu ligger venstrefløjen lunt til i forhold til denne lidet interessante opmærksomhed, men mon ikke de også får kærligheden at føle snart - de står dog også til potentielt at få samme markante indflydelse, som var Tv-avisens begrundelse for at teste Liberal Alliances kandidater.

Ingen partier eller politikere kan reelt modstå det grundige kasseeftersyn, som pressen praktiserer, når den rigtigt ruller sig ud. Her kommer ingen tvivl den anklagede til gode, tværtimod kommer tvivlen ofte den anklagede til skade.

Et interessant eksempel på dette fokus på Liberal Alliances "civile ulydighed" mod pressens præmisser rullede over skærmen i DRs TV-avisen 21 Søndag, hvor studieværten Kim Bildsøe Lassen virkede indigneret og næsten ophidset over, at han ikke kunne få partileder Anders Samuelsen til at begribe, at præmissen for DRs kritiske indslag om Liberal Alliance var rigtig og relevant - hvorimod det tilsvarende var lige så svært for Samuelsen at få Bildsøe til at forstå det modsatte argument.

DRs indslag var baseret på, at DR-redaktionen sammen med tre valgforskere havde opstillet 11 spørgsmål, som man i en telefonisk test bad alle spidskandidaterne i Liberal Alliance svare på.

Ifølge Anders Samuelsen ville testen uanset resultatet ende med en negativ historie: Svarede kandidaterne forskelligt, ville det blive udlagt som uenighed og intern fnidder. Svarede kandidaterne enslydende, ville det blive problematiseret med en anklage om topstyring.

DRs historie var konstrueret på en måde, så det ifølge Samuelsen ville blive en taberhistorie for Liberal Alliance uanset hvad, hvilket partiet indså og derfor takkede nej til at deltage.

Partiets reaktion var helt uventet for redaktionen og forskerne, der var både forargede og overraskede over, at Liberal Alliance ikke ville spille det spil, man havde sat op, nøje udviklet og udtænkt mellem redaktion og forskere efter spilleregler, som man forventer, at alle politikere og partier underkaster sig, hvis de vil sikre sig en nogenlunde fredsommelig relation til pressen.

Én af forskerne mente endda ligefrem, at partiets reaktion ikke er politik værdigt, og det er klart, at man som forsker bliver dybt provokeret, hvis partierne sætter spørgsmålstegn den altvidende sagkundskabs metoder.

Skal man imidlertid vurdere testen ud fra et journalistisk-fagligt synspunkt, ville den blive placeret i den mere kulørte genre. Det er en form for trick-test, som pressen med mellemrum ynder at udsætte politikere for med henblik på at få dem i gyngen. Det er på forhånd udelukket, at der kan komme noget substantielt politisk indhold ud af en sådan "øvelse". Skabelonen virker - hvis man vil håne og latterliggøre folk. Det er sket for utallige politikere på tværs af partiskel gennem årene.

De aktuelle spørgsmål er raffinerede og kan kun - igen uanset partifarve - besvares komplekst og med en række forbehold og nuancer i relation til den givne situation, hvor det konkrete, politiske valg skulle træffes - som det gælder for alle politiske spørgsmål med en vis kompleksitet. Men testen fordrede så simple og unuancerede svar, at enhver politiker uafhængig af tilhørsforhold burde boykotte undersøgelser af den art.

Jeg kan egentlig godt forstå præmissen for DRs historie, fordi det er en sjov og drillende vinkel, et letbenet indslag i alvoren. Men jeg kan slet ikke forstå DRs selvhøjtidelighed i forhold til historien al den stund, at indslaget selv med den bedste vilje ikke kan kategoriseres i den hårde, seriøse ende af den journalistiske skala. Seriøse politiske debatter og synspunkter bør og kan ikke sættes ind i et multiple choice skema eller voxpops, hvor man ofte kun må svare "ja" eller "nej".

Desværre er der næppe nogen tvivl om, at med den vej som dansk politisk journalistik bevæger sig ad for tiden, vil der komme meget mere af den slags. Og indtil videre har partierne, til en vis grad bortset fra Liberal Alliance, vænnet pressen til, at man beredvilligt svarer på selv de mest fordummende tests, voxpops og andre journalistiske initiativer med populistisk islæt, som ikke bidrager til meget andet ned at reducere respekten for politik - godt hjulpet på vej af et hav af politiske kommentatorer, der målt i taletid er mere "på" og on-air end politikerne.

Liberal Alliance har indtil videre ikke gjort megen knæfald for pressen, tværtimod, og det kan vise sig at være ualmindelig dumt, hvis det blot ender med at vække pressens blodtørst.

Vi vil snart finde ud af, om partiet består af modige og/eller dumstædige mænd og kvinder, som vedvarende tør sætte sig op mod pressens magt og til tider tyranni - eller om Liberal Alliance i dette ballgame blot er en døgnflue, der ender med at kapitulere og falde til patten som de fleste partier og politikere desværre har gjort, altimens seriøse og nødvendige politiske emner bliver skubbet til side.

Så kan man tale om noget, der ikke er politik værdigt.

Omvendt kan man håbe på, at modstanden inspirerer de andre politiske partier til at nægte fortsat at lade medierne gøre politik til et spil, der kommenteres af en en studievært og en kommentator som var det en simpel sportskamp.

Og pressen kunne ved samme lejlighed genlæse de meningsmålinger, som i de seneste uger har vist, at borgerne nærer en markant mistillid til pressen. For eksempel mener 92 procent af befolkningen i en undersøgelse gennemført af CEVEA, at pressens personfnidder flytter fokus fra politisk substans. Talrige andre underkender pressens metoder og vinkelvalg. Forhåbentlig indfinder der sig snart et mentalitetsskifte.

Snarligt opgør med forældet mediestøtte

2011-03-14T18:40:00.003+01:00

Én ting skal regeringen holde sig for øje, når den forhåbentlig snart ændrer mediestøtten: Det er en enestående chance for at fremme kvaliteten af væsentlig journalistik i Danmark og dermed sikre mediestøtten legitimitet.

Mediestøttesystemet har spillet fallit. Den erkendelse breder sig hastigt hos politikere og i centraladministrationen. Heldigvis.
De særdeles sparsomme midler uddeles efter principper, som er stærkt konkurrenceforvridende, og samtidig håndhæves det helt centrale formål med mediestøtten ikke − nemlig at sikre et mangfoldigt og alsidigt journalistisk udbud af høj kvalitet samt væsentlig samfundsinformation til gavn for borgere i et demokratisk samfund.
At Børsen, Information og Berlingske Tidende får det samme, årlige støttebeløb som B.T. og 24timer illustrerer, at man i reglerne for mediestøtten har forspildt chancen for at indbygge incitamenter, der kunne fremme den gode, væsentlige kvalitetsjournalistik.
Det opgør med mediestøtten, som synes på vej, skaber en enestående chance for at motivere til et markant kvalitetsløft i dansk journalistik. Men det kræver, at lovgiverne tør definere, hvad vi forstår ved væsentlig kvalitetsjournalistik.

Mange dilemmaer
Kulturminister Per Stig Møller nedsatte i januar et mediestøtteudvalg, som skal tilvejebringe et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte.
Udvalget har klogt nok valgt at tage interessenter og offentlighed med på råd i en stor høring, hvor man indkalder synspunkter og idéer. I et høringsoplæg skitseres en lang række af de spørgsmål, vanskeligheder og dilemmaer, som hidtil har bremset for en kraftig modernisering af de nuværende regler.
Debatten om de mange udfordringer og forhindringer for den nødvendige modernisering har afsporet fokus på, hvad det hele egentlig handler om, og som bør stå allerøverst på et hvidt stykke papir, når udvalget begynder at skrive sin indstilling til regeringen:
• Mediestøtten skal styrke udbredelsen af mangfoldigt, alsidigt udbud af journalistik af høj kvalitet samt,
• Alle andre udfordringer og problemer er sekundært i forhold hertil.
Her et bud på nogle af de væsentligste udfordringer i høringsoplægget:

Bør man støtte indhold, som borgerne selv efterspørger og er villige til at betale for? Eller bør man støtte indhold, man ud fra et samfundsmæssigt perspektiv mener, at borgerne har behov for? Og bør den fordeles ud fra objektive kriterier for at undgå smagsdommeri, eller ud fra skønsmæssige kriterier for at sikre den vare, der skal leveres som modydelse til statsstøtten?

Både-og
Heldigvis behøver det ikke at være et enten-eller, som den første del af spørgsmålet lægger op til. Man kan ikke udelukke, at borgerne vil efterspørge og indimellem er villige til at betale for indhold med et samfundsmæssigt perspektiv.
Men man kan fremme denne type indhold, så det bliver mere udbredt, når ud til flere borgere og ad så mange kanaler som muligt.
Så forskellige dagblade som Børsen og B.T. producerer begge væsentlig journalistik, men af stor kvalitetsmæssig forskel. Og så er andelen af den væsentlige journalistik i forhold til det samlede indhold på Børsen langt højere end på B.T.
Mediestøtten bør udformes på en måde, så B.T. − og alle andre medier − motiveres til dels at øge andelen af væsentlig journalistik, dels til at højne kvaliteten, så journalistikken bliver mere relevant, troværdig og mindre sensationsstyret. Det er i sidste ende også i de mindre troværdige blades egen interesse.
Desuden er udfordringen, at væsentlig kvalitetsjournalistik af samfundsmæssig interesse er dyrt at producere, og samtidig er kun få journalister i stand til at producere den virkelig fremragende, væsentlige journalistik. Derfor fristes redaktionerne i stigende grad til i stedet at producere lette historier om gossip, krimi eller kongehus, fordi det hurtigt og billigt tiltrækker læsere med behov for et hurtigt underholdningsfix. Og mange læsere giver klik på netavisen eller flere solgte aviser i en fart. Mediestøtten kan tilrettelægges, så den belønner en redaktionel adfærd, der ikke er som denne.

Platforms-neutral
Hvordan skaber man mediestøtte, som er fleksibel og platforms-uafhængig, og skal tablets og applikationer på smartphones indgå i udvalgets modeller for mediestøtte?
Behovet for at sikre platforms-uafhængighed kommer af, at de trykte dagblade favoriseres urimeligt på bekostning af især internetmedier, der er afskåret fra at få mediestøtte. Det er afgørende konstant at holde sig den overordnede formålsparagraf for øje: at fremme væsentlig kvalitetsjournalistik med et samfundsperspektiv. Indholdet og dets kvalitet skal stå øverst.
Det bør undgås at tillægge det nogen vægt, om indholdet udkommer på den ene eller anden medieplatform. Støtten bør udelukkende tildeles på grundlag af indholdsmæssige kriterier. Så enkelt er det.
Ønsker man også at støtte onlinemedier, skal man på den ene side sikre sig et vist informations- og kvalitetsniveau på hjemmesiden. På den anden side er det vanskeligt at foretage den konkrete vurdering og afgrænsning. Hvordan kan man vurdere, om det konkrete indhold er støtteberettiget?
Det er et overordnet politisk ønske at sikre, at også online-medier får mulighed for at søge om mediestøtte. Men onlinemedier som bt.dk, jp.dk og eb.dk får allerede i dag indirekte støtte, hvilket er konkurrenceforvridende mod de rene onlinemedier. Der stilles ikke informations- eller kvalitetskrav i dag, hverken til aviser eller deres online-medier.
Hovedparten af udfordringen med at modernisere mediestøtten kredser om det ene og svære spørgsmål: Hvordan når vi til enighed om at definere væsentlig kvalitetsjournalistik med et samfundsmæssigt perspektiv?
Det vil blive svært at forene så vidt forskellige journalistiske interesser som Børsen, Ekstra Bladet, Information og Politiken i en fælles forståelse af definitionen af, hvad vi vil have mere af.
Og så bliver det tilsvarende svært i praksis at udforme regler, der klart og tydeligt diskvalificerer det stof, som samfundsmæssigt er uden nytteværdi. Men at en øvelse er vanskelig, betyder ikke, at den ikke skal prøves, vel?

Bladfusion - et demokratisk tab

2011-02-18T10:32:00.004+01:00

JP/Politikens Hus vil gerne fusionere med Berlingske for at sikre meningspluralisme. Men med fusionen mellem JP og Politikens Hus synes der i stedet for mere mangfoldighed at være kommet en markeds- og segmentopdeling, så konkurrencen mellem koncernens tre dagblade forsvandt

Lad os slå fast med det samme:

At mere koncentration i dansk presse skulle føre til mere konkurrence og journalistisk mangfoldighed er stik mod alt, hvad vi véd, og hvad man ellers antager.

Tværtimod betyder koncentration af ejerskabet over for eksempel dagblade, at der nu sker en koordinering, hvor de hidtil har ageret uafhængig af hinanden. Det er netop erfaringen fra tidligere fusioner - for eksempel mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus.

Derfor er der grund til at være kritisk og skeptisk, når JP/Politikens Hus begynder at tale varmt for en fusion med Berlingske Media for at kunne skabe en mediegigant i Danmark med norske Schibsted eller svenske Bonnier som forbillede.

Lars Munch kontrollerer som koncernchef for JP/Politikens Hus ét af de vigtigste mediehuse. Han ønsker en fusion mellem JP/Pol og Berlingske, hvilket ville skabe en ufattelig magtfuld medievirksomhed.

Ifølge Lars Munch er dagspressen i dag så økonomisk klemt, at pressemangfoldigheden er truet. Han mener, at én stærk aktør vil være garant for demokratiet, meningsdannelsen og pluralismen i pressen. Han mener ligefrem, at ejerkoncentration er en forudsætning for i fremtiden at udvikle medierne.

Nu er koncentration af pressens magt på færre hænder en alvorlig sag, samfundet bør forholde sig kritisk til. Det rejser bunker af spørgsmål, for det er svært at tro, at hele dansk presses fremtid skulle være afhængig af en fusion mellem de to suverænt største avishuse. For hvad så med alle de andre?

Og er alle andre muligheder da udtømte - eller er der stadig muligheder i grundlæggende produktudvikling i dagbladene - for eksempel i form af omfang, udgivelsesfrekvens, skarpere profilering mv.?

Hvad nu hvis det er indholdet og profilen, der er forkert? Vi skal vel ikke holde liv i et dagblad for enhver pris. Man kan vel ikke afvise, at der ikke er brug for en avis som Ekstra Bladet, så for hvem er det så helt afgørende at bevare den?

Og der er stadig succesfulde aviser som Børsen, Information og Kristeligt Dagblad, der forstår at levere et produkt, som tilstrækkelig mange gider at betale for.

Er de mange penge - over 1 mia. kr. - som JP/Politikens Hus efter et helt forrygende 2010 umulige at bruge fornuftigt på digital udvikling og innovation? Her snart 20 år efter nettets gennembrud mangler vi stadig at se ambitiøse digitale satsninger og strategier fra JP/Pol – på trods af den bugnende pengekasse.

Men den grund, som bør give størst bekymring er, at koncentration af medier er det samme som koncentration af magt. Det er en farlig vej at gå - ikke mindst i lyset af, at pressen i dag afviser kollektivt at vedstå de negative udviklingstendenser i samfundet, som den har et medansvar for.

Fusionen mellem Jyllands-Posten og Politikens Hus for otte år siden bidrog ikke ubetinget positivt til demokratiet.
Den synes derimod at have bidraget til, at Ekstra Bladet, Politiken og Jyllands-Posten har segmenteret sig og til tider fremstår ligefrem udspekulerede i det redaktionelle produkt i forhold til det enkelte blads målgruppe.

Ida Willig, medieforsker ved Roskilde Universitet, henviser til studier foretaget af professor og sociolog Joseph Turow, The Annenberg Schools for Communication, der grupperer medier efter to funktioner: De er enten samfundsskabende eller segmentskabende.

De samfundsskabende medier udfylder den rolle, vi hylder ved skåltaler, og som vi gerne vil fremme. De publicistiske medier.
Disse medier er en truet art og bliver erstattet af segmentskabende medier. Mediets journalistiske profil bliver tilrettelagt efter nøje studier af målgrupper og segmenter, ikke primært efter publicistiske hensyn.

Mange segmentskabende medier udelader væsentlige journalistiske historier, hvis ikke de passer ind i modtagergruppens verdensbillede. En avis som Ekstra Bladet kan godt finde på i sine ledere og artikler at udelade væsentlige nuancer for at få den skarpest mulige historie tilrettet sin helt specielle målgruppe. Bestræbelserne på at tilfredsstille målgruppen bliver indimellem så gennemskuelig, at det journalistiske produkt ligefrem kommer til at fremstå skingert.

Udviklingen i retning af segmentskabende medier er en betydelig demokratisk udfordring i forhold til den frie og uafhængige presse, og den forekommer slet ikke kun hos JP/Politikens Hus’ aviser.
Ifølge Turow er de samfundsskabende medier stort set forsvundet i USA og afløst af segmentskabende medier. Den tendens sniger sig ind herhjemme også.

Man kan genkende det hos Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten, hvis profiler og indhold er ikke bare knivskarpt tilrettelagt efter helt bestemte segmenter i det danske samfund - de er også udviklet på en sådan måde, at de komplementerer hinanden, så koncernen samlet set tilbyder en palet af produkter til en meget stor del af danskerne, uanset interesser, politisk observans og andre faktorer.

Det betyder samtidig, at koncernens tre aviser er segmenteret så nøje, at de ikke ligger i indbyrdes konkurrence. Ingen læsere fra de tre avisers kernemålgruppe ville kunne udholde tanken om at abonnere på ét af de andre blade.

Det publicistiske problem er, at de tre dagblades redaktionelle profil er styret og koordineret centralt. Mangfoldighed opstår af fri publicistisk konkurrence, ikke ved segmenttænkning.

Og kom Berlingske, B.T. og Weekendavisen ind under samme hat, ville der være seks aviser, som ikke længere konkurrerede med hinanden, men som indgik med hver deres del som et led i en overordnet markedsstrategi. De skulle snarere passe sammen og matche hinanden end konkurrere.

Det er svært at se nogen gavnlig effekt for folkestyret.

DRs nye general – et ledelsesmæssigt fyrtårn

2011-02-09T21:45:00.001+01:00

Med udnævnelsen af Maria Rørbye Rønn som ny DR-generaldirektør sidder der nu kvinder i toppen af de to suverænt mest betydningsfulde medievirksomheder, DR og TV 2, som lige nu har meget mere brug for stabil, driftsikker ledelse end et højtprofileret indholdsmenneske

Det vakte betydelig forundren og opsigt, da DRs bestyrelse i sidste uge udnævnte Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør.
Ukendskabet til Rørbye Rønn var så udtalt, at pressen – læs journalister – satte spørgsmålstegn ved, om hun nu overhovedet var den rette til jobbet.
Rønn bevægede sig simpelthen under pressens og iagttagernes radarer og direkte ind som den foretrukne kandidat for en fuldstændig enig bestyrelse, hvilket i sig selv dokumenterer, at man rent faktisk godt kan nå helt til tops i mediebranchen alene på kvalifikationer og uden at positionere sig i offentligheden.
Forventningerne til den kommende generaldirektør var hos de fleste i en helt anden retning. Især var der en udbredt forventning selv hos kulturministeren om, at den næste DR-topchef skulle være et publicistisk eller kulturelt fyrtårn. En karismatisk kendis af en art.
Men karisma som menneskelig egenskab er nu til dags kun en stor kvalitet, når man skal dupere journalister og skaffe sig medieomtale. Derimod har lidt for mange typer som Stein Bagger, Klaus Riskær, Milena Penkowa og flere andre, der alle opnåede stjernestatus i offentligheden, efterhånden gjort egenskaben ”karismatisk” til noget, der tænder advarselslamper.
DRs bestyrelse holdt hovedet koldt ved at have modet til at vælge en i offentligheden fuldstændig ukendt person – og uden at gå på kompromis med kvalifikationerne og kompetencerne. En ”dødssyg DJØF’er”, som DRs bestyrelsesformand ironisk kaldte hende, en administrator, en leder, som ikke ser det som en topprioritet at optræde dagligt i mediebilledet. Og det er kedeligt, når pressen jo helst ser én, der gider spille spillet.
I Deadline valgte man endda som et slags ideal at trække en parallel til gamle dage, hvor tidligere generaldirektør og journalist Hans Jørgen Jensen netop spillede spillet ved at agere ”stærk mand” over for TV 2s adm. direktør, Jørgen Schleimann, som havde formastet sig til at lægge det nystartede TV 2s nyhedsudsendelser på samme tidspunkt som Tv-avisen.
DR har om noget ikke brug for en ”stærk mand”, der kommanderer og dikterer, men for en moderne, stærk leder, som nok går i dialog og lytter, men som også har viljen til at handle og stå fast. Et ledelsesmæssigt og ikke et indholdsmæssigt fyrtårn, fuldstændig som på TV 2, der med administratoren og DJØF’eren Merete Eldrup i spidsen har manøvreret tv-stationen igennem de senere års økonomiske katastrofe. DR har tilsvarende hårdt brug for ro og god ledelse til at redefinere DRs rolle for fremtiden, at genopfinde sig selv og få sat kursen mod den klassiske public service, som DRs bestyrelsesformand for efterhånden ret lang tid siden meldte ud som et mål for DR.
Selvom Maria Rørbye Rønn er administrator, skal man imidlertid ikke betvivle viljen og evnen til at forfølge de indholdsmæssige visioner, som i sagens natur er fuldstændig på linie med DRs bestyrelses holdninger om en tilbagevenden til klassisk public service. Det er hidtil blevet til en masse snak, men vil med den nye generaldirektør formentlig snart bliver virkeliggjort.
Tilsvarende må man forvente at se resultaterne af tidligere udmeldinger om bedre og ikke flere nyheder og om meget mere fokus på væsentlighed som nyhedskriterium frem for konflikt og sensation.
DR kan desuden forventes at få styrket sine relationer til det politiske miljø, der har higet efter at høre det, som Maria Rørbye Rønn allerede på dag ét klart udtrykte som sit centrale fokus for DRs fremtidige kurs: DR har det som sin helt særlige opgave at understøtte dette samfund, det danske demokrati, kultur og værdier.
Netop dét er selve DRs eksistensberettigelse, og der er en effektiv signalværdi i, at den nye generaldirektør som det første fremhæver at ville arbejde for et DR, der står for den linje.
Politikerne kvitterede hurtigt med anerkendelse af udnævnelsen – ikke bare af høflighed, for den nye generaldirektør nyder allerede bred respekt i det politiske system for sin store faglighed. Desuden er det en styrkelse af DR, at Rønn politisk set er fuldstændig ikke-ideologisk.
Den nye generaldirektør har foruden det løbende samarbejde med Kulturministeriet, Radio- og tv-nævnet samt politikerne i høj grad også brug for at rette blikket frem mod det næste medieforlig om godt tre år.
Forløbet op til det seneste medieforlig for godt et halvt år siden var en sand gyser for DR. Internt frygtede man helt til det sidste, at den borgerlige regering ville skære DR drastisk ned. Det endte langt fra så galt, men selve forløbet gjorde, at DR for alvor fik øjnene op for, at man ikke kan forvente at leve år ud og år ind sit helt eget liv beskyttet mod forandringer, og hvor penge og privilegier bare sendes afsted i en uendelig strøm uden nogen form for modkrav.
DR har imidlertid i årevis ageret selvtilstrækkeligt og med stor modvilje over for at lytte til omgivelsernes krav, forventninger og kritik, uanset om den kom fra politisk side, fra andre dele af pressen eller fra borgerne.
Der har hersket en manglende ydmyghed i DRs organisation over for den væsentlige, samfundsmæssige opgave, som DR er blevet betroet og for det tillidshverv, som befolkningen og samfundet i virkeligheden har tildelt DR og DRs medarbejdere. Den adfærd har skaffet DR unødigt mange modstandere på halsen.
Under Maria Rørbye Rønn må man forvente, at DR åbner sig mere mod sin omverdenen og går til opgaven med større ydmyghed og lydhørhed end hidtil. Det vil i sidste ende resultere i, at DR i langt højere grad samler en bred støtte og anerkendelse i befolkningen af nødvendigheden af et stærkt DR med udgangspunkt i dansk kultur i et stormfuldt, kommercielt og stadig mere internationaliseret mediehav.

Pressen er nu en dømmende magt

2011-01-24T19:09:00.012+01:00

Det var med slet skjult sejrsfølelse, da Ekstra Bladet i går formiddag triumferende kunne finde de store typer frem til forsiden af netavisen: "Nu går hun".

En stor del af dansk presse anført af Ekstra Bladet og B.T. har i ugevis drevet en hård og målrettet journalistik, der selvom man ikke kunne tro det alligevel har overgået tidligere bundniveauer for journalistikken. Man kunne mærke det ret hurtigt, og det stod allerede for en uge siden klart, hvad sagens udfald ville blive.

For pressen havde besluttet sig:

Henriette Kjær skulle væk.

Og i går kunne pressen så fejre, at den ikke bare som altid fik sin vilje. Men den kunne også fejre, at det alene var pressen, som afsagde dommen og fik den eksekveret. Det er det helt nye i denne sag.

Situationen blev nok ufrivilligt, men præcist beskrevet i TV-avisen, hvor oplæseren konstaterede, at Kjær nu havde bukket under for presset.

Hvilket pres?

Ingen havde havde lagt pres på Henriette Kjær i sagen - bortset fra medierne. Det var altså pressens selvbestaltede domstol, som ved hjælp af udspekulerede vinkler, meningsmålinger med ledende spørgsmål, vedvarende kommentator-udtalelser, stærkt nærgående journalister i hendes privatsfære og andre godter fra de værste sider af journalistikken lykkedes med dagligt at udøve et stadigt stigende pres for at få Henriette Kjær til at give op til sidst.

Ingen andre krævede hendes afgang, end ikke de politiske modstandere ville nedværdige sig til at score så billige point som at stille sig op og kræve hendes afgang. De véd alle godt, at i morgen kan det være dem selv.

Perspektiverne er skræmmende, for pressen har uden selvkontrol og selvjustits nu udviklet sig til en alvorlig magtfaktor - måske en trussel mod demokratiet - og som lever sit helt eget liv. Man behøver ikke journalistisk at forholde sig til eller involvere omgivelserne og samfundet, men man kan nøjes med at drive sagen fra start til slut ved hjælp af egne ressourcer, egne metoder og egne freelance kommentatorer, som pressen har hyret ind til at kommentere denne og alverdens andre sager. Kommentatorernes private økonomi hænger uløseligt sammen med pressens, og derfor ser man ikke en kommentator, som maner til ro og besindighed og går imod sin arbejdsgivers ønske. Tværtimod har alle samme interesse i at puste sagen op til det maksimale. Dermed sluttes cirklen i det totale selvsving.

Resultatet udeblev som nævnt ikke. Medierne fik sit bytte. Og medierne vil i fremtiden tage mange flere bytter i dansk politik, for dette markerer starten på nye metoder. Ikke slutningen. Det var som nogen sagde en skammens dag for dansk demokrati. Har man en smule omløb i hovedet, afskriver ethvert politisk talent sig tanken om at gå ind i dansk politik. Og samfundet påføres stor skade ved at skræmme dygtige mennesker væk.

Den situation er der grund til at føle utryghed ved. Selv ser pressens topfolk helt forudsigeligt ikke så meget som fligen af et problem i forløbet af denne sag eller de mange andre personsager, som pressen har hærget dansk politik med de seneste 6-12 måneder mod Helle Thorning, Søren Pind, Lars Løkke, Karen Ellemann, Lene Espersen og mange flere. Det nye ved Kjær-sagen er altså, at man denne gang har fældet en politiker helt egenhændigt uden udefrakommende indblanding.

Det er bestemt relevant for pressen at påpege politikeres eventuelle dobbelte standarder, som var aktuelt i både Helle Thorning-sagen og i Henriette Kjær-sagen, men den fuldkommen overdrevne mediehetz er ud fra en journalistisk-faglig vurdering det hidtil værste lavpunkt.

Tværtimod har pressens topfolk en aldrig svigtende evne til at udvikle en forsvarsargumentation for selv de mest usympatiske metoder. Og da pressen pr. definition har ubegrænset taletid i medierne, så får chefredaktører og nyhedsdirektører altid det sidste ord.

Meget tyder på, at medierne er ved at bevæge sig ud af samfundet, at blive en stat i staten, fuldstændig ude af trit med befolkningen og demokratiet, der har stadig mindre indflydelse på den måde, medierne forvalter sin magt på. Hele dagen rasede netbrugere på de forskellige mediers websites. Og det gjorde da et vist indtryk på B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann, da han blev spurgt på TV 2 NYHEDERNE om blandt andet B.T.s læseres meget negative reaktion på avisens kampagne. Men indtrykket varede kun et kort øjeblik, indtil han vendte tilbage til pressens egen lukkede verden ved at sige, at det ikke ændrer på sagens fakta. Brüchmann glemmer imidlertid, at læserne nok accepterer pressens fremlæggelse af fakta, hvorimod de ikke kan leve med, at pressen ikke overlader det til Folketinget, vælgerne eller domstolene at fælde dommen over Henriette Kjær.

Pressen ser uheldigvis ikke selv noget stort problem i de nye tendenser for politisk journalistik, men henviser til den skærpede konkurrence. Danmark er imidlertid ikke noget større land end at 7-8 af de førende redaktører her til lands ville kunne sætte sig sammen og vedtage nogle etiske spilleregler, et bundniveau for, hvordan man fremover vil udøve journalistik og hvordan journalister kan tillade sig at opføre sig - og måske endda vedtage at man fremover vil dække politisk substans med samme ihærdighed, som vi i går så pressefolk i hobetal rende efter Henriette Kjær på Christiansborgs gange.

Borgernes utilfredshed på diverse websites indikerer visse krav og forventninger til medierne og deres arbejdsmetoder, men borgerne er afskåret fra at have direkte indflydelse på pressen. De kan kun ytre sig på nettet.

Pressens finansieringsstruktur - alt for mange befinder sig ikke på et kommercielt set konkurrenceudsat marked dagligt - forhindrer nemlig, at forbrugerne kan stemme med fødderne ved at undlade at købe produktet. Det eneste de kan udøve indflydelse på er de medier, som de betaler for direkte, og det er kun dagbladene. Og her mærkes forbrugernes dom tydeligt, idet avisernes oplag falder dramatisk år for år. Måske var det værd for mediecheferne at tænke over, om de markant faldende oplag er et signal om, at befolkningen siger fra, og at de måske også ville sige fra over for netaviserne, gratisaviserne, DR og TV 2, hvis de ellers bare havde muligheden for det.

Pressen skal være uafhængig af magthaverne for at kunne bedrive den nødvendige journalistik. Men hvis pressen udvikler sig til en stat i staten, der selv fører sagerne, procederer, fælder og eksekverer dommene, er der brug for, at demokratiet og borgerne får indflydelse på pressen. I et moderne samfund kan vi ikke leve med, at nogen magtfaktor kan udøve stadig større magt uden nogen form for kontrol. Og desværre aner man ikke skyggen af selvransagelse i pressens egne rækker.

Det er imidlertid svært at forestille sig, at politikere handler på udviklingen. Ingen, der har brug for gode relationer til pressen, tør lægge sig ud med den.

Børsen - snart som tv-station?

2011-01-13T14:39:00.000+01:00

Bruddet i det 10 år gamle nyhedssamarbejde mellem Børsen og TV 2 varsler markante forandringer i Børsens tv-strategi på smart phones, mobile enheder, computere mv. Nu skal Børsens tv-satsning transformeres fra udgift til indtægt. Og for at nå det mål er TV 2 blevet en hæmsko

Nye koste, nye toner. Børsen har fået ny topchef, som fra dag ét er trådt i karakter.

Anders Krab-Johansen har opsagt nyhedssamarbejdet med TV 2 og dermed banet vejen for en langt friere forretningsmæssig udvikling for Børsen på tv og levende billeder - til tv-skærmene, computerne, smart phones, iPads mv. - og det har aldrig været nemmere for et mediehus at distribuere og sælge levende billeder.

TV 2 havde udviklet sig til en begrænsning for Børsen, der har brug for at få åbnet porten ind til de nye og hidtil uudnyttede muligheder for at skabe indtjening på tv-mediet, der i en række varianter snart vil være en naturlig, integreret og ganske indbringende del af Børsens forretning.

En regulær tv-kanal står formentlig højt på ønskelisten.

Danmark har i flere år savnet en tv-kanal, som dækker erhverv, økonomi og finans til Børsens helt særlige målgruppe – på et niveau, som kvalitativt er interessant for professionelle beslutningstagere og erhvervsfolk, for business-segmentet, der tilmed glad og gerne betaler en ganske høj pris for et tv-nyhedsprodukt af høj kvalitet og med dyb indsigt. Den rene vare er yderst værdifuld som arbejdsredskab for business-segmentet.

Erhvervs- og finansstoffet i Børsen-TV 2 samarbejdet var ikke den rene vare. Langt fra. Og det var både svagheden og barrieren for Børsen for i fuldt omfang at omdanne tv og levende billeder til indtægter I stedet for udgifter.

Det samlede nyhedskoncept i nyheds-alliancen tog ikke udgangspunkt i Børsens særlige kompetencer i forhold til Børsens særlige målgruppe.

Den redaktionelle profil var derimod rettet mod TV 2s publikum, som er et helt andet end Børsens. Det er en mainstream-målgruppe i kategorien "almindelige danskere", hvor man i bestræbelserne på at være noget for alle, aldrig rigtig lander det fuldstændig outstanding, det fænomenale produkt. Vinkler og historier vælges og prioriteres til mainstream-mediet TV 2 i stedet for til niche-mediet.

Dilemmaet er, at TV 2 på den ene side gerne vil have det særlige erhvervsstof, som Børsen har unikke kompetencer i, men på den anden side skal stoffet tilpasses TV 2s mainstream-målgruppe, for hvis erhvervs- og finanstoffet bliver for meget Børsen, for hardcore, risikerer man, at seerne zapper væk. Og så går det ud over reklameindtægterne.

Så den redaktionelle linje tog sigte på mainstream, men som så til gengæld endte på for generelt og for overordnet et niveau for Børsen-segmentet, så det I store træk var ubrugeligt som arbejdsværktøj. Gruppen af beslutningstagere og erhvervsledere vil have et stærkt, anvendeligt journalistisk nyheds- og analyseprodukt med tårnhøj nytteværdi, og som kan bruges som det værktøj - fuldstændig som Børsen.

Mange har hævdet, at Børsen har haft stor nytte af samarbejdet med TV 2 - ikke mindst på grund af markedsføringsværdien. Men i betragtning af at markedsføringen netop er sket over for et main-stream publikum, er der grund til at sætte spørgsmålstegn ved, om markedsføringsværdien har været så høj. Der har selvfølgelig været en positiv co-branding effekt, men der er næppe tale om noget voldsomt øget avissalg som følge heraf.

Reelt har Børsens tv-satsning sammen med TV 2 trukket Børsen ind på mainstream markedet, der er perspektivløst og et blodrødt ocean med totalkrig.

Langt de fleste mainstream-medier - lige fra TV 2 og DR, til alle gratisaviserne og internetmedierne - forærer al deres indhold væk. Og de mainstream-medier, som stadig tager sig betalt - de abonnementsbetalte dagblade - er i massiv tilbagegang på 20. år.

For Børsen er mainstream en dødssejler, der klogeligt forlades, og dermed kan Børsen gå i gang med at transformere sin tv-satsning fra at være en tvivlsom markedsføringsudgift til snart at være en indtægt - en naturlig konsekvens af Børsen-topchefens udmeldinger om, at det nu skal være slut med at forære indholdet væk.

Nu kan Børsen rendyrke sit købestærke niche-segment, og den tanke er i øvrigt slet ikke ny.

I starten af 2000 var Børsen ved at involvere sig i et samarbejde om CNBC Nordic, som var Danmarks første egentlige erhvervs- og finans tv-kanal. Men kanalen led skibbrud. Kort tid efter fandt Børsen og TV 2 sammen. Børsen kunne ikke gå selv på grund af de høje teknologiske adgangsbarrierer.

I dag er situationen en helt anden – først og fremmest på grund af de mange nye teknologiske muligheder. Distributionskanalerne er efter årtiers stilstand under markant forvandling, og det er nemmere end nogensinde for andre end traditionelle tv-stationer at komme ud til modtagerne.

Boxer distribuerer digitalt tv via luften til modtagelse med antenner, der er fiberselskaber, og der er tv-distribution gennem telefonnettet (IPTV). Og så kan man også alliere sig med Apple, hvor eksempelvis TV 2 NEWS kan købes på iPhone eller iPad.

I kategorien levende billeder er web-tv yderligere en mulighed, selvom platformen aldrig har været nogen guldrandet forretning for nogen mediehuse, men i takt med at moderne tv-apparater er forsynet med internet-adgang - connected tv - er man som udbyder af web-tv godt på vej helt ind i stuerne hos tv-seerne på de rigtige husaltre - og mod betaling.

En Børsen tv-kanal kan adgangsbegrænses, så tv-seerne kun i udvalgte time slots kan se med, og så i øvrigt bundle en fri adgang til kanalen med et Børsen-abonnement. Eller den kan sælges på månedsbasis til mobile enheder til en pris, der i store træk er ufølsom. Mulighederne er talrige.

For erhvervsfolk og beslutningstagere vil convenience overskygge prissætningen, så længe en ren tv-kanal fra Børsen har den fornødne høje kvalitet. Er man på farten og vil have adgang til kanalen på sine mobile enheder, vil det næppe være afgørende, om prisen er 300 eller 500 kr. om måneden. En så luksuriøs adgang til prisfastsættelse har ingen andre tv-stationer.

”Pressen er forfærdelig”

2010-12-07T09:35:00.000+01:00

Kulturminister Per Stig Møllers, den øverste politisk ansvarlige for to af de vigtigste nyhedsmedier, DR og TV 2, mener, at pressen er ”forfærdelig”. Han vil dæmme op for dens ”stemningsdemokrati” ved at indføre et nyt Landsting

Tid og sted kunne ikke være bedre valgt for at fremsætte en hidtil uhørt grad af utilfredshed: På den store, årlige fagfestival for journalister og foran hele forsamlingen faldt den kradse dom én af landets skarpeste debattører og intellektuelle, der samtidig er den øverste politiske chef for to af de vigtigste nyhedsmedier her til lands:
- Pressen er forfærdelig. Journalisterne går efter at vælte manden i en grad, så man glemmer at se, hvor bolden ryger hen. Journalisterne udlægger politik, som om det var et computerspil, hvor politikerne blot slås om magt,” sagde kulturminister Per Stig Møller, der som stadig flere i stigende grad advarer imod, at pressen vedvarende og i alarmerende grad fokuserer på politiske processer, personsager, stridigheder og sensationer frem for det politiske indhold.
Udtalelsen er særlig opsigtsvækkende, fordi den markerer et nyt højdepunkt i den tiltagende utilfredshed og mistillid med nyhedsmediernes udvikling, og som stadig flere debattører, kommentatorer, eksperter og selv endda visse nyhedsmediers journalistiske chefer fremsætter af pressens dækning af dansk politik.
Og det er opsigtsvækkende, fordi denne kritik fra netop denne kant samtidig udtrykker en fuldkommen magtesløshed, et sært paradoks:
Når nu pressen er så forfærdelig, og man selv er øverste politiske ansvarlig – så burde man jo bruge sin magt og indflydelse til få gjort noget ved problemet?
En afgørende del af forklaringen på, at det ikke vil ske er, at der i Danmark ikke er tradition for, at politikerne, ministre eller regeringer tør have visioner for journalistiskken og for nyhedsmediernes funktion i samfundet, uanset hvor statsejede og fællesfinansierede de pågældende medier er, og hvor meget der er brug for at udstikke visse retningslinier for dem på vegne af borgerne, som betaler.
Det er både godt og skidt. På den ene side er det afgørende, at pressens uafhængighed af den politiske magt er absolut. På den anden side bliver det et problem, at nyhedsmedierne og pressen lever i et miljø og med en selvforståelse, hvor det ikke er naturligt at lytte til kritik og forbedringsforslag.
Uanset hvor relevant og velmenende en politikers kritik måtte være, vil det blive affejet med anklager om et uacceptabelt politisk pres. Dermed lukkes enhver nok så nødvendig dialog effektive.
Så totalt set må man konstatere, at pressen og nyhedsmedierne, som ofte kaldes den fjerde statsmagt, lever deres eget liv, uden for politikernes, samfundets og borgernes kontrol, - i modsætning til de tre officielle statsmagter. Der er ingen magt til at forhindre dét, som Per Stig Møller først og fremmest kritiserer pressen for – at den dyrker personsagerne og enkeltsagerne med et stort opbud af politiske kommentatorer, der udlægger det politiske liv som om det var et computerspil i stedet for at arbejde med selve den politiske substans.
Udviklingen skal til dels findes i pressens fascination af dramaet. Drama er godt til at skabe underholdningsværdi og til at få kedelige emner til at glide lettere ned. Men risikoen er, at fascinationen af dramaet og konflikten overskygger hensynet til selve emnet og til netop det væsentligste. Man udvælger sine historier og vinkler efter, om det underholder – og ikke efter om det er væsentligt.
Det var den nylige tv-duel mellem Helle Thorning-Schmidt og Pia Kjærsgaard et glimrende eksempel på. To politiske modstykker havde sat hinanden – samt pressen – stævne. Alt var aftalt og iscenesat af de to partier, ikke af medierne.
Partierne var blevet enige om seks emner, en ordstyrer, der selvsagt ikke var særlig kritik, og de havde aftalt en deling af omkostningerne. Og alt sammen var det orkestreret efter en skabelon, som tiltrækker nyhedsmedierne: Konflikten – og altså ikke den politiske substans.
Ordstyreren, den tidligere tv-vært Søren Kaster, erkendte efterfølgende, at ét af succeskriterierne var, at de to partiledere kom i infight. Det var altså med andre ord et særskilt succeskriterium at finde konflikt og uenighed, selvom et lige så stort succeskriterium burde have været at vise, hvor de to omvendt var enige og kunne nå nyttige politiske resultater til gavn for nationen og for borgerne.
Infight i sig selv er bare gold underholdning.
At det kommer frem, at det var defineret som et særligt ønskeligt resultat af duellen viser, at pressen ikke selv ser et problem i det, men at der er udviklet en accept blandt journalistiske chefer af, at nyhedsmedierne skal fascinere, underholde og tiltrække eyeballs til gavn for seer- og læsertal. Men det understreger fuldstændigt Per Stig Møllers kritik af, at pressen tager fejl af væsentligt og uvæsentligt, at den går efter sensationer og at skabe personstridigheder.
Kulturministeren vil næppe direkte intervenere som politisk chef mod i hvert fald de to nyhedsmedier, som er placeret i hans ministerium. Men det betyder ikke, at han vil lade stå til.
I en helt ny bog har han i stedet lanceret en højst utraditionel og ret dramatisk politisk forslag for at svække pressens dårlige indflydelse på demokratiet og for at sikre samfundet mod pludselige indskydelser og uansvarlige stemningsbølger i medierne:
Genindførelsen af en ny institution i det danske folkestyre – et landsting, en slags andetkammer.
”Det sinker lovgivningens tempo og giver dermed plads til en ansvarlig eftertanke, så man ikke vedtager ting under indtryk af en stemningsbølge skabt af mediekredsløbet mellem aviser, tv, tabloid eller i omvendt rækkefølge,” siger Per Stig Møller i bogen og sætter dermed større lid til sandsynligheden for at opnå resultater på udfordringerne ved at ændre folkestyret end ved at appellere til de måske blot 5-10 mest centrale journalistiske chefer her til lands om at sætte sig sammen og få styret pressens udvikling i en mere sund retning.

Konstruktive nyheder vs. negative nyheder

2010-11-23T23:59:00.000+01:00

Pressens indflydelse på det omgivende samfund er voldsommere og mere kraftfuld end nogensinde tidligere.

Hvert eneste redaktionelt valg – om historier, vinkler, kilder og omfang af pressedækningen – præger virkeligheden og har en konsekvens for den.

Omgivelsernes reaktion på presseopmærksomhed er i dag så stærk, at virkeligheden aldrig er den samme, når først pressen har været inde over den. Tit påvirkes virkeligheden tilmed alene på forventningen om pressens opmærksomhed, der måske aldrig kommer. Der træffes beslutninger, som aldrig var truffet, hvis ikke man forventede pressens interesse.

Pressens voksende påvirkningskraft stiller helt særlige krav til ansvarsfølelsen hos journalister og på redaktionerne - for eksempel i forhold til pressens valg om at bringe langt flere negative nyheder end positive. Det kan undre, for det efterlader et billede hos offentligheden af, at virkeligheden er langt mere negativ, end den faktisk er.

Den undren er kernen i den aktuelle diskussion blandt pressens topchefer om begrebet ”konstruktive nyheder”.

”Konstruktive nyheder” er opfundet af DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup. Han mener, at DR, men også pressen generelt, er for negativ i sit journalistiske arbejde, i vinklingerne, udvælgelsen af historierne og kilderne. De mange negative historier giver et alt andet end retvisende billede af samfundet. Det vil flere konstruktive nyheder kunne rette op på.

Som Haagerup siger: “Vi forsimpler verden, vi overdramatiserer den, vi gør den for negativ.”

Én af Haagerups hårdeste kritikere er TV 2s nyhedsdirektør, Michael Dyrby, som fuldstændig forkaster tanken om konstruktive nyheder. Hans pointe er, at pressen ikke skal være en del af det team, som løser problemerne.

Pointen er imidlertid i strid med pressens egen selvforståelse som offentlighedens vagthund, der igen og igen sætter fokus på systemets fejl og mangler, som kræver løfter fra de ansvarlige om ændringer og forbedringer, og som gennemtvinger sin egen dagsorden, vel sagtens fordi man selv tror på, at det er det rigtige at gøre.

Ja, faktisk bryster man sige ligefrem af at være den fjerde statsmagt, hvilket etablerer pressen som en implicit del af samfundet og af dem, der løser problemer.

Men pressen løser ikke kun problemer. Den skaber dem også. De redaktionelle valg og prioriteringer dagligt indvirker på virkeligheden – ikke kun på den gode måde.

Eksempelvis betaler samfundet en høj pris for, at pressen vælger at formidle langt flere negative historier end positive, idet pressen ved denne mangel på reel nuancering af virkeligheden – der selvsagt ikke er så negativ som det fremstilles - etablerer et direkte forkert virkelighedsbillede i befolkningen. Samlet tegner de mange negative historier et overordnet billede af virkeligheden som mere negativ end positiv. Den enkelte historie er nok relevant og rigtig, men samlet set skabes en ubalance.

Det illustreres tydeligt i en undersøgelse, som dagbladet Børsen offentliggjorde i november med al tydelighed.

Undersøgelsen viste, at befolkningens krisebevidsthed i forhold til velfærdssamfundets betydelige økonomiske udfordringer på kort og langt sigt simpelthen er ikke-eksisterende. Manglen på krisebevidsthed kan direkte henføres til pressens mangelfulde dækning af økonomien, og hvor krudtet i stedet er brugt på stribevis af personsager.

Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det økonomiske Råd, frygter, at den manglende krisebevidsthed får danskerne til at glemme, at ”Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer”, og at der er et behov for helt afgørende økonomiske opstramninger og reformer.

Det er et stærkt eksempel på, hvordan pressen qva sine redaktionelle valg skaber problemer for Danmark, snarere end løser dem.

Et andet eksempel på forvrængningen af virkelighedsbilledet gennem en overdrevet negativ pressedækning, finder man i de seneste måneders groteske fokus på person- og enkeltsager i den politiske journalistik:

Helle Thornings skattesag. Lene Espersens afbud til det arktiske møde. Ole Sohns DDR- og kommunistfortid. Slettede mails i Sundhedsministeriet (der alligevel ikke var slettede). Søren Pinds rabat på tøjindkøb. Jægerbogssagen.

Den store opmærksomhed hensætter befolkningen i en forkert opfattelse af, hvad der er de vigtigste politiske emner for nationen lige nu, og det er direkte skadeligt for samfundet. Det fører da også indimellem til lidt bondeanger hos de ansvarlige mediechefer, men den varer sjældent lang tid.

I personsagerne forsømmer pressen desuden at distancere sig kritisk fra at blive spændt for en vogn drevet af politiske modstandere, der sidder og orkestrerer personangreb for egen vindings skyld.

Ensidig negativ journalistik ses også ofte i forbindelse med politiske initiativer, reformer og udspil. Senest så vi regeringens SU-reform, som pressen dækkede massivt med historier om negative konsekvenser.

Sådan skal det naturligvis også være. Men en nuanceret dækning bør også omfatte andre og mere nuancerende aspekter, såsom baggrunden for reformen og de positive konsekvenser af den, så offentligheden totalt set får et fuldendt billede af reformens effekter.

Det er ikke mindst i det lys, at Ulrik Haagerups tanker om konstruktive nyheder bliver så interessante.

Slår Haagerups tanker igennem, vil det være en modernisering af pressens selvopfattelse og vil indebære, at pressen erkender, at man er en uadskillelig del af samfundet, og som på godt og ondt indvirker kraftigt på det omgivende samfund.

Haagerup har magten til at realisere det i DR og dermed bringe DR ind i en nutidig opfattelse af pressens ansvar. Forhåbentlig vil det brede sig til hele pressen.

Effektiv damage control på TV 2 - katastrofe på DR

2010-11-03T11:07:00.002+01:00

Indenfor få dage var både DR og TV 2 i strid presse-storm i to forskellige sager. Begge besvarede de ilden med nutidens standard-reaktion på damage control - undskylde og beklage. Og gør det hurtigt. Men udfaldet i de to sager var alligevel væsensforskellige

"Undskyld" virker - men det er ingen mirakelkur.

To sager inden for den samme uges tid fik vidt forskellige udfald, selvom de involverede personer hurtigt rykkede ud med en undskyldning for at lukke munden på pressen.

Mikkel Hertz - chef for TV 2 NEWS - var hovedpersonen i den første sag. Han begik en dumhed, da han uovervejet beordrede sletning af et tv-klip med en vred statsminister. Hertz' journalistiske troværdighed blev godt og grundigt svitset af den øvrige presse - TV 2s konkurrenter. Han red dog stormen nogenlunde af med et knæfald for pressen med en ydmyg beklagelse og erkendelse af at have begået en fejl.

Hertz anså klart behandlingen af ham for uretfærdig. Han konstaterede tørt, at han måtte erkende, at nogen benyttede lejligheden til at udstille ham og TV 2 NYHEDERNE som blå lejesvende.

Ikke mange dage senere vendte pressens søgelys mod Kenneth Plummer. Han havde til en journalist uden for citat fortalt, hvem der var hans konkurrenter til jobbet som generaldirektør på DR i 2005. Og så havde Plummer samtidig fremsat beskyldninger om budgetrod hos to tidligere DR-direktører.

Både Plummer og Hertz undskyldte og beklagede hurtigt. Men kun Hertz fik held med sin.

Den korte forklaring er, at mens Hertz, trods bestræbelserne på at karaktermyrde hans journalistiske integritet, er bredt respekteret, har Plummer længe været en torn i øjet på stadig flere. Til sidst var der kun få - måske ingen - venner, men mange uvenner derude. Ret hurtigt i processen der endte med hans exit startede en sjældent set negativ historiestrøm om ham.

Fra starten var han en sær opfindelse i kultur- og medieparnasset. Traditionelt har man foretrukket mennesker på DR-topposten med baggrund i indhold, kultur og journalistik. Ja, man kunne til nøds acceptere en bureaukrat som Christian Nissen. Men en person hvis baggrund stort kun var rent merkantil var alligevel for utåleligt. At det hed sig, at han tilmed mere eller mindre var daværende kulturminister Brian Mikkelsens mand gjorde det svært fra starten.

Gennem sine fem år pådrog Kenneth Plummer sig stadig større foragt. Blandt de mest magtfulde - og farlige - at lægge sig ud med er DRs ellers notoriske ven - Politiken. I denne for DR vigtige relation begik Plummer så åbenlyse fejl, at det ikke er med urette, når man beskylder ham for ikke at have tæft.

Han begik i det hele taget mange fejl. Det er værd at fremhæve to af dem, der lagde grunden til hans endelige fald, og som satte ham i opposition til netop Politiken. Så da Plummers stol begyndte at vakle, satte Politiken massivt ind med holdningsbearbejdning fra flere af avisens meningsdannere på én gang - ikke ærværdigt og kønt. Men effektivt.

Én af de taktisk set dummeste fejl Plummer begik fandt sted i 2009, da han over for Pia Kjærsgaard undskyldte et fejlcitat bragt i radioen. Undskyldningen vakte betydelig opstandelse i pressen. Mange var af den opfattelse, at Kjærsgaard ikke fortjente nogen undskyldning.

Om den rent fagligt var velfunderet eller ej, skal jeg ikke bedømme her, men Plummer agerede ikke med fornøden varsomhed og vidste ikke, at det er langt mere kontroversielt for et medie på dén måde at imødekomme en Pia Kjærsgaard end en Villy Søvndal. Det er utænkeligt, at det kunne have udløst tilsvarende opstandelse. Det fejltrin skulle ses i lige linie med Plummers tidligere udtalelser om, at P1 var lige lovlig USA-fjendtlig.

Plummers liv blev ikke lettere, da han i februar 2010 sammen med TV 2 stod fast på at håndhæve kildebeskyttelsen i sagen om den famøse lydfil, der angiveligt afslørede, hvem der havde lækket indsættelsen af jægerkorpset i Irak.

I den anden ende stod flere medier, anført af Politiken, og krævede, at DR og TV 2 skulle bryde det ellers hellige kildebeskyttelsesprincip og offentliggøre lydfilen, der forventedes at indeholde materiale til belastning af regeringen. Plummer havde næppe blik for, at sagen slet ikke kun handlede om kildebeskyttelse, men at han ved at stå fast på kildebeskyttelsen påkaldte sig vrede over indirekte at hjælpe regeringen.

Han var urokkelig og indså ikke i tide, at kravet om at bryde kildebeskyttelsen var starten på en ny standard i pressen, så kildebeskyttelsesprincippet ikke længere er helligt, men gradbøjes moralsk efter, hvem man ikke kan lide. Den principfasthed gavnede ikke ligefrem hans anseelse hos indflydelsesrige mennesker i mediebranchen, men lagde derimod yderligere i ovnen til massakren på hans person, da helvede bryder løs.

Plummer havde i sin regeringstid ikke gjort, hvad der kræves for at have en stærk og respekteret bastion. Han havde ikke sørget for at skabe, vedligeholde og pleje de rette alliancer, han var venneløs, da det brændte på. Han svigtede især DRs relation til Politiken og lagde sig dermed ud med de forkerte. Han demonstrerede, at han aldrig forstod spillet, mediebranchen og især pressen.

Hans åbenmundethed over for en journalist blev dråben, der til sidst fik alle til at vende sig imod ham. Ingen gad se på ham længere.

Helt anderledes forholder det sig med Mikkel Hertz, hvis position er langt mere solid. Han er en institution i dansk presse nyder bred anerkendelse. Der er overalt i pressen - selvom jeg godt kunne nævne et par stykker, der ikke vil indrømme det - en enorm respekt for den gave, som Hertz og TV 2 har givet dansk journalistik og danskerne i det hele taget i form af TV 2 NEWS. I en tid hvor ikke mindst de tv-bårne nyheder er inficeret med uvæsentlige historier om chilenske minearbejdere og 117 historier om Lene Espersens mødeafbud er TV 2 NEWS en stjerne, et fyrtårn - det meste af tiden.

Så Mikkel Hertz har venner, og mange vil gå langt for at støtte ham og bakke ham op. Hans opsparing i banken er solid. Plummer havde ingen venner, da det gjaldt. Han var i overtræk.

DRs store chance

2010-10-28T21:35:00.005+01:00

Kenneth Plummers exit kommer på et for DR ualmindeligt heldigt tidspunkt.

Det kan godt være, at generaldirektørens afsked giver et øjeblikkeligt ledelsesvakuum, men det giver omvendt DR en enestående chance for at sætte en ny person ind på topposten, som kan sikre DR bred og folkelig legitimitet som den medie- og kulturinstitution, vi alle bakker op om og støtter.

Sådan er det ikke i dag, og det er der to centrale grunde til.

Det mest kendte problem er de vedblivende påstande om, at DR er de røde lejesvende. Langt ind i det borgerlige Danmark findes der en udbredt skepsis over for DR, hvilket gang på gang skaber uro om DRs legitimitet - både i den offentlige debat og blandt politikerne på Christiansborg. DR er gentagne gange centrum for politiske slagsmål på Borgen, og det er og bliver til stor skade for DR.

Det andet problem er den massive kritik af DR for at være drevet for langt væk fra klassisk public service. Da TV 2 blev født i 1988, blev DR taget på sengen og blev svigtet, da seerne flygtede over til det nye, friske pust i tv-branchen. En hel del år senere genvandt DR fodfæstet og indledte en intensiv kamp med TV 2 i en grad, så DR til tider har svigtet sit oprindelige raison d'être - nemlig den klassiske public service. TV 2 blev skabt for at være et alternativ til DR - det var aldrig tanken, at DR skulle konkurrere på den samme bane.

Én af de centrale værdier i klassisk public service er "væsentlighed". DRs nyhedsflade blev sammen med især DR1s generelle sendeflade stadig mere populariseret i konkurrencen med TV 2, og væsentlighed som bærende værdi har ikke tilnærmelsesvis samme vægt som før.

Problemet med væsentlighed er, at det er upopulistisk, og at det ofte opfattes som kedeligt. Seerne zapper væk. Men i en kommercialiseret og globaliseret medievirkelighed er og bliver DR den eneste garant for produktionen af væsentligt, dansk indhold. Den luksus har DR, fordi man får sine penge uafhængig af konjunkturer og annoncører, og man kan tillade sig at se bort fra seertal.

I DR anerkendes disse udfordringer, og der arbejdes med dem. Det er især direktøren for DR Kultur, Morten Hesseldahl, og direktøren for DR Nyheder, Ulrik Haagerup, der begge antages som kandidater til posten som generaldirektør.

Begge er eksponenter for fornyelsen af DR og vil kunne fastholde forandringerne, hvis alternativ er et DR, der fortsætter sin vandring ud af kommercialiserings-sporet, hvor prime-time har været præget af underholdningsprogrammer i den lette genre fremfor moderne public service med vitaminer i.

Der er ikke mange oplagte kandidater til at sikre DRs fornyelse og reetablering som hele Danmarks medie- og kulturinstitution. Det vil næsten kræve et overmenneske. Men det er fuldstændig afgørende, at den pågældende forstår udfordringen og samtidig kan sikre sig bred opbakning bag sig - ikke bare hos medarbejderne, det er trods alt det sekundære, men især i befolkningen.

Mange navne har været nævnt - herunder mange topchefer fra andre medievirksomheder. Men lige nu er der nok ikke brug for at bringe mere kommerciel tænkning ind i DR. DR har ikke brug for at gøre som TV 2 eller som så mange andre medievirksomheder. DR er sig selv og skal udfylde nogle altafgørende opgaver for det danske samfund, som i stadig mindre grad løses af de kommercielle virksomheder. For bare 5 år siden var den rent ikke-kommercielle bane for snæver for TV 2, men i takt med populariseringen og besparelser i de journalistiske rækker, er der ikke nær så meget klassisk public service og væsentlighed i de kommercielle medier som tidligere.

Plummers exit er en ualmindelig kærkommen anledning til at rette op på den manglende folkelige forankring og legitimitet, som har præget DR - der trods alt har krav på 2300 kr. om året fra hver dansk husstand.

Finder bestyrelsen en stærk og bredt respekteret personlighed, der har evner og kapacitet til at stå som et kulturelt og journalistisk forbillede, og som ikke kan påduttes nogen særlig politisk bias, vil det potentielt kunne være det bedste, der er sket for DR i mange, mange år. Er der tale om en person, som tilmed formår at fremstå som et positivt forbillede for danskerne, vil det have uvurderlig værdi for DRs legitimitet.

Pressen dækker dansk økonomi for dårligt

2010-10-25T19:32:00.011+01:00

Danmark står over for den måske største økonomiske udfordring nogensinde, og fundamentet for velfærdsstaten er truet.

Der er grundlæggende stadig større ubalancer undervejs - et voksende antal mennesker på overførselsindkomster eller på den offentlige lønningsliste samtidig med, at antallet af private jobs falder. Og i lyset af den demografiske udvikling bliver det værre og værre.

Det er ikke politik at hævde, at det ikke bliver ved med at gå. Det er en simpel, objektiv fremskrivning baseret på nøgtern og konkret fakta. Det duer ikke at tale udenom eller at bilde borgerne ind, at problemet let lader sig løse, - uanset hvilken partifarve man har.

Dansk økonomi bliver misbrugt politisk - både af politikerne, der i utide er gået i valgkamp, og af pressen, hvor alt for få journalister, især i tv-medierne, har den fornødne økonomiske indsigt til at kunne stille de rigtige, kritiske spørgsmål.

Bevares, der er dele af økonomien, som sagtens kan diskuteres politisk såsom fordelingspolitikken, men udfordringerne og problemerne i de store linier bør ikke være til diskussion, heller ikke politisk. Det kan man forvisse sig om ved at studere alverdens rapporter og udtalelser fra enhver dansk eller international økonomisk kapacitet, uanset om det er OECD, vismændene, Nationalbanken eller IMF.

Men alt det véd danskerne ikke ret meget om.

En undersøgelse i Børsen for en måned siden påviste, at danskernes krisebevidsthed er noget nær ikke-eksisterende.

Man skal formentlig finde hovedsagen i, at nyhedsmedierne i det store, brede billede langt fra stiller skarpt nok på, at de to politiske blokkes økonomiske planer totalt underkendes af den økonomiske ekspertise. Og det er en direkte trussel mod vores muligheder for at gennemføre den nødvendige genopretning, når danskerne efterlades med den opfattelse, at det gælder om at vælge mellem rød og blå plan, når sandheden snarere er, at ingen af dem duer.

- Det er bekymrende, hvis det viser sig, at danskerne ikke er opmærksomme på, at Danmark står tilbage med nogle meget store holdbarhedsproblemer, når vi en gang kommer ud på den anden side af krisen, sagde Claus Thustrup Kreiner, medlem af Det Økonomiske Råd, til Børsen. Og nogenlunde samme bekymring udtrykte tidligere overvismand Torben M. Andersen over for Børsen, som er vel nok det eneste medie med en systematisk og kompetent dækning af dansk økonomi. Men desværre læses Børsen ikke af alle danskere, hvor mange baserer hele deres virkelighedsopfattelse af de store nyhedsudsendelser.

At alle med indsigt og kompetence anfører, at tingenes tilstand er uholdbare, er ikke det billede, som nyhedsmedierne formidler, selvom deres grundlæggende raison d'être må siges at være, at de skal sikre borgerne viden og orientering om væsentlige forhold af samfundsmæssig betydning.

Pressen pådrager sig derved et stort ansvar for, at borgerne får svært ved at træffe deres beslutninger på et oplyst grundlag, lige fra egne privatøkonomiske dispositioner til beslutningen om, hvor man sætter sit kryds til næste folketingsvalg. Et forkert verdensbillede giver et forkert kryds.

Derfor er det kritisabelt, at nyhedsmedierne dækker dansk økonomi på en så overfladisk og lemfældig måde, som om de økonomiske spørgsmål er et led i det politiske spil, hvor man med forskellige trylleformularer kan få de truende ubalancer til at forsvinde. Men der findes ingen trylleformular, uanset politisk farve. Der er kun én vej, - at få bragt orden i balancerne ved hjælp af den kur, som alle økonomer peger på: økonomiske opstramninger og reformer.

Hver dag banaliseres de økonomiske spørgsmål til et politisk slagsmål mellem blokkene uden at pressen bider sig fast og afkræver politikerne reelle svar på problemerne. Det ligger i forlængelse af den tendens, hvor politiske sensationer, konflikter og personsager fylder stadig mere end substansen, hvilket vi så tidligere på året, da det kom frem, at dansk presse samlet set havde dækket Lene Espersens arktiske mødeafbud med langt over dobbelt så mange historier som dansk økonomi. Det siger alt om proportionsforvrængningen mellem personsager og politisk substans.

På sin side vil politikerne vil gøre alt for at undgå at forholde sig til de økonomiske trusler og udfordringer. Det er ubehageligt, og på grund af den alt for tidlige valgkamp får man ikke en politiker til frivilligt at sige noget, som vælgerne ikke bryder sig om at høre. Det er pressens ansvar at sørge for, at de alligevel ikke slipper.

Det kræver som nævnt dyb faglig kompetence og indsigt som journalist at kunne formidle de økonomiske problemstillinger, og det er nyhedsmediernes pligt at sørge for, at deres journalister er i stand til at løfte opgaven.

Det gælder ikke mindst studieværterne i de meget afgørende og slagkraftige tv-dueller. Og her kniber det.

Det så vi i fuldt flor, da Lars Løkke og Helle Thorning duellerede på TV 2. Postulater og beskyldninger om økonomien fløj gennem luften, altimens studieværten Johannes Langkilde blev efterladt på perronen.

Han erkendte selv efterfølgende, at han blev hægtet af, da de to politikere begyndte at kaste tal efter hinanden.

Den slags må ikke ske. Det er helt afgørende, at enhver ordstyrer og studievært har rustet sig til tænderne rent fagligt, så vedkommende kan skære igennem med benhårde, kritiske spørgsmål, når politikerne forsøger at manipulere med tallene for åben skærm. Det er ikke et urimeligt krav.

Der har været andre eksempler på debatter og dueller, hvor studieværter og ordstyrere ikke har indsigt og økonomisk forståelse til at matche politikerne, når de ruller sig ud med talgymnastikken.

Omvendt burde det være en øjenåbner for især DR og TV 2 at sikre sig studieværter og ordstyrere, der virkelig kan deres kram til bunds, når valgkampen går ind i sine afsluttende faser. Ellers svigtes befolkningen fatalt.

Der er måske helt op til et års tid før næste valg, så det er ikke for sent at opgradere den økonomiske kompetence på redaktionerne. Valget må forventes i høj grad til at handle om netop økonomi, så opgraderingen er stærkt påkrævet - især for at sikre borgerne et så retvisende verdensbillede som muligt.

Lammet?

2010-10-12T16:08:00.002+01:00

.. en diskussion om sproglig journalistisk hæderlighed kan indimellem være påkrævet på redaktionerne.

http://www.bt.dk/danmark/trafikken-lammet-saadan-kommer-du-hurtigst-hjem

"Store dele af Sjælland" skulle være "lammet" af to ulykker? Come on, B.T. - det er den slags, der gør, at vores fag bliver lettere til grin. Vi burde være for stolte til at lade vores ordvalg blive manipuleret af, hvad der kan give flest mulig klik - ikke mindst når det kræver, at sandheden ofres.

DRs store chance

2010-09-29T07:49:00.005+01:00

Medieforliget er gennemført, fyringerne eksekveret. Næste forlig om fire år er nu DRs fokus. Forude venter hårdt arbejde med at sikre DR større legitimitet. Og det er nødvendigt for en institution, der lever af borgernes penge.

”Jagten på de røde lejesvende” har for alvor sparket nyt liv i den årtier gamle debat om DR og DR’s påståede venstredrejning.

Debatten er mildest talt ikke ny – det nye er, at det denne gang er DR selv, som starter den. Det er i sandhed nye tider, og det er måske et signal om, at DR omsider er ved at være klar til at tage det nødvendige opgør med sig selv og blive i stand til at forholde sig konstruktivt selvkritisk og lyttende til mange årtiers påstande om DRs politiske slagside. En kritik som DR historisk altid har reageret teflon-agtigt på.

Det er alvorlige sager, vi taler om. En Megafon-undersøgelse tidligere på året viste, at hele 30 pct. af danskerne mener, at DR er venstreorienteret. Dvs. at næsten hver tredje licensbetaler ikke har tillid til, at DR kan løfte sin journalistiske opgave på en fair, sober og afbalanceret måde.

Det er ret problematisk for en virksomhed, som netop DR, der i kraft af sin statsautoriserede eneret til at stikke fingrene ned i alle borgeres lommer og hente penge op af dem, uden at nogen kan sige nej. Det er en helt særlig ret. Og til enhver ret følger også pligter – som for eksempel at levere en uangribelig, journalistisk balance, langt ud over, hvad der kræves af alle andre journalistiske virksomheder. Derfor er der også en forpligtelse til at håndtere, adressere og rette op på en så udbredt mistillid. Den kan ingen være tjent med – mindst af alle DR selv.

Frygt for sparekniven

Det er egentlig sært, at DR ikke for mange år siden har indset, at mistillid blandt dem, der betaler festen, til syvende og sidst er en trussel mod selve DR’s egen legitimitet. Og så er det arrogant over for dem, der føler sig affærdiget med en kritik, som de selv synes er vedkommende og relevant. Uden fuldtonet støtte og legitimitet vil der før eller siden opstå et tryk, der får proppen til at ryge af.

Det var netop, hvad mange i og omkring mediebranchen fornemmede var under opsejling i tiden op til det seneste medieforlig, der blev indgået i maj. Luften var fuld af rygter om, at årtiers opsparet irritation og frustration over, hvad borgerlige vælgere og politikere anser som en klar politisk slagside til fordel for venstrefløjen, ville slå igennem i medieforliget. Og ikke mindst deres irritation over DR’s totale uvilje til at tage imod kritik, en kritik der indimellem har været helt useriøs, andre gange relevant og lige på kornet.

Gisninger florerede om, at regeringen, dens politikere og i det hele taget det borgerlige Danmark nu havde fået nok og var klar med den store kniv: Nu skulle dette venstreorienterede DR skæres ned til sokkeholderne, og de sparede licensmidler skulle fordeles blandt en række forskellige medievirksomheder for at opbygge mangfoldighed og modstykker til DR’s altoverskyggende dominans. Talte rygterne sandt, ville det endelige resultat af en sådan medieaftale være en betydelig svækkelse af DR som institution og af positionen som landets førende kultur- og medieinstitution.

Købt eller solgt

Så galt gik det som bekendt slet ikke. Om indholdet i rygterne var grebet ud af den blå luft, eller om planerne blev skrinlagt undervejs efter modpres, vides ikke, men resultatet blev langt fra den lammer, som var forudset, håbet hos nogle og frygtet hos DR. Her åndede man lettet op.

Til gengæld var forløbet og de mange dramatiske forlydender en øjenåbner for DR, der hidtil har set sig selv som usårlige. Denne gang kom det lidt for tæt på, og nogle er af den opfattelse, at kun en dedikeret personlig indsats fra en central figur i sidste øjeblik reddede DR.

DR har ikke lyst til nogensinde igen at placere sig i en så udsat position, hvor man havde mistet styring og reelt ikke vidste, om man var købt eller solgt. Og i DR er man klar over, at en del af svaret på den udfordring vil være at styrke sin legitimitet i befolkningen frem mod næste medieforlig. En sådan styrkelse vil indebære, at man etablerer en langt større opbakning og forankring hos danskerne til DR’s rolle og position. I realiteten betyder det også, at man står foran at skulle reducere den store gruppe på 30 pct. af befolkningen, som mener, at DR har en særlig venstreorienteret ensidighed.

Er det DR’s egen analyse af situationen, står man foran et omfattende strategiarbejde, der har ét eneste overordnet mål for de næste fire år – at få vasket den plet væk, der siger, at DR er venstreorienteret.

Det er muligt

Man må starte med et større undersøgelsesarbejde for at blive i stand til at forstå sine egne udfordringer til bunds – for eksempel ved at kortlægge licensbetalernes positive og negative holdninger til DR.

Og så er man nødt til at skaffe sig selv dokumentation for det journalistiske arbejde, så man véd, om DR reelt træffer journalistiske valg, som understøtter en venstreorienteret dagsorden og venstreorienterede temaer, eller om beskyldningerne er grundløse. Der er gennemført mange tilsvarende undersøgelser uden større held. Ingen har hidtil haft en vægt og et omfang, hvor resultaterne efterfølgende er blevet anerkendt af både venner og fjender. Men dette bør ikke være en umulig opgave, selvom den har høj kompleksitet.

For eksempel vil det være afgørende, at alle anerkender, at undersøgelsen har været rundt i alle hjørner. Er man ikke det, bliver det bare værre, som da et forskerhold tidligere på året påstod at have dokumenteret, at hverken DR eller TV 2 led af nogen politisk slagside. Problemet var, at forskerne kun havde set på den journalistik, som direkte udspringer fra Christiansborg og tilmed kun havde undersøgt journalistikken i løbet af valgkampe, hvor anstrengelserne for at holde en ren journalistisk linje er allerstærkest.

”Jagten på de røde lejesvende” kunne ikke være blevet sendt på DR for blot få år siden, og det er i sig selv positivt, at DR er kommet til den erkendelse, at man også selv skal stå til regnskab og finde sig i at blive kigget i kortene. Den klædelige ydmyghed vil i sig selv styrke DR’s legitimitet i befolkningen, hos licensbetalerne.

Revitaliserede B.T.

2010-09-21T21:11:00.001+01:00

Revitaliserede B.T.

B.T.s stormagtsdage skal man efterhånden mange år tilbage i tiden for at finde, men i det seneste års tid er det som om, bladet alligevel er i en journalistisk revitalisering og er ved at genopstå fra de nær-døde - som god, gammeldags tabloidavis.

Det var formentlig også sidste udkald. På godt 20 år er 70 procent af oplaget tabt, og avisen var i en årrække den mest ubetydelige.

TV 2s fødsel i 1988 forandrede alt for de to tabloidaviser B.T. og Ekstra Bladet. TV 2 er ofte udlagt som det, der for alvor startede de to avisers senere så dramatiske oplagsfald. På toppen havde B.T. i 1988 et dagligt avissalg på 233.000 eksemplarer, mens Ekstra Bladet nåede op på 243.000 i 1989. Til sammen nærmede de to sig altså et dagligt salg på næsten en halv mio. aviser.

Siden er det gået massivt tilbage. Senere internettet og gratisaviserne. B.T.s sælger i dag 68.400 mod Ekstra Bladets 74.100 aviser om dagen. Skiftende chefredaktører og direktører har i årevis sagt, at nu er bundet for oplaget nået. Men det falder fortsat.

Mange ting er forsøgt uden større held, men måske krævede aviskøberne såmænd bare godt, gedigent journalistik arbejde af en så høj værdi, at man gider betale penge for avisen. Og det er tilsyneladende det, B.T. har satset butikken på.

En lang række stærke og opsigtsvækkende journalistiske historier har fornyet profilen og givet avisen et stærkt tiltrængt løft i brandingen. Det virker som om, B.T. simpelthen har genopfundet opskriften på dét at være et ægte tabloidblad.

Det seneste skud på stammen over journalistiske scoops var, da en journalist på B.T. overhalede politiet og alle konkurrenterne ved at opspore identiteten på bombemanden fra Belgien. B.T.s arbejde udløste opmærksomhed. Opmærksomheds- og brandingværdien var for B.T. nærmest ubetalelig.

Tidligere på sommeren var det også B.T., som drev den omstridte sag om Thornings skatteforhold. Sagen blev uomtvisteligt drevet med en tabloidavis' metoder - på godt og ondt. Der blev gået godt til makronerne, og vinklerne var efter velkendt tabloid-forskrift ofte strammet lige præcis et skridt eller over kanten. Men grundtonen i historierne var en reel tabloid-historie med saft og kraft i.

Som sædvanlig - når tabloidpressen kører kampagner - er det sjældent at hver eneste historie i kampagnen holder vand. Det gjorde det heller ikke denne gang. Men denne gang fik det nogle af de ærede kolleger op af stolene med krasse kommentarer.

Kritikken har givetvis vakt undren på B.T., eftersom avisen ikke havde båret sig anderledes ad, end tabloidpressen altid gør, når den ruller kavaleriet ud. Og metoderne adskilte sig heller ikke fra dem, som det meste af pressen benyttede sig af under den månedslange dækning af Lene Espersens mødeafbud og de politiske konsekvenser heraf. Nogen gik endda så vidt som til at mene, at der slet ikke fandtes nogen historie i Thorning-sagen. Den slags bedømmelser udspringer næppe i journalistiske vurderinger, men snarere i politisk bias.

For en tabloidavis som B.T. vil det altid være en ren godbid at kunne påvise, når politikernes og magthavernes holdninger ikke stemmer overens med deres handlinger. I det aktuelle tilfælde ønskede Helle Thorning at beskatte de bedst stillede hårdere, selvom hendes familie som tilhørende netop denne gruppe personligt ikke selv ville blive ramt af et sådant forslag - af rent skattetekniske grunde. Havde Thorning så endda været kritisk over for disse muligheder for at undgå beskatning i Danmark og have lovet at ville arbejde for at ændre det, ville sagen have stået anderledes.

Thorning-sagen var B.T.s top-scoop, men avisen kan bryste sig af at have haft en række andre gode historier i den klassiske tabloid-genre, og som har bidraget til en klarere tabloid-profil.

Der var således også historien om Bendt Bendtsens letsindige omgang med våben. Hans jagtgevær lå og flagrede rundt i bagagerummet på ministerbilen. En super afsløring som udstiller en minister med svag dømmekraft - endda en konservativ minister der tilmed havde været politibetjent og burde kende loven indgående samt vel at mærke at kunne overholde den.

Det var B.T., der afslørede, at præsten i Brorson-kirken på Nørrebro var aktiv i forhold til ulovligt at skjule illegale indvandrere, der af politiet blev betegnet som en meget alvorlig sag. Og så var B.T. med helt i front i både sagerne om oversættelsen af Jægerbogen samt LOs annoncer, der var baseret på opdigtede eller forkerte eksempler.

B.T. breakede også historien om Mette Frederiksen, der pludselig satte sit barn i privatskole, selvom hun tidligere indigneret havde skoset andre forældre for at gøre det samme. Igen var B.T. foran med en nødvendig historie om at kontrollere politikernes holdninger contra handlinger.

Mens den gode tabloidstil synes at være genfundet og pudset af, ser B.T. tilsvarende ud til at glide væk fra en tidligere og perspektivløs profil som en bonert, snerpet familieavis, der gerne moraliserede over andre, - på trods af at en sådan rolle er i lodret modstrid med selve tabloidgenren, der gerne er provokativ. Man kan med andre ord ikke både være moraliserende og bonert og så være tabloidavis. Det er indbyrdes modstridende.

Mens B.T. har haft held i sprøjten med klassiske tabloidhistorier, virker forsøget på at tage den ledige plads i markedet som Danmarks sundhedsavis mindre vellykket.

Positioneringen er problematisk, fordi journalistisk fokuseret dækning af sundhed og sygdom kræver stor troværdighed samt uangribelig og fejlfri journalistik. Området er ganske enkelt for alvorligt til at blive pakket ind i en tabloidavis' traditionelt sensationelle stil med tvivlsomme påstande i retning af "gennembrud mod krærften". Det kræver stærk selvdisciplin at holde sig på dydens smalle sti i emner, der betyder liv eller død for mange mennesker, og den disciplin har B.T. - endnu - ikke skabt. Men B.T. er totalt set på rette vej, så med lidt held venter en stop for oplagsfaldet måske lige om hjørnet.

Sådan vanrøgter man sit image og borgernes tillid

2010-08-26T11:08:00.004+01:00

Det er ingen hemmelighed, at Post Danmark ikke er en institution, danskerne føler stigende kærlighed til. Det er hverdagskost, at brevene ikke kommer dagen efter, de er afsendt, og borgerne er udsatte for, at regninger ikke når frem og derfor udløser renter og opkrævningsgebyrer. Helt og aldeles uforskyldt. Og her gider jeg ikke komme ind på de selvforskyldte.

Forleden fik jeg selv en opkrævning fra Centralregistret for Motorkøretøjer: Jeg havde "glemt" at betale ejerafgiften, og det udløste et gebyr på 65 kr. Men jeg havde aldrig modtaget den første opkrævning. Den var vel som et stigende antal forsendelser blevet væk undervejs. Staten sender mig altså en regning gennem et statsselskab uden at kunne gennemføre processen. Dermed skal jeg straffes med et gebyr.

Nogen vil hævde, at jeg bare kan tilmelde mig betalingsservice, og det har jeg da også gjort. Men det bliver jo udelukkende en nødvendighed, fordi man altså ikke kan stole på og forvente, at Post Danmarks ydelser fungerer. Når jeg sender mine bilag til min bogholder, er jeg nødt til at sende dem meget dyrt og omstændeligt som anbefalet, idet jeg ikke har tillid til, at de ellers når frem.

Jeg er med andre ord fanget. Der er ingen vej udenom, at jeg skal af med de 65 kr., der jo selvfølgelig er småpenge. Men princippet om at jeg kommer til at betale for et system, der ikke fungerer, og som endda har fået penge for at bringe forsendelsen frem, er mig inderligt imod.

Seneste påfund er, at Post Danmark påfører man en udgift på flere hundrede kroner til opsætning af en postkasse, selvom jeg har en brevsprække i døren. Nye regler gør, at jeg pr. 1. januar ikke længere får min post leveret igennem brevsprækken. Post Danmark forringer igen sin service og sparer et beløb, som er latterligt i forhold til det, danskerne tvinges til at investere i postkasser. Det er estimeret, at omkring 1 mio. husstande skal investere i en postkasse, og det udløser altså en samlet regning til - ja, ingenting - på et sted mellem en halv og en hel milliard kroner til de danske forbrugere. Der går flere år, inden Post Danmark har sparet et tilsvarende beløb.

Hertil kan så lægges generelle serviceforringelser og prisstigninger langt over samfundets løn- og prisudvikling, samt en uforskammet nidkærhed over for borgere, som har sat 50 ører for lidt på brevet til moster Oda.

Nu kommer finurligheden så. I dag - for tiende gang i går - dumper der så et brev ind hos mig, der tilhører en anden. Hidtil har jeg altid ulejliget mig med at tage den med på posthuset eller smide den i én af de røde postkasser, men jeg synes ikke, at serviceforringelserne skal være ensidige. Man mister lysten til at være Post Danmark behjælpelig - kvit og frit - når de hele tiden påfører mig ekstra udgifter og større besvær.

Så - hvad gør jeg nu? Smider jeg brevet i en kuvert til Post Danmark, ledsaget af en lige så nidkær faktura for mit tidsforbrug og kræver 30 kr. for min ulejlighed?

Dansk presses markedsfejl

2010-08-13T05:27:00.009+01:00

Først var DR og radioen. Så TV 2 og TV 2 regionerne. Og siden fik vi internetmedierne og gratisaviserne. Mere og mere gratis indhold for forbrugerne - i hvert fald på den måde at forbrugerne ikke kan stemme med pengepungen

Dansk presse har en strukturel udfordring, - den er domineret af medier, der er gratis. Det er et fænomen, som vokser. Og det er en udvikling, der er betydelige problemer forbundet med - ikke mindst den ekstreme sårbarhed over for pludselige storspillere som Google, der æder løs af det danske marked.

Og i bund og grund er det usundt, når produkter og serviceydelser ikke møder det frie marked og forbrugerne, der således på en meget stor del af mediemarkedet er frataget deres vigtigste markedsmæssige redskab af alle - beslutningen om at købe eller lade være.

I stedet er forbrugernes påvirkning af pressen reduceret til de rent kvantitative læser-, lytter- og seertal - samt ikke mindst kliktal.

Nogen vil hævde, at det så er her, forbrugerne kan få deres indflydelse, men det er naturligvis nonsens. Den ægte indflydelse består i at kunne foretage købsbeslutning eller ej. Et medieprodukt, man ikke skal have penge op af lommen for at få, skal virkelig være ringe, før man aktivt fravælger det.

Det er med andre ord ufattelig nemt at afsætte et produkt, som hverken koster noget, eller som forbrugerne skal gøre sig nogen anstrengelser for at få. Som et klik med musen, en udstrakt arm efter gratisavisen eller fjernbetjeningen. Skulle man bevæge sig hen i kiosken for hente det selv, stadig kvit og frit, ville selv mange gratismedier ikke eksistere.

De færreste tænker over det, men det er efterhånden en temmelig stor del af den danske presse, som er gratis over for forbrugerne.

Listen er lang: internetmedierne, samtlige radioer, lokale såvel som regionale og nationale, DR, TV 2, TV 2-regionerne, gratisaviserne og distriktsaviserne. Der er ikke meget tilbage derude, som er underlagt normale markedsvilkår.

Selvfølgelig betaler forbrugerne i sidste ende, idet alle de nævnte medier enten er licens- eller reklamefinansierede, men mediernes forretningsmodeller bygges i dag hovedsageligt op om at undgå at skulle levere et produkt, som forbrugerne kunne vurdere som havende en værdi, man er villig til at betale for.

I stedet tvinges de til at betale ad indirekte kanaler - uden mulighed for at sige ja eller nej. Den ikke uvæsentlige, negative sideeffekt er, at gratismedierne konstant forstærker den tendens, ingen bryder sig om - at forbrugerne vænnes til, at alting er gratis.

Blandt de demokratibærende del af de danske medier, de facto pressen, er det kun de nødlidende dagblade, som hver dag står til ansvar for forbrugerne.

Det har de desværre ikke rigtig evnet at omsætte til noget brugbart, men man har tværtimod i større eller mindre grad negligeret det budskab, som forbrugerne har sendt i de seneste 10-15 år ved at vende aviserne ryggen.

Det samlede avisoplag er halveret fra omkring 2 mio. solgte eksemplarer dagligt til nu under 1 mio. Dagbladene har ikke afgørende kigget på, om det måske kunne være fordi, forbrugerne ikke oplever en fair balance mellem den redaktionelle kvalitet og så prisen. Der er ikke taget grundlæggende initiativer - eller turn-arounds - hos dagbladsbranchen for at få bragt produktet i overensstemmelse med markedet.

I branchen angives mange årsager til oplagsfaldet - især strukturelle såsom især gratismediernes tilstedekomst. Men det forklarer ikke, at der altså alligevel er fire aviser - Weekendavisen, Børsen, Kristeligt Dagblad og Information - som går op imod markedet, og som klarer sig godt.

Det er særligt bemærkelsesværdigt, at de faktisk ikke har reduceret den journalistiske kvalitet. De har heller ikke fulgt de fleste mainstream mediers markante tabloide udvikling for at opnå annoncørernes gunst og krav om hele tiden at få fat i de unge. Men tabloidvejen ser på ingen måde ud til at have gjort gavn for hverken økonomierne eller den publicistiske kvalitet.

Den egentlige forklaring på de fires succes synes at være, at den høje, redaktionelle kvalitet er bevaret. Og til kvalitet findes altså også betalingsvillighed.

Det er også værd at hæfte sig ved, at de fire succesfulde aviser ikke aktivt starter eller i væsentlighed grad bidrager til de pressekampagner og mediestorme, som indimellem rejser sig og hurtigt forplanter sig til stort set hele pressen, den såkaldte lemminge-effekt, hvor medierne går i selvsving og befrugter hinanden ud i det absurde.

De fire aviser er blandt flere ting kendetegnet ved at besidde troen på egne kvaliteter, et indgående kendskab til egne læsere samt ikke mindst modet til at fravælge de store fælleshistorier, som kommer og går - for eksempel sagen om Lene Espersens famøse afbud til tre møder, som antog en grotesk pressedækning uden nogen form for selvjustits eller stopklods.

Det dokumenterede ugebrevet Mandag Morgen, som i august lavede en undersøgelse, der påviste, at Lene Espersen-sagen har affødt 2.700 artikler i form af nyhedshistorier, analyser, kommentarer mv. Hertil skal lægges en massiv dækning i DRs og TV 2s nyhedsudsendelser. I samme periode var der 2000 om Danmarks krigsførelse i Afghanistan og blot 800 om genopretningen af Danmarks økonomi.

At det kunne gå så galt, hænger delvist sammen med, at pressen simpelthen er ved at miste jordforbindelsen til det omgivende samfund - for eksempel ved ikke dagligt at stå i kontakt til slutbrugerne, borgerne. Den kurs er dødsensfarlig.

Hertil kan lægges, at netop de reklamefinansierede medier tilmed har gjort sig særdeles sårbar over for Google og Facebook som to af de helt store trusler.

Alene Google tog i 2009 omkring 1 mia. kr., og væksten fortsætter. Markedet vokser ikke tilsvarende, så Google tager penge fra konkurrenterne, der netop er de gratismedier, som troede mere på afhængigheden af reklamemarkedet end på at kunne levere et redaktionelt salgbart produkt. Måske viser det sig snart, at produktion af indhold i en kvalitet, forbrugerne vil betale for, alligevel ikke er nogen dum idé.

Drop forbud mod skjult reklame

2010-08-08T17:10:00.019+01:00

Forbuddet mod skjult reklame er gammeldags. Det fungerer ikke, og det behandler ikke alle erhvervsdrivende lige. Samtidig er forbuddet en statslig arm ind over pressens redaktionelle anliggender

Skjult reklame er en daglig begivenhed i danske medier. Det er mere end det. Det er ofte en inkorporeret del af en lang række mediers redaktionelle profil.

Men det er jo ulovligt, vil nogen indvende.

Og ja, det er da rigtigt nok. På papiret.

Men der er skjult reklame - og så er der skjult reklame. Der er forskel på fisk. Mens nogle knap nok kan få vist et logo på skærmen uden emsige seerklager, får andre minutters eller timers ubetalelig eksponering og reklame på landsdækkende tv uden, at en hund gør af det. Med andre ord - her er alle ikke lige for loven.

Er man erhvervsdrivende og sælger varer eller tjenesteydelser relateret til kunst, kultur eller sport, er man sikret en fortrinsstilling, selvom loven ikke tillader det. Som musiker, kunstner, skuespiller, sportsudøver mv., kan man glæde sig over at den vare eller tjenesteydelse, som man tjener styrtende mange penge på, ikke bliver nær så nidkært vurderet som kommercielt ude på redaktionerne, som det gælder for virksomheder med "almindelige" produkter såsom tandpasta, øl, campingvogne eller vaskemaskiner. Der gælder simpelthen andre og forskellige regler - ikke officielt, men de facto og i praksis.

Skjult reklame er i lovgivningen defineret ved, at varer eller tjenesteydelser - eller en producents eller tjenesteydelsesleverandørs navn, varemærke eller aktiviteter mundtligt eller visuelt fremhæves i programmer, når fremhævelsen er tilsigtet fra tv-radiospredningsorganets side i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Tre kumulative betingelser skal være opfyldt for at kunne kaldes en fremhævelse: Den skal være tilsigtet, den skal være i reklameøjemed, og den vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til arten af denne fremhævelse.

Der er umiddelbart ingenting i definitionen af skjult reklame, som hjemler en undtagelse, så visse erhverv eller produkter er undtaget og lovligt kan få masser af omtale, medieeksponering og dermed gratis reklame - heller ikke kommercielle aktiviteter og produkter undtaget uanset hvor meget kunst og kultur det er.

Og bøger, musikudgivelser, sportsarrangementer, modeuger, festivaler, film er blandt det, der i årevis har nydt godt af særlig fremhævelse og eksponering i medierne, selvom en tilsvarende omtale af mere traditionelle produkter aldrig kan få samme eksponering. Forklaringen skal formentlig som så meget andet findes i fortiden med gammel vanetænkning om, at kunst og kultur ikke var nær så kommercielt udviklet som i dag, og da sporten var ren idealisme og gode intentioner. I dag er store dele af disse områder jo blevet en del af det store, stygge erhvervsliv.

Muligvis lider nogen af den opfattelse, at kunst og kultur rent faktisk nyder en særlig undtagelsesstatus i forhold til mere traditionelle produkter, men en tidligere afgørelse fra Radio- og tv-nævnet viser, at myndighederne behandler kommercielle kulturprodukter som alle andre. I en klage over et indslag i Go' Morgen Danmark, hvor en bog af Leif Davidsen var blevet omtalt, blev klagen afvist med den begrundelse, at bogen var blevet omtalt i "meget sparsomme vendinger". Nævnet vurderede således efter samme principper som alle andre produkter, men mente altså ikke, at bogen var blevet fremhævet på en måde, som gjorde det til skjult reklame.

I sidste uge var det således modebranchen, en lang række modedesignere og modevirksomheder, som blev fremhævet og hyldet i en helt overdådig medieeksponering, som enhver anden branche ville misunde den. Det er ikke sandsynligt, at den omfattende profilering af de mange kommercielle interesser ville kunne stå for en nærmere myndighedsprøvning.

Også på andre områder sker der en iøjnefaldende forfordeling, som viser forbuddets svaghed og manglende effektivitet. Det ser man blandt andet, når forskellige enkeltindivider opnår værdifuld personlig branding ved gentagen tv-optræden, som det blandt andet er tilfældet med ejendomsmæglere, reklamefolk og kokke. Her sker der efterfølgende en kapitalisering af eksponeringen, der omsættes til cool cash ved lukrative forretningsmuligheder, skabt via denne eksponering. Vi har også set, at studieværter udnytter deres eksponering kommercielt, såsom Vild med Dans-værtinden Andrea Elisabeth Rudolph, der lancerede egen hudplejeserie med efterfølgende massiv fremhævelse på tv.

I realiteten er det altså selvbedrag, hvis nogen hævder, at vi her til lands har et effektivt, rimeligt og velfungerende forbud mod skjult reklame. Det vil være hykleri, og ikke en sjæl vil på en ædruelig måde kunne redegøre for, hvorfor det har skabt en uigennemskuelig forskelsbehandling mellem forskellige erhverv, virksomheder, brands og personer.

Så derfor må rådet være enten at sørge for rimelige tilstande og lige vilkår, eller endnu bedre at erkende, at tiden er løbet fra det og så se at få det droppet.

Helle T. kører efter lærebogen

2010-07-30T13:35:00.002+01:00

Når skaden er sket, er der en helt central ting at gøre i krisestyringen: Sig undskyld, undskyld, undskyld. Og gør det hurtigt.

Den lektie findes på side 2 i grønspættebogen for kommunikationsrådgivere, så det er ikke stor videnskab og fortjener således heller ikke stor ros og anerkendelse, når det udføres.

Helle Thorning Schmidt kender sin grønspættebog. Eller - hendes rådgivere gør. En sag blusser op i hendes ferie, og hun fornemmer dens sprængfarlighed. Med alle midler signalerer hun, at hun tager sagen, problemerne og beskyldningerne yderst alvorligt, når hun afbryder sin ferie og haster hjem til Danmark for at tale direkte til pressen. Og det gør hun eminent.

I kontrast hertil findes Lene Espersen, der brugte to måneder på at sige undskyld. Det kommer formentlig til at koste hende regeringsmagten ved næste valg. Hendes tonedøvhed over for kritik fik omgående konsekvenser for partiets meningsmålinger, og selv hendes undskyldninger har ikke efterfølgende kunnet rette op på de dårlige tal. Skaden var jo sket, og hendes undskyldning kom så sent, at den slet ikke virkede til at være helhjertet - tværtimod virkede den kynisk beregnende efter at have studeret meningsmålingerne og haft workshops med kommunikationsrådgivere.

Det spiller formentlig også ind i Lene Espersens sag, at stadig færre tror på hendes evner og kompetencer som partileder og som udenrigsminister. Og den lange ventetid betød, at vælgerne så at sige blev fastholdt i spekulationerne om Lene Espersens kvaliteter.

Helle Thorning har en helt anden indgang til krisestyring, for hun véd, at en hurtig undskyldning til en vis grad forhindrer, at sagen kan holdes i live, hvilket i sig selv naturligvis er dybt skadeligt for omdømmet, for troværdigheden og for meningsmålingerne.

Tilbage står imidlertid sagens substans - i både Lenes og Helles tilfælde. Til syvende og sidst burde de ikke dømmes endeligt på, hvordan de har håndteret deres sager - men på sagernes indhold. Og der er der monumental forskel, hvor Lene Espersen er et professionelt svigt, der vidner om manglende kompetence, hvorimod Helle Thorning er et moralsk svigt, der indikerer, at hendes personlige integritet ikke nødvendigvis er af en kaliber, som en statsminister bør være formet af.

Fælles for dem begge er, at fejlene er fundamentale og katastrofale. De forsøger begge - omend med forskellig tidshorisont - at lukke munden på pressen og på kritikerne ved at sige undskyld.

Men undskyld er ikke et mantra, som man kan ty til og så bliver alt godt igen, selvom det i lærebøgerne igennem mange år har været én af de allervigtigste læresætninger. For pressen må læringen af disse to sager være, at en undskyldning - hurtig eller langsom - ikke pr. automatik blot bør lade de pågældende personer lukke en sag ned. For undskyldningens årsag forsvinder jo ikke med ordet undskyld.

Follow the money

2010-07-13T07:49:00.003+01:00

TV 2s fremragende afsløring af de skandaløse forhold i hjemmeplejen kan man kun undervurdere.

Først og fremmest er der tale om et stykke dygtigt udført klassisk journalistik, hvor væsentlighed er det helt bærende. TV 2 fortjener ære for - omend i beskedent omfang i forhold til antallet af journalister - at have afsat medarbejdere til at dyrke de væsentlige, afslørende historier, som findes overalt.

Medierne producerer enorme mængder nyttesløst indhold, så derfor er der grund til at glæde sig ekstra meget, når nogen rent faktisk bedriver journalistik, der gør en forskel.

Og dernæst er det fantastisk at se, hvordan disse indslag markerer et brud på det gængse journalistiske automatreaktion på alle velfærdssamfundets evindelige problemer med at få serviceniveauet til at hænge sammen med de stadig større budgetter: Send flere penge.

Mangt en politiker er på live-tv blevet afæsket garantier på diverse studieværters fantasiløse krav om straks at sørge for at finde pengene til dit eller dat, mens den mere intelligente journalistiske indgang til problemerne ville være, om pengene prioriteres på den rigtige måde og især da om de bliver brugt forsvarligt og effektivt. Den sidstnævnte kræver imidlertid langt mere tid, opfindsomhed og dygtighed - derfor vælger medierne ofte den letteste.

TV 2-indslagene om hjemmehjælpen er derfor en sjældenhed i forhold til selve tilgangen til problemerne. Her hældes salt direkte ned i velfærdssamfundets sår: Er svaret på problemerne da virkelig, at vi bare skal fortsætte med at finde stadig flere penge og ansætte flere mennesker, eller er der grund til journalistisk set at rette et langsigtet kritisk lys på de tusindvis af chefer og ledere i den offentlige sektor, som forvalter vores allesammens midler. De fleste gør sikkert et godt stykke arbejde, men hvordan kan der samlet set være kommet flere medarbejdere i den offentlige sektor i en periode, hvor alle andre organisationer og primært erhvervslivet har fundet anledning til at køre effektiviseringsprogrammer og se på antallet af medarbejdere? Kan man forestille sig, at 10 procent færre medarbejdere i den offentlige sektor stadig kan udføre det samme arbejde - som det ofte gælder for medarbejdere i virksomhederne?

Det er et oplagt journalistisk spørgsmål, som har lidt større perspektiver end "send-flere-penge" historierne. TV 2-indslagene er netop af den karakter. Her kigges der med lup på, at et massivt overforbrug - i dette tilfælde direkte svindel - gør, at vores skattekroner forsvinder ned i et sort hul.

Det er svært at forestille sig, at denne sag skulle være helt og aldeles enestående. Under alle omstændigheder er det et svigt, hvis ikke medierne agerer vagthund og nu går i kødet på andre områder også, for vi har jo allesammen kendskab til eksempler på grotesk overforbrug eller uansvarlighed.

For eksempel sad jeg for nylig til bords med en person med indgående kendskab til ressourceforbruget i én af vores allerstørste kulturinstitutioner. Personen havde en række eksempler på en så løsagtig omgang med midlerne, at det på stedet ville koste flere chefer jobbet. Men enten lukkes der mange øjne rundt omkring, eller også er der som i hjemmehjælpersagen tale om dårlig ledelse og inkompetence.

Bliver vi i kategorien von-hören-sagen - og det kan man godt, når eksemplerne er anonymiserede, er der denne tekniske chef i en kommune, som hver dag har bevilget sig selv en frokostpause på i hvert fald en time, hvor han tager sin bil og kører ned til sin private båd i havnen. Og allerede kl. 15.00 er han igen tilbage på sin båd og holder fyraften.

Måske er han på deltid - næppe sandsynligt - men i så fald burde både han og kommunen tænke over, hvilket signal man sender med en kommunal chef, som i dagtimerne er mere at finde på sin båd end på sit kontor, for det siger sig selv, at det bemærkes af skatteborgerne i kommunen.

Historierne om offentligt forbrug er talrige - nogle af løse rygter, og andre er der i den grad kød på. Det er journalistisk set meget hårdere arbejde at komme til bunds i den slags historier end VM i fodbold, Roskilde Festivalen eller de saftige krimihistorier. Men de er væsentlige, og pressens vagthund skal indimellem op på tæerne, før der kommer skred i tingene. I København sad man i hvert fald på hænderne, indtil TV 2 kom med sine indslag.

Send flere penge

2010-06-07T15:48:00.001+01:00

Journalistfaget lider under talblindhed og uvidenhed om økonomiske forhold. Det går ud over kvaliteten i de økonomiske og politiske emner, som pressen formidler, og som former og påvirker den offentlige mening og dermed også valgresultaterne. Fransk økonom kalder det en trussel mod demokratiet

Det starter allerede ved den journalistiske optagelsesprøve. Stort set al vægt er lagt på tekst og sprog, sågar med en selvstændig kommaprøve. Tal og økonomisk forståelse er derimod decimeret til en helt perifer rolle, når de håbefulde journalistspirer skal udvælges.

Det er tydeligt, at journalistfaget ikke er født ud af videnskab og forskning, økonomi og matematik. Det appellerer langt mere til sproglige, kreative mennesker, der har styrken i højre hjernehalvdel. Det er mennesker, der “tror”, mens deres modsætninger - de logiske - har brug for at “vide”.

Den offentlige debat er i forandring og er i stigende grad præget af økonomi og tal. Alligevel er der som vanligt kun ganske få spørgsmål af økonomisk karakter i optagelsesprøven - og de er endda særdeles banale. Eksempelvis:

Hvad står forkortelsen BNP for?

De Økonomiske Vismænd er en populær betegnelse for hvem/hvad?

Hvad er en milliard?

Testen er multiple choice, og svarmulighederne i sidstnævnte var én af de fire svarmuligheder “ti millioner”.

Det siger alt om, hvilke kompetencer uddannelsen vægter, selvom økonomi bliver stadig mere essentiel i den offentlige debat. Man kan altså sagtens blive journalist på en tv-station, men det er vigtigere at kunne lave en stand-up på Christiansborg end at kunne dokumentere rimelig indsigt i tal og samfundsøkonomi.

Den franske økonom og professor Jean-Pierre Boisivon, der er medlem af Codice, rådet for den økonomiske kultiverings fremme - en uafhængig statsfinansieret organisation, som skal øge den franske befolknings kendskab til samfundsøkonomi, mener ifølge ugebrevet A4, at befolkningerne generelt véd så ufattelig lidt om samfundsøkonomi, at det er omsonst og nærmest uforsvarligt at føre en samfundsdebat om det.

Han appellerer til pressen om at tage deres oplysende rolle mere alvorligt. Pressen former folkestemningen og måler efterfølgende resultatet gennem meningsmålinger.

“Hver uge er der opinionsundersøgelser, der viser, hvad folk mener om det ene eller det andet. Men hvad nytter det, hvis de ikke véd, hvad de udtaler sig om,” siger professoren og henviser til, at undersøgelser har vist, at befolkningens viden er “mildest talt katastrofal”.

For nylig illustrerede historien om regeringens begrænsning af børnechecken, at vi står med nøjagtig det samme problem herhjemme. Der blev lavet bunker af konsekvenshistorier, men stort set samtlige journalister evnede ikke at gennemføre korrekte regnestykker. Resultatet var historier smækfulde af fejl og vildledning.

Hjemme i stuerne sidder de sagesløse borgere og regner med, at medierne seriøst og sagligt udlægger politikernes mange initiativer for dem. De danner sig deres holdning, som medierne efterfølgende gennemfører meningsmålinger af. Historierne er forkerte, spørgsmålene er forkerte, svarene er forkerte. Dermed bliver også beslutningerne forkerte, når befolkningens viden om samfundsøkonomi dermed forvrides.

I sidste ende betyder det i realiteten forkerte beslutninger i stemmeboksen på valgdagen.

Medieforskeren Preben Sepstrup har tidligere udtrykt det ganske stærkt:

“Større og større dele af den offentlige debat og de politiske beslutninger er baseret på tal, så journalisters manglende forståelse for tal er nærmest farlig,” sagde han til Danmarks Statistiks netmagasin, som tidligere har problematiseret journalisters mangel på elementær indsigt i tal og økonomiske forhold.

Det er ærgerligt, at pressen ikke som følge af manglende kompetencer inhouse vælger i langt højere grad at bruge landets ypperste sagkundskab på området: Det Økonomiske Råd. Herfra lød dommen i sidste uge over både Løkkes og Thornings økonomiske udspil, at de er helt utilstrækkelige. De økonomiske vismænd burde af pressen blive båret frem som faktuelle orakler til at stille politikerne til ansvar for deres manglende reformvilje.

Rapporten fra Rådet kunne have udløst en byge af kritiske spørgsmål mod både Thorning og Løkke for af taktiske årsager ikke at varetage deres langsigtede ansvar for Danmarks økonomiske situation og for en sikring af velfærdsstaten - også for vores børn.

Rådet er en god mulighed for at føre de sædvanlige politiske slagsmål mellem rød og blå stue ind på et faktuelt spor til gavn for borgerne. Hvorfor insisterer journalister og medier ikke på at få holdbare og troværdige svar på de kritiske spørgsmål til regeringen og oppositionen.

Måske er journalisters fokus på at formidle uenighed frem for fakta en de facto kapitulation over for opgaven mved at sætte sig ind i de økonomiske forhold og forstå tallene til bunds.

Pressens pligtforsømmelse bliver på pinlig vis udstillet, når det er Margrethe Vestager, som stiller de kritiske spørgsmål til sine venner i S-SF og LO om holdbarheden i løftet om at levere 15 mia. kr. til dansk økonomi ved at få danskerne til at arbejde mere.

Vestager må have følt sig så frustreret over den bovlamme presse, at hun selv offentligt måtte stille de kritiske spørgsmål, som pressen ikke formåede at stille.

Et symptom på pressens ringe dækning af økonomiske forhold er journalisters dårlige vane med at reducere de store spørgsmål til konkrete cases med undskyldningen om, at tingene så bliver nemmere at formidle og forstå.

Men forenklingen reducerer også vigtige politiske overvejelser til primitive “send flere penge” historier, hvor alting kan løses med flere penge. Men journalisterne synes ikke at kunne koble dette sammen med Det økonomiske Råds advarsler om, at den offentlige saldo uden reformer og besparelser er på vej ind i et helt uholdbart forløb, der kun forværres med massive renteudgifter i fremtiden.

Men nyhedsudsendelserne vil hellere fortælle om det uholdbare i, at kommunerne i deres forsøg på at leve op til sparekravene for at undgå massiv gældssætning af vort land vælger at slukke gadebelysningen om natten.

Skandale: Pressen kan jo ikke regne

2010-05-27T21:49:00.010+01:00

Mediernes dækning af regeringens genopretningsplan har afdækket, hvad man indimellem har haft mistanke om - at regning og matematik ikke hører til en naturlig spidskompetence hos journalister, der kan kløjs i selv de mest simple regnestykker. Det er jo ærligt talt ikke særlig heldigt, al den stund, at pressen fabrikerer historier på basis af de fejlagtige regnestykker, hvilket selvsagt resulterer i direkte forkerte oplysninger i historierne. Ja, faktisk betyder det ikke sjældent, at historier finder vej til offentligheden og påvirker den offentlige mening - selvom vinklerne på historierne er faktuelt forkerte. De mange historier om konsekvenserne af loftet over børnechecken på 30.000 kr. fra 2013 bør give anledning til en god portion selvransagelse på redaktionerne, hvis efterkritikken da ellers overhovedet har opfanget de mange forkerte historier. Der er brug for, at man i en fart får opprioriteret journalisternes efteruddannelse og får banket nogle regne-kurser op. Læserne og seerne bør kunne stole på, at tingene er ordentligt efterprøvet og regnet igennem, når det slippes fri. Det kan de ikke i dag. Og det er da flovt for medierne. Selv har jeg til gode at se bare én historie hvor beregningerne over børnechecken er faktuelt korrekte. Stort set alle medier har hidtil overdrevet de økonomiske konsekvenser for børnefamilierne. Nogle har endda overdrevet dem vildt - for eksempel ved at hævde, at tabet var på 17.000 kr., selvom det reelt kun var på 7500 kr. Det gælder både aviserne og statens egne public service-stationer. Nogle har endda undskyldt sig med, at det var beregninger, som Danske Bank har foretaget. Man må spørge: På hvilket tidspunkt siden finanskrisens start i 2008 er Danske Bank af pressen blevet taget så meget til nåde, at man blindt stoler på alt, hvad de siger og gør? Kildekritik er ikke afskaffet endnu - og ingen medier har ret til uden filter ukritisk at videregive informationer fra tredjepart. En gennemgående fejl er, at medierne simpelthen glemmer eller overser, at børnenes alder i dag - alderen afgør størrelsen på børnechecken - ikke er den samme, når den nye ordning er indfaset i 2013. Når man beregner konsekvenserne, er man sådan set nødt til at tage udgangspunkt i, hvad barnet ville have været berettiget til i 2013 - og ikke hvad det får i dag. Får man eksempelvis i dag 41.016 kr. for tre børn i alderen 1, 4 og 8 år., ville man i 2013 - når børnene imellemtiden var blevet 4, 7 og 11 år - have fået 34.608 kr. under den gamle ordning. Det er altså faktuelt ukorrekt at opgøre tabet som differencen på loftet på 30.000 kr. og så det beløb, man får i dag. Tabet er således ikke forskellen fra loftet på 30.000 og til de 41.000 - men derimod forskellen fra loftet og til de 34.608. Reelt altså 4608 kr. I 2011 og 2012 er tabene endnu mindre på grund af en kompensationsordning. Af det beløb man står til at miste i 2011, bliver man kompenseret for 75%, hvorved tabet for de fleste er yderst behersket. I 2012 er kompensationen 50%. Ét er beregninger af en ukompliceret sag som børnechecken. Det er ikke så godt, at pressen ikke har kunnet formidle det på en fejlfri måde, når nu det ikke er så svært gennemskueligt. Men når nu så nemme regnestykker går galt - kan vi så på nogen måde forvente, at pressen overhovedet har de økonomiske og matematiske kompetencer til at forstå, overskue, beregne og videreformidle de langt mere komplicerede økonomiske sager, som når Løkke og Thorning hver især fremsætter deres økonomiske udspil? Det er ufatteligt vigtigt for landet og de økonomiske fremtidsudsigter, at pressen videreformidler de forskellige økonomiske udspil på en troværdighed og sandfærdig måde. Ellers kan vi ikke tage stilling på et fyldestgørende og korrekt grundlag, for det er jo langt de færreste vælgere, som selv opsøger grundkilderne hos partierne for selv at studere dem. Og selv hvis de gjorde, er kun få i stand til at forstå de økonomiske konsekvenser til bunds. Men så er det jo godt, at vi har pressen til at klare den opgave. Det er pressen, som på vegne af borgerne, skal kunne perspektivere konsekvenserne af partiernes økonomiske politik. Og når mange tager stilling med udgangspunkt i mediernes gengivelse, er det ikke særlig fantastisk, hvis vælgerne på grund af de manglende regne-evner ender med at tage politisk stilling på grund af historier, som er faktuelt forkerte.

Journalistik strategi efterlyses

2010-05-25T07:35:00.010+01:00

Journalister og chefredaktører har blikket så stift rettet mod den næste historie, at man sjældent gør sig de nødvendige tanker om, hvad meningen med det hele egentlig er. Strategier vil kunne forbedre det journalistiske arbejde

Så røg Stein Bagger endnu et par grader op på skalaen over kendisser og andet godtfolk med medie-stjernestatus.

Årsag: Bagger er kriminel og har et langvarigt fængselsophold foran sig. Den slags er mere og mere udbredt som direkte adgangsbillet til medierne, selv på DR og TV 2.

Sådan burde det ikke være. Og det behøvede heller ikke at være sådan, hvis medierne i langt højere grad lagde langsigtede journalistiske strategier. Hvorfor har ingen medier en langsigtet, journalistisk strategi med en vision for, hvad man egentlig vil med sit arbejde? Er der overhovedet nogen, som har en egentlig vision? I hvert fald ville ingen vision kunne understøtte brugen af krimikendis-journalistikken, som i mange henseender er decideret nedbrydende for samfundets almindeligt accepterede normer.

De færreste er sikkert i tvivl om styrken ved strategier: De er et afgørende redskab til at holde fokus, når massive påvirkninger - for eksempel konkurrenternes adfærd - lokker én på afveje med afstikkere til steder, som måske ligefrem modarbejder strategien. Børsen og Kristeligt Dagblad er måske de eneste medier, som har evnet at udvikle sig strategisk i fuld konsistens med de oprindelige værdier.

De store, brede medier i dag har derimod klare profileringsmæssige udfordringer. Det er nemmere i dag end tidligere at se forskel på Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken, men i bund og grund er det de samme journalistiske vinkler og temaer og de samme historier, alle løber efter. Det gælder også DR og TV 2.

Medieprofessor Anker Brink Lund benævner fænomenet som lemminge-defekten. Ingen redaktør lever uden frygt for at vågne op og finde ud af, at alle konkurrenterne har en historie, man ikke selv har. Den frygt dominerer, så man hellere følger i konkurrenternes fodspor end at gå egne veje.

Nyhedsstrømmen skaber en dag-til-dag konkurrence, som er intens, og som har det med at forstærke negative tendenser.

Én af dem er altså den usympatiske dyrkelse af kriminelle personer på en måde, som gør dem til kendisser. Tendensen har efterhånden bredt til samtlige medier.

Ingen journalister er stolte af den udvikling. Og når ingen er stolte af den, ville den heller aldrig have fundet vej ind i en journalistisk strategi som et bevidst tilvalg. Ingen ønsker med fuldt overlæg at satse på krimi-kendis journalistik. Det er tværtimod blevet en tendens, der har sneget sig ind på redaktionerne med argumenter om, at det er “en god historie”. Senere spredte uvæsnet sig ind i underholdnings-talkshows og andre programmer i den lette genre, hvor krimi-kendisserne puttes ind i en hyggelig feelgood-sammenhæng. Pludselig er de normaliserede og gjort til rollemodeller, hvor unge mennesker kan se, at kriminalitet skam slet ikke er diskvalificerende adfærd i samfundet - tværtimod.

Når ingen journalister reelt ønsker den tendens, og den alligevel findes, er det foruden lemmingedefekten også et udtryk for, at der netop mangler strategi og visionær tænkning i pressen.

Strategier vil give journalister og redaktører præcise redskaber til at blive mere bevidste om de negative tendenser og nødvendigheden af aktivt at bekæmpe dem. Og uden strategier risikerer de i stedet at eskalere med stadig større skadevirkninger til følge. Foruden krimi-kendis tendensen kan også følgende to eksempler identificeres:

Dyrkelse af ekstremer. Ét af de mest virkningsfulde nyhedskriterier er konflikten, der for alvor kan pumpe en historie op. Politikere, meningsdannere, erhvervs-virksomhederne, græsrødder, aktivister, terrorister og mange flere grupper har opdaget, at ekstreme handlinger eller udtalelser er en sikker måde at få adgang til medierne på. Terrorisme og aktivisme (som vi så det i forbindelse med Ungdomshusets rydning) er de mest yderligtgående eksempler, men i det daglige ser vi en udlændingedebat, som er kørt i ekstremismens grøft af pressen. Det sker ved, at man hellere interviewer to meget uenige politikere med hvert sit ekstreme synspunkt end midtersøgende politikere, selvom sidstnævnte repræsenterer en langt større del af befolkningen

Ethvert medie med respekt for sig selv har øget sit fokus på den politiske proces fremfor det politiske indhold. Politiske kommentatorer fylder stadig mere. Historier om personerne, deres kampe og vejen frem mod regeringskontorerne samt fokus på næste valg bliver stadig mere dominerende. Det har skærpet retorikken blandt politikerne, og det ses stadig hyppigere, at de lyver eller taler vildledende. Det er en journalistisk opgave at sortere i politikernes postulater, men det bliver stadig sjældnere, at politikere bliver stillet til ansvar for deres fordrejninger. Historien vinkles på konflikt og uenighed frem for på væsentlighed, simpelthen fordi konflikthistorien er saftigere end væsentlighedshistorien. Men i langt de fleste tilfælde er den ud fra et samfundssynspunkt den ringeste og mindst brugbare historie

Fælles for de tre nævnte tendenser er, at de øger pressens andel i begivenhederne og i en samfundsudvikling, ingen af os reelt ønsker. Det vil være positivt, hvis enten de enkelte medier eller pressen som branche aktivt udviklede strategier, som havde til formål at fremme det gode journalistiske arbejde - og bekæmpe de negative tendenser.

Medierne gør kriminelle til stjerner

2010-05-17T21:01:00.007+01:00

Stein Baggers optræden søndag aften i ugens bedste sendetid var ubetalelig eksponering af en dybt kriminel mand.

Det kan man ikke bebrejde Stein Bagger - det er i hans indlysende interesse at komme ud med sine budskaber på en så vellykket og sympatisk måde som muligt fuldstændig, som det også var tilfældet med Rigmor Zobel over for samme Reimar Bo Christensen. I begge tilfælde virkede de to dømte kriminelle som så velforberedte og trænede, at de utvivlsomt op til udsendelserne havde allieret sig med dyre kommunikationsrådgivere.

På sin side synes DR ikke tilsvarende at have forberedt sig på at sidde over for professionelle kommunikatører, der ville gøre hvad som helst for at vinde sympati. Ingen kritiske spørgsmål af betydning og slet ikke i nærheden af den aggressive stil som hårdtarbejdende og seriøse mennesker indimellem udsættes for af medierne - såsom politikere, ministre, erhvervsfolk.

Det er en skidt udvikling, at medierne i stigende grad åbne spalterne og stiller sendetid stort set ukritisk til rådighed, når det handler om kendte kriminelle. Det er meget sværere at blive eksponeret på DR og TV 2 for netop erhvervsfolk og andre, som skaber reel værdi og velstand til Danmark og danskerne end det altså er for dem, der med samfundsnedbrydende aktiviteter gør det modsatte.

Enhver journalist og redaktør, som lader personens kriminalitet være adgangsbilletten til medieeksponeringen, har det med at udvikle sin egen argumentation for, at det helt bestemt er i samfundets og offentlighedens interesse, selvom det i virkeligheden er dybt kontroversielt og forbundet med et have af etiske og helt uafklarede spørgsmål, såsom hvordan påvirker denne type valg det omgivende samfund og især børn og unge. Faktisk kan man høre journalister argumentere, så det nærmest lyder rigtigt at gøre. Men det er forkert.

Isoleret set kan det ud fra et journalistisk synspunkt være en god historie at bringe interviews med Bagger, Zobel, Camilla Broe, Anni Fønsby osv. - men der er en lang række negative sider ved det, som de ansvarlige redaktører aldrig forholder sig til. For eksempel virker det absurd, at disse kriminelle kan få hele og halve timers taletid på landsdækkende tv til stort set uimodsagt at udstille sig selv som ofre. Man kan næsten føle medlidenhed, når intervieweren med følelsesladede spørgsmål får de pågældende til at bryde sammen eller fælde en tåre.

Desværre ser det nu ud til, at der også var et økonomisk motiv hos DR og Reimar Bo Christensen til flere af de redaktionelle valg, der blev truffet - herunder interviewets længde. I hvert fald er det kommet frem, at Reimar Bo som selvstændig har solgt interviewet til DR. Prisen på den slags afhænger naturligvis af længden og af et eksklusivitetselement, når man får et solointerview. Og så hænger det også nøje sammen med sendetidspunktet. Der lader altså ikke til at være tale om rene journalistiske overvejelser, hvilket blot forværrer troen på dømmekraften hos de involverede.

Det understreger yderligere, at denne type interviews ikke er journalistik, men blot ren underholdning. Man vælger at eksponere negative forbilleder i stedet for at bruge ressourcerne og sendetiden på at bringe noget eller nogen, der gør en positiv forskel for Danmark og for danskerne. Selv ikke engang statsministeren ville kunne bevilges en hel times ukritisk interview på tv en søndag aften.

DR og TV 2 har et helt særligt ansvar, fordi de er landsdækkende public service-medier, og ingen personer i dette land bliver ægte kendisser, før de er blevet profileret på DR eller TV 2.

Og public service-medierne bidrager derfor aktivt til at give kendte kriminelle stjernestatus og positiv opmærksomhed fra børn og unge, der er ekstremt påvirkelige i forhold til det, medierne bringer. Medieoptræden er i sig selv et mål, som børn og unge i dag ser som det højeste, man kan nå. Signalværdien i at tildele disse kriminelle den opmærksomhed, den sendetid og den interview-længde sender alle signaler til borgerne og især de unge om, at vi her at gøre med en yderst betydningsfuld mand.

Stein Bagger havde en masse, han gerne ville nå at sige - altsammen for at fremstille sig selv i et bedre lys. Men indholdsmæssigt var der ingenting, som underbyggede ovenstående signaler fra DR om, at denne man vitterlig er så vigtig og betydningsfuld.

Således også interviewet med Bagger, der ikke indholdt én ny væsentlige oplysninger for dem, der har fulgt sagen. Og dem der ikke har fulgt sagen, vil næppe have følt et stort afsavn, hvis ikke DR havde bragt interviewet.

I aften forsøger DR sig igen. Camilla Broe, som selv har erkendt medvirken til narkosmugling, skal interviewes i Aftenshowet, som er et feelgood sofaprogram og ikke et sted for den kritiske journalistik. Som borgere og seere skal vi altså tolerere en narkokriminel blive medieeksponeret, som Broe i øvrigt er blevet det massivt i de seneste mange måneder. Desværre ikke i form af kritisk journalistik. Tværtimod har medierne på grotesk vis vendt al sympati mod Camilla Broe, fordi hun omsider stod til at få sin straf for medvirken til én af de værste forbrydelser, man kan være involveret i.

Udviklingen er monumental. Selv de såkaldte seriøse medier som DR og TV 2 samt de store dagblade dækker i stigende grad visse kriminelle ud fra en underholdningsværdi, og selvom befolkningen vender sig massivt imod det, finder de ansvarlige journalister og redaktører alligevel undskyldningerne for at bringe skidtet.

Der er tale om et kæmpemæssigt skred i anstændigheden, og der er tilsyneladende ingen andre overvejelser længere end det rent journalistiske argument om, at det jo er en god historie - underforstået at så må alle andre overvejelser og bekymringer vige. Men medierne har et ansvar i kraft af deres enorme indflydelse på den måde, vores værdier og normer formes på. Det ansvar skal de stå ved.

Og så ligger der et stort paradoks i, at staten med den ene hånd bruger enorme ressourcer på at bekæmpe kriminaliteten, mens statens egne medier ikke har nogen journalistisk strategi for at understøtte denne bekæmpelse. Det ville ellers være i alles interesse, hvis medierne indbyrdes og sammen blev enige om, hvordan de på en progressiv måde kan bidrage til at mindske kriminaliteten.

Der er i hvert fald brug for selvransagelse i medierne i den måde, kriminelle eksponeres og fremhæves på - og som skader vore børns og unges idealer. Jo før, desto bedre.

TV er gud .. og guld

2010-05-04T21:14:00.004+01:00

Levende billeder er og bliver magi, som allerede salig Karen Blixen sagde det efter sin første tv-optræden i starten af halvtredserne - “It gives you away”. Tv giver liv til drømmene og følelserne, og det er dét, annoncørerne tiltrækkes af. Men det er tv som massemedie, der for alvor trækker og ikke små, enkeltstående videosekvenser

Krise eller ej - tv-branchen og -mediet har med uventet stor hast og styrke overkommet det voldsomme dyk i konjunkturerne, som indtraf i 2008.

En frisk analyse fra EU-Kommissionens European Audiovisual Observatory viser, at Europas 12 største privatejede tv-grupper samlet set vendte et underskud i 2008 på i alt 1,2 mia. euro til et overskud på 1,5 mia. euro i 2009 - endda selvom omsætningen rent faktisk f aldt fra både 2007 til 2008 (med 3%) og igen i 2009 med 1,9% i forhold til 2008, så på trods af mindre fald i omsætningen i de to år er det alligevel lykkedes at øge det samlede overskud med 2,7 mia. euro. Det vidner om, at der omkostningsmæssigt er hanket gevaldigt op i sektoren og i de enkelte selskaber.

De 12 tv-grupper tæller ikke færre end 534 tv-kanaler, og alle er involveret i yderligere ét eller flere led i tv-værdikæden, hvilket er bolværket mod den totale reklameafhængighed.

Det er helt karakteristisk for de 12 grupper, at dem der har diversificeret sig mest i værdikæden også er dem, der har vist sig langt mere robuste for krisen. Skrækeksemplet er Central European Media Enterprises, der med et fald i 2009 på omkring 30% i både omsætning og resultatet klarede sig suverænt dårligst. Forklaringen er ganske enkelt en alt for stor afhængighed af reklamemarkedet og annoncørerne, hvilket er parallelt til problemerne omkring TV 2s hovedkanal. Det slår knaldhårdt, når lavkonjunkturerne sætter ind.

Den hurtige genrejsning viser en imponerende styrke for tv-mediet, og det afspejler sig også tydeligt i aktiekurserne. For eksempel er MTG-aktien tilbage på en kurs omkring 450 som før krisen. Den nåede et bundniveau for godt et år siden i kurs 117. Prosiebensat.1 bundede omtrent samtidig i 0,9 euro og ligger nu over 14 euro. Den har dog endnu kun indhentet det halve i forhold til toppen inden krisen.

Det går med andre ord aldeles fremragende for tv-mediet, og forklaringen skal findes i, at flow-tv har en overbevisende og velfungerende forretningsmodel i form af en blanding af reklame- og abonnementsfinansiering, sat i struktur gennem et veludviklet distributionssystem. Det sikrer indtægter til tv-kanalerne, som kan anlægge en langsigtet risikovillighed til indkøb af kostbart indhold, film- og sportsrettigheder mv. Dermed sikres også brugerne og seerne indhold i en kvalitets- og prisklasse, der ligger en hel del over det, der kan findes på nettet - i hvert fald i lovlig form.

Den “kontrakt” mellem seerne og tv-kanalerne gør, at de nye digitale medier og tv-indhold on-demand trods al hypen ikke har opnået samme forretningsmæssige succes. Brugerne ville af praktiske årsager sikkert foretrække suverænt selv at kunne vælge tid og sted, men for at det skal kunne lykkes, skal en række forudsætninger være til stede, og som jubeltosserne altid glemmer i lovprisningen af, at de nye medier kun er udstyret med fordele: Hvor er pengene?

Nogen skal betale festen og for det gode indhold, men det har hidtil vist sig umuligt at få brugerne til at betale for indhold online. Der er ikke nogen eksisterende struktur, som skaber de nødvendige pengestrømme. Flow-tv, derimod, er en megasucces, der sidste havde havde sit bedste år nogensinde målt i seertid.

De nye digitale platforme kan rigtig mange ting, og det er især stærkt på brugergenereret (og dermed gratis) indhold. Men de kan ikke levere produkter og indhold af højeste kvalitet, produceret med høje budgetter, standarder og mål, ganske enkelt fordi indtægterne og betalingsvilligheden ikke er til stede på nettet.

Ifølge New York Times er Google imidlertid på vej med noget. En tv-boks. Den ventes at ville bridge internettet til tv-apparatet, og så bliver man kunde hos Google, der vil udbyde det indhold, som hidtil kun har kunnet finde forretning og finansiering på traditionelle flow-tv kanaler.

Etableringen af kunderelationen i kombination med en gatekeeper-funktion vil potentielt løse problemerne med at få penge fra indhold, der ligger på nettet. Du har en konto hos Google, og hver gang du støder ind i spændende kvalitetsindhold, bliver du bedt om bekræftelse for Purchase. Det tager mindre end et sekund. Og Google tager endnu et indhug på alle de traditionelle medier, når selskabet når en kritisk masse i antallet af betalingsvillige abonnenter til sin tv-boks, der rummer masser af suverænt indhold, erhvervet eksklusivt og for meget store summer.

Hvad angår tv-mediets voldsomme gennemslagskraft og styrke, kan de nye medier heller ikke konkurrere - ikke endnu, i hvert fald. For borgerne er det både godt og skidt, at tv-mediet på få øjeblikke flytter holdninger og skaber folkestemninger, og dermed også flytter vælgere i store tal, som intet andet end netop flow-tv kan gøre det. Det er flow-tv som massemedium, der bjergtager hele befolkninger, og som på minutter kan knuse et menneske eller give det heltestatus. Berygte eller berømme.

Forfatteren Karen Blixen var blandt de første, som prøvede tv-mediets magiske effekt, og hun blev efterfølgende interviewet om det.

but when I was speaking in America, they told me that there were 105 million TV sets in America ... It is a strange feeling to speak to millions of people. I think one feels it. There is something strange about television, very odd, also in another way. They told me over there that television is dangerous, it gives you away, you can’t hide your true nature, appearing on television. They said that McCarthy, then a very popular person, was ruined in one or two days, after appearing on television. People did not believe him, or they did not trust him any more.... In general, people who appeared on television over there were kind of “waterproof”. (Citat fra et radio-interview med Karen Blixen, 1955)

Når krybben er tom ...

2010-04-12T21:53:00.001+01:00

Der har altid været intens rivalisering mellem den trykte dagspresse og statens public service-stationer DR og TV 2 - men betydelige økonomiske interessekonflikter truer netop nu troværdigheden

Det er ikke sjovt at være dagblad i disse tider. Oplaget falder, annoncemængden er ussel, og medieforbrugerne tilbringer mere og mere tid på dagspressens rival nummer ét: tv.

Ovenikøbet får de elektroniske medier langt den største del af den pulje penge, som bruges til mediestøtte, selvom dagbladenes selvopfattelse tilsiger, at de er langt vigtigere end det overfladiske tv-medie.

Men der er måske lys forude. Politikerne rumler med en større omlægning af den samlede pose penge, der hvert år bliver brugt til mediestøtte.

Af de 6,4 mia. kr. der bruges på at støtte medier på forskellig vis går 1,5 mia. kr. til de trykte medier. De elektroniske får 3,9 mia. kr. Langt hovedparten - 3,3 mia. kr. - går til DR, mens TV 2 via sine regioner tilføres godt 400 mio. kr., som bruges til at producere regionalt tv til TV 2s sendeflade.

Nu er det til diskussion, om pengene bruges på den rigtige måde, og udsigterne til en eventuel omlægning af måden at bruge støttemidlerne på får dagbladene til at vejre morgenluft. For tænk nu hvis man kunne overbevise politikerne om at flytte nogle af pengene væk fra primært DR og til de trykte medier. Det vil dog kræve, at man skaffer sig en bred anerkendelse af, at den trykte presse er meget vigtigere end de elektroniske medier.

Det vil undre mig meget, hvis ikke dagspressen har lagt en udførlig og ambitiøs strategi for, hvordan de vil påvirke politikerne i “den rigtige retning”, underforstået til fremme af synspunktet om, at dagbladene fortjener flere penge af dem, der i dag går til de elektroniske medier.

Jeg kan dog ikke forestille mig, at dagspressen bevidst har lagt en strategi for ligefrem at forringe DRs og TV 2s omdømme. Jeg kan heller ikke tro, at man ligefrem har besluttet sig for at sætte målrettet ind - via både direktionerne og redaktionerne - for at få TV 2 og DR til at stå i et så dårligt lys, at politikerne overbevises om, at det ville være godt - når nu DR og TV 2 gør det så skidt som jævnligt beskrevet af dagbladene - at omfordele nogle af mediestøttekronerne. Men sådan kan det komme til at fremstå, når man ser på mængden af forskellige offensive tiltag mod DR og TV 2. En stor del er tilmed rent avisskabte historier, mens andre er uden reel væsentlighedsværdi. Men de gavner dagbladenes position, for historierne sværter DRs og TV 2s omdømme.

Problemet er, at dagspressen som ovenfor nævnt har stærke økonomiske interessekonflikter i forhold til DR og TV 2. Der foregår en kamp om fordelingen af mediestøtten.

Det er uheldigt, at dagspressen i ømtålelige sager, hvor den økonomiske interessekonflikt er så åbenlys, ikke sørger for at holde den journalistiske fane ekstra højt. Man bedriver journalistik mod ikke bare sine konkurrenter, men altså også imod dem, der er direkte modstandere i kampen om fremtidens allokering af de mange rare mediestøttekroner.

Det burde med andre ord altid være journalistik renere end sne, når man journalistisk behandler sine konkurrenter, men sådan er det ikke. Jeg har endda oplevet tv-anmeldere hos den trykte presse, som har givet en dårlig anmeldelse af den foregående aftens tv-udsendelser - uden at have set de pågældende udsendelser. Pinligheden hos den pågældende indtrådte først, da han blev konfronteret.

Her er et lille udddrag af de seneste ugers særdeles skarptvinklede, kritiske historier mod DR og TV 2, og som sagtens kunne have tålt større nuancering:

Venstres pressekonsulent Ditte Okmann stopper i jobbet efter sin Facebook-fadæse. DR kritiseres bla. af Politiken for ikke at have gjort en større ting ud af det i sin nyhedsudsendelse, men nøjedes med at omtale det kort i noteform. DRs synspunkt om, at væsentlighedskriteriet ikke er opfyldt affejes - selvom historien var avis-skabt
Dagspressen, primært B.T., sår tvivl om DRs troværdighed ved at påstå, at DR snyder med SMS-afstemningerne i underholdningsprogrammet X factor. B.T. formår aldrig at føre et bevis for det eller sandsynliggør, at DR skulle have et motiv til at sætte årtiers troværdighed over styr, som ville være tilfældet, hvis der blev svindlet
DR og TV 2 stod i lækagesagen kollektivt fast på, at kildebeskyttelsen er ultimativ, hvilket gav stærk kritik i den trykte presse. Men hvis DR og TV 2 omvendt havde brudt kildebeskyttelsen, ville dagspressen med stor sandsynlighed have kritiseret den beslutning også
Forleden angreb dagbladene DR for at udnytte licenspengene ved at levere gratis tv til togene i det statsejede DSB. En win-win situation for licensbetalerne og skatteyderne, der får mere udbytte af både deres licenspenge og af deres togbillet. Dagspressen mener, at DSB burde have betalt for indholdet og have købt det på det private marked, hvilket i sidste ende havde kostet forbrugerne og skatteyderne flere penge end at lade DR levere indhold til vores fælles, kollektive trafik. Kritikken går på, at DR bruger licenskroner/støttemidler til at levere indholdet, - men aviserne har selv støttepenge i ryggen

Dagbladenes kritik af DR og TV 2 har altid været der. Det er nødvendigt med kritisk journalistik, når ikke mindst DR får kørt så ufattelig mange penge direkte ind i forhallen hvert år. Og det er i den grad nødvendigt at holde journalistikken statens egne medier - der burde være forbillede for alle - under opsyn.

Men kritikken skal være sober og uangribelig i en tid, hvor medierne forsøger at påvirke offentligheden og politikerne til at lave mediestøtteordningerne på en sådan måde, at det lige præcis tilgodeser sig selv.

Det er tvivlsomt, om DR og TV 2 overhovedet selv har erkendt, at denne trussel mod omdømme og anseelse indebærer en betydelig risiko for, at de to virksomheder udsættes for en svækkelse af deres positioner i de kommende medieforligsforhandlinger. Var det tilfældet, ville vi formentlig for længst have set DR og TV 2 langt mere offensive i, hvad der mest af alt ligner en propagandakrig.

Dagsordenen og væsentligheden

2010-03-17T22:01:00.001+01:00

Magten over nyhedsformidlingen og dermed over samfundsdagsordenen koncentrerer sig i voksende grad på tv-mediet og dermed på stadig færre hænder. Det øger kravet til de få, der hver dag bestemmer, hvad der skal i fjernsynet og deres evne til at holde fokus på væsentligheden

Hvis man hører til dem, der mener, at fjernsynets rolle og betydning er ved at være udspillet, og at de unge kun gider YouTube og Facebook, er der et par ting, man lige skal huske på:

Den gennemsnitlige seertid satte igen i 2009 rekord med et dagligt gennemsnit på tre timer og ni minutter for alle danskere.
DR og TV 2 har omtrent tredoblet deres daglige sendetid af nyheder, aktualitet og debat siden midten af halvfemserne.
Dagbladene lider under dramatisk faldende oplags- og læsertal, hvilket forplanter sig som en stadig mere betydningsløs position dagsordensættende faktor.
Danskerne angiver tv som deres foretrukne kilde til nyheder.

Altsammen indikationer der peger i samme retning - at tv-mediet er langt på vejen til at etablere sig i en fuldstændig dominerende rolle som dagsordensætter for de samfundsmæssige spørgsmål, vi borgere og magthaverne diskuterer til daglig. Forbruget af tv-mediet er så massivt og tilmed voksende, at ingen andre medier er i nærheden af at kunne konkurrere med det.

Tallene dokumenterer, at tv - helt konkret DR og TV 2 - opruster og gør sig stærkere i takt med, at dagbladenes betydning sygner hen og masser af dagblade ikke tilnærmelsesvis har den betydning for dagsordenen som for 20-30 år siden. Og på nettet finder man ingen betydende nyhedsformidlende konkurrenter til tv-mediet. Det er tvivlsomt, om nogen internetbaserede nyhedsmedier nogensinde vil blive det.

Mere end nogensinde er en journalistisk historie først en rigtig, dagsordensættende historie, når den har været på tv, uanset hvor den oprindeligt kom fra. Og når først tv er på, kæmper politikerne, kommentatorerne og opinionsdannerne om at få en plads på skærmen. Er det et dagblad, gider de ofte ikke engang ringe tilbage, for der er slet ikke samme profilering i aviserne. I PR-branchen er der ingenting, der slår at skaffe sin kunde et to minutters indslag i DRs eller TV 2s nyhedsudsendelser.

Tv-mediets stadig mere centrale position betyder samtidig en øget magtkoncentration i den såkaldte fjerde statsmagt - pressen. Magtkoncentration, eller monopolisering, er alt andet end sundt. Det er hæmmer konkurrencen, og det er et udtryk for, at der er problemer med mangfoldigheden. Og magtkoncentrationen omkring DRs og TV 2s nyhedsredaktioner betyder samtidig, at færre og færre mennesker bestemmer samfundets dagsorden. Det er der grund til en debat omkring.

Der er især to centrale nyhedsudsendelser i Danmark, der for alvor afgør, i hvilken retning magthaverne løber den næste dag - uanset om det er politikere, ministre, myndighederne, virksomheder eller organisationer. Det er 19 NYHEDERNE på TV 2 samt TV-avisen kl. 21.00. Begge har blot 25 minutter til rådighed hver dag, og begge udsendes fra statslige medier, som er underlagt høje public service-krav.

25 minutter er ekstremt kort tid og stiller nærmest umenneskelige krav til de enkelte redaktørers dømmekraft. De skal med sikker hånd udvælge de 10-12 allervæsentligste nyheder blandt de hundredevis, som det foregående døgn har bragt. Udsendelsen skal samlet set bestå af en række indslag, som tegner et så relevant og retvisende billede af det, der er væsentligt for borgerne og for samfundet.

Bemærk især ordet væsentligt, for væsentligheden er det bærende i de nyhedsforpligtelser, som DR og TV 2 har. Ifølge den nyudnævnte kulturminister Per Stig Møller er netop manglen på væsentlighed et problem i nyhedsformidlingen på DR og TV 2.

Han vinkede i et interview i Kristeligt Dagblad med en vognstang mod DR og TV 2, da han sagde, at nyhedsudsendelserne ikke er "up to the point", at nyhedsudsendelserne ikke lever op til forpligtelserne om at formidle det væsentlige.

Han illustrerede det med et eksempel, hvor historien om, at seks Bandidos-rockere var skiftet til Hells Angels var blevet hovedhistorie i én af de bærende nyhedsudsendelser, og at indslaget varede 7-8 minutter.

“Der mener jeg, at man er ude i det absurde. Og dér svigter man tanken om at prioritere efter væsentlighedskriterier. For det er ikke væsentligt,” sagde Per Stig Møller.

At tv-mediet i disse år får markant øget betydning for nyhedsformidlingen til borgerne, gør det endnu mere centralt at forholde sig til væsentlighed som bærende journalistisk nyhedskriterium.

Hvis konflikt, sensation og identifikation får større vægt som journalistiske nyhedskriterier end væsentlighed, falder dannelsesniveauet. Og det var essensen af Per Stig Møllers kritik.

På DR ville nyhedsdirektør Ulrik Haagerup ikke forholde sig til ministerens kritik, mens souschef på TV 2 NYHEDERNE, Mikkel Hertz, godt ville indrømme, at "der er dage, hvor vi tager os selv i, at det bliver for kulørt".

Det kulørte er de letbenede historier, som har fraværet af væsentlighed til fælles, og det, Mikkel Hertz prøver at sige er, at TV 2 godt selv véd, når man er gået over stregen og har fravalgt væsentlige nyhedshistorier til fordel for ikke-journalistiske nyhedsindslag.

Det er historier fra krimi- og politigenren, der nok rummer stor fascinationskraft, men sjældent perspektiver eller væsentlighed. Det er historier fra tv-stationernes egne underholdningsafdelinger, hvor tv-underholdningsprogrammer ophøjes til virkelighed ved, at gerne lader egne underholdningsprogrammer blive genstand for nyhedshistorier og journalistik i egne debat-, aktualitets- og nyhedsudsendelser.

Det er mere underholdning end journalistik, sukker i stedet for vitaminer, chokopops i stedet for havregryn. Og når underholdningen pakkes ind som journalistik, udvisker man skellet mellem fiktion og virkelighed. Det er opskriften på det kulørte. Og det kulørte væsentlighedens største modspiller.

Mediefragmentering - massemediernes død?

2010-03-03T09:25:00.018+01:00

Gennem de sidste 10-15 år har begrebet mediefragmentering vakt stadig større begejstring hos medierne og fagfolk, og der er heller ingen tvivl om, at det giver spændende, kommercielle perspektiver. Men er mediefragmenteringen da også lutter lagkage for folket og for brugerne?

Jeg er ikke en særlig moderne journalist. For når alle andre i den offentlige debat kun ser på forsiden af en medalje, får min indre, journalistiske Rasmus Modsat stærk trang til at kigge efter den oversete og glemte bagside.

Som nu eksempelvis den meget hyldede mediefragmentering. Eller dagbladenes forretningsmodel, der nu til dags nærmest bliver latterliggjort af alle som værende et uddøende levn fra gamle dage. Er der da slet ingen nuancer i den virkelighed?

Klart, at modellen er voldsomt presset og i den grad har brug for at blive omdefineret. Men som jeg ser det, er der omvendt heller ingen tvivl om, at modellen ikke kan erstattes af indtjeningen fra nye medier, mobil, internettet, sociale medier mv. - ikke endnu i hvert fald. Og ikke foreløbig.

Modellen har hidtil vist sig rasende solid og har genereret mange, mange milliarder i indtægter. Og den er stadig ret genial, den fejler som sådan ikke noget - indtægterne kan bare ikke længere bære det vanvittig høje udgiftsniveau. Er det en naturlov, at aviser ikke godt bare kunne bestå af 16 eller 20 sider, vel at mærke udelukkende af topkvalitets indhold og velredigeret? Ipad og andre e-readers vil kunne hjælpe med til en voldsom reduktion i udgifterne til avispapir, tryk og distribution - usikkerheden står om, hvor længe der vil gå.

Mediefragmenteringen indvirker voldsomt på dagbladenes forretningsmodel. Det vidner især Børsens og Kristeligt Dagblads stærke markedspositioner om. De er begge "fragmenteret", har altid været det og har dyrket deres nicher. Og qva deres positionering har de kunnet vokse. Fragmentering er altså en vej til vækst. Det er en stærk grund til, at vi rent kommercielt synes, at mediefragmenteringen er fantastisk.

Fragmenteringen kreerer ovenikøbet bedre og mere præcise målgrupper for annoncørerne. Tidligere var man endda overbevist om, at denne kraftigere segmentering ville øge attraktiviteten af reklamepladsen og mere end kompensere for de brede medier, men det er ikke ligefrem sådan, det er gået.

Og for alle mediebrugerne virker fragmenteringen som en drøm - i hvert fald set med første øjekast. Man skal ikke længere lede så meget for at finde lige det indhold, man søger. Det er udskilt fra alt det andet og kan findes præcist og fininddelt på tv-kanaler, aviser, magasiner og websites. Man har altså mulighed for at undgå at forholde sig til alt muligt andet, der føles irrelevant. Men det er omvendt også et tab, for mediefragmenteringen undergraver massemedierne, som er vores allesammens fælles referenceramme.

Omnibus-avisen, mainstream-kanalerne og andre massemedier bidrager til dannelse, information og folkeoplysning om forhold, som den enkelte bruger ikke selv var klar over, at vedkommende kunne bruge - hvis det ikke blev lagt lige foran snuden på ham eller hende.

Et scenario uden brede medier, uden massemedier, som kommunikerer og appellerer bredt til os alle ville derfor være et kulturelt og samfundsmæssigt tab. Hvis vi sættes i stand til behørigt at undgå enhver form for "forstyrrende" indhold foruden vores individuelle, snævre interesser, vil vi samtidig miste muligheden for at få udvidet horisonten ved at blive eksponeret for det overraskende, det anderledes, det spændende, det uventede - indhold, artikler og tv-udsendelser vi ikke anede, at vi ville blive fascineret af. Uden det ville vi blive åndeligt og intellektuelt fattigere.

Fragmenteringen medfører ikke kun fordele og fremskridt. Der er som ved alt andet også et offer, men det er ikke en del af den store, offentlige debat, og det er en fejl, fordi der er tale om en så væsentlig nuance, at man ikke kan diskutere fragmentering uden også at diskutere fragmenteringens omkostning for os og for samfundet.

Fragmentering er et pænere ord for splittelse. Det indebærer potentielt en splittelse af fællesskabet, hvis de brede, samlende mainstream-medier, massemedierne, ikke klarer sig og fortsætter med at erodere. Det store fællesskab vil simpelthen lide skade. Borgernes og Danmarks fællesskab, som har en enestående demokratisk og oplysende funktion.

Hvis fragmenteringen reelt bidrager til opløsningen af samfundets homogenitet og medvirker til en undergravelse af vores fælles værdier og erstattes af smalle værdier i subkulturer til følge, så har vi et problem - et problem politikerne bør forholde sig til i fremtidens mediestøtteordning.

Det smalle ser i stigende udstrækning ud til at kunne klare sig selv, hvorimod det brede vendes ryggen, fordi færre og færre giver bliver forstyrret af noget som helst, der ikke passer ind i den enkeltes individuelle, skræddersyede behov. Måske er det massemedierne, der har brug for den største, hjælpende hånd for at understøtte de fælles, kulturelle værdier i vort samfund.

I 1996 havde TV 2 mere end 600 tv-programmer, som trak over én mio. seere. I 2009 var tallet 168. Det er ikke fordi medieforbruget eller tv-seningen er blevet mindre, men fordi den enkelte generelt glider enkelte længere og længere ind i de nichemedier, hvor man i størst muligt omfang får dækket sine særlige interesser. Det er små subkulturer med egne værdisæt og måder at anskue omverdenen på. Det er vejen væk fra det store fællesskab.

Dagbladet Politiken er ét af de medier, som har valgt nichestrategien, blandt andet ved en række aktivistiske tiltag, som appellerer til en snævert defineret målgruppe.

Denne og andre nichestrategier udfordrer diskussionen om fremtidens mediestøtte. Det bliver nødvendigt at slå fast, at der er en sammenhæng mellem mediestøttens størrelse til det enkelte medie og så størrelsen af den målgruppe, det enkelte medie henvender sig til. Altså små beløb til medier som henvender sig til små målgrupper og store beløb til massemedier, der understøtter fællesskabet.

Hvad med Politikens journalister?

2010-02-26T15:41:00.007+01:00

Tøger Seidenfadens knæfald for ytringsfriheden er ikke gået stille for sig.

Seidenfaden går tit i opposition og ofte med voldsomme og diskutable metoder. Men med undskyldningen for Muhammed-tegningerne har han med sine grænseoverskridende dispositioner fået den hidtil kraftigste reaktion fra alle med nogen betydning i det danske samfund. Aldrig tidligere har så mange på tværs af politiske skel, arbejdsgivere og lønmodtagere i pressen vendt sig så definitivt imod en handling som denne gang.

Men der er én betydende gruppe, vi endnu ikke har hørt fra, og som undervejs i Seidenfadens mange eskapader og udfordringer af almindelig anstændighed har forholdt sig tavse - Politikens journalister.

Der er hen ad vejen journalister, som i stilhed har forladt avisen i protest mod, at avisen ikke længere råder over normale, journalistiske uafhængighedsprincipper, men er blevet en interesseorganisation, en politisk bevægelse. Det er sket med henvisning til, at det efterhånden er umuligt at bedrive journalistik på avisen, når man hele tiden skal tage subjektive hensyn til forskellige aktivistiske tiltag og holdninger.

Men der er stadig rigtig mange, som stadig arbejder på Politiken, og som må kigge ud af vinduerne og føle sig ubehageligt isoleret, når alle af betydning råber og skriger efter deres chef.

Det må gøre indtryk, at udover Tøger Seidenfaden er der ikke én eneste i toppen af dansk presse, som ikke synes, at Seidenfaden sælger ud af både pressefriheden og ytringsfriheden. I forrige uge var det kildebeskyttelsesprincippet der blev gradbøjet.

Politikens redaktionelle medarbejdere må føle sig splittede, med mindre de synes, at der ikke er andre, som kender sandheden og alle de rigtige svar end Tøger Seidenfaden. Hvis de ikke nærer blot en smule tvivl om, Seidenfaden nu også er nået så tæt på Gud, som han selv synes, så bør de ikke være journalister.

De må gøre ondt at se selv deres eget fagforbund, alle politikere og alle deres fremtidige arbejdsgivere uden undtagelse (for selv Tøger Seidenfaden stopper jo en dag og så skal man have et job et andet sted) tage så dyb afstand.

Der må sidde nogen på Politikens redaktion, som hylder de samme journalistiske principper som resten af pressen, som alle journalistkolleger på alle andre medier, og som godt kan gennemskue, at Politikens undskyldning naturligvis er et fatalt brud på disse principper.

Nogen derinde på Rådhuspladsen må kunne se, at Seidenfaden er drevet af politiske hensyn, og at han i sin kamp ofrer de journalistiske. Det klinger jo unægtelig noget dobbeltmoralsk, når Tøger Seidenfaden gør sig selv til dialogens mand som årsag til undskyldningen, men hvor dialog er en by i Rusland, når det kommer til dialog med de mange, mange stemmer, som ikke begriber Politikens handling og fordømmer denne handling. Med dem ønsker Seidenfaden ingen dialog, ingen indrømmelse, ingen forståelse, intet. De får blot at vide, at deres kritik er forfejlet. Så meget for at gøre sig selv til dialogens bannerfører.

Alle andre tager fejl. Den slags kaldes normalt storhedsvanvid. Han agerer som om, intet længere kan ramme ham, og ingen står over ham. Jeg vil gætte på, at han har bestyrelsen i JP/Politikens Hus, hvor han vil have dem, og hvor de ikke så meget som overvejer, om han fortsat er den bedste mand for Politiken.

Reelt set vil kun et oprør fra neden kunne bringe Politiken-vanviddet til ophør. Nogle har sagt fra, fordi avisen ikke længere er journalistisk uafhængig og objektiv. Hvornår når den resterende del af medarbejderne grænsen for deres journalistiske integritet? Hvornår vil de tage deres journalistiske virke tilbage og holde op med at ofre deres eget gode navn og rygte for en legitimering af dette politiske projekt?

Eller er de tiet til tavshed i en tid, hvor journalistjobs ikke ligefrem hænger på træerne?

Hyldest til DR og TV 2

2010-02-22T23:20:00.010+01:00

Presset på DR og TV 2 for at offentliggøre informationer, der måske/måske ikke kan afsløre kilden i den såkaldte lækagesag, er tårnhøjt. Og det vokser dag for dag. Både politikere, politiet og andre, konkurrerende medier kappes om at få DR og TV 2 til at opgive ét af de allerhelligste journalistiske principper - kildebeskyttelsen. Og heldigvis har både DR og TV 2 indtil videre afvist at give efter for det uhørte pres, og det er der al mulig grund til at rose dem for på vegne af demokratiet og den frie presse. Indtil videre står de betingelsesløst vagt om kildebeskyttelsesprincippet uanset omkostningerne og uanset de urimelige anklager om politiske motiver, som de to public service-stationer bliver skudt i skoene. Kildebeskyttelsesprincippet er apolitisk og gælder derfor for enhver - uanset hvilken politisk farve den pågældende har. Det er fuldstændig afgørende for pressens arbejdsbetingelser, at der ikke kan sås tvivl om, at kildebeskyttelsen er definitiv, og derfor er der grund til at håbe, at DR og TV 2 tager sagen helt til den bitre ende. Pressen kan være sikker på, at der vil tilgå den færre informationer fra kilder, som ønsker anonymitet, hvis de pågældende kilder ikke længere kan vide sig sikker på at være beskyttede. Og kommer der færre informationer og tips til pressen, er pressen stækket som fri og uafhængig. Det er den omvendte verden, når DR og TV 2 er på anklagebænken, hvor de i virkeligheden burde hædres. Desværre findes der politikere og selv højtstående pressefolk, som mener, at man godt kan gradbøje kildebeskyttelsen - at man kan vurdere en kildes ret til beskyttelse efter forgodtbefindende. På Berlingske Tidende mener chefredaktør Lisbeth Knudsen, at DR og TV 2 misbruger reglerne for kildebeskyttelse og reelt dækker over en potentiel forbrydelse - at der blev lækket en hemmelig information om jægersoldaternes indsættelse i Irak i 2007. At den potentielle forbrydelse skulle være alvorlig nok til at ofre kildebeskyttelsen, forklarer Lisbeth Knudsen med, at Forsvaret forsøgte at stoppe historien, inden den blev offentliggjort, og at det skete med henvisning til, at soldaternes sikkerhed blev bragt i fare. Men når man læser Lisbeth Knudsens egen avis to dage, før hun plæderer for, at TV 2 og DR skal bryde kildebeskyttelsen, fremgår det, at forsvaret på trods af offentliggørelsen af tidspunktet for indsættelse af jægersoldaterne og på trods af Forsvarets påstande om, at det satte soldaternes liv og sikkerhed i fare alligevel valgte at udsende soldaterne som først planlagt. Det virker horribelt, at hvis offentliggørelsen af denne oplysning var så truende for soldaternes sikkerhed som påstået af Forsvaret, at man alligevel udsender soldaterne på det planlagte tidspunkt, som altså nu var kommet til offentlighedens - og dermed fjendens - kendskab. Det kan kun tolkes på to måder - enten sendte Forsvaret jægersoldaterne ud i direkte livsfare, eller også var Forsvarets argument om soldaternes sikkerhed tomt og hult, en automatreaktion, som ville have været brugt i en hvilken som helst situation. At Forsvaret hverken stopper eller udskyder udsendelsen har således med meget ringe sandsynlighed bragt nogen som helst liv i fare, og dermed er den påståede forbrydelse vedrørende lækagen til at overse. Forsvarets bestræbelser på at stoppe en historie i pressen synes således mere at være et udtryk for en automatreaktion fra magthaverne/Forsvaret - en reaktion, som Lisbeth Knudsen altså tillægger så stor vægt, at hun mener, at kildebeskyttelsesprincippet skal brydes. Selvsamme Knudsen betegner blot en uge forinden kildebeskyttelsen for selve kronjuvelen i pressefriheden. Kronjuveler bør ikke ofres, før det er af allerhøjeste nødvendighed. Forsvarets inkonsistente ageren i sagen tyder på ingen måde på, at denne sag er af allerhøjeste nødvendighed til ofring af pressefriheden - eller i nærheden af at være en så alvorlig sag som angivet. At en SF'er mener, at sagen er så alvorlig, at journalisterne bør opgive kildebeskyttelsen, skal vist først og fremmest vurderes ud fra den pågældendes politiske motiver end noget andet. Og kildebeskyttelsen er ikke til fals for politiske hensyn. Rent faktisk har der været forholdsvis få politikere, som har skreget på, at DR og TV 2 skulle bryde kildebeskyttelsen, hvilket tjener dem til ære. Langt de fleste synes at have forstået, at kildebeskyttelsen er meget vigtigere end en kortsigtet politisk gevinst på denne tvivlsomme sag. Omvendt kunne man godt have ønsket sig, at flere politikere uanset politisk observans utvetydigt havde støttet DRs og TV 2s åbenlyse forsvar for én af demokratiets grundpiller - den frie og uafhængige presse. Politikens Tøger Seidenfaden har tilsvarende Lisbeth Knudsen argumenteret for en gradbøjning af kildebeskyttelsesprincippet. Konsekvensen er, at man som potentiel kilde hos Politiken aldrig mere på forhånd kan være helt sikker på, om man rent faktisk nyder kildebeskyttelse. Man må i hvert fald som kilde på forhånd vurdere og tage i betragtning, at Politikens chefredaktør har taget forbehold for, at visse kilder ikke kan forvente at blive beskyttet. Har man henvendt sig til Politiken med tophemmelig information, risikerer man efterfølgende at blive vejet og fundet for let til kildebeskyttelse. Det er nemlig ikke sådan, at man kan forvente at få en advarsel om det på forhånd, som heller ikke kilden til lækagen om jægersoldaterne har fået. Det er intet mindre end en dødsensfarlig kurs at slå ind på for den frie presse - det kan i yderste konsekvens få fatal betydning for tilliden til pressens evne til at fungere uafhængigt. Nu forsøger politiet sig så med retslige skridt for at få DR og TV 2 til at blive møre. På TV 2 siger nyhedschef Michael Dyrby, at man her vil benytte sig af alle tænkelige midler til at beskytte sine kilder. Det samme vil DR gøre, og sådan agerer sande, upolitiske vogtere over de journalistiske principper. Betydningen af dette kan ikke overvurderes. Både DR og TV 2 gik endda så vidt i forsvaret af de journalistiske dyder, at de sanktionerede medarbejdere, som truede kildebeskyttelsen. På TV 2 måtte Kaare R. Skou en tur på tvungen orlov og kun en politikers krav om fyring gjorde, at han rent faktisk beholdt sit job. På DR måtte en journalist forlade arbejdspladsen, fordi vedkommende havde brugt sin DR-arbejdstid samt DRs udstyr til at indsamle journalistisk materiale, ikke til journalistisk brug i forbindelse med sit job hos DR, men til brug for tredjepart, som han delte et hævnmotiv over for den påståede lækage med. I de to tilfælde var der tale om brud på al journalistisk integritet og hæderlighed. Både DRs og TV 2s reaktioner mod de pågældende medarbejdere var både nødvendige og rigtige. Det tjener public service-institutionerne til stor ære at have gået drastisk til værks for at sende et klart signal til omgivelserne om, at kildebeskyttelsen er fuldstændig central for de to public service-virksomheder. Det er glædeligt, at statens egne medievirksomheder er gået i front for at værne om kildebeskyttelsesprincippet. Den kollegiale opbakning til beskyttelse af den journalistiske kronjuvel har været beskæmmende ringe, og det har været skuffende at se, hvorledes de normalt og i publicistisk forstand ellers så hæderkronede aviser ikke tilsvarende har værnet om journalistiske grundprincipper. Heldigvis kan DR og TV 2 samt de involverede journalister omvendt glæde sig over en fuldstændig uforholden opbakning fra Dansk Journalistforbund, hvor formand Mogens Blicher Bjerregaard http://politiken.dk/indland/article909035.ece er helt klar i mælet omkring kildebeskyttelsen. Også herfra påpeges, at sagen skal have overordentlig stor vigtighed, før journalister gennem retslige skridt kan tvinges til at opgive kildebeskyttelsen. Visse enkeltpersoners tanke om, at DR og TV 2 skulle opgive kildebeskyttelsen af egen drift og uden kamp og uden en retslig vurdering om sagens vigtighed for brud på kildebeskyttelsen er skadelig for journalistikken. Blicher Bjerregaards uforbeholdne støtte til kildebeskyttelsen er derfor et lille lys i mørket oven på de chefredakteurielle svigt i dømmekraften i denne sag. Måske er der stadig et håb for journaliststandens troværdighed og anseelse.

iPad er godt nyt for dagbladene

2010-02-01T20:27:00.004+01:00

Efter et par årtier med konstant tilbagegang og dårlige udsigter for dagbladene, bød sidste uge på nyheder med perspektiver og fremtid i. Apple lancerede sin længe ventede tablet - kaldet iPad - og den virker præcis til at være det teknologiske missing link, som dagbladenes elektroniske vækst og ekspansion har ventet på at kunne rulle i gang. Aviserne har længe haft e-aviser liggende på nettet. Men det er besværligt, og det savner det, der for alvor flytter hegnspæle på sådanne områder: convenience. Det er simpelthen besværligt både at finde e-avisen, anskaffe den og betale den samt læse den. Der er ikke nogen rød tråd, hverken hos den enkelte avis og da slet ikke nogen fælles, rød tråd i forhold til elektronisk distribution på tværs af titler og bladhuse. Det gør det ekstremt inconvenient at være e-læser, det gør det helt umuligt at være spontan aviskøber, og selvom det efterhånden har været en mulighed i årevis, ser det ud til at lide under, at der har været et missing link. Noget har manglet til at binde alting sammen. Det kan undre, at viljen tilsyneladende ikke har været til stede i tilstrækkelig grad, for det er ellers fantastisk interessant for aviserne både at kunne spare tryk, papir og distribution, som er upsiden ved elektroniske aviser. De tre store omkostningsposter udgør formentlig omtrent totredjedele af et dagblads samlede omkostninger. Alligevel har e-aviserne mildest talt ikke fået noget gennembrud. Apples iPad og tilsvarende tablets vil ændre dette. iPad'en fås med 3G/mobilt bredbånd og med en vægt på mindre end 700 gram, vil den være langt mere mobil og håndterlig end en laptop. Og kender vi Apple rigtigt, vil det blive lige så nemt at lancere sin avis via en applikation direkte på skærmen, fuldstændig som man allerede kan lave en lille applikation til iPhonen og sælge den via iTunes. Forretningsmodellen er simpel og letforståelig. Købet af applikationen sker øjeblikkeligt via nettet, og pengene betales via den almindelige iTunes-konto. Aviserne slipper næppe for at skulle aflevere en skilling til Apple. Til gengæld kan de reducere antallet af distributionssteder med 95 procent. Det vil samtidig potentielt være løsningen på udfordringen med, at alt er gratis på nettet, og at det er umuligt at finde nogen holdbar betalingsmodel. Her er en reel mulighed for at hente betaling for elektronisk indhold. En let applikation i iPad'en - en slags avishylde, fuldstændig som Apple allerede har introduceret boghylden iBooks i én applikation, hvor man kan vælge og vrage - vil være rent guf for aviselskere. Ved morgenbordet, i toget eller i lufthavnen vil man med to-tre klik på sin iPad kunne vælge lige den avis, man har lyst til den dag, for eksempel baseret på avisernes forsider. Og prisen vil være guddommelig. Hvad med omkring en femmer? Kald mig Mads, hvis ikke de nye, særdeles mobile tablets med store, flotte og læsevenlige skærme vil være lige det, der har manglet for at vende nedgang i avisernes oplag til vækst og fremgang. Og så har vi slet ikke talt om, hvor revolutionerende det vil indvirke på mulighederne, lysten og viljen til at lancere nye avistitler - udelukkende i elektronisk form, naturligvis. Hvilken gave vil det ikke være for den mangfoldighed, som ellers kun er blevet mindre og mindre på avismarkedet de seneste 40-50 år? Med mindre investeringerne for at komme på iPad skal gøres op i millioner af kroner - og det skal de næppe - ville jeg som avischef være mere bekymret for at komme for sent end for tidligt, selvom vi allerede har hørt nogen tale om, at man lige skal se tiden an. Man kan ikke påstå, at dagbladenes økonomier taler for, at man kan blive ved med at se tiden an, så det lyder alt andet end klogt at sætte sig ned og vente i stedet for selv at prøve at bidrage og påvirke sin egen situation konstant. Kort sagt - iPad og tablets generelt indeholder i sig selv ingen revolutionerende opfindelser, men i produktets helhed samles det bedste fra en laptop, e-readers og smartphones på en måde, som giver det hidtil bedste og mest oplagte svar på, hvordan konceptet bag fremtidens elektroniske aviser kan se ud - i hvert fald i en første fase. Men dette er en god start ud ad den rigtige tangent.

Ekstra Bladet på kamikaze-kurs

2010-01-24T20:54:00.014+01:00

Ekstra Bladets benhårde konfrontation om offentliggørelse af navn og foto på en mistænkt og senere renset mand fra Herning ligner ualmindelig dårlig timing.

I de næste måneder skal Folketingets partier som led i det kommende medieforlig diskutere, hvordan man strikker fremtidens mediestøtteordning sammen. Så virker det ubegribeligt og uprofessionelt, at Ekstra Bladet netop nu tester grænserne for moral og anstændighed i journalistik og efterfølgende indædt og uforsonligt forsvarer det med hårde modangreb. Resultatet er, at man har fået samtlige politiske partier imod sig.

Sagen kommer efter alt at dømme til at blive inddraget i diskussionerne om mediestøtteordningen - om der skal sættes betingelser og krav op for journalistisk kvalitet og etik for at kunne få mediestøtte. Pengene tilhører samfundet og borgerne, og det er ikke underligt, hvis politikerne finder frem til en model, hvor de kun vil støtte medier og journalistik, som bidrager positivt og progressivt til vores samfund og demokrati - ud fra en vision om at højne og forbedre. Det ligger godt i tråd med udredningsarbejdet for den fremtidige offentlige mediestøtte, hvor der tales om særlige publicistiske værdier som debatskabelse, kulturformidling og folkeoplysning.

Ekstra Bladet begår som andre medier hele tiden fejl. Store fejl, mindre fejl eller måske bare fodfejl. I denne sag anerkender Ekstra Bladet absolut intet af dette - hverken stort eller småt. Den anerkender heller ikke, at offentliggørelsen af mandens foto og identitet ikke bare er et firkantet spørgsmål om jura, rigtigt eller forkert, men at det er et følelsesladet holdningsspørgsmål uden klare svar, men med rigtig mange interessenter. Vi kan jo alle sætte os ind i, at vi selv eller et familiemedlem eller en ven på samme måde havner i Ekstra Bladets gabestok og dermed foran folkedomstolen og folkedomstolens nært beslægtede i cyberspace: Facebook.

Ekstra Bladet åbner ikke for hverken beklagelse, imødekommenhed, forståelse. Tværtimod har avisen reageret med en tilsværtning af kritikerne. Signalet til politikerne er, at avisen ikke ønsker at lytte til omverdenen, og at ingen skal blande sig i Ekstra Bladets arbejde.

Tilbage står en opfattelse af, at Ekstra Bladet nok gerne vil have støttekroner fra det offentlige, men at man vil have sine penge uden på nogen måde at være i dialog om sine redaktionelle valg, der ellers ofte er ganske grænsesøgende.

Ét er, at man har begået en handling, der møder hård kritik fra alle sider. Noget andet er, hvordan man efterfølgende valgte at håndtere krisen.

Til syvende og sidst vil det formentlig være den sidste del af sagen, der kommer til at skade Ekstra Bladet allermest. Man har lagt sig ud med alt og alle. Det vil være svært at finde politikere eller partier, som i de kommende måneders drøftelser vil føle et stort behov for at gå i brechen for Ekstra Bladet med henvisning til, at også denne avis' journalistiske niveau og kvalitet er en nødvendig del i vores samfund og demokrati.

I så fald kan Ekstra Bladet takke sig selv for det.

Det er velkendt i pressen og blandt journalister, at man allerbedst lukker eller dæmper en sag - god såvel som dårlig - ved at gå på knæ og sige undskyld. Det er den sikreste vej, og det er normalt det mest effektive våben til at få en kritisk presse til at indstille skydningen. Men mindre ville også kunne have gjort det i dette tilfælde.

Ekstra Bladet havde eksempelvis gjort klogt i at vurdere situationens alvor, og om man kunne give hele eller delvise indrømmelser. Ekstra Bladets krisehåndtering tog udgangspunkt i, at avisen havde 100 procent ret, og at kritikerne tog 100 procent fejl. Sådan er det jo aldrig. Der er altid noget at give af, indrømme og udvise imødekommenhed over for.

En kraftig forværring af Ekstra Bladets forhold til omverdenen kom med et hårdt angreb på lederplads på de politikere, som havde kritiseret avisen. Det var nærmest en direkte tilsvining af politikerne ved at bede dem sætte sig ind i sagen og i øvrigt fortælle dem, at de hverken kunne se, høre eller forstå. En sådan retorik har nok ikke ligefrem givet flere venner på hverken Christiansborg eller i det omgivende samfund. Det er jo ikke sådan, at Ekstra Bladet i forvejen i disse kredse opfattes som den store publicistiske nødvendighed, så der var næppe noget stort overskud på kontoen for politisk goodwill i forvejen, som man kunne trække på.

Det er selvfølgelig fuldstændig afgørende, at ingen økonomiske konsekvenser må påvirke og true den frie og uafhængige journalistik - uanset om truslen kommer fra annoncører, læsere eller politikere, som sætter reglerne for fordelingen af mediestøtte. Sådan er det, og sådan skal det være, så derfor skal Ekstra Bladet heller ikke bøje sig i sit journalistiske arbejde for økonomisk pres.

Men også pressen begår fejl, og det sker hele tiden. Pressen skal - som alle dem, man selv jagter hver dag - kunne undskylde og beklage sine fejl. Og man skal kunne lære af dem.

Ekstra Bladet fik det mest klare signal i nyere tid fra befolkningen, fra kolleger, fra et enigt Folketing om at være meget mere varsom med at byde uskyldige folk "Velkommen på forsiden" med de konsekvenser, det indebærer.

Den uskyldige mand sagde efter sin løsladelse om offentliggørelsen, at "de skulle vide, hvad de gør ved folk." Han er gjort fortræd, og han vil være mærket af det for resten af livet. Det er indiskutabelt, at den skade har Ekstra Bladet sammen med politiet været med til at påføre manden. Det havde været godt for omdømmet, hvis Ekstra Bladet som minimum havde beklaget det i stedet for at gå i offensiven og hidse gemytterne yderligere op.

Kriminelle som kendisser

2010-01-12T16:41:00.014+01:00

Der findes ikke én instans eller repræsentant for den samlede presse, man som borger eller samfund kan bede om at tage stilling til, om pressen er på afveje i bestemte spørgsmål som skjult kamera, dårlig journalistik eller seneste trend - brugen af kriminelle som kendisser

Regeringen har statsministeren, Folketinget sin formand, præsidium og direktør, politiet en rigspolitichef. Domstolene har enten Dommerforeningen eller justitsministeren. Der er altid et sted med det endelige ansvar, som står på mål for de pågældende instansers handlinger, og som har magt og indflydelse til at gribe ind, hvis tingene ikke er, som de bør være. Sådan er det i resten af samfundet også. Og det er godt.

Men pressen er en undtagelse. Det er ikke så godt. Faktisk må det være en fejl. Pressen er ikke repræsenteret ved én person eller instans udstyret med beføjelser, indflydelse og kontrolforanstaltninger til at påvirke, irettesætte eller stoppe kritisable forhold eller en uheldig udvikling.

Pressen er i en klasse helt for sig selv uden for samfundets og borgernes kontrol. Den kræver sin fulde uafhængighed, men den slags kræver omvendt selvjustits, og det er kernen af problemet, for det findes ikke i organiseret form.

Det nærmeste vi kommer er læsernes eller seernes redaktør, som kun DR, TV 2 og Politiken har oprettet. Denne funktion er det tætteste borgerne kommer på muligheden for en meningsfuld dialog med medierne - aktuelt altså blot tre medier - om arbejdsmetoder og journalistiske valg, fejl og mangler.

Hver især har disse redaktører ingen betydelig gennemslagskraft i den offentlige debat, men det kunne ændre sig, hvis de sammen enten dannede en forening og fik andre medier med sig, eller hvis de foranledigede oprettelsen af en helt ny instans - for eksempel en slags Pressens Ombudsmand.

Én af de første opgaver ville være at skose medierne for den voksende og frastødende dyrkelse af kriminelle kendisser til brug for plat underholdning og gossip.

Senest var det TV 2s seerredaktør, Lars Bennike, som havde fået kvalme af den omsiggribende hyldest af kendisser i form af kriminelle, voldssigtede og andre, som lever på eller over kanten af normerne og loven, og som vi ser mere og mere i avisspalterne, på nettet og i talkshows og nyhederne.

Lars Bennike repræsenterer mindst 95 procent af befolkningen, når han påpeger det, som de ansvarlige redaktører i diverse medier for længst skulle have tænkt over: Hvad ligner det at invitere eksempelvis den i øvrigt aldeles uinteressante Susan K ind i studiet i TV 2s bedste sendetid fredag aften til en snak med Cecilie Frøkjær - alene fordi Susan K havde gjort sig bemærket ved før jul at have kastet et glas i hovedet på en garderobepige på en natklub. Den stærkt forulempede garderobepige, som blot passede sit job, blev efterfølgende syet og får et ar.

At det forekommer, er et udtryk for en ansvarlig redaktør, som ikke tillægger det nogen særlig betydning, at medierne i dag har en voldsom indvirkning på det omgivende samfund. Mere end nogensinde dannes og formes normer og idealer i samfundet og hos borgerne - især den yngste del - efter, hvordan medierne udlægger virkeligheden. Og man har ingenting forstået, hvis man afviser, at Susan Ks optræden på tv er en normalisering af hendes adfærd og dermed en grim blåstempling.

Det er efterhånden blevet en fast adgangsbillet til markedsføring, eksponering og hyldest at være enten voldssigtet, kriminel eller i besiddelse af en generelt asocial adfærd. Det beklagelige er, at redaktører og journalister dygtigt udvikler argumenter for, at det er helt i orden, naturligt og normalt. Men hvorfor øger pressen konstant sit ukritiske søgelys nedad på den sociale rangstige, mens vi i stadig mindre grad præsenteres for mennesker og personer, som giver positiv inspiration til os alle at blive bedre mennesker? Hvorfor er de negative afvigelser fra normalbilledet blevet mere journalistisk interessant end de sunde afvigelser? Det spørgsmål kan eller vil man ikke få en debat om med mediebranchen under ét.

Rækken af mediedarlings i denne kategori bliver stadig større, og foruden økonomisk kriminalitet personificeret ved Kurt Thorsen, Klaus Riskær og Stein Bagger ser vi nu også andre typer repræsenteret som den rufferitiltalte Anni Fønsby, som tilmed var tiltænkt en værtsrolle i et tv-program indtil en deltager udviste anstændighed og sagde fra, adskillige voldssigtede og/eller -dømte sportsfolk samt altså nu lavmålet Susan K. Hun er sigtet for primitiv vold, og hun er set med offentlighedens øjne ovenikøbet komplet uinteressant. Der er med andre ord ikke skyggen af perspektivering eller andre bærende journalistiske temaer i hverken hendes person eller hendes handling. Det er absolut uden én eneste faglig, journalistisk begrundelse.

Hvordan var Palle Sørensen mon blevet eksponeret, hvis det havde været i dag, at han havde skudt fire betjente. Hvor er mon grænsen? En skruppelløs redaktør kan altid udvikle sit eget forsvar til at interviewe, eksponere, markedsføre og dermed også normalisere selv de mest afskyelige kriminelle.

Camilla Broe blev journalistisk både ynket og hyldet, da hun - på trods af sin erkendelse af rent faktisk at have medvirket i narkosmugling - omsider stod til at få en straf. Retsprincipper er etableret for at beskytte individer mod urimelig behandling og overgreb fra systemet - selvom det indimellem betyder, at en skyldig fisk slap fri. Men princippernes hensigt er ikke at lade skyldige slippe for straf. I stedet fokuserede den samlede presse på en teoretisk intellektuel diskussion, hvor Camilla Broe bliver den forfulgte uskyldighed. Så blev tingene vendt på hovedet, og mon ikke snart vi skal pines med Broe som endnu én af mediernes darlings, som sidder i bedste sendetid og interviewes af en journalistisk set talentløs studievært?

I tilfældet Susan K siger den ansvarlige redaktør, at det er ujournalistisk på forhånd at afskære sig fra at tale med sigtede personer, og det skal man da heller ikke. Men når man træffer så særprægede journalistiske valg, skal man huske at tænke sig rigtig godt om, så man også har indregnet den negative påvirkning på omgivelserne og ikke kun har haft blikket stift rettet mod populisme, gossip og seertal.

Mediernes har også et klima-ansvar

2009-12-07T11:29:00.010+01:00

Der hviler et kæmpemæssigt medansvar på både danske og internationale medier for at sikre en sober, relevant og retvisende dækning af det igangværende klimatopmøde og ikke lade sig forføre at fristen til at bringe en overflod dramatiske billeder af ildebrand, hætteklædte demonstranter og masser af blå blink.

Der er så meget på spil, og en proportionsforvrænget dækning, hvor især de forventede uroligheder og optøjer får en alt for voldsom medieopmærksomhed, kan være ekstremt ødelæggende for det, der er selve klimatopmødets formål. Generelt tegner det indtil videre til, at medierne har løst opgaven på en utrolig professionel og ambitiøs facon med masser af forskellige vinkler og emner af høj relevans. Det er helt afgørende, at den kurs opretholdes og ikke bliver afsporet af hærværk og vold, som desværre forventes at ville indtræffe, inden mødet er omme.

COP15 er i den grad et historisk øjeblik, og vi vil som globale samfund og som borgere blive påvirket af resultaterne af topmødet resten af vores levetid - uanset hvad slutaftalen kommer til at gå ud på. Hverken mere eller mindre.

De kommende dage vil vise, hvilke konsekvenser og perspektiver vi skal begynde at indstille os på, så der er i den grad forpligtende arbejde for medierne i at formidle alt dette til os. Og derfor har medierne et en massiv opgave at løfte, når tungen skal holdes lige i munden og de rette redaktionelle prioriteringer skal træffes.

København får foruden regeringsledere og embedsmænd fra hele verden også besøg af klimaaktivister i stort tal, hvoraf de fleste heldigvis vil demonstrere på fredelig vis og dermed - trods eventuelle uenigheder om mål og midler for klima-truslen - tilslutte sig de fælles, demokratiske værdier. 99 procent er enige om at respektere disse spilleregler.

Men desværre får København efter alt at dømme også besøg af klima-aktivister, som på ingen måde respekterer det helt store flertals enighed om demokratiske processer, men som i stedet forventes at agere både voldeligt og med brug af hærværk for med så stor larm og opstandelse at få mediernes opmærksomhed.

Som journalist véd jeg, at de vil de få. Og det er da bestemt også relevant at dække det, hvis København bliver centrum for uroligheder, som de fleste forventer i forbindelse med COP15. Journalistisk set er det en absolut væsentlig og interessant historie, hvis og når det halve af København bliver sat i brand af ballademagere.

Men medierne har samtidig også et ansvar for at bevare proportionerne, så balladen, uanset hvor voldsom den måtte være, ikke kommer til at fylde hverken det hele eller det halve i mediernes dækning af klimatopmødet. Hverken antallet af anholdte, mængden af brændende barrikader, hærværket eller smadrede forretninger bør overskygge det væsentligste. Medierne bør ikke tillade, at bevidste anstrengelser på at påkalde sig opmærksomheden lykkes. Alt andet vil være et helt forkert journalistisk judgement.

Normalt plejer redaktionelle ledere at bekende sig til nøgtern og tilstræbt objektiv journalistik, hvor virkeligheden beskrives. Redaktionelle ledere vedstår sig sjældent - eller aldrig - at selv 100 rigtige historier fra den virkelige verden godt kan give et fuldstændig fejlagtigt billede af virkeligheden - alene ved at antallet er overdrevet og proportionsforvrængende. Sjældent stiller man sig selv spørgsmålet efter bevidstløst at have pumpet historier ud i det offentlige rum: Alle de historier vi fortalte, var både sandfærdige og et virkelighedsbillede. Men var den samlede, totale fremstilling så også retvisende for vort samfund?

Burka-debatten er et sådant eksempel. Emnet er stort set uden realbetydning for samfundet, men mediernes dækning var så voldsom, at almindelige borgere kunne forledes til at tro, at der var tale om et meget betydningsfuldt emne. Hver for sig fejlede historierne ingenting - men samlet set var det langt fra retvisende for emnets betydning.

Sådan kan det også ende, hvis primært de billedbårne medier - DR og TV 2 - ikke holder hovedet koldt. Der vil være en enorm fristelse hos de vagthavende journalistiske besætninger på de to tv-stationer til at give de forventelig dramatiske billeder fra urolighederne en alt for stor placering i den samlede dækning af COP15.

Man kan endog på forhånd forestille sig forskellige scenarier og deraf konkludere, om man overhovedet kan forestille sig nogle situationer, hvor ballademagerne får lov til at tage mere end 10 procent eller 20 procent af den totale dækning af COP15. I hvert fald ikke hvis man ser på klima-topmødet i den store sammenhæng, hvor resultaterne af topmødet vil komme til at præge verden i årtier, måske århundreder fremover. Alle nulevende mennesker med et minimum af interesse for vores planet vil i al fremtid få konsekvenserne af COP 15 at mærke.

Derfor en opfordring til især DR og TV 2 om ikke at lade sig trække rundt i manegen af ballademagernes agenda, der netop er at bruge vold og hærværk til at få kameraerne til at komme og lave billeder. Fint at urolighederne bliver dækket, men proportionerne må ikke gå tabt. Det er trods alt kun de allerfærreste, som bruger optøjer, vold og hærværk og tilsidesætter de universelle demokratiske processer og spilleregler, og medierne har et ansvar for ikke at sende signalet om, at det betaler sig for at få opmærksomhed.

Follow the money

2009-12-04T15:02:00.000+01:00

Hele verden red med på medicinalindustriens globalt iscenesatte trussel fra H1N1, mens vi forgæves ventede på, at pressen kulegravede de bagvedliggende drivende kræfter for opstandelsen. Det ville have afdækket de massive økonomiske interesser, der lå bag skabelsen af en global efterspørgsel på vaccine

"Follow the money" er en klassisk disciplin inden for journalistikken, som bliver stadig mere sjælden.

Penge og pengenes bevægelser er essentielt for at afdække de egentlige motiver og drivkræfter bag en given sag. Det er noget af det mest tidskrævende journalistiske arbejde, man kan forestille sig, og i en tid hvor både pengene er knappe, og medierne fokuserer på at øge produktivitet og kvantitet, er det ikke dét, der bruges mest krudt på. Og det er ingen sund udvikling. Mangt en god historie har været båret af en journalists ukuelige vilje til at komme til bunds i pengestærke og magtfulde interessers grundlæggende strukturer. Og så viser sandheden sig ofte at være en noget anden end den, der ellers har været den gængse.

Hele historien om H1N1 kunne ellers fra starten være blevet sat i et mere jordnært lys, hvis pressen havde brugt bare halvt så mange ressourcer på pengevinklen som på skræmmevinklen, der jo så har vist sig ikke rigtig at holde vand. I stedet blev der skabt et globalt hysteri, som om der var tale om den sorte pest, og medierne har da også lukreret på at kunne producere millioner af historier på alle platforme i et omfang, vi næppe har set før med andre sager.

Det gode ved sagen er, at den har skabt læsere og seere, trafik - altsammen gavnlig for mediernes forretning. Det mindre flatterende er, at medicinalindustriens vaccine-forretninger har haft præcis samme interesser, og når pressen får sammenfaldende kommercielle interesser med en industri, bliver det ikke kønt at se på. Der må da være en redaktør eller to, som har været opmærksom på dette åbenlyse problem.

For sagen er, at hvor medicinalindustrien sådan set har en legitim interesse i at fremprovokere en efterspørgsel på deres produkter, så burde pressen gå den modsatte vej og afprøve, om al informationen kunne stå for en nærmere prøvelse. Dødeligheden ved H1N1 lader til at være meget lavere end ved almindelig influenza, som slår 1000 ihjel om året. Sundhedsstyrelsen vurderer, at H1N1 kommer til at koste omkring 200 mennesker livet, så den vanvittige pressedækning er altså ikke båret af hverken fakta eller rationalitet. Hvordan kan en historie om en influenza blive så voldsom netop i et år, hvor vi slipper med en femtedel døde i forhold til normalt. Det skal sammenholdes med, at lægevidenskabelige kilder konstant har sagt, at truslen var overdrevet.

Alt for sent kommer det frem, at medicinalindustrien tjener uhyrlige summer på vaccinen mod H1N1, som de ovenkøbet - i hvert fald i Danmark og nok også en del andre lande - har ansvarsfraskrevet sig. Branchen har haft midler og styrke til at iværksætte en global PR-kampagne, som i givet fald måske er én af de dygtigste og bedst eksekverede nogensinde. Men vi ved det ikke, for pressen har ikke kulegravet det.

I stedet er der med pressens stærke medvirken skabt et globalt pres fra medier og dermed borgere mod regeringer, politikere og sundhedsmyndigheder for at stille vaccine til rådighed - selvom det i dag står helt klart, at det er en af de mest overflødige vacciner af alle for så vidt angår sunde og raske mennesker.

Medicinalindustrien synes at have arbejdet imponerende systematisk både i forhold til pressen og i forhold til centrale sundhedsmyndigheder, hvor man har haft lønnede folk til at agere rådgivere over for eksempelvis WHO. Pressen har været den eneste tilbageværende instans, som har kunnet sikre og kontrollere, at stærke kommercielle interesser ikke påvirkede den offentlige mening og sundhedsmyndighederne på et falskt grundlag. I stedet blev pressen selv spundet ind i løgnene.

Det blev sagt meget tydeligt af Wolf Dieter Ludwig, som er leder af lægemiddelkommissionen i den tyske lægeforening:

"Myndighederne er faldet for en kampagne fra medicinalvirksomhederne, som går ud på at tjene penge på en ikke-eksisterende trussel."

Bedre sent end aldrig - hvis skaden så bliver rettet op. Men det gør den ikke, og det er endnu mere kritisabelt, for pressedækningen er uforandret. Selvom H1N1 tydeligvis i dag ikke kunne bære den groteske mediedækning, fortsætter pressen en journalistisk set ubegrundet dækning af enhver perifer historie om H1N1.

Det er som om, pressen ignorerer faktuel information, som trækker tæppet væk under den intensive dækning af H1N1 - men det er da også surt, hvis en god historie skal ødelægges af fakta. I stedet burde pressen erkende, at den er blevet godt og grundigt brugt af medicinalindustrien til at skabe efterspørgsel på H1N1-vaccine, som ifølge den amerikanske investeringsbank JP Morgen har skabt en omsætning i branchen på over 50 mia. kr. Pressens pligtforsømmelse har dermed kostet offentlige kasser meget dyrt - godt hjulpet af populistiske politikere.

Der har undervejs været enkelte medier rundt omkring, som har forsøgt at grave i historien - men disse mediers historier og afsløringer har ikke opnået stor opmærksomhed i den øvrige presse, - måske netop fordi det gik imod den fastlåste opfattelse af H1N1 som en stor og voldsom trussel.

Forhåbentlig vil nogen tage ved lære af H1N1-forløbet og tænke sig mere om, når de journalistiske ressourcer fremover bliver fordelt på historier og stofområder.

Mediernes nyhedsproduktion er eksploderet de seneste ti år - en vækst på 134 procent. Antallet af journalister er kun steget med 8 procent i samme periode, og selvom der selvfølgelig var journalister, som har haft godt af et los bagi, har det haft en konsekvens for tidsforbruget i forbindelse med den enkelte historie.

Vi kan desværre ikke glæde os over, at vi som medieforbrugere får 134 procent flere nyheder, for ifølge medieprofessor Anker Brink Lund er en meget stor del af den øgede produktion snarere såkaldte "nåheder" - ligegyldigheder forklædt som nyheder. Det er kommet for vidt, når stærkt nødvendig, kulegravende journalistik bliver nedprioriteret.

Danmark - et land i stampe

2009-11-30T12:37:00.003+01:00

Selvom alle de mest anerkendte økonomer her til lands efterlyser økonomiske reformer, hvis Danmarks velfærd skal bevares for eftertiden, så sker der alligevel ingenting.

Politikerne ved det godt, men de er bange for vælgerne, og de er først og fremmest bange for pressen. De véd nemlig godt, at pressen nok skal finde nogen, det er synd for, og som er blevet ramt af reformer, og så er fanden løs.

Alle medier uanset om man karakteriserer dem som kulturradikale eller borgerlige står klar med den skarpe pen, så snart Folketinget ændrer et komma.

Dette eksempel i Jyllands-Posten er blændende - for det fortæller netop, at pressen vil fokusere mere på at se bagud fremfor at dække fremtidsperspektiverne. I denne artikel taler vi om, at nogen - måske - kommer til at miste nogle håndører på en skattereform.

http://epn.dk/samfund/politik/article1903157.ece

Derfor er forandringer guf for journalister, for det nemmeste i verden er at fokusere på ulemperne, selv når fordelene ikke bare er klart i overtal, men også nødvendige.

Pressen i offentlighedens tjeneste

2009-11-06T08:50:00.006+01:00

Pressen burde som DR spille ud med konstruktive forslag til anvendelsen af mediestøtten, og til hvordan vi kan bruge den som motivationsfaktor til bedre og mere vedkommende indhold

Forleden downloadede jeg et program til min iPhone og fik direkte adgang til 30.000 radiostationer fra hele verden. Blot 10 af dem er danske, hovedparten fra DR. 10!

De øvrige 29.990 radiostationer, som jeg nu har adgang til på min telefon, er proppet med indhold af enhver art og for enhver smag - men fælles for de 99,97 procent ikke-danske radiostationer er, at de er uden dansk indhold.

Udenlandsk - ofte generisk og for en dansker mindre relevant - indhold i form af tv, bøger, websites mv. skyller ind over os og vil fosse ind ad alle tænkelige revner og sprækker på alverdens teknologiske platforme, der kan internetopkobles, i et omfang, vi endnu ikke gør os begreb om - på mobiltelefoner, computere, bilradioer, fjernsyn, iPods. Den voldsomt voksende udbredelse af udenlandsk indhold presser og fortrænger det danske.

Vi har med andre ord kun lige set starten på mediefragmenteringen og på en flodbølge, hvor danske mediers synlighed i den almindelige danskers hverdag reduceres - og dermed også forbruget af dem. Altimens vil et stadig større forbrug af udenlandsk indhold efterlade stadig færre penge inden for landets grænser til produktion af dansk eller andet indhold, som har nytteværdi for danske borgere.

For en nålestribet Excel-mand eller -kvinde, der bare vil have flest mulig klik, læsere, lyttere eller seere er det nok bedøvende ligegyldigt. Så dem skal vi ikke lytte meget til.

For det demokratiske menneske, derimod, er det en gigantisk trussel mod de fælles værdier, som Danmark er bygget op om gennem mange generationer, og som har givet os et samfund, vi overvejende er stolte af og taknemmelige for. Det lever og ånder af det indhold, danske medier producerer med og om danskere, uanset alder, køn, uddannelse, politisk og etnisk baggrund. Indhold, såvel journalistik som underholdning, skal i hovedsagen tage udgangspunkt i et dansk perspektiv og i danske værdier. Uden dét kommer vil til at nøjes med det indhold, der produceres i andre lande. Dét ønsker ingen. Det er kun os danskere, som kan sikre det danske indhold. Ingen andre gør det. Derimod er der ingen grund til at bruge offentlige midler til visning af eksempelvis amerikanske film og serier.

Derfor var det da også en fornøjelse at se DRs mediepolitiske udspil forleden. Selve overskriften var en appel om at styrke det danske medieindhold - et oplagt kriterium at uddele mediestøttepenge ud fra.

Udspillet fra DR er nye toner i forhold til, hvad vi hidtil har hørt fra de danske medier, der har ytret sig om fremtidens mediestøtte: Danske medier og deres topchefer har ivrigt diskuteret rettighederne - hvordan får de flest mulig penge med mindst mulig kontrol.

Rettighedernes uomgængelige følgesvend - pligterne - har mediecheferne ikke haft helt så travlt med at bringe til torvs.

Måske har de glemt, at journalistisk indhold, som støttes af offentlige midler, ikke har det primære formål at sikre journalistiske arbejdspladser eller holde liv i bestemte medievirksomheder, men først og fremmest har det formål at stå i offentlighedens tjeneste. Men i diskussionerne om mediestøtte er det nærmest umuligt at få pressen og den chefer til at anerkende, at offentligheden har en ret til at medvirke til definitionen af, hvad det indebærer at tjene offentligheden.

Faktisk er det overraskende så lidt tid og opmærksomhed, medierne, myndigheder, politikere og samfundet som helhed bruger på at rette, korrigere, forbedre den voldsomt påvirkende faktor, som mediemaskineriet er for vores fællesskab. Det diskuteres uafvendeligt - men egentlig, systematiseret handling er sjælden. Hvis der overhovedet handles, er det i det små, ude hos den enkelte samvittighedsfulde journalist. Ingen overordnet eller fælles proces har nogen styring med udviklingen, hvilket dog kunne gå an, hvis journalistikken var perfekt og fejlfri, og hvis den fuldstændig loyalt skildrede virkeligheden i de rette proportioner. Desværre - og naturligvis - forholder det sig langt fra sådan.

Mediestøtten er en fremragende anledning til at forbedre de journalistiske processer - i hvert fald i den forstand, at det er offentligt støttet og dermed tjener et højere formål. Staten og offentligheden skal ikke forbyde elendig journalistik, men til gengæld kan man afvise at støtte det.

Og staten kan derudover afvise at støtte overeksponeringen af bestemte stofområder, når denne overeksponering giver et skævvredent billede af tingenes egentlige tilstand.

Det er de seneste ti års voldsomme vækst i krimistoffet et godt eksempel på. Der sker blandt andet en proportionsforvrængning, når TV 2 NYHEDERNE er smækfyldt med blå blink, for kendsgerningen er, at der ikke er blevet så meget mere kriminalitet, som den journalistiske overeksponering - ikke bare på TV 2 - jo indikerer. Den enkelte krimihistorie er sandfærdig og en del af dagens Danmark. Men samlet set giver de et skævvredent billede, og den slags kan man iværksætte styringsmekanismer til at sætte ind imod, så man i hvert fald ikke brugte statens og borgernes penge på en hvilken som helst politiudrykning.

Krimistoffets opprioritering har haft den negative konsekvens, at det er blevet glamour-agtigt at være både gemen kriminel, men især kendis-kriminel. Uden skam i livet har mange medier med statens egne tv-stationer i den absolutte førertrøje gjort det nemmere for en kriminel at nå den så eftertragtede medieeksponering end for langt mere betydningsfulde, intellektuelt begavede mennesker, der i stedet for de kriminelle burde være vores forbilleder.

Det er en dødsensfarlig omgang med det ansvar, som især tv-stationerne bærer i forhold til dyrkningen af rollemodeller, som ellers er centrale omstændigheder, der former de værdier, opvoksende børn og unge danner sig. Det ansvar tager ingen medier nogen offentlig debat om - noget tyder på, at debatten end ikke foregår internt.

Medierne burde komme med et samlet udspil til, hvordan vi sammen kan arbejde for at præge pressens arbejde i en for samfundet gavnlig retning.